Da jeg undertegnede den 3. december i dette år så mig nødsaget til på min fod at vandre til residensen for at indgive en allerunderdanigst ansøgning til vores gode konge og tillige nyde den høje nåde mundtligt at få hans majestæt i tale, hvilket jeg ved at vores elskede konge end ikke nægter til ringeste undersåt, opnåede jeg dog ikke min hensigt. Følgende var årsagen.
Den 10. i denne måned meldte jeg mig i audienssalen hos den jourhavende generaladjudant, foredrog ham mit anliggende, forestillede ham at jeg var rejst omtrent 22 mil til fods for at få denne audiens og at mine kår ikke tillod mig at opholde mig i residensen. Mit navn blev nedskrevet og mange andres efter mit. I enfoldighed troede jeg at jeg ville blive fremkaldt efter den tur som navnene var nedskrevet på listen. Men med beklemt hjerte så jeg at mange af mine lige (og visselig boende i residensen) som var tegnet efter mig, nøder den nåde som jeg i en ublid årstid ved en besværlig fodrejse havde håbet at nyde. Med uforrettet sag og meget krænket over den mig i mine tanker tilføjede uret forlod jeg den kongelige bolig med ikke de blideste følelser og med det inderlige ønske at jeg måtte blive den sidste rejsende danske provinsundersåt som efter at have tjent hans majestæt i 16 år ærlig og tro måtte blive tilsidesat af min medundersåt mens vores gode landsfader mild og nådig låner øre til ethvert af sine børns bønner.
"Mit
navn blev nedskrevet og mange andres efter mit. I enfoldighed troede
jeg at jeg ville blive fremkaldt efter den tur som navnene var
nedskrevet på listen." (P. Klæstrup: Audiens hos Frederik 6.)
Da det på grund af mine få rejsepenge var mig umuligt at opholde mig længere i København, så leverede jeg dagen herefter min ansøgning til hr. major v. Hansen der behandlede mig på en meget human måde og lovede mig at besørge den til hans majestæt, hvorefter jeg, overladende min sag til fremmede, begav mig på min besværlige tilbagerejse uden at have nået min egentlige hensigt, henstillende mit andrag til hans kongelige majestæts faderlige godhed.
H. Riecker
Borger og slagtermester i
Maribo på Lolland.
(Politivennen nr. 886, Løverdagen den 22de december 1832, s. 835-837)
Den 10. i denne måned meldte jeg mig i audienssalen hos den jourhavende generaladjudant, foredrog ham mit anliggende, forestillede ham at jeg var rejst omtrent 22 mil til fods for at få denne audiens og at mine kår ikke tillod mig at opholde mig i residensen. Mit navn blev nedskrevet og mange andres efter mit. I enfoldighed troede jeg at jeg ville blive fremkaldt efter den tur som navnene var nedskrevet på listen. Men med beklemt hjerte så jeg at mange af mine lige (og visselig boende i residensen) som var tegnet efter mig, nøder den nåde som jeg i en ublid årstid ved en besværlig fodrejse havde håbet at nyde. Med uforrettet sag og meget krænket over den mig i mine tanker tilføjede uret forlod jeg den kongelige bolig med ikke de blideste følelser og med det inderlige ønske at jeg måtte blive den sidste rejsende danske provinsundersåt som efter at have tjent hans majestæt i 16 år ærlig og tro måtte blive tilsidesat af min medundersåt mens vores gode landsfader mild og nådig låner øre til ethvert af sine børns bønner.
Da det på grund af mine få rejsepenge var mig umuligt at opholde mig længere i København, så leverede jeg dagen herefter min ansøgning til hr. major v. Hansen der behandlede mig på en meget human måde og lovede mig at besørge den til hans majestæt, hvorefter jeg, overladende min sag til fremmede, begav mig på min besværlige tilbagerejse uden at have nået min egentlige hensigt, henstillende mit andrag til hans kongelige majestæts faderlige godhed.
H. Riecker
Borger og slagtermester i
Maribo på Lolland.
(Politivennen nr. 886, Løverdagen den 22de december 1832, s. 835-837)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar