Inkvisitionens torturkamre og de underjordiske fangehuller.
Paa Hjørnet af Østervold og Stokhusgade ligger det gamle Stokhus.
Over Porten paa den lave Facadebygning ses Frederik den 4s kronede Navnechiffer.
I denne Bygning var det, at Inkvisitionen holdt Forhør og øvede Tortur for 260 Aar siden.
Gud nåede den Stakkel, der faldt i Inkvisitionens Haand. Han blev pint med Tommelskruer og alle de andre djævelske Torturredskaber, indtil han halvt sanseløs af Smerte tilstod alt, hvad Dommerne ønskede.
I de dybe underjordiske Fangehuller vansmægtede Fangerne og raadnede langsomt op - saafremt da ikke Bøddelens Økse forinden gjorde en Ende paa deres Lidelser.
I dette Hus blev Fangerne pisket med Rotting eller Tamp, Kagstrøget, brændt med gloende Jern osv. Intet Skrig naaede udenfor disse tykke Mure, men Befolkningen anede hvilke Rædsler, der foregik derinde, og man gik sky forbi dette Arnested for Inkvisitionens Rædsler.
Stokhuset hentede sit Navn fra, at der paa Pladsen udenfor dets Port var opstillet en saakaldt "Stok" eller Gabestok. De af Byens Befolkning, der overtraadte de strenge Love, blev til Straf sat I Gabestokken (to Bjælker med Huller, hvori Arrestantens Arme eller Ben anbragtes) og udstillet til offenlig Beskuelse og Forhaanelse af den store Hob.
Oprindeligt havde Gabestokken været opstillet ved Vestervold, hvor der var indrettet
et Stokhus I den gamle Fæstning "Jarmers Taarn",
af hvilken der er befaret en Ruin. Men da Taarnet i 1670 blev fuldstændig skjult ved Opførelsen af Volden (Helmer Bastion), maatte Stokhuset flyttes til den nuværende Stokhusbygning ved Østervold, der i 1741 tillige blev indretter til Straffeanstalt for grove militære Forbrydere og de til Fæstningsarbejde dømte "Slaver" ligesom den i 1686 oprettede Inkvisitionskommission, der (med Tortur) holdt Forhør over Forbryderne, som allerede omtalt havde sine Lokaler her.
Torturen blev først afskaffet i 1837, og selve Inkvisitionen ophævedes i 1842 - altsaa for 80 Aar siden.
Stokhuset ved Østervold, der husede over 500 "Slaver", ophævedes som Arrestbygning i Aaret 1851. Det var som sagt opført i Aaret 1670 under Ledelse af en Murer ved Navn Herman Baltsersen.
Et Besøg i de underjordiske Fangehuller.
Vi spadserer langs Østervoldgade, dette smilende Parti ved Statens Musæum og Østre Anlæg, hvor Danmarksmonumentet knejser paa den høje Bastion
Saa dukker pludselig Stokhusets triste graa Mure frem for os...
Vi standser foran Porten og nøler et Øjeblik ...
Tænk, hvilke Skarer af ulykkelige, forpinte Stakler, der i Tidernes Løb er blevet ført Ind gennem disse Porte, ind til et Liv i Forsmædelse og Pinsler. . .
Et rask Slag paa Portklokken. Porten aabnes - og et Øjeblik efter staar vi nede i den dybe Fangekælder, der trækker sig under hele Forhuset, og hvortil Nedgangen er til venstre i Porten.
Her er ikke et Vindue - alt ligger i Bælgmørke bag de alentykke Mure.
En kvælende, indelukket, kvalm Dunst slaar os i Møde, da vi fra Nedgangstrappen naar ind i den Gang, der strækker sig langs de underjordiske Celler - eller rettere sagt Fangehuller.
Jorden i Kælderen er fugtig - Grundvandet staar til Tider fodhøjt over Gulvet, der er dannet af stampet Ler.
Langs Gangen fører Døre ind til syv Fangehuller. De svære Døre, der var dannet af tykke Planker med klodset Jærnbeslag, er nu tildels forsvundne; Resterne af dem ligger halvforraadnede paa Gulve eller stikker OP fra Jordlaget. Dørene var i Midten forsynet med en Gang til at aabne, og herigennem blev Føden stukket ind til Fangerne. Gluggerne var forsynet med svære Laase. For selve Dørene var der sat kæmpemæssige Laase, der maalte Indtil en halv Alen i Kvadrat. Disse Laase opbevares nu som en Kuriositet i et Museum.
Vi kigger ind i Fangehullerne og forfærdes ved at se, hvad der her blev budt menneskelige Væsener.
Hver Celle er omtrent 15 Fod dyb og 7 Fod bred, og her blev 8, ja ofte 12 Personer sammenstuvet - det vil sige, at her fik 8 Fanger tildelt et Rum af samme Størrelse som en af Nutidens Celler til en Fange.
Det er vanskeligt at forstaa, hvorledes de 8 Personer har kunnet finde Plads i det lille Rum. Der har sandsynligvis været anbragt to Standkøjer paa Længden ved hver Sidevæg og i to Rækker over hinanden. Det giver Plads til 8 Personer med en Gang paa 1½ Alens Bredde mellem Køjerne.
Disse 21 Kvardratfods Guldflade var de 8 Arrestanters Plads til at bevæge sig paa om Dagen.
Den lille tilgitrede Aabning ud til Gården til Lys og Luft sad næsten i Linie med Gaardspladsens Jordsmon; om Natten var Aabningen lukket med en Træluge!
Om Natten var Cellen saaledes hermetisk tillukket, uden nogen som helst Adgang til frisk Luft; som Følge deraf blev Luften forpestet i Rummet, saa at Fangerne var ved at kvæles af Stank.
Men Dommerne og Myndighederne ræsonnerede som saa, at disse Fangehuller var bestemt for Mordere og Voldsmænd, og at det kunde være lige meget, om de døde før eller senere, enten kvalt af Stank, eller under Torturens Pinsler - eller til allersidst under Bøddelens Økse.
1 1677 sad en Stykjunker i Artilleriet, Adolf Gtartz, som Arrestant i et af disse underjordiske Fangehuller. Han var anklaget for, at han under de Danskes Belejring af Wismar i 1776 havde dræbt en af sine Overordnede, en Officer, under et Slagsmaal, og han blev i Lænker ført. til København og smidt ned i Stokhusets sumpede Kælder. I Forhøret tilstod Giertz sin Skyld. Men i 8 Uger sad han - sammen med nogle svenske Fanger - haardt sluttet i Jærn og Baand og ventede paa sin Dom. Den 38. Maj 1677 sendte Giertz en Ansøgning til Generalavditøren, hvori han klagede over, at Opholdet i Kelderhullet under den kvælende Varme og Stank ikke var til at udholde. Han vilde hellere dø for Bøddelens Økse end kvæles af Stank og ædes af Orme i Fængslet, og han bad derfor om, at han maatte faa en Ende paa det.
Hans Ønske blev opfyldt - Dagen efter blev ham dømt til Døden og henrotte
Inkvisitionens Torturkamre, der nu anvendes til - Sadelmagerværksted.
Med en Følelse af ubeskrivelig Væmmelse forlader vi dette underjordiske Helvede, ved hvis Dør man dengang passende kunde have sat: "Her lades alt Haab ude". Ad den gamle raadne Trappe kommer vi atter op til Dagene Lys, til den friske Luft. . .
Men der er ikke Tid til at dvæle.
Vejen gaar videre til Rædselskabinettet, det Lokale, hvor Inkvisitionens Domstol residerede. Lokalet, der er beliggende i Stueetagen ud mod Gaardspladsen, benyttes nu af Militæret til - Sadelmagerværksted.
Blandt de Forseelser og Forbrydelser, der behandledes af Inkvisitionen, var: Løsgængeri, Tyveri, Hæleri, Rufferi, Hververe til fremmed Krigstjeneste, Hekseri (indgaaet Pagt med Fanden) osv.
