Bortrømte Forbryderes og Slavers efterlysning i offentlige Tidender er noget, som man hyppigst møder og ligegyldigt læser. Det er et Onde, som man er bleven saa vant til, at kun faa værdige det nogen Opmærksomhed. Gjennembryder en Arrestant Fængslers Mure og undgaar Retfærdighedens straffende Arm, rømmer en Slave fra Fæstningsarbeide eller Stokhuset, og opvækker paa Landet grundet Frygt for Indbrud, Drab og Mordbrand, saa gjør man intet videre end efterlyser ham i Aviserne, og er man saa heldig at paagribe ham, saa katter og kagstryger man ham eller indspærrer ham i et strængere Fængsel, alt efter Omstændighederne, og troer nu at have gjort alt hvad man kunde gjøre. Kun faa falder det ind at undersøge: hvorfor saadanne Forbrydere saa ideligen finde Leilighed til, at undvige; endnu færregive sig den Umage at opsøge de første og sande Grundaarsager til et saa farligt Onde.
Den almindeligste og trivielleste Klage over saadanne Undvigelser ramme sædvanligen Fængslerne. Man raaber ak og vee over de stakkels Arrester og Arrestforvarere, men uden at betænke, at de stærkeste Mure og de aarvaagneste Fangevogtere kun kunne udrette lidet, naar ikke alle ovrige Omstændigheder ere hensigtssvarende. Trenck, Peer Mikkelsen, Arve Bravkarl have alle practisk bevist, at de tungeste Lænker ere intet for den, der forstaaer at afryste eller overfile dem, og at den stærkeste Muur er for svag til at holde den forslagne. Kan det end ikke negtes, at velindrettede og forsvarlige Fængsler ere nødvendige, naar det Almindelige skal betrygges mod farlige Forbryderes Udbrud, saa er det dog ikke mindre vist, at de fleste Udbrud aldrig skee, fordi vore Fængsler ei ere strænge nok (en Beskyldning, som neppe nogen Sagkyndig vil gjøre dem), men fordi alle Omstændigheder ere saaledes, at Undvigelser ikke kunne være andet end hyppige. Hvad Arrestanterne i Kjøbstæderne og paa Landet angaaer, saa er deels den Tid, de sidde fængslede, førend deres Dom i de forskjellige Instancer er afsagt, saa lang, deels den Underhold, de nyde, saa ussel, at Fristelsen til Undgigelse er lang større, end den under andre Omstændigheder vilde og kunde være. Det samme er tilfældet med de Forbrydere, der ere indsatte i Tugt- og Forbedringshuse. Frihedens Berøvelse, forenet med Arbeide, er den Straf, Loven har paalagt dem, men langt smerteligere ere de med Straffen forbundne Biting. Usund Luft, ussel Føde, Ureenlighed med alle dens Følgesvende *) trykke Forbryderen mere end Frihedens Forlis og Arbeidets Besværlighed, uagtet det ikke regnes blandt den egentlige Straf. Kunde begge Onder lægges paa Vægtskaalen, vilde sikkert det første overveie det sidste. - Der er arbeidet med rosværdig Iver paa at fremme Rettens bedre Pleie; der er gjort meget, saare meget, for vore Fængslers bedre Indretning og Arrestanternes mildere Behandling. Men endnu gyser Menneskevennen ved at høre, at mangen en Forbryder, hvis hele Brøde ofte kun bestaaer i at have stjaalet for nogle faa Marks Værdie, maa paa Landet hensidde hele Maaneder, førend han kan komme til at lide den Straf, der venter ham; endnu er mangt et Arresthuus i Kjøbstæderne og paa Landet just ikke nogen Ære for Menneskeligheden. Ikke at tale om, at et langvarigt, skummelt og usundt Fængsel lettere end et kort, lyst og sundt kan friste den Fængslede til at søge sin Redning ved Undvigelse, saa er det ogsaa meget naturligt, at jo længere en Forbryder sidder arresteret, jo mere han har Tid til at pønse paa Midler til sin Redning, desmere Leilighed maa han kunde finde til at undkomme. Dertil kommer endnu, at Fængslets og Kostens Usselhed saa let bringer ham til Fortvivlelse, og hvad er den Fortvivlede ikke istand til at foretaage, vove og udføre? Vil man altsaa betage Forbryderen Fristelsen til at undvige, saa gjøre man hans Arrest saa kort og mild som mueligt. Man glemme aldrig, at efter den humane Lovgivnings Grundsætninger skal Arresten kun være et Bevaringsmiddel, ikke nogen Straf; thi saa længe Forbryderen ikke er overbevist og domfældet bør han betragtes som en Uskyldig, og hans Arrest burde ikke være haardere end Nødvendigheden uomgjængeligen fordrer det.
Hvad vore Slaver angaaer, da kan man næsten ikke undres over, at saa mange ideligen undvige, naar man betænker, hvorledes deres Fangehuller ere beskafne, hvor usselt de ere aflagte, hvorledes de behandles og bevogte. Allerede den blotte Tanke at to til tre hundrede Mennesker ere indspærrede som qvæg i en stor Stald og maa, ved det tungeste Arbeide, leve af 7 sk. om Dagen i Tider, hvor Livets første Fornødenheder betales tre dobbelt saa dyrt som før, er rædsom og bitter. Lad end være at alle disse Mennesker ere Forbrydere, tildeels haardnakkede og vanslægtede i høieste Grad, saa ophøre de derfor dog ikke at være Mennesker, og som Mennesker at have grundet Fordrring paa vor Medlidenhed. Er det vel at undres over, at de, naar Leilighed gives, søge at undflye det jordiske Helvede, hvori de ere indspærrede? Lader os ikke forlange mere af Mennesket end den menneskelige Natur tilsteder; lader os aldrig glemme at den som man har skilt næsten ved alt, ogsaa vover alt hvad han endnu har at vove. Kan man med Føie fordre, at den, som efterat have mistet Ære og Frihed, maa trælle om Dagen og savne Ro om Natten, ikke skal gribe efter Friheden, naar den tilbyder sig ham? **)
Vil man altsaa forekomme Slavernes hyppige Undvigelse, saa forbedre man deres Kaar. Man indrette deres Fængsel beqvemmere; man forøge deres Dagløn; man give dem de Klæder, som ere nødvendige for dem til at betrygge Legemet mod Luftens alt for voldsomme Indtrykke, det Linned, uden hvlket de maa blive syge af Ureenlighed og dens Følger, og naar man saaledes har forbedret deres Kaar, saa tænke man paa en hensigtsmæssigere Indretning i deres Bevogtning. De Mennesker, til hvis Bevogtning disse unegteligen farlige Subjecer ere betroede, bestaae sædvanlig af gamle udlevede, kraftløse Invalider, som man maaske mere ansætter til denne Post for at give dem et Levebrød, end for at skaffe Slaverne sanddrue Bevogtere. Stundom har det hændt sig, at Slavefogderne af en gammel, ikke let overvindelig Vane, have været alt for tilbøjelige til det kjere Finkel. For et Glas af denne Ambrosia lukkede de uden Vanskelighed et Øie, og Følgen deraf var, at de gave visse Slaver alt for stor Frihed, tabte dem let af Sigte, og inden de vidste et Ord deraf var Fuglen fløien. Dersom dette ikke havde været tilfældet, vilde ikke saa mange Slaver ideligen have fundet Leilighed til at undvige fra Arbeidet. Dermæst er det ogsaa alt for vanskeligt for en saadan gammel aflægs Slavefoged, hvis Sandser, selv i ædru Tilstand, just ikke ere i den bedste Orden, at kunne overse en Hob af 10 forslagne og vevre Slaver, som han har under sin Commando og ofte arbeide i en lang Frastand fra hinanden. Inden saadan en Veteran faaer den gamle Been i Gang, er Slaven allerede over Bjerg og Dal. At see saadan en Person armeret med en Pistol og en cide-vant Sabel kan ikke andet end opvække en Idee om Sancho Pansa, og der kan vel neppe tænkes noget mere Comisk end at sætte en saadan udlevet Olding til en Trop brændemærkede og kagstrøgne Skjelmers Bevogter. Vil man altsaa forekomme Slavernes alt for hyppige Undvigelse, saa ansætte man Slavesergeanter, der netop ere det modsatte af hvad de fleste nuværende ere, det vil sige: unge, raske, bomstærke Karle, hvis Falkesyn kan oversee den hele Trop og hvis kraftfulde Næver kunne holde deres Mand, naar det gjelder. Under disse kunde man igjen sætte et slags Undersergeanter, hvortil de ordentligste og anstændigste Slaver, der just ikke have begaaet nogen alt for grov Forbrydelse, eller hvis Straffetid varsnart forløben, kunde tages. Disse vilde bedre end nogen anden kunne passe paa deres Kammerater.
To Forbedringere altsaa nødvendige, naar Slavernes Undvigelse skal gjøres sjeldnere: deres Kaars Formildelse og flere, yngre og raskere Slavefogders Ansættelse. Den Bekostning, som en saadan Forandring kunde medføre, vilde ikke være saa stor som man maaske troer, og hvor det gjelder om at besætte den offentlige Sikkerhed og formilde ulykkelige, faldne Medmenneskers Kaar, bør desuden ingen Bekostning være for stor. Det er ikke billigt, at forøge den Straf,Domstolen har dømt Forbryderen til, ved unødvendige Plager, der enten ere en Følge af utidig Sparsommelighed eller Ligegyldighed for den ulykkeliges Skjebne.
Naar alt dette er skeet, saa fastsætte man alvorlig Straf for den, som overlader rømmende Slaver Klæder, thi det bliver ikke let mueligt for saadan et Menneske at komme bort eller blive længe uopdaget, naar han ikke har Leilighed til at omskifte Slavekjolen med andre Klæder. Sædvanlig er det i gemene Kjeldere og Kipper, hvor saadanne Forbrydere finde Tilhold. Her skjule de sig gjerne den første Nat og omklæde sig. Dersom der var bestemt stræng Straf for enhver, som overlader Slaver noget Klædebon af hvad Navn nævnes kan, vilde det ikke falde dem saa let som nu at faae lange Beenklæder, under hvilke Lænken lader sig skjule, eller store Hatte, som kunne trykkes dybt ned i Ansigtet og gjøre dem ukjendelige. Alle Slaver burde tillige være eens klædte, thi nu, da det er dem tilladt at klæde sig i hvilke Beenklæder og Vest, de ville, bliver det ogsaa lettere for dem, at undvige, og naar de ere undvigte at gjøre sig ukjendelige. Vist nok er det i denne Tid, hvor der findes Krigsfolk overalt ved Kysterne, vanskeligere end ellers for saadanne Rømningsmænd at undkomme, men de Misgjerninger, de paa deres Flugt begaae, og den Frygt, som især Udflytter-Gaardes Beboere maa være i, naar de høre at en Slave er brudt ud af Stokhuset, er alt for stort et Onde, til at man jo burde ønske de kraftigste Midler anvendte til dets Forebyggelse.
*) En Slave faaer endnu som før 4 sk om Dagen og 3 Sk. tillæg naar han gaaer paa Arbeide, hvert Aar to Skjorter og hvert andet Aar en ny Kjole.
**) Endnu ganske nylig rømte 44 Slaver fra deres Arbeide, af hvilke de to endog havde et Jern om Halsen. To af dem har man i disse Dage paagrebet i Dyrehaugen, hvor man skal have findet en Bondekarl dræbt, men de øvrige have nu henved to Uger drevet deres Spil omkring paa Landet, uden at man hidtil har kunnet faae fat paa dem.
Nyeste Skilderie af Kjøbenhavn
Sjette Aargang No. 99
Tirsdagen den 19 September 1809
Spalte 1577-1582
Rekonstruktion af en slavecelle på Kronborg. (Foto: Erik Nicolaisen Høy, 2018).
Den almindeligste og trivielleste Klage over saadanne Undvigelser ramme sædvanligen Fængslerne. Man raaber ak og vee over de stakkels Arrester og Arrestforvarere, men uden at betænke, at de stærkeste Mure og de aarvaagneste Fangevogtere kun kunne udrette lidet, naar ikke alle ovrige Omstændigheder ere hensigtssvarende. Trenck, Peer Mikkelsen, Arve Bravkarl have alle practisk bevist, at de tungeste Lænker ere intet for den, der forstaaer at afryste eller overfile dem, og at den stærkeste Muur er for svag til at holde den forslagne. Kan det end ikke negtes, at velindrettede og forsvarlige Fængsler ere nødvendige, naar det Almindelige skal betrygges mod farlige Forbryderes Udbrud, saa er det dog ikke mindre vist, at de fleste Udbrud aldrig skee, fordi vore Fængsler ei ere strænge nok (en Beskyldning, som neppe nogen Sagkyndig vil gjøre dem), men fordi alle Omstændigheder ere saaledes, at Undvigelser ikke kunne være andet end hyppige. Hvad Arrestanterne i Kjøbstæderne og paa Landet angaaer, saa er deels den Tid, de sidde fængslede, førend deres Dom i de forskjellige Instancer er afsagt, saa lang, deels den Underhold, de nyde, saa ussel, at Fristelsen til Undgigelse er lang større, end den under andre Omstændigheder vilde og kunde være. Det samme er tilfældet med de Forbrydere, der ere indsatte i Tugt- og Forbedringshuse. Frihedens Berøvelse, forenet med Arbeide, er den