Det er beklageligt at bemærke den Mangel paa Opmærksomhed og Skaansel, som en stor Deel af den i de offentlige Haver spadserende Befolkning viser imod Træer, Buske, Græsplainer, Hvilebænke, Bygninger m. v., uden hvilke Gienstande Pladsen ikke vilde være en Have. - Der anvendes ikke saa Lidet paa at plante og saae, paa at afpudse og male Bygninger, Broer, Bænke m. m., paa at holde Vejene i Orden m. m., og det er et billigt Ønske hos de Spadserende at see Plantningerne fyldige, Græsplainerne grønne og Siddepladserne rene. Men det kan ikke opfyldes, naar enhver Spadserende troer sig berettiget til at sønderslide Trævæxterne, afplukke Blomsterne eftersom de udfolde sig, nedtrampe Græsplainerne og Veikanterne, og besudle Hvilebænkene med Skridt og Smuds. En liden Green eller nogle Blomster kunne dog ikke savnes, siger Een, en Anden støtter sin Adfærd paa, at det er en uskyldig Attraa at ville have lidt Grønt og Blomster i sit Værelse; ganske sandt - men naar Titusinde komme efter hinanden og hver tage sin Deel, spores det ret meget, Haven mister sin Prydelse, og de Spadserende, der komme efter, finde ikke det, som der er arbeidet paa at tilvejebringe ogsaa til deres Glæde. Træer i sneseviis gjøres aarligt til livsvarigt vanzirede Krøblinger ved at flækkes og brydes af ubetænksomme Mennesker, og kun faa af Havernes Tusinder af Buske kunne uskadt udfolde deres Blomsterfylde. Frederiksberg Have og Søndermarken vise Exempler nok paa skaanselløs Afrivning og Fordærv af hvad der er plantet. Det er sandt, hvad undertiden høres bemærke, at eet Trin udenfor Veien eller over Græsplainen ikke skader; men der er Spor nok af den Skade, som det gjør, at kun Faa af de Spadserende respectere Veigrændserne, at hele Familier, Ammer med Børn og Barnevogne osv. halve Dage vælte sig paa Græsplainerne, sønderslide Græsplainerne til den bare Jord, og endog ofte gjøre sig skyldige i usømmelige Svar og Yttringer, naar deres skadelige Forhold foreholdes dem. Det er at ønske, at det kunde blive de Spadserende ret klart, hvormegen Uret de have i at molestere det, som de dog helst vilde see heelt og fyldigt. Enhver især vilde derved ikke blot holde Hævd over det Almindeliges Interesse; men de vilde skabe hos dem selv en glædende Opmærksomhed for meget Skjønt i Haverne, og Alle vilde finde en Velbehag i den gyldighed og Orden, som kunde blive bevirket, naar der var Fred og Agtelse for hvad der stræbes efter at tilvejebringe. Dersom de Ældre, som selv have Huus og Eiendele, som de ønske omhyggeligt bevarede, vilde være opmærksomme og ikke tilføie Haverne en Skade, som de vilde ansee usømmelig og dadelværdig, om den tilføiedes deres Eget, saa vilde en saadan taktfuldere Aand og Opmærksomhed ogsaa vækkes hos de gie; de ville lære, at man kan see sig glad paa Naturen, kryste Indtrykket deraf med sin Sjæls hele Fylde, uden at behøve at massakrere den, for at gjøre Indtrykket Fyldest.
Der spores meget almindeligt en ubetimelig Sky hos de Besindigere for ved Tiltale og Formaning at afværge usømmelig Fremfærd, som de see udøve mod offentlige Anlæg. Ved denne uheldige Afholdenhed lammes den sparsomt tilstædeværende Politivagt. Denne lammes endnu mere ved en endog høist urigtig Tilbøielighed hos meget af Befolkningen, nemlig at tage Parti for den i Uorden Skyldige og imod Politiopsynet; en skadelig Tilbøielighed, thi Erfaring stadfæster noksom, at dersom de samme utidig Medlidende angribes paa deres egen Interesse af en Vold, som den paatalte, fare de op som glubende Ulve mod Gjerningsmanden, og finde Lunkenhed hos Politiautoriteten. Ogsaa her paa var det ønskeligt, at Alle vilde henvende deres egen Opmærksomhed, thi da vilde de paa en blid Maade kunne opdrage baade sig selv og den opvoxende Slægt.
Den 15de Mai 1858
(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 19. maj 1858)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar