Med hovedet fuldt af disse i min indbildning priselige foranstaltninger, besluttede jeg at se Kongens Have. Men ved at vende om ad Kronprinsessegade kom en karl mig i møde på fortovet med en stor kurv på skuldrene med hvilken han stødte så hårdt mod mig at min gode filthat, af hofhattemager Petersens fabrik faldt i rendestenen. En lykke for min 8-årige hat var det at denne rendesten ikke var dyb. Imidlertid fik hatten dog en så slem læsion at jeg ikke ville have haft det for 3 mark. Dog ikke nok dermed, jeg fik ved at ordne hatten et stød på mit højre lår af en kurv som en fiskerkone havde under armen, hvorved mine lysegrønne kashmir bukser, som jeg først forrige sommer anskaffede mig til højtideligheden ved Kalundborg fugleskydning, blev så tilsmurte at jeg måtte bide mit lommetørklæde over det tilsmurte sted.
Det faldt mig ind at jeg i mine forslag til anordninger havde glemt at bemærke at det også burde forbydes karle og kællinger med kurve og byrder at gå på fortovet. Kort sagt enhver der havde en byrde at bære, burde smukt gå ude på gaden.
Sådanne anordninger måtte bekendtgøres en gang om året, i det mindste agter jeg ikke at komme til byen før jeg ser dette annonceret.
Efter at jeg havde været på flere spisekvarterer eller som de her kaldes, restaurationer, traf jeg på et hvor jeg kunne få suppe og steg kl. 12. De andre påstod at spisetiden her var klokken 2 til 3. Men så længe var min landsbymave ikke vant til at vente. Denne indretning fandt jeg også helt løjerlig og derfor påanker jeg den.
"Efter at jeg havde været på flere spisekvarterer eller som de her kaldes, restaurationer, traf jeg på et hvor jeg kunne få suppe og steg kl. 12." (Johannes Senn: Opvartningspige, 1820. Statens Museum for Kunst).
Efter måltidet foretog jeg mig en tur til Frederiksberg. Men forinden jeg nåede denne fra byen så såre stygge port som i mine landsbyøjne kun var at anse for en skiden mur med en nogenledes stor åbning, men aldeles ikke for Københavns hovedport *), fik jeg på Gammeltorv min kjole så tilstøvet af aske og andet støv fra vognen der indtog gaderenovation så den nu ikke står til at vendes.
Jeg vil ikke tale om at mine øjne og mund blev fulde af dette støv. For det kan en stribe vand gøre godt igen. Men min uheldige søndagskjole! Jeg blev så harm over denne ting at jeg i største fart skyndte mig at komme ud af byen.
Et par spande vand kunne forebygge sådant, sagde jeg ved mig selv, og indså da at have glemt at anmærke dette i mine priselige forslag.
På Vesterbro blev jeg hilst med en så væmmelig og afskyelig stank at jeg straks gjorde omkring. For det var umuligt for mig i varmen at gå fremad i den pestilentialske slagterstank.
Er det hovedstadens sommerspadseretur? naa saa profit die Mahlzeit. Jeg takker for en sådan fornøjelse.
Jeg mindes at jeg for en sne år tilbage har læst et forslag om at bortskaffe denne stank fra Vesterbro, og mig synes også det ville være rigtig at forflytte dette væmmelige svineri til Amager, da det er ubegribeligt for mig at slagtningen absolut skal finde sted på Vesterbro hvor vejen går til vores elskede kongepars sommerresidens.
Efter at havde nydt et tarveligt aftensmåltid, ville jeg begive mig til mit nye logi og troede nu at alle mine lidelser var endt. Men jeg tog fejl i dette som i så meget andet. En fiskebløder havde netop ladet sit stinkende fluidum løbe ud i rendestenen, hvilket forårsagede en lige så ækel lugt som den på Vesterbro. Så jeg tabte fuldstændig smagen af det nydte aftensmåltid.
Jeg undrede mig meget over at alle disse forpestende stank-indretninger blev tilladt i hovedstaden, samt fandt det besynderligt at sundhedspolitiet ikke tager sig af denne sag.
Så glad jeg var ved at komme til byen, så glad om ikke mere glad er jeg nu ved tanken om at forlade den hvis det blot vil ske uden flere uheld for mig. For i mit landlige opholdssted forstyrres jeg ikke af kobbersmeden. Der vækker koret af de små vingede skovboer mig med deres melodiske toner. Der er hverken slagter- eller fiskerbløderstank, den aromatiske lugt fra skovene og engene dufter mig blidt i møde. Der bliver min kjole kun tildryppet af himlens velgørende regn og mit fodtøj ikke spoleret af rendestensbrætter.
Aldrig skal jeg forledes til at rejse. Nej, jeg vil forblive i min landlige hytte. For der bor glæde og fred. Der kender man intet til hovedstadens mangfoldige ubehageligheder. Om føje tid skal jeg meddele en mere udførlig beskrivelse over min rejse, samt tilføje mine bemærkninger og iagttagelser. Med agtelse forbliver jeg mine herrer københavnernes
ærbødige og tilfredse
Nicodemus Wunderkopf.
*) Jeg kan ikke undlade at tilføje min bemærkning over denne port som jeg finder yderst smagløs. Ved en ringe bekostning kunne man dog forsyne den med et par hele søjler af mursten, eller i det mindste udsmykke den omtrent som det Kongelige Biblioteks facade.
(Politivennen nr. 586. Løverdagen den 24de Marts 1827, s. 187-192).
Det faldt mig ind at jeg i mine forslag til anordninger havde glemt at bemærke at det også burde forbydes karle og kællinger med kurve og byrder at gå på fortovet. Kort sagt enhver der havde en byrde at bære, burde smukt gå ude på gaden.
Sådanne anordninger måtte bekendtgøres en gang om året, i det mindste agter jeg ikke at komme til byen før jeg ser dette annonceret.
Efter at jeg havde været på flere spisekvarterer eller som de her kaldes, restaurationer, traf jeg på et hvor jeg kunne få suppe og steg kl. 12. De andre påstod at spisetiden her var klokken 2 til 3. Men så længe var min landsbymave ikke vant til at vente. Denne indretning fandt jeg også helt løjerlig og derfor påanker jeg den.
Efter måltidet foretog jeg mig en tur til Frederiksberg. Men forinden jeg nåede denne fra byen så såre stygge port som i mine landsbyøjne kun var at anse for en skiden mur med en nogenledes stor åbning, men aldeles ikke for Københavns hovedport *), fik jeg på Gammeltorv min kjole så tilstøvet af aske og andet støv fra vognen der indtog gaderenovation så den nu ikke står til at vendes.
Jeg vil ikke tale om at mine øjne og mund blev fulde af dette støv. For det kan en stribe vand gøre godt igen. Men min uheldige søndagskjole! Jeg blev så harm over denne ting at jeg i største fart skyndte mig at komme ud af byen.
Et par spande vand kunne forebygge sådant, sagde jeg ved mig selv, og indså da at have glemt at anmærke dette i mine priselige forslag.
På Vesterbro blev jeg hilst med en så væmmelig og afskyelig stank at jeg straks gjorde omkring. For det var umuligt for mig i varmen at gå fremad i den pestilentialske slagterstank.
Er det hovedstadens sommerspadseretur? naa saa profit die Mahlzeit. Jeg takker for en sådan fornøjelse.
Jeg mindes at jeg for en sne år tilbage har læst et forslag om at bortskaffe denne stank fra Vesterbro, og mig synes også det ville være rigtig at forflytte dette væmmelige svineri til Amager, da det er ubegribeligt for mig at slagtningen absolut skal finde sted på Vesterbro hvor vejen går til vores elskede kongepars sommerresidens.
Efter at havde nydt et tarveligt aftensmåltid, ville jeg begive mig til mit nye logi og troede nu at alle mine lidelser var endt. Men jeg tog fejl i dette som i så meget andet. En fiskebløder havde netop ladet sit stinkende fluidum løbe ud i rendestenen, hvilket forårsagede en lige så ækel lugt som den på Vesterbro. Så jeg tabte fuldstændig smagen af det nydte aftensmåltid.
Jeg undrede mig meget over at alle disse forpestende stank-indretninger blev tilladt i hovedstaden, samt fandt det besynderligt at sundhedspolitiet ikke tager sig af denne sag.
Så glad jeg var ved at komme til byen, så glad om ikke mere glad er jeg nu ved tanken om at forlade den hvis det blot vil ske uden flere uheld for mig. For i mit landlige opholdssted forstyrres jeg ikke af kobbersmeden. Der vækker koret af de små vingede skovboer mig med deres melodiske toner. Der er hverken slagter- eller fiskerbløderstank, den aromatiske lugt fra skovene og engene dufter mig blidt i møde. Der bliver min kjole kun tildryppet af himlens velgørende regn og mit fodtøj ikke spoleret af rendestensbrætter.
Aldrig skal jeg forledes til at rejse. Nej, jeg vil forblive i min landlige hytte. For der bor glæde og fred. Der kender man intet til hovedstadens mangfoldige ubehageligheder. Om føje tid skal jeg meddele en mere udførlig beskrivelse over min rejse, samt tilføje mine bemærkninger og iagttagelser. Med agtelse forbliver jeg mine herrer københavnernes
ærbødige og tilfredse
Nicodemus Wunderkopf.
*) Jeg kan ikke undlade at tilføje min bemærkning over denne port som jeg finder yderst smagløs. Ved en ringe bekostning kunne man dog forsyne den med et par hele søjler af mursten, eller i det mindste udsmykke den omtrent som det Kongelige Biblioteks facade.
(Politivennen nr. 586. Løverdagen den 24de Marts 1827, s. 187-192).
Ingen kommentarer:
Send en kommentar