Sædelighed i København. (Efterskrift til Politivennen)

Om den offenlige Sædelighed i København skriver en Korrespondent til Provindspressen følgende: Ikke blot Undersøgelserne mod Herman Bang, men ogsaa andre Tegn tyde paa, at Politiet herinde vil tage sig lidt varmere af den offentlige Sædelighed, end Tilfældet hidtil har været. I disse Dage er der anholdt et Par ansete og velstaaende Mand som anklagede for en Forbrydelse, der antages at være temmelig almindelig, men ikke hidtil har varet Genstand for Paatale, og der er Udsigt til, at Undersøgelsen imod disse Mænd vil aftage større Dimensioner. Men der er i Sandhed ogsaa al Opfordring til, at Politiet begynder at røre sig. Ved Behandlingen af Politiets Budget i Borgerrepræsentationens sidste Møde klagede et Medlem over, at militære Personer vare i særlig Grad slemme til at genere Damer paa Gaden, og Politidirektøren gav Vedkommende Ret; men dette med al tiltale og trænge sig ind paa enligtgaaende Damer er noget meget Almindeligt - saa almindeligt, at det ikke er muligt for Damer at bevæge sig ene paa Københavns Gader efter Mørkels Frembrud uden at udsætte sig for at blive forfulgte af enkelte Personer eller Flokke af Personer, der paa en ganske ugenert Maade søge en Tilnærmelse til den dem fuldstændigt ubekendte Dame. Det er muligt, at Militæret er værre i saa Henseende end civile Personer, men det er afgjort, at Uskikken er saa almindelig, al den næsten betragtes som noget Selvfølgeligt, og i alt Fald sjældent giver Anledning til Politiets Indskuden. Her er et Omraade, hvor Politiet kan gøre noget for Iagttagelse af en vis ydre Sømmelighed, men der gives Omraader, paa hvilke Politiet kan værge unge Kvinder og Børn imod ligefrem Forførelse. - Den Forbrydelse, hvortil jeg ovenfor har sigtet, grænser nær op til noget saa afskyeligt, som at sælge og købe Børn til utugtigt Brug. Noget saa Oprørende forekommer vel sjældent, men derimod er det ingenlunde sjældent, at tankeløse Forældre give deres Børn til Pris for Forførelse. Paa Tivoli, paa Boulevarden, i Sangerpavillonerne, kort sagt overalt, hvor Demimonden færdes, er man meget ofte blive Vidne til, at Damer i opsigtvækkende Toilette ere ledsagede af Børn, i Reglen Pigebørn i Alderen fra 12 til 15 Aar, og undersøger man Forholdet lidt nøjere, vil man erfare, at Barnet ikke er Damens eget, men kun er med for at kaste et Skær af Anstændighed over den vedkommende Dame eller gøre hentes Optræden mere utvungen. At den Atmosfære, Barnet saaledes til Stadighed bevæger sig i, er fordærvelig for dets Moralitet, kan Enhver sige sig selv; men for mangen uvidende Fader eller Moder kommer det mindre an herpaa, end paa at give Barnet en let Adgang til Fornøjelse, smukke Klæder osv. Politiets Opgave maatte jo her vare at forbyde Børnene Adgang til de Nydelser, der ikke passe for deres Alder, men i den Henseende hersker der endnu en høj Grad af Ligegyldighed.

(Social-Demokraten 11. januar 1881).