Allerede i årets første måneder er tilstanden således at i mange ellers gode gårde har man ikke 1 skæppe rug, men der må købes 1 skæppe mel til brød på møllen for 7 mark. Penge har de ikke og intet at tage penge af. Man smigrede sig med at høsten af byg og havre ville give et godt udbytte, men man blev skuffet. Ikke desto mindre, da kornhandlerne straks efter høsten betale 1 tønde byg med 3 rigsbankdaler, 1 tønde havre med 2 rigsbankdaler, skyndte alle sig at tærske og sælge disse kornsorter uden at tænke på enden. Og mange som nødsagedes til at sælge, for at få penge til skatter, folkeløn og renter, har nu intet at så til foråret og intet at købe for om korn bliver at få. Hvad vil her blive af?
De få beboere som ejer en lille ungskov, angriber, nedhugger og sælger denne til ubodelig skade for efterslægten, for at få penge til fødekorn og kan ikke få så meget for 1 favn brænde som de kan købe 1 tønde rug for. Og der skal mange træer til 1 favn brænde.
Handel med tørv har været en indtægtskilde for gårdbrugerne og nogle 100 husmænd i Vissenbjerg sogn. Og da prisen til til en ualmindelig højde på denne artikel i den sidste hårde vinter, opmuntrede dette alle og enhver som havde tørveskær og kunne grave tørv, til at spekulere på en betydelig fortjeneste af denne handel. Og til den ende blev gravet så megen tørv i denne sommer som aldrig nogen sommer før var blevet gravet. Men da tiden kom og tørven var stablet, og nærmede sig til at kunne bringes i hus, indtraf det sjældne regnvejr som vedvarede i lang tid, og dels satte tørven under vand i mange moser, dels gjorde den unyttig til at benyttes. Og således blev disse mennesker skuffede i deres håb og led et betydeligt tab. De som enten havde været så heldige at få en lille del tørv bragt i hus i rette tid, eller som anden gang gav sig af med at skære på ny, fik herved en lille del til afsætning. Men deres håb om god afsætning slog fejl, ved at der til Odense kom en stor del stenkul, som blev solgt for 9 mark tønden som brændevinsbrænderne fandt deres regning ved at købe og bruge. Herved faldt prisen på tørv, hvoraf nu et læs kun betales med 7 til 8 mark. Det skal køres 2 mil, bompenge og konsumption skal udredes af det, og altså bliver udbyttet meget ringe for en mand som med heste og vogn skal være en hel dag fraværende fra sit hjem.
Det større bøndergårdes beboere er nu af nødvendighed mod skik og brug nødsaget til at bruge halvt rug og halvt byg til brød. At rugen var så at sige aldeles slået fejl, bevises derved at jeg som har en gård på 14 tønders hartkorn, med et betydeligt areal mest rugjord, havde fået 12 tønder rug, men af den indhøstede sæd ikke har kunnet indavle så meget at jeg kunne brødføde mig og mit hus med brød af rug. Men måtte tage byg til hjælp. Hvad kan man da vente på steder som ikke er skikket til rugsæd? Hertil kommer misvæksten af boghvede, en sæd hvoraf der i almindelighed i Vissenbjerg sogn avles årligt flere 100 tønder, og der i år har således slået fejl, ikke på et, men på alle steder, at jeg som har fortrinligt jord til boghvede, i fjor havde 2½ tønde, hvorefter jeg kun indavlede 2 tønder. I stedet for at jeg i flere år havde avlet 28 til 30 fold af denne sæd. Yderligere kommer hertil at frugten som på mange steder på Fyn giver mange beboere ikke alene indtægt, men er endog til stor nytte i husholdningen ved den megen most som stødes heraf, hvorved mange 100 tønder malt spares, har således i fjor slået fejl at jeg, som har en frugthave hvori årligt avles ikke under 30, men som oftest 50 tønder frugt, ikke indavlede 4 skæpper gode æbler. Heraf følger at da rugen så at sige er ingen,boghvede ingen, frugt intet, så må byggen anvendes til brød, gryn og malt.
Endvidere bør bemærkes at sognets beboere årligt skal udrede til det store fattigvæsen: 718 £ 8£ rugmel, 271 £ 9 £ byggryn, 378 £ 3 £ malt, 44 £ 14 £ flæsk og 44@ 14 £ smør, samt tørv og rede penge, hvilket langt fra er tilstrækkeligt til sognets store fattigpersonale som hvert år forøges, og ikke kan ventes formindsket, da det i afvigte år er forøget med 20 uægte børn. Når hertil regnes beboernes afgifter af tiendekorn, skolekorn, dommerkorn osv, så har man god grund til at spørge hvad vil der blive af når tilstanden er således i et sogn der består af 472 tønder hartkorn og som ingen ekstraordinær hjælp har haft eller kan vente sig fra nogen side, hverken fra amtskassen eller andre steder, hvorfra hjælp rækkes til så mange andre sogne. Fattigkommissionen har vist vilje, men evne til at hjælpe står i amtsdirektionens hånd, og fra denne må råd og hjælp forventes, ifald det ikke er for sent og næsten umuligt at få den.
Ømann
Sognepræst i Vissenberg.
(Politivennen nr. 790, Løverdagen den 19de Februar 1831, s. 128-133)
"Fattigkommissionen
har vist vilje, men evne til at hjælpe står i amtsdirektionens hånd, og
fra denne må råd og hjælp forventes, ifald det ikke er for sent og
næsten umuligt at få den." (Dankvart Dreyer: Træer ved Vissenbjerg på Fyn, 1846. Statens Museum for Kunst.)
De få beboere som ejer en lille ungskov, angriber, nedhugger og sælger denne til ubodelig skade for efterslægten, for at få penge til fødekorn og kan ikke få så meget for 1 favn brænde som de kan købe 1 tønde rug for. Og der skal mange træer til 1 favn brænde.
