Den hændelse som mødte en vandrende onsdag aften den 16. juni, tror jeg at kunne fortjene et sted her. I det han gik på Strandvejen ind til Østerport, blev han ved hr. Watts Blegested angrebet af en græsselig stor hund. Den sprang ham først op på brystet, da han standsede, forlod den ham, men vendte straks tilbage og søndersled den venstre side på hans kjole. Den gik atter bort, men kom endnu en tredje gang tilbage og afrev ganske kjolens bagerst flig, og med det samme bed den ham i det højre lår. Klædet som den havde i gabet, hindrede at såret ikke har haft skadelige følger. I det øjeblik mærkede manden at der tæt ved under de dunkle træer uden for det såkaldte gamle Vartov, opholdt sig nogle mennesker. Ved hans anskrig: kald på jeres hund, blev hunden ganske sagte tilbagekaldt og den adlød. Stemmen røbede to fruentimmer af hvilke den ene talte svensk eller norsk.
Der er megen grund til at tro at disse folk har hidset hunden til at forny sine angreb, hvilken manden dog på grund af hundens gøen og den ham påkommende skræk ikke straks kunne bemærke. Han bebrejdede dem den skadefro hvormed de anskuede hans fare, og deres ulovlige forhold i at lade så farligt et dyr gå løs på den offentlige landevej og det på den tid af aftenen (klokken var halv elleve). De svarede: just nu skal den gå løs. Straks derpå brølede en mandfolkestemme: Hold du munden, den radeknægt, hvad vil du? Hunden hører ikke hertil. Imidlertid aflød den deres påkaldelse og søgte huset.
Vejen var øde og manden ene. Af frygt for et måske endnu farligere angreb af disse folk hvis adfærd ikke lignede fredelige mennesker, fortsatte han sin vandring i stilighed. Han ved nu med historisk vished at hunden tilhører hr. Pekel i Gammel Vartov. For derfra kom den frem, og derfra vendte den altid tilbage. Den adlød folkene der, og endelig har stedets ejer vedkendt sig hunden da dens kendemærker blev beskrevet for ham. Da nu hr. Pekel ikke under noget skin af grund kan være berettiget til at lade sådanne hunde gå løse på landevejen, og det ikke heller er første gang at mennesker på samme sted er angrebne af hunde, så er også sådan skødesløshed og ligegyldighed for sine medmenneskers sikkerhed så meget mindre at undskylde. At hændelsen indtraf efter kl. 10 undskylder vel ikke, for så måtte røveres og stimænds gerninger også undskyldes når de kun myrdede mennesker efter kl. 10, såsom det da var disses egen skyld at de ikke var hjemme til rette tid. Loven hævder vejfred og gør derved ikke forskel på dag eller nat. Da utænkelige mange tilfælde kan gøre menneskers nærværelse på landevejen nødvendig og ulovlig, så bør de også altid der have lovens beskyttelse og sikkerhed på liv og lemmer.
I det håb at hundens ejer såvel som hans folk for fremtiden iagttager deres pligter, har den mand som så skammelig behandledes, besluttet at nøjes med denne bekendtgørelse og advarsel uden videre at benytte sig af rettens værge.
(Politivennen 1800, Hæfte 10, nr. 118. 26 Juli 1800, s 1881-1884)
Der er megen grund til at tro at disse folk har hidset hunden til at forny sine angreb, hvilken manden dog på grund af hundens gøen og den ham påkommende skræk ikke straks kunne bemærke. Han bebrejdede dem den skadefro hvormed de anskuede hans fare, og deres ulovlige forhold i at lade så farligt et dyr gå løs på den offentlige landevej og det på den tid af aftenen (klokken var halv elleve). De svarede: just nu skal den gå løs. Straks derpå brølede en mandfolkestemme: Hold du munden, den radeknægt, hvad vil du? Hunden hører ikke hertil. Imidlertid aflød den deres påkaldelse og søgte huset.
Vejen var øde og manden ene. Af frygt for et måske endnu farligere angreb af disse folk hvis adfærd ikke lignede fredelige mennesker, fortsatte han sin vandring i stilighed. Han ved nu med historisk vished at hunden tilhører hr. Pekel i Gammel Vartov. For derfra kom den frem, og derfra vendte den altid tilbage. Den adlød folkene der, og endelig har stedets ejer vedkendt sig hunden da dens kendemærker blev beskrevet for ham. Da nu hr. Pekel ikke under noget skin af grund kan være berettiget til at lade sådanne hunde gå løse på landevejen, og det ikke heller er første gang at mennesker på samme sted er angrebne af hunde, så er også sådan skødesløshed og ligegyldighed for sine medmenneskers sikkerhed så meget mindre at undskylde. At hændelsen indtraf efter kl. 10 undskylder vel ikke, for så måtte røveres og stimænds gerninger også undskyldes når de kun myrdede mennesker efter kl. 10, såsom det da var disses egen skyld at de ikke var hjemme til rette tid. Loven hævder vejfred og gør derved ikke forskel på dag eller nat. Da utænkelige mange tilfælde kan gøre menneskers nærværelse på landevejen nødvendig og ulovlig, så bør de også altid der have lovens beskyttelse og sikkerhed på liv og lemmer.
I det håb at hundens ejer såvel som hans folk for fremtiden iagttager deres pligter, har den mand som så skammelig behandledes, besluttet at nøjes med denne bekendtgørelse og advarsel uden videre at benytte sig af rettens værge.
(Politivennen 1800, Hæfte 10, nr. 118. 26 Juli 1800, s 1881-1884)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar