Den 5te Januar 1881 om Morgenen Kl. 4 3/4 kjørte jeg fra Hobro for ved Kleitrup at udføre Exekutionen over den dødsdømte Forbryder. Allerede ved min Ankomst til Retterpladsen var Skafottet omringet af en Del Mennesker, som den tilstedeværende Militærstyrke havde Møje med at holde i Ave. Mine Forberedelser til Exekutionen vare snart udførte, og efterat jeg havde opholdt mig paa Retterstedet c. 1 Time, ankom den dødsdømte Forbryder kjørende — en undersætsig Mand med rødligt Skjæg — eskorteret af ridende Bønder, bevæbnede med Kjeppe. Forbryderen besteg Skafottet med sikkre Skridt, lidt bleg men tilsyneladende aldeles rolig og fattet; en Politiofficiant befriede ham fra Haandjernene, og Forbryderen henvendte sig derefter med blottet Hoved til Byfogden. Denne oplæste derpaa for den forsamlede Mængde Rasmus Pedersens Dom med høj og tydelig Rost, og efter at dette var udført, blev Forbryderen henvist til den tilstedeværende Gejstlige. Dagen i Forvejen havde Forbryderen nydt Alterens Sakramente i sin Arrest og var vel der ogsaa bleven mindet om sin nærforestaaende Død. Den Gejstlige talte længe og inderligt med Forbryderen, der bevarede sin Ro; kun var han stadig meget bleg og enkelte Suk pressede sig gjennem hans Bryst. Da den Gejstlige havde endt sin Tale til ham, blev Forbryderen henvist til mig, han gav mig Haanden og jeg gjengjældte hans Haandtryk. Derpaa bad han mig om Tilladelse til at bede sit Fadervor, hvilket jeg selvfølgelig indvilligede i, og understøttet og vejledet af Provsten bad han derpaa med Inderlighed« sit Fadervor. Da denne Bøn var forrettet, henvendte Forbryderen sig igjen til mig, for at jeg kunde forrette Exekutionen, han blev lagt tilrette paa Blokken og faa Sekunder efter var Rasmus Pedersen Mørke ikke mere blandt de Levendes Tal.
Alt var foregaaet med den største Ro og Orden, og dyb Taushed fra den forsamlede Mængde ledsagede Exekutionen. Og Forbryderen havde ogsaa ved sin dybe Anger og sin Gudhengivenhed vundet Stemningen hos det tidligere forbittrede Folk. Den Ro, hvormed Forbryderen udspurgte mig om, paa hvilken Maade han skulde lcegge sig tilrette paa Blokken, og den Sikkerhed, hvormed han selv foretog en Del af sin Afklædning, overbeviste mig om, at han var beredt til at vandre herfra som en angerfuld Synder, der har erholdt Tilgivelse as Gud og sine Medmennesker. Ved Afklædningen søgte han at skjule en Gjenstand paa Brystet, som alt for hans Bestigelse af Skafottet havde været gjemt der. Det var et lille religiøst Skrift, formodentlig fra den indre Mission, et Skrift, hvoraf Forbryderen maaske har hentet Trøst og Mod til at ga'a sin sørgelige Død imøde. Ligeledes den Inderlighed, han viste overfor sin beskikkede Sjælesorger, Hans Højærværdighed Provst H., vandt Publikums Hjerter for den angrende Forbryder. Han hvilede saaledes sit Hoved mod Provstens Bryst, omfavnede denne og knælede endelig, idet Præsten, med sine Hænder paa hans Hoved, velsignede ham. Denne Scene gjorde et stort og mægtigt Indtryk ved sin Højtidelighed paa den forsamlede Menneskemængde.
Efter at Henrettelsen var udført, blev det afsjælede Legeme lagt i den tilstedeværende Kiste, der under Exekutioueus Udførelse havde henstaaet under Skafottet i et tilgittret Rum. Derpaa blev Kistens Laag fastskruet og 6 Mand bar denne ned fra Skafottet og anbragte den paa en tilstedeværende Vogn, for at den kunde blive ført til den i Nærheden af Skafottet liggende Kleitrup Kirkegaard. Kisten blev, efter at Vognen havde sat sig i Bevægelse, fulgt af en Del af den tilstedeværende Militærstyrke som Eskorte. Ligeledes vare alle Indgange til Kirkegaarden besatte af Militser for at forhindre, at Uvedkommende trængte sig derind og forstyrrede den sidste Handling.
- - -
Da de til selve Exekutionens Udførelse nødvendige Rekvisiter ere min Ejendom og af mig afkjøbte min Formand i Embedet, er det en Selvfølge, at de befinde sig i mit Værge. Dette anføres her, da flere Blade have yttret deres Forundring derover. Ligeledes have Bladene berettet, at der skulde være Kviksølv i Øxen; dette maa jeg bestemt benægte.
(Theodor Seistrup: Efterretninger om Dobbeltmorderen Rasmus Pedersen Mørke og hans Henrettelse i Kleistup den 5te Januar 1881 s. 13-16. Udgivet 1881)
Seistrups værk udkom indenfor en uge efter henrettelsen. Fx kunne en annonce i Kjøbenhavns Adressecomptoirs Efterretninger 17. januar 1881 oplyse at værket kunne købes for 25 øre hos Sørensen, Vesterbrogade 126. 42 år efter erindrede Seistrup henrettelsen i et interview.
Af Skarpretterens Erindring.
- - -
Rasmus Mørkes Henrettelse.
--- Dagen før Henrettelsen var berammet, og Herredsfoged Christensen havde skrevet til mig om at komme til Hobro nogle Dage i Forvejen. Man havde meddelt mig:
- Vi har ingen Ting gjort! Vil De træffe de fornødne Foranstaltninger?
- Godt! erklærede jeg. Det skal ske!
- Der vil blive stillet Vogn til Deres Disposition! tilføjede Herredsfogden.
Som sagt. Herredskontoret havde forud korresponderet med mig om Sagen. Derfor var alle Foranstaltninger blevet truffet. Jeg havde forlangt Militær - og da Henrettelsen skulde gaa for sig, stod der opstillet et Kompagni fra 8. Bataillon paa Kleitrup Mark. Alt var i det hele taget klappet og klart! Jeg havde hørt, at Henrettelsen skulde foregaa i en Dal og havde derfor forlangt et Skafot opstillet. Da jeg tog ud for at lage Stedet i Øjesyn, mødte jeg en Vogn med det Tømmer, hvoraf Skafottet skulde opføres.
Herredsfoged Christensen var meget benauet. Det var den første Dødsdom, han havde afsagt. Da han om Morgenen kom til Retterstedet, traf han mig med min Mad og Snaps.
- Har De Appetit? spurgte han forbauset.
- Ja. det ved Gud, jeg har!
- Jeg føler mig saa daarlig!
Og det var ogsaa rigtigt. Han kunde ikke engang spænde sin Dolk paa, saa stærkt rystede han.
Mellem Soldaterne var iøvrigt en af mine gamle Tjenestekammerater.
- Hvor kan du gøre det? spurgte han med Rædsel lysende i sine Øjne.
- Hvorfor dog ikke?
- Jeg tør ikke se paa del! Jeg lukker mine Øjne!
- Naah mente jeg.
Da Eksekutionen var fuldført, vendte jeg mig om og saa min gamle Soldaterkammerat ind i Øjnene:
- Hvad er det med dig. Storm, du ser jo endnu!
- Ja. det er jo ikke saa slemt!
- Nej, vist er det ej! Det er jo kun min Pligt, jeg har udført.
Om selve Henrettelsen er der kun det at sige, at den gik. som den skulde. Rasmus Mørke havde ellers været en værre Krabat lige til det sidste, selv i Fængslet.
- Send mig den og den Præst - havde han forlangt. Han kan fortælle mig, hvor der har været Bryllup og Barnedaab.
Jeg tror forøvrigt ogsaa, at man havde efterkommet den dødsdømtes Ønske og givet ham Præsten med Bryllupperne og Barnedaaben.
Men Humøret var dog tilsidst gaaet af Rasmus. Da han ankom til Retterstedet, var han næsten halvdød af Skræk.
Den næste Forbryder, som det blev min Pligt at henrette - Anders Sjællænder - holdt sig mere tapper.
(Holstebro Dagblad 27. juni 1923. Uddrag).
Ingen kommentarer:
Send en kommentar