Positivspilleren i Norgesgade.
Frænde er Frænde værst.
Positivspiller Vager, Norgesgade 6 A, sad forleden oppe i sin Lejlighed, da to af Gadens farende Svende kom ind i Gaaren og gav et Numer til bedste for Husets Ungdom. Vager følte imidlertid dette som et Indgreb i sine Privilegier og rekvirerede Politiet, der kom i Bil og tog de to unge Mundharmonikaspillere med til Strandgades Politistation.
Et Optrin, der vakte megen Forargelse blandt Beboerne, der syntes, det var en mindre pæn Optræden af positivspilleren., hvad der forhaabentlig vil belære ham om, at man ikke ska optræde som Politiprovokatør, selv om "man er noget ved Musiken".
(Arbejderbladet 26. august 1921).
Positivspillerens Datter.
En trist Skæbne.
En lille bleg, undselig Pige blev i Gaar ført frem for Dommervagtens Skranke - for at blive indrulleret i den store Stab af ulykkelig kvindelig Ungdom, der, naar den en Gang har overtraadt Sædelighedens strenge Lovbud, ikke let slipper væk fra Polititorturen.
Dyveke hedder den unge Pige og hun er Datter af en Positivspiller. Allerede fra 12 Aar s Alderen har hun maattet skøtte sig selv. En Omstændighed, der lader forstaa, hvorfor dette Barn, som lige er fyldt 17 Aar, alleede har haft Dom for en Tyverisag.
Det fremgaar af Rapporten, at Dyveke har gjort hæderlige Forsøg paa at komme paa ret Køl. Hun har haft Plads paa en Papæskefabrik, men efter et Par Maaneders Løb blev hun sammen med de andre kvindelige Arbejdere et Offer for Arbejdsløsheden.
Og saa var der for lille Dyveke ikke noget langt Skridt ud paa den Lastens Vej, hvor saa mange af Fattiggadens Døtre har traadt indtil de en Dag, som et Sygdommens Vrag kastedes ind paa et Hospital. Saaledes er det ogsaa gaaet Positivspillerens unge Datter: Hendes altfor intime Omgang med Asfaltens Kvindejægere har mærket hende med en grim Sygdom. Og i misforstaaet Skamfuldhed og kvindelig Undseelse har hun undladt at søge Lægehjælp og i lang Tid drevet rundt som en levende Smittekilde, spredende legemlig Fordærvelse om sig.
Dommeren afsagde Fængslingskendelse. Den aabner Vejen til det Liv i Fornedrelse, som afmærkes af "Sædelighedspigen"s ugentlige Gang til Protokollen.
- Det er Historien - en Virkelighedsskildring - om Positivspillerens Datter. En af de mange triste Skæbner, som gror frem af et Samfundssystem, hvor Last, Sygdom og Fattigdom for den daarligst stillede Del af Arbejdets Ungdom, afmærker Vejen mod Undergangen.
(Arbejderbladet 6. oktober 1921).
Hvad en vandrende Musikant fortjener.
En vandrende Musikants Levevej hører ikke til de daarligste.
En Harmonikaspiller, der forleden gæstede Rudkøbing, indspillede saaledes i Løbet af 2 - to - Timer 17 Kr. Og forleden fortalte en Lirekassemand der var inde for at veksle Penge i en af Byens Banker, at hans "normale" Maanedsindtægt udgjorde 5-600 Kr.
(Viborg Stifts-Tidende 31. maj 1922).
En Klage fra en Lirekassemand.
Ublu Priser paa Statsbanerne.
Vi har modtaget følgende;
Hr. Redaktør!
De bedes være af den Godhed at optage følgende i Deres ærede Blad:
Hr.
Generaldirektør Andersen-Alstrup!
VI er en Del Mennesker, som er uarbejdsdygtige - mere eller mindre Invalider. Med Politiets Tilladelse tjener vi vort fattige Brød ved at rejse omkring og spille Lirekasse. Men i den senere Tid lægger Statsbanerne os alle mulige Hindringer i Vejen for at tjene det nødvendige til vort og vore Familiers Underhold. For at transportere vore Instrumenter forIanges en Pris, som det er os umuligt at betale. Indskrivningsgebyret for Rejsegods var 1 sin Tid 10 Øre, men steg senere til 1 Kr. 50 Øre. Nu er det atter gaaet ned med 50 Øre. Lad være - hvad jeg indrømmer - at vore Instrumenter har nogen større Vægt, men naar Hr. Generaldirektøren satte en fast Pris paa 1 Kr. for 1 Lirekasse, var det ingen daarllg Forretning for Banerne. VI rejser jo hver Dag og ikke i Ny og Næ. Jeg maatte fra Helsingør betale 2 Kr. 20 Øre for en Billet til mig selv. For Instrumentet maatte leg betale 5 Kr. 45 Øre.
Hr. Generaldirektøren maa kunne forstaa, at det er for meget at tage af os fattige Mennesker, som, fordi vi er Invalider, maa tjene vort Brød ved at spille Lirekasse.
I Haab om, at denne min Henstilling maa bære Frugt, tegner Jeg med Agtelse
J. P. Mortensen,
Positivspiller,
DagmarsveJ 6, København L.
Ved Henvendelse til Kontorchef Nansen i Statsbanernes Trafikafdeling erfarer vi, at Lirekasser efter de gældende Regler ikke kan begunstiges, og at Taksterne fastsættes efter Vægt. Hr. Nansen var imidlertid tilbøjelig til at mene, at Spørgsmaalet fortjente Overvejelse. Ogsaa han kunde indse, at fattige Mennesker, som maaske af deres Land er dekorerede for Tapperhed, ikke bør trækkes op. Folk giver jo ikke Lirekassemændene Penge, for at de skal ofres til Statsbanerne.
Forhaabentlig vil der blive taget Hensyn til ovenstaaende, fuldt berettigede Klage.
(Social-Demokraten 5. august 1922).
Den moderne Lirekassemand.
Ovenstaaende Billede er vel endnu, men sikkert ikke ret længe, Fremtidsmusik herhjemme. I Berlin hører det allerede til Dagens Musik. En smart Lirekassemand har ombyttet Spillekassen med en radiomodtager med Antenne og Højttaler, og giver med dette Apparat traadløs Koncert i Gaardene til stor Fryd for Kvarterets Ungdom.
(Social-Demokraten 15. maj 1924)
Forudsigelsen var ikke helt gal, udviklingen gik dog snarere i retning af at folk efterhånden selv fik anskaffet sig en radio, og lukkede vinduet når lirekassernes ikke altid velklingende toner afspilledes i gården.
En god Levevej.
En Lirekassemand, der paa Markedsdagen gæstede Grenaa, havde ifl. Grenaa Flstd., da han om Aftenen optalte Dagens Resultat, indsamlet - 86 Kr. Dagen i Forvejen havde han i Havndal tjent 55 Kr., saanogen daarlig Forretning er dete aabenbart ikke at være lirekassemand.
(Ærø Avis 11. oktober 1924).
En Lirekassemand, der forleden gæstede Silkeborg, havde følgende tre Numre paa sit "Repertoire": "Han har min Sympati", "Lille Lise Letpaataa" og - "Julen har bragt Velsignet Bud"
(Aftenbladet (København) 4. december 1924).
I "B. T." oplyser Maleren Poul S. Christiansen, at Forfatteren Henrik Pontoppidan hver Fredag tvinges bort fra sit Hjem - - af en Lirekassemand.
(Vestjyllands Social-Demokrat - Esbjerg 12. marts 1925)
i Ringkøbing saas forleden en Lirekassemand, der havde baade Reservehjul og Katteøje paa Lirekassen.
(Fredericia Social-Demokrat 28. august 1925).
Bakkens blinde Violindspiller fylder 90 Aar.
Positiv- og Violinspiller Pr. Hansen.
Naar Bøgen løves i Dyrehaven, og Dyrehavsbakkens Folk lever op til deres korte Sommertilværelse, tager en gammel Mand Plads under en gammel, knudret Eg ved Kirsten Piils Kilde, griber sin Violin og lader dens spinkle og sprøde Toner byde "Bakken"s Gæster Velkommen. Og han sidder der trofast Aften efter Aften, til der bliver stille paa Bakken, og Bakkefolket drager bort.
Den gamle Mand hedder Frederik Hansen, boer Bevtoftegade 4 og fylder i Dag 90 Aar. Kun fjorten Dage gammel blev han blind efter en Øjenbetændelse og blev senere anbragt paa Blindcinstitutet til sit 14. Aar.
Saa rejste han til Jylland og hjalp sin Fader med Skomageriet; men det stillesiddende Liv var ikke noget for ham. Som Spillemand drog han fra Gaard til Gaard, fra Kro til Kro og spillede op til de Unges Dans.
Atter gik Rejsen tilbage til København, hvor han i 30 Aar gik rundt som Positivspiller sammen med en Kollega; men om Sommeren tog han sit Stade ved Bakken i Besiddelse.
Den gamle, brave Spillemand - der i ca. 70 Aar har tjent sit Brød ved sit Spil Landet over - er ellers rask og rørig og fuld af Humør, og sidst i Maaneden gaar Turen til Roskilde Markederne, og trods Familiens Protest vil han, naar Løvet atter grønnes, og Pauker og Trompeter gjalder Bakkesæsonen ind, indtage sit Sæde ved Egen og lade sin trofaste Livsledsager, den gamle Violin, nynne sine spinkle Toner frem.
I Dag vil Frederik Hansen - det tør vi spaa - faa at mærke, at Bakkefolket og mange af deres Gæster sikkert ikke har glemt den gamle blinde Spillemand.
(Aftenbladet (København) 29. august 1925).
En Spillemand.
En enbenet Lirekassemand fra Aarhus var Lørdag Aften ved 7-Tiden bleven saa fuld at han faldt omkuld i Vestibulen til Banegaarden og havde faaet et blødende Saar i Baghovedet. Han overnattede i Detentionslokalet og blev dimitteret Morgenen efter med en Bøde. Han faar ikke Lov til at spille i Randers mere.
(Randers Dagblad og Folketidende 2. november 1925).
Valencia.
En Lirekassemand gæstede forleden Maribo med et Repertoire, der just ikke hørte til Sæsonens sidste. Lirekassen var lavmælt og trangbrystet; det lød som ogsaa den var led og ked af de gamle Travere.
En lille musikinteresseret Purk viste med straalende Øjne den gamle Spillemand en Femøre, idet han spørgte:
- Ka' du spille "Valencia"?
- Nej, den har jeg ikke med i Dag.
- Naa, ikke! Ja, saa tror jeg heller jeg vil købe en Slikkepind.
(Hejmdal 25. august 1926)
En 87-aarig Lirekassemand.
Holbæk-Egnen har i disse Dage Besøg af en af Landets ældste Lirekassemænd eller Positivspillere, som de hedder i det officielt Sprog. Det er en 87-aarig , der endnu gaar og lirer vemodige Melodier af sin Kasse.
Han kaldes "den gamle Kobbersmed" og er trods den høje Alder stadig forbavsende rask og trasker helt godt af Sted sammen med sin Partner, der heller ikke er nogen Grønskolling, men en erfaren Mand paa 60.
(Sorø Amts Dagblad - Slagelse 30. april 1927)
En interessant Sag for højesteret.
Kan Videnskaben gennem Blodtypeundersøgelser fastslaa, hvem der er et Barns Far?
Antagelig i Dag vil Højesteret afsige en Dom, deer imødeses med overordentlig Interesse, saavel i juridiske som i Lægevidenskabelige Kredse.
Sagen drejer sig om følgende: En Liremassemand ved Navn Arild Lund indgik i 1919 Ægteskab med en Kvinde ved Navn Ruth Persson, og der fødtes efterhaanden tre Børn i Ægteskabet. Imidlertid forlod Lund i Maj 1925 Hjemmet, fordi hans Kone var ham utro. Ægtefællerne blev separerede men genoptog i December 1925 atter Samlivet, som siden er forløbet særdeles harmonisk. I Maj 1926 fødte Lunds Hustru et Barn, til hvilket hun erklærer, at en Jord- og Betonarbejder Kaj Olsen er Fader. Denne sidste hævder imidlertid - imod de to Ægtefællers bestemte Benægtelse - at Lund lige saa godt kan antages at være Faderen, og under et deraf flydende Sagsanlæg gav Østre Landsret Olsen Medhold, saaledes at Barnet skulde anses for ægte Barn af Lund og Hustru.
Arild Lund appellerede til Højesteret, hvor Sagen i Gaar procederedes under stor Opmærksomhed ikke mindst fra lægevidenskabelig Side.
Højesteretssagfører Karsten Meyer, der førte Sagen for Lund, støttede nemlig Ægtemandens Paastand om ikke at være Faderen paa en af Professor, Dr. med. Oluf Thomsen afgiven Erklæring, som gaar ud paa, at en Undersøgelse af saavel Ægtefællernes som Barnets og Kaj Olsens Blodtyper har vist, at Lund, hvis han var Fader til Barnet, maatte være af Blodtype III eller IV. Han har imidlertid Blodtype I, medens Kaj Olsen har Blodtype VI, og saaledes kan være Indehaveren af Faderværdigheden. Denne Argumentation underbygges yderligere ved at Retslægeraadet i en Udtalelse siger, at den videnskabelige Basis for Blodtypebestemmelser nu maa betragtes som overordentlig sikker og utvivlsomt kan danne Grundlag for retslig Afgørelse.
Fru Ruth Lund vedstod i Skranken sin Forklaring om, at ikke Ægtemanden, men Jord- og Betonarbejderen var Barnets Fader.
Højesteretssagfører Bülow talte Kaj Olsens Sag, idet han hævdede, at slige Blodtypebestemmelsers Anvendelse kunde medføre farlige Konsekvenser, og iøvrigt gjorde gældende forskellige biologiske Betragtninger i Retning af, at Arveanlæg jo ofte springer forskellige Led over, hvilket udmærket kunde være Tilfældet ogsaa i den foreliggende Sag.
Tilslut talte Højesteretssagfører Trolle, der paa Barnets Vegne gjorde gældende, at det burde fastslaas, at Barnet var ægte født, thi meget talte derfor, og det vilde være urimeligt at give Barnet Plads i de uøgte fødtes Rækker.
(Ærø Venstreblad 19. juni 1928).
Højesteret tog imidlertid hensyn til blodprøverne, og erklærede i sin dom at barnet ikke kunne anses for at være ægtefødt.
Musik i Gaarden
Et typisk Baggaardsbillede fra København i gamle Dagee. Lirekassemanden spiller op.- Børnene danser.
"Spillemanden er der!" rygtes det; og snart eller har han en Hale af Børn efter sig. - De følger troligt med fra Gaard til Gaard, hele Kvarteret rundt.
Det er mest Smaa piger. Og de lader naturligvis ikke Lejligheden til at faa sig en Svingom gaa ubenyttet hen.
Men "Svingom" - kan man i Grunden bruge det Udtryk mere uden at henlede Tanken paa noget meget gammeldags? For Gurli og Solveig, de danser saamænd lige saa godt Charleston og Black-Bottom som deres store Søster, og det har de lært her i Gaarden hos Lirekassemanden eller Lirekassemændene, for de er to.
Foruden
ham, der kører Kassen og drejer Svinget,
er der nemlig en til. Han kunde godt undværes for Musikkens Skyld, men paa den anden Side ser det ud til, at det er ham, der har Bevillingen til at give disse Lirekassekoncerter.
Hver Gang der bliver kastet Pengeud fra et af Vinduerne oppe i Huset, letter han mekanisk paa Kasketten og siger: Mange Tak! Desuden har han et stort Skilt paa Brystet: "Blind" staar der.
For nogle Aar siden
var det ellers fortrinsvis de gamle Veteraner fra 64, der gik rundt som Spillemænd. Som Tak for deres Daad i Dybbøl Skanser havde Fædrelandet, forsynet dem med et Træben og en Lirekasse, saa kunde de selv gaa fra Gaard til Gaard og spille ind til Livets Ophold - En saare praktisk Foranstaltning!
Men tænk
om nogen havde udstyret Verdens krigens Vrag med hver sin Lin-kasse! Det vilde være blevet et Kæmpe-Orkester, som kunde høres helt ind i den syvende Himmel!
At være Lirekassemand
er ikke en Haandtering, der er saa ligetil, som man tror. Der skal drejes med en sikker Sans for Takt og Rytme, og ti! de sentimentale Melodier skal Haandtaget behandles med Følelse og Inderlighed. - En Lirekassemand maa nødvendigves have et Par Draaber Kunstnerblod i sig.
Jeg har engang kendt en Lirekassemand, som ovemikøbet havde trykte Visitkort: "H. P. Sevaldsen, Harmonika- op Positivspiller" - Positiv er bare et finere Udtryk for en Lirekasse.
Han forstod sit Fag.
Det nytter jo ikke ti Aar i Træk at køre rundt med "En lille gul Kanariefugl", som var populær i 1917. Repertoiret maa fornyes - allerhelst med de sidste Slagere! - Og Lirekassemændene har meget paa deres Samvittighed med Hensyn til de aarlige "Landeplager". - Mange Komponister kan takke dem for en udbredt Popularitet.
Om det saa er selveste Carl Nielsen vil han aldrig kunne lyve sig fra det. Det var Lirekasserne, der fik Folk til at synge med paa "Jens Vejmand"!
Kommer Lirekassemanden, hvor der bor aldre, enlige Damer, har han gerne et Par mere adstadige Numre i Baghaanden, som "Kongernes Konge" og "Der staar et Slot i Vesterled". - Og i vor Tid, hvor Klaveret - lige fra Stuen til femte Sal - bærer Vidne om en højere Dannelse, er det ingen Skade til, om der ogsaa i Kassen er "Tosellis Serenade" eller anden letfordøjelig, klassisk Musikkost.
Lirekassens Toner
astmatiske og melankolske selv i de lystigste Melodier, og naar som paa Vorbasse Marked 30 Lirekasser - stillet op paa Rad og Række - samtidig spiller hver sin Melodi, saa kan man godt blive gal i Hovedet baade paa Instrumentet og den udøvende Stand.
Men naar Spillemanden er der, skal han alligevel have en Femøre - for Lirekassens Toner hører nu med til Sidegadens og Baggaardens Poesi.
Erik.
(Klokken 5 (København) 23. juni 1928).
Ingen kommentarer:
Send en kommentar