Handel med tørv har været en indtægtskilde for gårdbrugerne og nogle 100 husmænd i Vissenbjerg sogn. Og da prisen til til en ualmindelig højde på denne artikel i den sidste hårde vinter, opmuntrede dette alle og enhver som havde tørveskær og kunne grave tørv, til at spekulere på en betydelig fortjeneste af denne handel. Og til den ende blev gravet så megen tørv i denne sommer som aldrig nogen sommer før var blevet gravet. Men da tiden kom og tørven var stablet, og nærmede sig til at kunne bringes i hus, indtraf det sjældne regnvejr som vedvarede i lang tid, og dels satte tørven under vand i mange moser, dels gjorde den unyttig til at benyttes. Og således blev disse mennesker skuffede i deres håb og led et betydeligt tab. De som enten havde været så heldige at få en lille del tørv bragt i hus i rette tid, eller som anden gang gav sig af med at skære på ny, fik herved en lille del til afsætning. Men deres håb om god afsætning slog fejl, ved at der til Odense kom en stor del stenkul, som blev solgt for 9 mark tønden som brændevinsbrænderne fandt deres regning ved at købe og bruge. Herved faldt prisen på tørv, hvoraf nu et læs kun betales med 7 til 8 mark. Det skal køres 2 mil, bompenge og konsumption skal udredes af det, og altså bliver udbyttet meget ringe for en mand som med heste og vogn skal være en hel dag fraværende fra sit hjem.
Det større bøndergårdes beboere er nu af nødvendighed mod skik og brug nødsaget til at bruge halvt rug og halvt byg til brød. At rugen var så at sige aldeles slået fejl, bevises derved at jeg som har en gård på 14 tønders hartkorn, med et betydeligt areal mest rugjord, havde fået 12 tønder rug, men af den indhøstede sæd ikke har kunnet indavle så meget at jeg kunne brødføde mig og mit hus med brød af rug. Men måtte tage byg til hjælp. Hvad kan man da vente på steder som ikke er skikket til rugsæd? Hertil kommer misvæksten af boghvede, en sæd hvoraf der i almindelighed i Vissenbjerg sogn avles årligt flere 100 tønder, og der i år har således slået fejl, ikke på et, men på alle steder, at jeg som har fortrinligt jord til boghvede, i fjor havde 2½ tønde, hvorefter jeg kun indavlede 2 tønder. I stedet for at jeg i flere år havde avlet 28 til 30 fold af denne sæd. Yderligere kommer hertil at frugten som på mange steder på Fyn giver mange beboere ikke alene indtægt, men er endog til stor nytte i husholdningen ved den megen most som stødes heraf, hvorved mange 100 tønder malt spares, har således i fjor slået fejl at jeg, som har en frugthave hvori årligt avles ikke under 30, men som oftest 50 tønder frugt, ikke indavlede 4 skæpper gode æbler. Heraf følger at da rugen så at sige er ingen,boghvede ingen, frugt intet, så må byggen anvendes til brød, gryn og malt.
Endvidere bør bemærkes at sognets beboere årligt skal udrede til det store fattigvæsen: 718 £ 8£ rugmel, 271 £ 9 £ byggryn, 378 £ 3 £ malt, 44 £ 14 £ flæsk og 44@ 14 £ smør, samt tørv og rede penge, hvilket langt fra er tilstrækkeligt til sognets store fattigpersonale som hvert år forøges, og ikke kan ventes formindsket, da det i afvigte år er forøget med 20 uægte børn. Når hertil regnes beboernes afgifter af tiendekorn, skolekorn, dommerkorn osv, så har man god grund til at spørge hvad vil der blive af når tilstanden er således i et sogn der består af 472 tønder hartkorn og som ingen ekstraordinær hjælp har haft eller kan vente sig fra nogen side, hverken fra amtskassen eller andre steder, hvorfra hjælp rækkes til så mange andre sogne. Fattigkommissionen har vist vilje, men evne til at hjælpe står i amtsdirektionens hånd, og fra denne må råd og hjælp forventes, ifald det ikke er for sent og næsten umuligt at få den.
Ømann
Sognepræst i Vissenberg.
(Politivennen nr. 790, Løverdagen den 19de Februar 1831, s. 128-133)
Redacteurens Anmærkning.
Vand var så forurenet at øl var det foretrukne middel til at slukke tørsten med - både for børn og voksne. Øllen var dog ikke så stærk som den øl vi kender idag, men svarede lidt til vor tids hvidtøl.
En typisk dags-menu anno 1800 kunne se sådan ud:
- Morgenmad - Spises ved solopgang: Øllebrød (Nogle havde en gryde stående i køkkenet, hvor folk smed deres ølsjatter og rugbrødsskorper i i løbet af dagen. Indholdet blev opvarmet hver morgen, og gryden blev altid vasket eller tømt.
- Mellemmad - Spises om formiddagen: Rugbrød med smør - lidt ost hvis du er heldig.
- Middagsmad - Spises midt på dagen: Bygvælling med saltet flæsk.
- Mellemmad - Spises om eftermiddagen: Rugbrød med smør - lidt spegepølse
- Aftensmad - Spises ved 7 tiden: Variation af, eller rester fra, middagsmaden.
- Sen aftensmad - Spises kun om sommeren, hvor man blev oppe for at udnytte lyset til at arbejde i: Rugbrød med smør.
Sukker og hvede var luksusvarer. Hvedebrød blev betegnet som kage, og blev spist til festlige lejligheder, og sukker var så dyrt at det i slutningen af 1800-tallet kostede en daglejer to ugers løn at købe 500 g sukker.
Kilde: Frilandsmuseet.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar