Et Par Ord om Hr. Maler A. Jacsons 3de Vidnesbyrd i Adressecontoirets Efterretninger No. 89.

Tillæg til Politivennen nr. 173.

Motto: Poleti og poleelleve og poletolv! Jeg vil svare ham efter loven. Jeg viger ikke en fodsbred.
Slu i Havgassen tæmmet 1. scene.

Mængden som vil kende hr. Jacsons heftige og påstående karakter, har forundret sig meget over at han så længe har slået sig til ro og ikke før fremkommet med noget der skulle modsige eller i det mindste synes at modsige, den af mig i Politivennen nr. 169 givne erklæring. Jeg for min part der længe havde glemt denne ringeting *) samme og at han ikke ved at oprippe denne ubetydelige sag på ny, ville gøre sig latterlig og kede publikum med sådant lapperi. Men af Adresseavisen nr. 89 ser jeg, at jeg har fejlet i min gode mening om Jacson, og at han derimod har retfærdiggjort mængdens dom, idet han i samme avis har ladet indføre tre såkaldte vidnesbyrd imod Politivennen nr. 169. Ethvert menneske der er begavet med sund sans, vil ved første øjekast finde hvor intetbetydende og hinanden modsigende disse gode vidnesbyrd er, så at det næsten er en skam at tale videre derom, eller at gendrive dem. Men da der blandt publikum også kan findes Jacsonister og folk der ikke kan bedømme disse vidnesbyrds virkelige Gehalt, vil jeg kort gennemgå dem og sige min mening om ethvert. Og da hr. Jacson ynder publicitet så meget, vil jeg gøre ham den fornøjelse at lade alle tre vidnesbyrd, samt hans valgsprog og navn aftrykke, da det vil glæde ham at vide at der blandt publikum er udbredt et antal af cirka 500 eksemplarer af hele stadset.

Til publikum

I anledning af S. T. litteraturs og kaptajn

Kristensens Politivennen nr. 169

Vidnesbyrd nr. 1

At ringetøjet på gården nr. 54 i Krystalgade, Klædebo Kvarter i København, har i al den tid vi har boet der - såvidt os er bekendt - været i god forsvarlig stand, det bevidnes herved efter forlangende.

København den 2. april 1819

ft. Anders Bidrichsen Nersøe, boende i kælderen.
H. C. Lund ditto i stuetetagen,
Ch. A. Villaume, boende 1. sal.
J. D. Arensen, boende i bagstuen.

Vidnesbyrd nr, 2.

Siden 1. december 1818 da jeg blev ansat som vægter i Krystalgade, har jeg ofte haft lejlighed til efter anmodning af vedkommende at ringe på portklokken i gården nr. 54, og i alt den tid jeg har fundet sammes ringetøj i god og forsvarlig stand.

København den 2. april 1819.

Ft. som vægter i Krystalgade Andreas Falch.

Vidnesbyrd nr. 3.

At jeg undertegnede der besørger alt smedearbejde ved gården nr. 54 i Krystalgade, søndag formiddag den 7. februar kl. 11 - omtrent 4 uger før Politivennen nr. 166 daterer 6. marts, udkom, hvori denne gårds ringetøj påankes - er blevet kaldt af hr. A. Jacson for at indsætte et stykke ståltråd i nævnte gårds klokkestreng, hvilken blev istandsat en halv time efter anmodningen, så forsvarlig at jeg siden den tid ikke har hørt det mindste om mangel på forlangende, ligesom jeg og med min regnskabsbog kan bevise samme.

København den 2. april 1819.

ft.

Kleinsmed boende i Peter Huitfeldts Stræde 108. Andreas Iversen

Fortjenester - hæder, ære og højagtelse!
Grovheder og skumlerier - tavs foragt!
Sandhed imod frænde og fjende.

Mit valgsprog
Arjen Jacson.

Jeg er vis på at dersom hr. Jacson før han begyndte denne strid havde forlangt en attest om at han var en sindig, fredelig og føjelig mand, han da gerne havde fået en sådan attest af over 100 personer når der i samme tilføjedes - såvidt os er bekendt. Om hr. Jacson kunne være fornøjet med sådan en attest, ved jeg ikke. Men jeg ved at jeg ville forkaste den som ubestemt og intetsigende. Den samme dom fælder jeg over vidnesbyrdet nr. 1 der er underskrevet af fire mig ubekendte mænd. Ikke mere bevisende eller kraftfuld ville det have været om det endog var underskrevet af hele gårdens øvrige personale som dog, på opfordring har vægret sig derved. Sikkert har de for denne vægring haft deres gode grunde, blandt hvilke jeg gætter en, nemlig: de har været retskafne nok til ikke at villebevidne noget der stred imod deres overbevisning, og for veltænkede til at sætte deres hånd under et vidnesbyrd der kunne synes blot at have til hensigt at blænde den utænksomme del af publikum, eller at føre hr. Jacson i fristelse.

