Seistrups Død. (Efterskrift til Politivennen).

Fhv. Skarpretter Sejstrup død.

De tre Dødsdømte: Rasmus Mørke, Anders Sjællander og Jens Nielsen.

Sejstrup

Et Telegram fra Skelskør meddeler, at Danmarks Riges tidligere Skarpretter, Jens Sejstrup, er afgaaet ved Døden nede i den lille By, hvor han henlevede sin Livsaften i en stille Pensionisttilværelse, og dermed er et Navn, der en Gang for en Snes Aar siden var paa alles Læber, men over hvilket Glemselens Slør nu forlængst havde lagt sig, pludselig bleven aktuelt igen.

Det ligger saa langt tilbage som i 1906, at Sejstrup trak sig tilbage fra sit uhyggelige Embede, som han havde røgtet i 28 Aar f denne lange Tid kom han dog kun Virksomhed tre Gange. Første Gang var, da han i 1881 henrettede Morderen Rasmus Mørke, som var dømt til Døden efter at have myrdet to gamle Indsidderfolk og udplyndret dem.

Henrettelsen fandt Sted paa Kleistrup Mark i Nærheden af det Sted, hvor Rasmus Mørke havde forøvet sin Forbrydelse. Pladsen var afspærret af et Kompagni Soldater fra Viborg og en Eskadron Dragoner fra Randers. Og skønt Tusinder af Mennesker var strømmet til fra Omegnen og fra de om liggende Byer, Randers, Viborg Hobro og Mariager, ja selv helt nede fra Aarhus, foregik Henretteisen programmæssigt og uden Forstyrrelse, før efter at Øksen var faldet, og Rakkerknægten, en Tjæremand ved Navn Finnerup fra Viborg, for at dokumentere, at Dommen var fuldbyrdet og Loven sket Fyldest, løftede det afhuggede Hoved højt i Vejret fra Skafottet og viste det frem for de mange Tusind Tilskuere. Thi da brød disse igennem alle Afspærringer og stormede hen til Skafottet, hvor navnlig Kvinderne stredes som vilde Dyr for at komme til at væde deres Lommetørklæder i Rasmus Mørkes Blod, opfyldte af den gamle Overtro, at Strygning med en Henrettets Blod virker helsebringende for alskens Sot og Syge.

Anders Sjællænders grufulde Død.

Han fik tre Hug af Øksen

Medens Rasmus Mørke saaledes i hvert Fald hvad selve Henrettelsen angaar, - kom glat og hurtigt ud af Livet, gik det galt for Jens Sejstrup anden Gang. han kom i Arbejde.

Det var allerede Aaret efter, altsaa 1882. Og den Dødsdømte var den brutale Forbryder Anders Sjællænder, der ovre ved Nakskov havde slaaet en gammel Bissekræmmer ihjel og udplyndret ham.

Henrettelsen skulde finde Stod paa Sølvbjerghøj tæt udenfor Nakskov. Og ligesom ved Rasmus Mørkes Henrettelse var der kommet Tusinder og atter Tusinder af Mennesker til Stede for at overvære Eksekutionen. Men Myndighederne havde ikke truffet blot de simpleste Afspærringsforanstaltninger. Og Resultatet var, at Folkemængden ligefrem trængtes om Skafottet, saa ikke blot den Dødsdømte - hvilket jo var ret forstaaeligt - men ogsaa Skarpretteren var grebet af den største Nervøsitet.

Dertil kom, at det havde sneet om Natten og hele Morgenstunden, saa Skafottet var slibrigt ng glat. Og da den Dødsdømte havde anbragt sit Hoved paa Blokken og Sejstmp svingede Oksen til det dræbende Hug, gled hans Fod, og han snublede, saa Hugget fejlede og ramte den ulykkelige Morder i Skulderen i Stedet for paa Halsen

Et tusindstemmigt Rædselsskrig lød fra Folkemængden. Sejstrup blev endnu mere nervøs, end han var i Forvejen, og da han febrilsk rev Øksen til sig og huggede anden Gang, fejlede han paany og naaede først med et nyt og tredie Hug at faa Hovedet skilt fra Kroppen.

Folk hylede og skreg de frygteligste Trusler op mod Skarpretteren. der ligefrem maatte beskyttes af Politi, da han efter fuldbragt Gerning vilde fjærne sig fra Stedet. Og bedre blev det ikke, da det Rygte bagefter spredtes i Mængden, at Skarpretteren havde været beruset, da han mødte paa Skafottet, og at man heri maatte søge Aarsagen til hans Uheld.

Rygtet fløj paa lynsnare Vinger ud over hele Landet. Og det blev nødvendigt for Autoriteterne gennem en Retssag at give Sejstrup, der forøvrigt bestemt hævdede, at allerede det første Hug havde været dræbende for Anders Sjællænder, Lejlighed til at rense sig for Beskyldningen for at have været fuld. hvilket han for Resten havde nogenlunde let ved, da han aldrig nød Spiritus og heiler intet havde nydt den skæbnesvangre Morgen.

Begivenheden og den følgende Pressekampagne efterlod imidlertid en Bitterhed i Sejstrups Sind saa han senere hen aldrig kunde taale at høre Ordet "Journalist" uden at komme i Oprør, og f. Eks. jeg, der skriver disse Linier, en Gang mange Aar senere, da jeg søgte ham ude i hans Hjem paa Jyllandsvej her i Byen, ligefrem blev jaget ud af ham under Truslen om. at han vilde anvende en af sine uhyggelige Økser imod mig, saafremt jeg ikke forsvandt.

Sejstrups tredie og sidste Henrettelse var ikke offentlig men fandt, vistnok paa Trods af Lovens Bestemmelse. Sted indenfor Horsens Tugthus' Mure, hvor Jens Nielsen, der sad som Livsfange, efter tre Gange at være dømt til Døden og benaadet, endelig ved gentagne morderiske Overfald paa Fængselsopsynet, naaede at faa opfyldt sit Ønske om at blive henrettet.

Det skete den 8. November 1892 og som sagt i selve Tugthusets Gaard, idet man omgik Lovens Ord om Henrettelsens Offentlighed derved, at man udkommanderede 50 af Tugthusets Fanger til fra Vinduerne at følge det blodige Drama.

Blandt det "Heldige", der blev udkaarede hertil, var den gamle Meyers Morder, Philipsen, der mange Aar efter blev helt benaadet, takket være den Trofasthed og Ihærdighed. hvormed hans stakkels Hustru arbejdede for ham. og som nu lever under et fremmed og nyt Navn ovre i Amerika.

- - -

Da Sejstrup i 1906 tog sin Afsked, kom det, som det vil huskes, til en tragikomisk Konflikt mellem ham og daværende Justitsminister Alberti, idet denne forlangte, at Skarpretteren skulde udlevere Blokken og Økserne - han havde to, af hvilke den ene gennem en Inskription fortalte, at det var den, der var benyttet til Struenses og Brandts Henrettelse paa Øster Fælled 1772 - til sin Eftermand i Embedet, medens Sejstrup kategorisk nægtede dette under Henvisning til, at han selv i sin Tid havde baade købt og betalt Apparaterne, da hun fik dem overladt af sin Formands Enke.

Den nuværende Indehaver af Skarpretterembedet, fhv. Fængselsbetjent Christensen, har, som bekendt, aldrig haft Brug for Økserne, der opbevares i Justitsministeriet, hvor Alberti lod dem henstille, efter at han gennem en mindelig Overenskomst havde faaet Sejstrup til at udlevere dem. Og nu faar han jo vel aldrig Brug for dem, idet, som bekendt, vor nuværende Konge hidtil altid har vægret sig ved at underskrive nogen Dødsdom. Og selve Dødsstraffen vil forsvinde, naar det nye Straffelovsudkast bliver til Lov

Nemo.

(Aftenbladet (København), 31. august 1925).

Ifølge Sejstrups egen samtidige beretning ("Efterretninger om Dobbeltmorderen Rasmus Pedersen Mørke og hans Henrettelse i Kleistrup den 5te Januar 1881", 3. oplag 1881) kom Sejstrup kl 4.45 den 5. januar 1881 til retterpladsen. Skafottet var omringet af "en del mennesker, som den tilstedeværende militærstyrke havde møje med at holde i ave." Mørke kom ca. 1 time efter. Proceduren forud for og under henrettelsen foregik ifølge Sejstrup i "den største ro og orden, og dyb tavshed fra den forsamlede mængde". Sejstrup omtaler ikke den tumult efter henrettelsen som Aftenbladet beskriver. 

København (19. juni 1891) havde aflagt et besøg på Peter Bangsvej 42 (Villa Aldershvile) hvor han bl.a. havde et hønsestutteri. Han var da blevet enkemand. Han var i besiddelse af det klæde hvorpå forbryderen skulle holde sin sidste bøn, samt øksen og de to bøjler til at spænde om nakken. Dengang mente Sejstrup at de nok ville blive brug for ham når kongen var fraværende (så der ikke kom benådninger). Han ville ikke besvare om han glædede sig, men avisen noterede at det gjorde han måske så han kunne gøre en smule nytte for pengene.