Straf, Loven har paalagt dem, men langt smerteligere ere de med Straffen forbundne Biting. Usund Luft, ussel Føde, Ureenlighed med alle dens Følgesvende *) trykke Forbryderen mere end Frihedens Forlis og Arbeidets Besværlighed, uagtet det ikke regnes blandt den egentlige Straf. Kunde begge Onder lægges paa Vægtskaalen, vilde sikkert det første overveie det sidste. - Der er arbeidet med rosværdig Iver paa at fremme Rettens bedre Pleie; der er gjort meget, saare meget, for vore Fængslers bedre Indretning og Arrestanternes mildere Behandling. Men endnu gyser Menneskevennen ved at høre, at mangen en Forbryder, hvis hele Brøde ofte kun bestaaer i at have stjaalet for nogle faa Marks Værdie, maa paa Landet hensidde hele Maaneder, førend han kan komme til at lide den Straf, der venter ham; endnu er mangt et Arresthuus i Kjøbstæderne og paa Landet just ikke nogen Ære for Menneskeligheden. Ikke at tale om, at et langvarigt, skummelt og usundt Fængsel lettere end et kort, lyst og sundt kan friste den Fængslede til at søge sin Redning ved Undvigelse, saa er det ogsaa meget naturligt, at jo længere en Forbryder sidder arresteret, jo mere han har Tid til at pønse paa Midler til sin Redning, desmere Leilighed maa han kunde finde til at undkomme. Dertil kommer endnu, at Fængslets og Kostens Usselhed saa let bringer ham til Fortvivlelse, og hvad er den Fortvivlede ikke istand til at foretaage, vove og udføre? Vil man altsaa betage Forbryderen Fristelsen til at undvige, saa gjøre man hans Arrest saa kort og mild som mueligt. Man glemme aldrig, at efter den humane Lovgivnings Grundsætninger skal Arresten kun være et Bevaringsmiddel, ikke nogen Straf; thi saa længe Forbryderen ikke er overbevist og domfældet bør han betragtes som en Uskyldig, og hans Arrest burde ikke være haardere end Nødvendigheden uomgjængeligen fordrer det.
Hvad vore Slaver angaaer, da kan man næsten ikke undres over, at saa mange ideligen undvige, naar man betænker, hvorledes deres Fangehuller ere beskafne, hvor usselt de ere aflagte, hvorledes de behandles og bevogte. Allerede den blotte Tanke at to til tre hundrede Mennesker ere indspærrede som qvæg i en stor Stald og maa, ved det tungeste Arbeide, leve af 7 sk. om Dagen i Tider, hvor Livets første Fornødenheder betales tre dobbelt saa dyrt som før, er rædsom og bitter. Lad end være at alle disse Mennesker ere Forbrydere, tildeels haardnakkede og vanslægtede i høieste Grad, saa ophøre de derfor dog ikke at være Mennesker, og som Mennesker at have grundet Fordrring paa vor Medlidenhed. Er det vel at undres over, at de, naar Leilighed gives, søge at undflye det jordiske Helvede, hvori de ere indspærrede? Lader os ikke forlange mere af Mennesket end den menneskelige Natur tilsteder; lader os aldrig glemme at den som man har skilt næsten ved alt, ogsaa vover alt hvad han endnu har at vove. Kan man med Føie fordre, at den, som efterat have mistet Ære og Frihed, maa trælle om Dagen og savne Ro om Natten, ikke skal gribe efter Friheden, naar den tilbyder sig ham? **)
Vil man altsaa forekomme Slavernes hyppige Undvigelse, saa forbedre man deres Kaar. Man indrette deres Fængsel beqvemmere; man forøge deres Dagløn; man give dem de Klæder, som ere nødvendige for dem til at betrygge Legemet mod Luftens alt for voldsomme Indtrykke, det Linned, uden hvlket de maa blive syge af Ureenlighed og dens Følger, og naar man saaledes har forbedret deres Kaar, saa tænke man paa en hensigtsmæssigere Indretning i deres Bevogtning. De Mennesker, til hvis Bevogtning disse unegteligen farlige Subjecer ere betroede, bestaae sædvanlig af gamle udlevede, kraftløse Invalider, som man maaske mere ansætter til denne Post for at give dem et Levebrød, end for at skaffe Slaverne sanddrue Bevogtere. Stundom har det hændt sig, at Slavefogderne af en gammel, ikke let overvindelig Vane, have været alt for tilbøjelige til det kjere Finkel. For et Glas af denne Ambrosia lukkede de uden Vanskelighed et Øie, og Følgen deraf var, at de gave visse Slaver alt for stor Frihed, tabte dem let af Sigte, og inden de vidste et Ord deraf var Fuglen fløien. Dersom dette ikke havde været tilfældet, vilde ikke saa mange Slaver ideligen have fundet Leilighed til at undvige fra Arbeidet. Dermæst er det ogsaa alt for vanskeligt for en saadan gammel aflægs Slavefoged, hvis Sandser, selv i ædru Tilstand, just ikke ere i den bedste Orden, at kunne overse en Hob af 10 forslagne og vevre Slaver, som han har under sin Commando og ofte arbeide i en lang Frastand fra hinanden. Inden saadan en Veteran faaer den gamle Been i Gang, er Slaven allerede over Bjerg og Dal. At see saadan en Person armeret med en Pistol og en cide-vant Sabel kan ikke andet end opvække en Idee om Sancho Pansa, og der kan vel neppe tænkes noget mere Comisk end at sætte en saadan udlevet Olding til en Trop brændemærkede og kagstrøgne Skjelmers Bevogter. Vil man altsaa forekomme Slavernes alt for hyppige Undvigelse, saa ansætte man Slavesergeanter, der netop ere det modsatte af hvad de fleste nuværende ere, det vil sige: unge, raske, bomstærke Karle, hvis Falkesyn kan oversee den hele Trop og hvis kraftfulde Næver kunne holde deres Mand, naar det gjelder. Under disse kunde man igjen sætte et slags Undersergeanter, hvortil de ordentligste og anstændigste Slaver, der just ikke have begaaet nogen alt for grov Forbrydelse, eller hvis Straffetid varsnart forløben, kunde tages. Disse vilde bedre end nogen anden kunne passe paa deres Kammerater.
To Forbedringere altsaa nødvendige, naar Slavernes Undvigelse skal gjøres sjeldnere: deres Kaars Formildelse og flere, yngre og raskere Slavefogders Ansættelse. Den Bekostning, som en saadan Forandring kunde medføre, vilde ikke være saa stor som man maaske troer, og hvor det gjelder om at besætte den offentlige Sikkerhed og formilde ulykkelige, faldne Medmenneskers Kaar, bør desuden ingen Bekostning være for stor. Det er ikke billigt, at forøge den Straf,Domstolen har dømt Forbryderen til, ved unødvendige Plager, der enten ere en Følge af utidig Sparsommelighed eller Ligegyldighed for den ulykkeliges Skjebne.
Naar alt dette er skeet, saa fastsætte man alvorlig Straf for den, som overlader rømmende Slaver Klæder, thi det bliver ikke let mueligt for saadan et Menneske at komme bort eller blive længe uopdaget, naar han ikke har Leilighed til at omskifte Slavekjolen med andre Klæder. Sædvanlig er det i gemene Kjeldere og Kipper, hvor saadanne Forbrydere finde Tilhold. Her skjule de sig gjerne den første Nat og omklæde sig. Dersom der var bestemt stræng Straf for enhver, som overlader Slaver noget Klædebon af hvad Navn nævnes kan, vilde det ikke falde dem saa let som nu at faae lange Beenklæder, under hvilke Lænken lader sig skjule, eller store Hatte, som kunne trykkes dybt ned i Ansigtet og gjøre dem ukjendelige. Alle Slaver burde tillige være eens klædte, thi nu, da det er dem tilladt at klæde sig i hvilke Beenklæder og Vest, de ville, bliver det ogsaa lettere for dem, at undvige, og naar de ere undvigte at gjøre sig ukjendelige. Vist nok er det i denne Tid, hvor der findes Krigsfolk overalt ved Kysterne, vanskeligere end ellers for saadanne Rømningsmænd at undkomme, men de Misgjerninger, de paa deres Flugt begaae, og den Frygt, som især Udflytter-Gaardes Beboere maa være i, naar de høre at en Slave er brudt ud af Stokhuset, er alt for stort et Onde, til at man jo burde ønske de kraftigste Midler anvendte til dets Forebyggelse.
*) En Slave faaer endnu som før 4 sk om Dagen og 3 Sk. tillæg naar han gaaer paa Arbeide, hvert Aar to Skjorter og hvert andet Aar en ny Kjole.
**) Endnu ganske nylig rømte 44 Slaver fra deres Arbeide, af hvilke de to endog havde et Jern om Halsen. To af dem har man i disse Dage paagrebet i Dyrehaugen, hvor man skal have findet en Bondekarl dræbt, men de øvrige have nu henved to Uger drevet deres Spil omkring paa Landet, uden at man hidtil har kunnet faae fat paa dem.
Nyeste Skilderie af Kjøbenhavn
Sjette Aargang No. 99
Tirsdagen den 19 September 1809
Spalte 1577-1582
Ingen kommentarer:
Send en kommentar