Vidnesbyrdet nr. 2 er mindre ubestemt uden dog at være bestemt. Fordi vægteren ofte har haft lejlighed til at ringe på klokken, og da hvr gang fundet den i god stand, vil han vel ikke benægte at den kan have været itu på en tid da han ikke har ringet. For ofte er ikke altid, og han har jo ikke ringet uafbrudt fra 1. december f. å. til 2. april i dette. Han modsiges også bestemt af smedens vidnesbyrd 3. Der er derfor vel ingen tvivl om at hvis mester Falch med sine 3 oprakte fingre og sin saligheds ed skulle bekræfte dette vidnesbyrd, han o da ville gøre nogle væsentlige forandringer deri og synge af en anden tone **)

Hvad vidnesbyrdet nr. 3 angår, da er smeden min mand. Han bestemmer endog dag og time da ringetøjet blev gjort i stand, nemlig søndag formiddag den 7. februar kl. 11. Er dette sandt - og det tror jeg fordi jeg er overbevist derom - så lyver vægteren og Jacson har uret når han i Dagen nr. 166 erklærer og tilbyder sig at bevise at ringetingen på gården nr. 54 i Krystalgade alle tider er holdt, har været og er i bedst muligste stand. Og dette var stridens æble. I øvrigt takker jeg ikke hr. smeden for at han har hjulpet mig til at bevise at Jacson har uret, da det måske er sket mod hans vilje og jeg hverken behøver hans, qvadrumviratets eller vægterens vidnesbyrd, for jeg har andre vidner, hvis navne jeg af agtelse for personerne, ikke vil nævne offentligt i en så ubetydelig sag. Desuden er det så som så med det øvrige af hans vidnesbyrd, for fordi han dengang forsvarligt har indsat et stykke ståltråd i klokkestrengen og ikke siden hørt til nogen mangel ved samme, vil han næppe kunne benægte muligheden af at en anden smed kunne have istandsat den siden, eller at den kunne have haft en skavank som der just ikke behøvedes en smed til at afhjælpe. Heller ikke tror jeg på hans smedebog eller erkender dens autentitet.

Her har vi da set disse smukke vidnedsbyrd. At hr. Jacson der dog er vant til at komme i retten, ikke bedre kender hvorledes et gyldigt vidnesbyrd bør være, er underligt nok. Men at han ikke har skammet sig ved at bekendtgøre disse offentligt, kan jeg ikke begribe. Mig forekommer de at være af den beskaffenhed at hvis en dommer efter samme tilkendte hr. Jacson ret, burde min gode dommer selv idømmes en klækkelig mulkt pro meliori informatione.

Skønt det ikke angår mig hvilket valgsprog hr. Jacson behager at føre, så må jeg dog anmærke at den ven der har forsynet ham med det i avisen nr. 89 indførte, synes at have haft ham til bedste. For såvel efter erklæringen i Politivennen hvoraf ikke en tøddel er modbevist, som efter hvad her er sagt, handler hr. Jacson aldeles ikke derefter.

______

Næppe har der været ført så langvarig strid over en så ringe ting som Jacsons ringeting. Men det er ikke min skyld. I nr. 169 af Politivennen opfordrede jeg hr. Jacson til at indkalde mig for retten hvis han troede at være fornærmet. Dette har han formodentlig af gode grunde ikke villet. Men derimod udvalgt publikum til dommer. Skønt hans vidnesbyrd er af den beskaffenhed at det næsten er en skam at modsige dem, så har jeg dog troet mig beføjet dertil. En grund derfor har jeg i det foregående angivet, den anden er denne: Jeg ville ikke tilstå Jacson det sidste ord, just fordi han ville have det. For børn og egensindige folk bør man ikke føje. De bliver ellers mere uartige. Jeg er hverken trættekær eller påståelig. Men når jeg har ret og man angriber mig med glubskhed og fynter, så hugger jeg fra mig med de våben jeg har og forsvarer mig til det yderste. Det er menneskeligt at fejle, og det er ingen skam at tilstå at man har fejlet. Men det er uædelt at ville tillægge andre sine fejl. Havde Jacson tilstået at klokkestrengen havde været itu, og påstået at den var i stand før manglen var påtalt, da skulle jeg have tiet eller svaret ham i en anden tone. Men at han gør mig til løgner når jeg har sagt sandhed, er mere end jeg og enhver retskaffen mand bør tåle. Jeg opfordrer ham derfor herved anden gang til at indstævne mig for landets domstole, hvor jeg skal bevise at jeg har ret. Undlader han dette, men derimod kommer frem med noget vås der ligner de 3 vidnesbyrd, da vil jeg tie dertil ifølge Salomons ordsprog: "Svar ikke en dåre på hans tale!"

Hvad publikum i øvrigt dømmer om denne sag, kan jeg let slutte mig til. En del af samme der finder fornøjelse i kævleri og i at et menneske prostituerer sig selv, vil vel også deri finde en slags moro. Men den klogere del vil trække på skuldrene og tænke:

Quel bruit pour une omelette!

*) Dette ord som jeg har lært af hr. Jacson, har jeg optaget til minde efter ham, og jeg vil derfor altid når jeg bruger det, mindes hr. Jacson. Muligvis vil jeg også når jeg ser hr. Jacson eller høre ham omtale, tænke på en ringeting.

**) Og hvad siger min gode vægter når jeg påstår at ringetøjet har været ubrugbart fra 28. januar til 7. februar, samt at nogle personer der af denne årsag ikke kunne komme ind i gården, flere gange har for at blive indladt, måttet henvende sig til vægteren, til hvem portnøglen var betroet. Og hvad vil han sige når jeg til ydermere bekræftelse derpå fremstiller 3 til 4 vidner. - Vidner som hverken kan sammenlignes med hr. Jacsons vidner eller med Jens Skytte og Niels Hjulmand i Gulddåsen.

(Politivennen nr. 173, Løverdagen den 24die April 1819. Tillæg, s. 1-8)