Der er før gennem dette blad ytret det ønske at de kalkudsalg som nu finder sted på fortovene i Frederiksberggade og på Vestergade måtte bortryddes da handel med sådan artikel på sådanne steder ikke alene forulemper de forbigående, men endog er til stor skade fordi den fine kalkstøv trænger ind gennem tillukkede vinduer og ødelægger beboernes møbler, gangklæder og linned mm. Men - desværre er ønsket endnu ikke blevet opfyldt.
At denne genstand ikke desto mindre fortjener vedkommendes hele opmærksomhed og at det ville være våde ønskeligt og gavnligt for stadens indbyggere om udsalg af kalk blot blev tilladt på afsides liggende pladser eller inde i ejernes gårde, deri er vist flere enige med indsenderen, og - hvor ubehageligt det må være for en familie der har syge børn, at indånde dampen af sådant kalkstøv, kan følgende tjene til eksempel:
Ejeren af Store Norske Løve har i flere år før haft udsalg af kalk inde i sin gård som det sig hør og bør, men da denne handel såvel som så mange andre næringsveje, på den senere tid blev forøget med flere konkurrenter, der for ret at gribe fortjenesten, satte kalken lige for næsen af bønderne og andre liebhavere, så har nævnte ejer også placeret et udsalg i sin port ud til Vestergade, hvilket man vel heller ikke kan forænkte ham i når de andre uden hindring turde vove derpå. Som følge heraf må de vogne som kommer med kalk fra fabrikkerne til de nævnte udsalgssteder, aflæsses på gaden, og indsenderen heraf kender en familie hvis 2 børn i denne tid ligger syge af forrådnelsesfeber, og af den grund efter lægens udtrykkelige befaling mmå have vinduerne åbne ud til gaden, der sidste mandag i den stærke storm vi havde, blev således forulempet af denne aflæsning at ikke alene dens møbler og klæder tog skade af den megen kalkstøv som fløj ind i værelset, men endog ængstedes ved den tanke at børnenes sundhed rimeligvis kunne lide derunder. Ønskeligt var det derfor om dette ubehagelige onde snarest muligt måtte blive fjernet.
(Politivennen nr. 349. Løverdagen den 7de September 1822, s. 5648-5650).
Ingen kommentarer:
Send en kommentar