For at faa Arrestanterne til at tilstaa eller som Straf anvendtes daglig alle Torturkamrets Rædselsinstrumenter: Piskning, Spidsrod, Ris, Halsjærn - eller man varierede med Tamp, Tyremie, Kat. Ofte blev der under Forhøret givet 20 Slag Tamp paa samme Dag, og de kunde gentages de 2-3 følgende Dage.
Eller Tommeskruerne blev af Stokknægten anbragt paa Arrestantens Tommelfingre. Hver Gang han nægtede at tilstaa, blev Skruen drejet en ekstra Omgang!
Eller Delinkventen blev - med Hovedet lænket ned mod Knæene - nøgen rullet paa et Leje af smaat knuste Flintesten! Rosenkransen eller Pater noster Baandet var en tynd Snor med 5-6 Knuder paa, som anbragtes over Panden, tæt ved Øjenbrynene, og et Par Knuder paa Siderne af Hovedet. I Nakken stak Stokknægten en 3/4 Alen lang Stok igennem Kransen og drejede Stokken rundt, saa at Knuderne trængte ind i Huden . . ,
I Inkvisitionens Lokale var rejst en Stolpe, der anvendtes overfor Personer, der skulde have Kat eller Tamp. Arrestanten lænkedes med Arme og Ben til Stolpen. Tampen anvendtes uden paa Trøjen, Katten derimod paa den blotte Ryg. Katten bestod af 10 smalle, tjærede Hampeliner, anbragte paa et kort Skaft. Hver Line var omtrent en halv Alen lang, med 3-4 Knuder paa . . ,
Og saaledes kunde der fortsættes med Listen over disse raffineret udtænkte Torturredskaber, Kniben med gloende Tænger, Gennemstikning af Tungen osv.
Dagligt lød de ulykkeliges Skrig fra disse Lokaler, Men Skrigene blev ikke hørt, Stokhuset lå på en afsides plads, i en udkant af byen, tæt op ad Volden, hvor der kun sjældent kom et Menneske.
Men til Tider var der stor Sammenstimlen udenfor Stokhuset, nemlig naar Straffene skulde eksekveres.
Paa Pladsen udenfor Stokhusporten var rejst en stor Justitspæl, hvortil Fangen blev bunden, og her foregik baade Kagstrygning og Brændemærkning som en almindelig Folkeforlystelse.
De Forbrydere, der dømtes til Slaveriet, førtes under Bevogtning til en Smed, der boede i Dronningens Tværgade i den Ejendom, hvor nu Dansesalonen "Kæden" findes. I Smedien blev Slaven smedet i Bolt og Jern, det vil sige, at han fik smedet en Ring om Foden og en om Haandledet, og de to Ringe var saa forbundet med en Jernkæde. Efter denne Kæde-Smedie er det, at Dansesalonen har arvet sit Navn.
Slaverne Indesluttet bag Palisader og Kanoner.
Fra Torturkamrenes Uhygge kommer vi over Gaardspladsen til en større Bygning, der tjente til Fængsel for de paa Livstid dømte Slaver.
For at umuliggøre Slaverne at undslippe, var Fængslet indesluttet af en Række mandshøje Palisader, forsynet med Skydeskaar, gennem hvilke tre Kanoner stak deres truende Mundinger ind mod Fængslet. Desuden var der udenfor Palisaderne Vagtposter med skarpladte Geværer.
Resterne af disse Palisader eksisterede endnu for nogle Aar siden, men nu er de fuldstændig fjærnet. Stokhusgaarden ligner nu nærmest en lille Have, og Slyngplanterne gror op ad Fængselsmuren. Men den Gang var der ikke Tale om nogen Idyl paa dette Sted.
En Englænder, John Howard, besøgte i 1781 Stokhuset, og det er af en vis Interesse at læse hans Beretning om Tilstanden i Fængselsbygningen. Han fortæller: Her er Forbrydere af Garnisonen og Fanger af de forskellige Folkeklasser inddømte som Slaver. I Fængselsbygningen er der i Stuen to Rum. Skønt Højden kun er 10 Fod, har hvert af dem to Rækker Standkøjer. Disse Rum er overfyldte og derfor usunde. Over dem er der to Sygestuer og desuden en Kirke. Her saa jeg 143 Slaver. De var afstikkende klædt i en brun Trøje med røde Ærmer og Benklæder af samme to Farver.
Fangerne laa med Klæderne paa om Natten, og mange af dem var næsten nøgne. Flere af dem havde været 1 Bøddelens Hænder. De var brændemærkede og lænkede sammen to og to.
Nogle af dem havde tynde Lænker paa det ene Ben, andre sværere paa begge Benene, og nogle bar Halsjern. En var lænket med den venstre Haand til en Skubkærre - det var Straffen for Rømning.
Elendigheden og Haabløsheden i disse blege og syge Slavers Ansigter vidnede Ikke om Humanitet i Behandlingen.
Mit første Besøg fandt Sted en Lørdag. Den næste Dag overværede jeg Gudstjenesten i Kirken, hvor Manden, som var lænket til Skubkærren, var en af de faa, der var til Stede. Soldater med opplantede Bajonetter stod opstillet forskellige Steder i Kirken.
Senere gik jeg gennem deres Stuer, hvor de fleste af dem laa paa deres Brikse. Dette Fængsels modbydelige Tilstand gav mig altid Hovedpine. . .
Saavidt Englænderens Beretning, af hvilken man faar et Øjenvidnes Indtryk af forholdene.
I "Fugleburet"
Lokalet, i hvilket Slaverne havde deres Sovesal, var ved Hjælp af tykke Planker fra Gulv til Loft indrettet som et "Fuglebur". Inde i Buret opholdt Fangerne sig - det vil sige, at de laa paa de skraatstillede, haarde Trækøjer, uden noget som helst Undertøj. Udenfor "Fugleburet" gik Vagten med skarpladte Geværer, parat til at fyre løs ved de mindste Tegn paa Uro.
Køjerne og "Fugleburet" eksisterede endnu for nogle Aar siden. Nu er det hele fjærnet, og "Slaveriet" anvendes af Militæret til Munderingsoplag.
De dødsdømte Slavers underjordiske Celler.
Det var Ikke sjældent, at de Slaver, der anvendtes ude i Byen, bl. a. til Fæstningsarbejde, druknede sig i Voldgraven - saa var deres Pinsler endt.Det hændte ikke saa sjældent, at en Slave flygtede. Særlig var Havehullet, et Sted paa Stokhusets Grund, et søgt Rømningssted. Men Friheden varede i Reglen kun kort. Den, der bragte Flygtningen tilbage, flk en Dusør paa 4 Rigsdaler, og Slaven blev straffet med Tamp.
De mere fremsommelige og skikkelige Slaver anvendtes som sagt ved forskelligt Arbejde ude i Byen, i Reglen under militær Bevogtning, men ofte gik de paa egen Haand til og fra Arbejdsstedet.
I Brødbageriet i Kastellet arbejdede saaledes daglig 12 Slaver. Ved Blæsebælgen i Tøjhussmedien anvendtes en Slave, og paa samme Maade anvendtes Slaver i Arsenalet. I Frederiks Hospital og Guldhuset (senere Garnisons Hospital) besørgede Slaverne Renholdelsen. Slaverne besørgede ogsaa Gadefejningen ved Kasernerne, langs Volden og i Rosenborg Have. Desuden anvendtes Slaverne i Proviantgaarden, ved Vagtbygningerne og som Sygepassere i Stokhuset. Endelig benyttedes Slaverne til at bære Ligene af Selvmordere til Graven.
16 Aars Drenge som Slaver.
I Stokhuset fandtes Fanger af alle Aldersklasser, Drenge i 16-Aarsalderen, Ynglinge paa 18-20 Aar og Folk i deres bedste Manddomsaar, helt op til over 70-Aarsalderen.
De fleste af de saakaldte "uærlige" Slaver var kagstrøgne og brændemærkede. Et stort Antal havde løbet Spidsrod, var bleven kattede eller piskede.
Hvor gyselig Tilstanden var i Stokhuset, fremgaar af en Skildring i en Avis "Nyeste Skilderi af København" fra 1803.
Forfatteren, der har besøgt Fængslet, skriver: Stokhuset synes at være en haard Straf og skadelig for Forbryderens Moralitet. Det er Fortvivlelsens og Elendighedens sande Bolig. Slavernes Indelukke eller rettere sagt Stalde er i den beklageligste Tilstand.
Luften er saa at sige forpeste af de mange Menneskers Indeslutning i et lukket lille Rum, deres usunde Uddunstninger og alskens Uhumskhed.
Deres Leje er saa skrækkeligt, som man nogen Sinde har set det. Det bestaar af nogle urene Brikse, hvor de ikke har noget Dække over sig og Ingenting under sig.
Søvnen, denne den ulykkeliges eneste Ven, er disse elendige berøvet.
Deres usle Leje vrimler af Utøj, som om Natten end mere forbitrer dem deres ulykkelige Liv ....
- Disse Betragtninger viser, at der nu gjorde sig et humanere Syn gældende. Mange af de saakaldte "ærlige" Slaver blev efterhaanden benaadede, men de saakaldte "uærlige", de brændemærkede, der bar Slavestemplet Indbrændt paa deres lægerne, turde man lkke frigive, da de i saa Fald, skyet af alle Mennesker, vilde være bleven prisgivet Arbejdsløhed og Sult.
En Gehejmekonferensraad Moltke og Hustru skænkede 1000 Rigsdaler til Forplejning for de paa Livstid Inddømte Slaver, og endvidere fik de udleveret Halmmadrasser og Hovedpuder til deres Natteleje, ligesom Forplejningen forbedredes.
Slaven, der Inviterede Gæster til Generalens Middagsgilde.
Ved Siden af alt det gyselige ved Slaveriet var der ogsaa nogle Lyspunkter. Det var de saakaldte "ærlige" Slavers Anvendelse i privat Arbejde. Byens Borgere kunde leje en Slave til at udføre Arbejde mod at betale den fastsatte Afgift og garantere for, at Slaven vendte tilbage til Stokhuset om Aftenen - og denne billige Arbejdskraft blev meget ofte benyttet til Skade tor Arbejderklassen. Det gik saa vidt, at Funktionærerne i Stokhuset sendte Slaverne ud for at besørge Byærinder - og uden Bevogtning.
Dette medførte, at der i 1812 paany udstedtes et Forbud mod at lade Slaverne gaa ud i Byen uden Jernlænker og Bevogtning, ligesom det ogsa blev forbudt, at de maatte bære andre Klæder udenfor Stokhuset end den spraglede Fangedragt.
En Fæstningskommandant, der havde en gammel Livsslave til sin daglige Raadighed, lod sig ikke genere af dette Forbud. Slaven var nu kommen i saa mange Aar i hans Hus, at saavel Kommandanten som Slaven var bleven gamle og godt Kendte med hinanden.
En Dag, da Kommandanten skulde have fint Selskab, blev Slaven iført hans Livré og sendt ud med Indbydelser til Byens og den nærmeste Omegns Honoratiores. Alle kendte de Slaven, og saavel han som Indbydelsen blev vel modtagne.
Jarmers Taarnet.
Vi slutter med denne lille Solstraalefortælling, som godt kan være passeret, men som staar i en saa skærende Modsætning til det ovenfor fortalte.Vi er glad, da vi atter staar udenfor Stokhusets Port - det er, som vi er kommen ud af et Helvede fra Fortiden, ud til Dagens pulserende Liv i Storstaden.
Foran os ligger Nutidens skønne, smilende København med den knejsende Vold og den poetiske Stadsgrav - et af Minderne om Slavernes Fæstningsarbejde.
Fortidens Skygger er heldigvis forsvundne og afløst af et mere humant Syn ogsaa paa de af vore Medmennesker, der har begaaet et Fejl
N.B.
(Social-Demokraten, 2. januar 1923).
Artiklen er skrevet 63 år efter Stokhuset ophørte med at være fængsel i 1860.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar