Markus Rubin var radikal venstremand. Han var tilhænger af forholdstalsvalg i en modereret form hvor Folketinget fik 136 medlemmer, 85 valgt som før, 51 ved forholdstalsvalg:
Skal Forholdstalsvalgmaaden indføres?
En Enquête.
I. Generaldirektør Marcus Rubin.
Resultatet af Folketingsvalgene har paany - og i højere Grad end nogensinde tidligere - henledet Opmærksomheden paa den nugældende Valgmaades uheldige Egenskaber. Da tilmed Spørgsmaalet om Anvendelsen af Forholdstalsvalgmaaden ved politiske Valg i Forvejen er draget frem i Forgrunden ved Forhandlingerne om Forfatningens Revision, har "Nationaltidende" ment, at det vilde være at betydelig Interesse, at Spørgsmaalet blev belyst gennem Udtalelser af fremtrædende Personligbeder, der staar udenfor aktiv Politik. Vi har derfor henvendt os til en Række landskendte Mænd i forskellige Samfundsstillinger og af forskellige politiske Anskuelser og bedt dem udtale deres Mening om Betimeligheden al Forholdstalsvalgmaadens Indførelse ved Valg til Rigsdagen. Og det er os en Glæde at kunne meddele, at vor Henvendelse er bleven mødt med Forstaaelse og Sympathi, ikke blot hos politiske Meningsfæller, men lige saa fuldt hos Mænd, der nærer andre Ankuelser, end dem vi kæmper for.
Vi indleder i Dag den interessante Enquete med følgende Udtalelse af Generaldirektør Rubin :
Hvorvidt man bør indføre Forholdstalsvalg maa i et givet Tilfælde besvares praktisk. Jeg veed, man i saadanne Forhold plejer at begynde fra den modsatte Ende for saa tilsidst at naa til, at "de praktiske Vanskeligheder overvinder vi", men der er en saadan Afstand mellem en Reform "i Almindelighed" og dens Projicering ned i det virkelige Liv, at det kan have sin Fordel en Gang at begynde med Vanskelighederne.
Først maa man have en god Methode. Ved sidste Borgerrepræsentantvalg fremkom der et for den umiddelbare Betragtning stødende Resultat, og det bør helst undgaas. Vil man sige, at om hin eller denne Methode glipper i en Enkelthed, har mindre at betyde, saa er dette ikke rigtigt. Kravet paa Retfærdighed skærpes, netop naar man opstille et udtænkt Retfærdighedsapparat, Manglerne støder mere; saadan er ogsaa det teknisk fine Værktøj mere omtaaligt end det grove.
Selv om Methoden er god, kan den saa bruges til Rigsdagsvalg? Ja til Landsthinget, men kun delvis til Folkethinget. Man kan ikke for Folkethinget opgive den personlige Forbindelse mellem Kredsen og Repræsentanten, den har sin historiske Ret, og den har sin naturlige. Selv om Folketingsmanden ene skal stemme efter sin Overbevisning, udelukker dette paa ingen Maade hans Ret til at søge fremmet eller hæmmet, hvad der særlig kan gavne eller skade hans Kreds. Om Enkeltinteressen bør vige for Helhedens, er noget andet, men det kan i hvert Fald ikke afgøres, før man ved, hvor meget der staar paa Spil til Gavn eller Skade for Enkeltinteressen, og her er det naturligt, at denne har en Repræsentant med Evne og Villie, d. e. Indsigt i, hvad det drejer sig om, Lyst og Mandat til at virke derfor. En stor Rolle spiller det tillige, at en Kreds har Kendskab og Tillid til en Repræsentant som Person. En af det repræsentative Systems nødvendige Mangler er, at mange Tusind skal repræsenteres af én, men jo mindre abstrakt man kan gøre denne Repræsentation, des bedre. En Liste, fabrikeret i et Hovedkvarter for hele Landet, er en Uting.
Selv om nu Valgene til Landsthinget ogsaa hidtil har været lokalt bestemte, saaledes at endog Landsthingsmanden skal bo i Valgkredsen, har dog et forholdsvis ringe Antal Valgkredse, det uensartede Vælgerkorps, de indirekte Valg og Valgene efter Lister traditionelt skabt et langt løsere Forhold mellem Vælger og Valgt end i Folkethinget. Det vil derfor ikke her føles som et Brud eller en Mangel af Betydning, om det Antal Landstingsmedlemmer, som Befolkningen stal vælge, vælges efter Forholdstalsvalg, der foregaar indenfor faa Kredse, bestemte efter Landets geografiske Hovedlinier.
Hvis Folketingets Medlemsantal skal grundlovsmæssigt fastslaas, og hvis 5. Juni Grundlovens Tal, 1 Medlem for 14,000 Indb., skulle bibeholdes, maatte man efter Danmarks (inkl. Færøernes) nuværende Folketal have et Folketing paa 204 Medlemmer. Dette ønsker ingen. Forøger man derimod Folketallet pr. Kreds til 21,000, bliver det nysnævnte Medlemsantal altsaa formindsket med 1/ 3 og vi faar 136 Medlemmer, omtrent svarende til det Tal, man nu i Almindelighed regner med ved en Fornyelse. Hvor stor en Del heraf da skal henføres til Enkeltmandskredse, er en Skønssag, men at det maa være den største Del, anser jeg, ifølge de ovenstaaende Bemærkninger, for nødvendigt. En fuldt forsvarlig Enkeltkredsrepræsentation synes jeg vil opnaas ved at lade de 5/8 af de 136 Valg ske i Enkeltkredse. Disses Tal bliver da 85, der kun er en Fjerdedel mindre end det nuværende Tal, og 85 Kredse giver territorialt, hvad der er et væsentligt Moment, 1 Folketingsmand paa ca. 500 Cm2, folketalsmæssigt 3 Folketingsmænd paa ca. 100,000 Indbyggere. Det er, for at tage en Sammenligning, omtrent somme territoriale Forhold som for det engelske Underhus og folketalsmæssigt en dobbelt saa talrig Repræsentation som i England. Tilbage til Forholdstalsvalg vilde der altsaa blive 3/8 af Kredsene, 51.
Ved en Ordning af denne eller lignende Art turde der være taget alt det Hensyn til Hovedindvendingen mod Anvendelsen af Forholdstalsvalg til Rigsdagen herhjemme, som der med Rimelighed kan og bør tages. Og er saaledes "de praktiske Vanskeligheder" overvundne, saa er for mig Sagen klar, thi Rigtigheden af Forholdstalsvalgsprincippet er jeg ikke i Tvivl om.
Man har tidligere havt som Indvending, at Forholdstalsvalg var gode f. Ex. til raadgivende Stænder, for at alle Raad kunne høres, ikke til en besluttende Forsamling. Men for det første var raadgivende Skænder ogsaa besluttende, nemlig om hvilket Raad Forsamlingen (d. e. dens Flertal) skulde give - hvad der har haft stor praktisk Betydning - , for det andet er en besluttende Rigsdag ogsaa raadgivende, f. Ex. ved Henvisning til Regeringen ar Andragender, ved Vedtagelse af Dagsordener, m. m. Men fremfor alt er den raadslagende. Var den ikke det, havde vi jo ikke Rigsdage paa et halvt Aar og mere. Og selv om Beslutningerne tages efter Majoritet, og Partiparoler her hyppigst følges, vil enhver, der følger med offentlige Forhold, været klar over, al det ingenlunde er ligegyldigt, om der er en oppositionel Minoritet, der i Ord og Afstemning gør sin Mening gældende. Den virker i upolitiske Sager, den paavirker selv i politiske Sager Flertalsbeslutningerne, den giver Mulighed for Kompromis'er i Sager, om hvilke man ønsker samlet "et stort Flertal" for ikke at sige Enstemmighed. At man tilsidst maa stemme ja og nej efter Hoveder, ligger nu en Gang i, at ét ja og ét nej, saa lidt som ét Menneske kan fordeles, men Vægten i denne Sammenhæng beror ogsaa paa, hvad der er gaaet forud. Thi, om ikke andet, saa har de afvigende Meninger faaet Lejlighed til paa Thinge at fremkomme med deres motiverede Indsigelser, hvad der i og for sig er menneskeligt tilfredsstillende, og hvad der i ikke ringe Grad kan være baade af politisk og af real Betydning saavel strax som senere.
Den Indvending endelig, at man selv ved Forholdstalsvalg ikke kan hindre en absolut Vælgermajoritet fra at faa absolut Flertal paa Thinge - 50 Vælger af Parti A mod 20 Vælgere af Parti B og 20 af C vil ogsaa faa 5/9 af Mandaterne - er imødegaaet ved det nys fremsatte om Betydningen af Minoriteternes Repræsentation, selv om de ikke kan sætte deres Mening igennem.
Det repræsentative Systems Mangler er talrige, Alverden har dem paa rede Haand, man har kun ikke fundet noget bedre System. Men af alle Afhjælpninger er Forholdstalsvalgmaaden den, som gør mest Gavn, og den gør ingen Skade, thi ingen kan beklage sig over den. Hvorvidt rige og lærde skal have flere Stemmer end fattige og ulærde, kan man strides om, men at man, saa vidt gørligt, skal faa de stemmer repræsenterede, som nu en Gang er Aflagt de forskellige, kan man vanskeligt tvistes om. Man kan spørge, om en Primotenors Stemme ogsaa udenfor Operaen har mere værd end en Korists, men har de 3 Primotenorer og de 30 Korister en Ellevemandskomite, der skal beslutte om den fælles Hjælpekasse, vil dog ingen benægte Rimeligheden af, at Tenorerne mindst ved 1 Mand faar Lov til at lade deres stemme høre,
Marcus Rubin
(Nationaltidende 31. maj 1913, 2. udgave).
Landsforbud imod Alkohol?
- - -
Generaldirektør Marcus Rubin:
Spørgsmaalet om et Lovgivningsforbud mod al Produktion og Indførsel af alkoholiske Drikke herhjemme har jeg aldrig troet laa indenfor praktiske Muligheder, og jeg kan derfor paa en Studs ikke sige andet derom, end hvad enhver kan sige sig selv. Enhver saa voldsom Forholdsregel har for det første Chancen for at sprænges af tilvant Livsførelses Krav og derved give Anledning til den Demoralisation, som systematisk Lovbrud altid medfører. Men selv bortset herfra kan jeg vanskeligt tænke mig Berettigelsen af at berøve et helt Lands Indbyggere en maadeholden Nydelse for at forebygge Udskejelserne hos et lille Mindretal. Her er en Opgave for frivillig Paavirkning, ogsaa en Lovgivningsopgave i Retning af snarere at hæmme end at fremme Drikkeri ("Krobevillinger" etc. ), men fra lette sidste til et Forbud som det omhandlede synes der mig et afgørende Skridt, og jeg tror, som sagt, ikke, det er praktikabelt herhjemme. Vi er borte fra forrige eller forforrige Slægtleds Forestilling om, at den enkelte talsborgers Frihed er saa hellig og ukrænkelig, at det offentlige kun med den yderste Varsomhed maa gribe ind deri, men Kulbøtter til den modsatte Yderlighed kan let føre til Tilstande, der er uholdbare, fordi de er uudholdelige.
Marcus Rubin.
(Nationaltidende 13. august 1913, 2. udgave).
Ingen kommentarer:
Send en kommentar