Om sparekassernes nytte og gavn for samfundet især med hensyn til almuen og tjenestefolk, er der sikkert kun en mening. Erfaringen har bekræftet den til fulde.
At derfor så få deltager i disse nu på flere stæder i riget oprettede institutioner har - som jeg tror - ene og alene sin grund i den svage sikkerhed disse sparebanker afgiver indskyderne. Man forlanger at man skal tro bestyrerne af disse banker på deres ord, og at man i denne tro på deres fejlbarlighed med tillid og ro skal betro dem sine opsparede midler, og påberåber sig i så henseende "på den offentlighed hvormed det hele bliver udført og på den tiltro man hidtil skænkede enhver af dem især." Men foruden dette: at almuen, bønder, husmænd, indsiddere og tjenestefolk ikke er skikket til at efterse papirer og regnskaber, lærer erfaring endnu som altid at vi alle er syndere, og til ingen tid har folket hørt og set flere beviser på selv de højt betroede embedsmænd end i vore dage - hvor vil og kan man da forlange at man uden større sikkerhed skal betro sig til bestyrerne af disse sparebanker? Ja - spørger - hvilken sikkerhed vil du have? Og hvem vil du skal give den? - Jeg svarer kort og gode: vores godsejere og rigmænd som for det meste er medbestyrere af disse distriktsbanker, skulle og burde tillige være kautionister og selvskyldnere og give første eller anden prioritet i deres godser og ejendele.
Forlanger jeg måske her for meget af disse mænd i vort samfund, så forlanger disse også for meget af mig når de vil at jeg skal have tro til deresblotte ord og navn. På den måde kan enhver mand hvis redelighed og gode vilje lige så lidt kan omtvistes som disses - være bestyrere, og al fortjeneste af samfundet, som disse dog vel gør kræv på - falder bort, når de ikke for at fremme en så velgørende indretning i deres kreds og samfund, vil gøre mere end de gør, og ikke gør hvad dekan. For da disse distriktsbanker dog ikke indeholde så store summer, og da disse rigets godsejere og rigmænd selv er medbestyrere, kunne de jo uden risiko ved at tage pengene til sig, være kautionister og selvskyldnere. Som det u er, ser jeg ikke at nogen af bestyrerne har nogen synderlig fortjeneste undtagen den mand som har påtaget sig det vist nok byrdefulde og hel fortrædelige arbejde ved og med lån af disse spare- og lånebanker.
Da nu disse sparekasser tillige er lånebanker, og det vist nok som direktionen for den Møenske Spar- og Lånekasse siger, er rimeligt og hensigtsmæssigt at disse udlån først og fremmest bør komme jurisdiktionens (distriktets) beboere til nytte, var det vel at ønske at revisorerne årligt bevidnede at disse udlån i små summer (for i store summer burde disse næppe ske) var gjort til trængende og værdige mænd i samfundet. Da, men først da, når dette sker, vil det være muligt at gøre almuen, for hvis skyld disse distriktsbanker oprettes, modtagelig for den gavnlige hensigt med samme, og først da ville landets gejstlige - hvis medvirken til denne almen erkendte nyttige indretningman har forlangt - og hver den hvis stilling tillader ham med råd og opmuntring at virke på folket, med kraft og held opmuntre til at benytte sparekassen og være behjælpelige til at fremme et foretagende hvis nytte for samfundet, erfaringen overalt har bekræftet.
(Politivennen nr. 789, Løverdagen den 12te Februar 1831, s. 105-109)
At derfor så få deltager i disse nu på flere stæder i riget oprettede institutioner har - som jeg tror - ene og alene sin grund i den svage sikkerhed disse sparebanker afgiver indskyderne. Man forlanger at man skal tro bestyrerne af disse banker på deres ord, og at man i denne tro på deres fejlbarlighed med tillid og ro skal betro dem sine opsparede midler, og påberåber sig i så henseende "på den offentlighed hvormed det hele bliver udført og på den tiltro man hidtil skænkede enhver af dem især." Men foruden dette: at almuen, bønder, husmænd, indsiddere og tjenestefolk ikke er skikket til at efterse papirer og regnskaber, lærer erfaring endnu som altid at vi alle er syndere, og til ingen tid har folket hørt og set flere beviser på selv de højt betroede embedsmænd end i vore dage - hvor vil og kan man da forlange at man uden større sikkerhed skal betro sig til bestyrerne af disse sparebanker? Ja - spørger - hvilken sikkerhed vil du have? Og hvem vil du skal give den? - Jeg svarer kort og gode: vores godsejere og rigmænd som for det meste er medbestyrere af disse distriktsbanker, skulle og burde tillige være kautionister og selvskyldnere og give første eller anden prioritet i deres godser og ejendele.
Forlanger jeg måske her for meget af disse mænd i vort samfund, så forlanger disse også for meget af mig når de vil at jeg skal have tro til deresblotte ord og navn. På den måde kan enhver mand hvis redelighed og gode vilje lige så lidt kan omtvistes som disses - være bestyrere, og al fortjeneste af samfundet, som disse dog vel gør kræv på - falder bort, når de ikke for at fremme en så velgørende indretning i deres kreds og samfund, vil gøre mere end de gør, og ikke gør hvad dekan. For da disse distriktsbanker dog ikke indeholde så store summer, og da disse rigets godsejere og rigmænd selv er medbestyrere, kunne de jo uden risiko ved at tage pengene til sig, være kautionister og selvskyldnere. Som det u er, ser jeg ikke at nogen af bestyrerne har nogen synderlig fortjeneste undtagen den mand som har påtaget sig det vist nok byrdefulde og hel fortrædelige arbejde ved og med lån af disse spare- og lånebanker.
Da nu disse sparekasser tillige er lånebanker, og det vist nok som direktionen for den Møenske Spar- og Lånekasse siger, er rimeligt og hensigtsmæssigt at disse udlån først og fremmest bør komme jurisdiktionens (distriktets) beboere til nytte, var det vel at ønske at revisorerne årligt bevidnede at disse udlån i små summer (for i store summer burde disse næppe ske) var gjort til trængende og værdige mænd i samfundet. Da, men først da, når dette sker, vil det være muligt at gøre almuen, for hvis skyld disse distriktsbanker oprettes, modtagelig for den gavnlige hensigt med samme, og først da ville landets gejstlige - hvis medvirken til denne almen erkendte nyttige indretningman har forlangt - og hver den hvis stilling tillader ham med råd og opmuntring at virke på folket, med kraft og held opmuntre til at benytte sparekassen og være behjælpelige til at fremme et foretagende hvis nytte for samfundet, erfaringen overalt har bekræftet.
(Politivennen nr. 789, Løverdagen den 12te Februar 1831, s. 105-109)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar