De ved uden tvivl allerede og måske bedre end jeg, hvor mange uordener der gik for sig i fredags ved den kunstberidning som hoffet gratis lod publikum nyde synet af i Frederiksberg Have. Jeg så folk med den skammeligste og snyltegæster så egne frækhed og ubændighed nedstorme indhegningen af pladsen, nedtrampe hække osv. Jeg så dem trænge sig ind i stalde og andre steder hvor de ikke havde noget at gøre. Jeg så prygl uddeles såvel til uskyldige som skyldige, for at bringe dem til at vige, hvad enten de kunne eller ikke. Med forundring så jeg en mand der med føje er almindelig agtet og elsket, selv også slå på mængden. Jeg så stokken ramme et nygift anstændigt fruentimmer der sikker ikke havde gjort nogen uorden, og vist nok ikke med sin gode vilje, men fremtrængt med magt, stod for ram. Jeg var vidne til hendes skræk og jeg skjuler ikke min harme derover. Jeg troede at en retskaffen politiven umulig kunne forbigå at omtale denne på uordener så frugtbare fredag eftermiddag. Men forgæves ventede jeg noget derom i Deres sidste lørdags nummer. Hvoraf skal denne tavshed hidledes?
* * *
Udgiveren ved ikke at nogen gratis kunstberidning har været bekendtgjort eller at hoffet på nogen måde har indbudt publikum. Det har ikke villet lukke haven under beridningen for ikke at lade publikums fornøjelse stå tilbage for sin, men hellere villet unde de i haven på samme tid spadserende morskab, at anse legen med. Dette er så meget mere sikkert som rækværkets og den først ansatte vagts svaghed umulig kunne passe til et helt ubændigt publikums kræfter. Heller aldrig har vi noget eksempel på sådan indbydelse uden man således vil kalde de så farlige som smagløse pompscener ved kroninger, med stegte okser, penges udkastelse, rødvin udsprøjtet af tagrender osv. som man både må ønske og kan håbe aldrig oftere at få at se. Det er vist nok beklageligt at så mange uordener skulle finde sted, hvilket ikke havde været tilfældet hvis det ikke så længe i forvejen var kendt at lyster den dag skulle ride for hoffet. Hvis dette en anden gang slet ikke er kendt forud, eller hvis man i tide lukker og besætter havens indgang, så kan hoffet være sikker for sådanne ubehagelige optrin.
Jeg må ved denne lejlighed gøre alle dem hvis ubehagelige sag det er; at holde en ubændig mængde i tøjle eller at standse et opløb, opmærksom på et middel som man hidtil ikke har anvendt, nemlig i stedet for at ville forfra drive den tilbage hvorved det sædvanligt går hårdt til, og hvor den der er villig til at gå sin vej lige så lidt kan det som den der står til trods - at lade en tilstrækkelig magt nærme sig til trængslen bagfra og bede eller byde folk at gå. Dette ville vist straks iværksættes, da det her er muligt for enhver at gå og de halstarige ville her uimodsigelig skelnes fra de andre.
K. H. Seidelin
(Politivennen 1800, Hæfte 10, nr. 118. 26 Juli 1800, s 1885-1888)
* * *
Udgiveren ved ikke at nogen gratis kunstberidning har været bekendtgjort eller at hoffet på nogen måde har indbudt publikum. Det har ikke villet lukke haven under beridningen for ikke at lade publikums fornøjelse stå tilbage for sin, men hellere villet unde de i haven på samme tid spadserende morskab, at anse legen med. Dette er så meget mere sikkert som rækværkets og den først ansatte vagts svaghed umulig kunne passe til et helt ubændigt publikums kræfter. Heller aldrig har vi noget eksempel på sådan indbydelse uden man således vil kalde de så farlige som smagløse pompscener ved kroninger, med stegte okser, penges udkastelse, rødvin udsprøjtet af tagrender osv. som man både må ønske og kan håbe aldrig oftere at få at se. Det er vist nok beklageligt at så mange uordener skulle finde sted, hvilket ikke havde været tilfældet hvis det ikke så længe i forvejen var kendt at lyster den dag skulle ride for hoffet. Hvis dette en anden gang slet ikke er kendt forud, eller hvis man i tide lukker og besætter havens indgang, så kan hoffet være sikker for sådanne ubehagelige optrin.
Jeg må ved denne lejlighed gøre alle dem hvis ubehagelige sag det er; at holde en ubændig mængde i tøjle eller at standse et opløb, opmærksom på et middel som man hidtil ikke har anvendt, nemlig i stedet for at ville forfra drive den tilbage hvorved det sædvanligt går hårdt til, og hvor den der er villig til at gå sin vej lige så lidt kan det som den der står til trods - at lade en tilstrækkelig magt nærme sig til trængslen bagfra og bede eller byde folk at gå. Dette ville vist straks iværksættes, da det her er muligt for enhver at gå og de halstarige ville her uimodsigelig skelnes fra de andre.
K. H. Seidelin
(Politivennen 1800, Hæfte 10, nr. 118. 26 Juli 1800, s 1885-1888)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar