Ingen vil med indsenderen kunne nægte at blandt de uendelig mange restaurationer vores hovedstad for tiden er i besiddelse af, er vist hr. Buurmeisters restauration i Lille Kirkestræde en af de bedste med hensyn til god og solid føde for borgerklassen. Men på den anden side vil vist mange som dagligt besøger nævnte restauration, også indrømme at man kun på få steder finder en så dårlig opvartning som den der som oftest især om aftenen ydes gæsterne her.
"Hr. Buurmeisters restauration i Lille Kirkestræde er med hensyn til god og solid føde for borgerklassen en med de bedste". Lille Kirkestræde år 2015 med Nikolajtårn i baggrunden. På Politivennens tid havde tårnet ikke noget spir. Nr. 3 er det næstsidste hvide hus på højre side. Hørneejendommen Home er nr. 5/Højbro Plads 13. (Eget foto, 2015)
Den høje pige der for tiden opvarter ved bordet og som vist nok i øvrigt kan være en ret god og skikkelig pige, forekommer indsenderen ikke at være ret skikket for en sådan bestilling. For hun skyder som oftest sin gangvogn så dårligt at man undertiden skulle tro at hun rullede lige så meget tilbage som frem. En gang imellem virker det som om hun har mangel på hørelse. Nå, herregud! begge dele kunne jo være en naturfejl hos denne stakkels pige som hun i så fald ikke kan gøre for. Men hermed er en sulten gæst dog ikke altid tjent. Hvor ofte går ikke appetitten tabt når man skal sidde så længe og vente før det behager sådanne sendrægtige opvartersker at komme med hvad man forlanger. Og hvor ubehageligt må ikke sådanne lange ophold være for forretningsmanden der ikke altid hvad mad og drikke angår kan disponere over sin tid.
I øvrigt går indsenderen ind for at opvartning af det smukke køn på restaurationer eller i klubber er langt fra at være den mest hensigtsmæssige eller passende, da erfaringen desværre så ofte lærer at mange sædelige og brave piger ikke altid fra moralens side høster de bedste frugter af sådanne tjenester. Har fx en sådan ung pige blot et glat ansigt, er hun straks udsat for unge lapses smigrerier og forføriske øjekast, ja endog gamle hankatte undser sig ikke ved en gang imellem midt i smavsen enten at kaste et forliebt øje til hende, eller når livsgejsten ved alt for megen nydelse af druen er sat i bevægelse, endog at fjase lidt med pigen både under og efter måltidet.
Den vise Salomon anmærkede derfor meget rigtigt i gamle dage at hver ting i verden skal have sin tid. Og ligesom et menneske ikke kan både drikke og sove, lige så lidt bør det i indsenderens tanker både kunne spise og fjase. For foruden det at sådant fjaseri må være ækelt at se og høre på for den der når spisetid er helt ønsker madro, så er det også en selvfølge at mange piger over sådanne narrestreger forstyrres i sin gerning og derved forsømmer sine pligter. Langt bedre var det altså når man holdt personer af hankønnet som opvartere der synes mere passende for sådanne forretninger.
(Politivennen nr. 438. Løverdagen den 22de Mai 1824, s. 7078-7080)
Restaurationen fik i 1832 en omtale i "Muntre Vignetter":
Burmeisters Restauration
Her er en rask Opvartningspige
Til sin Bestilling kant og klar,
Og Ingen endnu har seet jeg har,
Som hun i Duelighed skal vige.
Hvis man har Penge, leves flot,
Thi Maden der er reent og godt.
Af Buddinger som herligt smage
Jeg tror til Meisters ei er Mage.
Men hvad jeg ilde her har taalt,
Er det: At Brødet bli'er tilmaalt. *)
*) Hr. B. maa ikke tage denne lille erindring ilde op. Det synes unægtelig mere passende at hensætte en heel Bakke med Brød for Gjæsterne end at give Hver især eet eeneste Stykke.
Om der er tale om samme opvartningspige, melder historien ikke noget om
Den høje pige der for tiden opvarter ved bordet og som vist nok i øvrigt kan være en ret god og skikkelig pige, forekommer indsenderen ikke at være ret skikket for en sådan bestilling. For hun skyder som oftest sin gangvogn så dårligt at man undertiden skulle tro at hun rullede lige så meget tilbage som frem. En gang imellem virker det som om hun har mangel på hørelse. Nå, herregud! begge dele kunne jo være en naturfejl hos denne stakkels pige som hun i så fald ikke kan gøre for. Men hermed er en sulten gæst dog ikke altid tjent. Hvor ofte går ikke appetitten tabt når man skal sidde så længe og vente før det behager sådanne sendrægtige opvartersker at komme med hvad man forlanger. Og hvor ubehageligt må ikke sådanne lange ophold være for forretningsmanden der ikke altid hvad mad og drikke angår kan disponere over sin tid.
I øvrigt går indsenderen ind for at opvartning af det smukke køn på restaurationer eller i klubber er langt fra at være den mest hensigtsmæssige eller passende, da erfaringen desværre så ofte lærer at mange sædelige og brave piger ikke altid fra moralens side høster de bedste frugter af sådanne tjenester. Har fx en sådan ung pige blot et glat ansigt, er hun straks udsat for unge lapses smigrerier og forføriske øjekast, ja endog gamle hankatte undser sig ikke ved en gang imellem midt i smavsen enten at kaste et forliebt øje til hende, eller når livsgejsten ved alt for megen nydelse af druen er sat i bevægelse, endog at fjase lidt med pigen både under og efter måltidet.
Den vise Salomon anmærkede derfor meget rigtigt i gamle dage at hver ting i verden skal have sin tid. Og ligesom et menneske ikke kan både drikke og sove, lige så lidt bør det i indsenderens tanker både kunne spise og fjase. For foruden det at sådant fjaseri må være ækelt at se og høre på for den der når spisetid er helt ønsker madro, så er det også en selvfølge at mange piger over sådanne narrestreger forstyrres i sin gerning og derved forsømmer sine pligter. Langt bedre var det altså når man holdt personer af hankønnet som opvartere der synes mere passende for sådanne forretninger.
(Politivennen nr. 438. Løverdagen den 22de Mai 1824, s. 7078-7080)
Redacteurens Anmærkning
Lille Kirkestræde har ikke mange numre, men der er forskellige indikationer: Ifølge Kraks Vejviser for 1824 kan der være tale om: C. Burmeister, restaurateur, l. Kirkestr. 43, nuværende Højbroplads 13/Lille Kirkestræde 5. For dette taler at ejendommen blev opført i 1796 med kælder og tre etager for spisevært Johan Morten Eisen. Desuden er Lille Kirkestræde 3 fra 1798-1799 og opført af af murermester M. Bälckow og tømrermester J. E. Burmeister.Restaurationen fik i 1832 en omtale i "Muntre Vignetter":
Burmeisters Restauration
Her er en rask Opvartningspige
Til sin Bestilling kant og klar,
Og Ingen endnu har seet jeg har,
Som hun i Duelighed skal vige.
Hvis man har Penge, leves flot,
Thi Maden der er reent og godt.
Af Buddinger som herligt smage
Jeg tror til Meisters ei er Mage.
Men hvad jeg ilde her har taalt,
Er det: At Brødet bli'er tilmaalt. *)
*) Hr. B. maa ikke tage denne lille erindring ilde op. Det synes unægtelig mere passende at hensætte en heel Bakke med Brød for Gjæsterne end at give Hver især eet eeneste Stykke.
Om der er tale om samme opvartningspige, melder historien ikke noget om
Ingen kommentarer:
Send en kommentar