08 maj 2020

Kaptajn M. J. P. Bille (1769-1845) . (Efterskrift til Politivennen).

Mønboere nævnt med hæder i vor flådes historie

Den er den 27. marts 100 år siden kontreadmiral M. J. P. Billes død.

II.

I 1807 var han tjenstgørende i orlogsskibet "Prins Christian Frederik" og derefter i "Lovisa Augusta", der var øvelsesskibe for kadetterne, men hen på året måtte han atter forlade sin lærerpost ved Søkadetakademiet for at overtage kommandoen over en kanonbådsflotille ved Frederiksværn og Christiansand på den sydlige kyst af Norge.

Allerede samme år kom han i kamp, idet han på et togt. som han med 5 både gjorde langs kysten, traf den engelske brig "Nightingale" til ankers under Årø i Langesund. Han holdt sig skjult under øen om natten, men i dagbrækningen angreb han pludselig briggen med 3 både fra nord og de 2 fra syd, medens 36 jægere beskød den fra et bjerg. Briggen måtte kappe sine fortøjninger og stikke til søs, men blev forfulgt af bådene og kraftigt beskudt, hvorved den led meget. Senere deltog Bille med både fra sin flotille i briggen "Seagull"s erobring, og kronprinsen tilkendegav ham to gange sit nådige velbehag.

Den 27. Juni 1808 udnævntes han til kaptajn, og da dannebrogsordenens forskellige klasser indstiftedes, var han blandt de første, som blev riddere. Også hans medborgere hædrede og elskede ham, og efter hans bortrejse fra stationen, læstes den 27. novbr. 1811 i den norske avis: "Den reelle kaptajn M. Bille er ikke glemt af os, fordi han er borte. Med varm taknemmelighed ville vi længe genkalde os i erindringen den redelige velvilje, han stedse viste os, og især de mange godhedsbeviser, han så ofte viste vore trængende. Guds kraftige velsignelse ledsage ham derfor på hans veje; få sorger, des flere glæder følge ham på disse. Dette er det oprigtige ønske, som Flekkerøs beboere lade følge denne redelige og agtværdige velgører."

HJEMMARCH MED 2000 MAND.

I 1812 og 1813 kommanderede Bille det franske linieskib "Dantzich", et af de skibe på Schelden, der besattes med danske søfolk, og igennem et insurgeret departement og imellem krigshærene marcherede han i 1813 hjem med disse danske besætninger, ialt 2000 mand. - Dette forløb langtfra godt, bl. a. begyndte folkene at gøre oprør i anledning af diæternes formindskelse, men efter at Bille havde såret den første, som angreb ham, faldt der atter ro over gemytterne, og en dømt slave bad året efter Bille om tilgivelse for ved hin lejlighed at have givet ham et slag i brystet.

Også på anden måde voldte Schelde-foretagendet Bille kvaler, idet der på hans regnskab for et af skibene manglede ca. 13.000 rdl. på grund af "omstændighederne, uorden og dårlig assistance"; herpå måtte han afdrage 9.430 rdl., medens restbeløbet på 3.570 rdl. efter en derom indgivet ansøgning senere blev ham eftergivet ved kongelig resolution.

UTILGIVELIG UORDENTLIG.

Denne mangel på økonomisk sans og orden kom ham også på anden måde til skade, idet admiralitetet den 22. juni 1815 i sin indstilling til forfremmelser i anledning af kroningen udtaler, at Bille "er en dygtig sømand og soldat, men insubordineret og til en utilgivelig grad uordentlig i regnskab og pengesager, så at Collegiet aldrig vil driste sig mere til at foreslå ham til nogen kommando", og den 23. august samme år meddeltes der ham afsked af søetaten med kommandørkaptajns-karakter, idet han samtidig ansattes som lodsinspektør, waterschout og færgeinspektør i Helsingør, og i øvrigt kan det nævnes, at det var Bille, som i 1819 hjemførte fra England det første danske dampskib "Caledonia".

Da embedet i Helsingør ikke forbedrede hans under de ulykkelige konjunkturer ødelagte formuesomstændigheder, fik han tilladelse til i 1820 at rejse til Danzig, hvor han efter at være udnævnt til karakteriseret kommandør i lang tid var navigationsdirektør, i hvilken egenskab han ledede undervisningen ved 5 skoler, foretog søopmålinger og indrettede observatoriet og i det hele taget ligesom her i landet indlagde sig megen fortjeneste af navigationsvæsenets udvikling.

ÆREFULD HJEMKOMST.

I 1829 mistede han sin hustru, der troligt havde fulgt ham på hans urolige bane - til Norge, ombord på skibet i Schelden, til Helsingør og til Danzig. Dette store tab virkede smerteligt på ham, og træt af sygelighed og arbejde og uden slægt i det fremmede land, der ved hvert skridt mindede ham om tabet af en elsket hustru, længtes han efterhånden stærkt mod hjemlandet, og hædret højt af det fremmede land forlod han da Prøjsen i 1838 for at leve op igen i sit eget kære fædreland, der i 1837 havde vist, at det ikke havde glemt hans indsats til dets gavn, idet han den 30. oktober dette år fik karakter af kontreadmiral, hvorefter han i 1840 udnævntes til kommandør af dannebrog.

Efter hjemkomsten til Danmark arbejdede han med fornyet kraft for navigationsvæsenets udvikling, og den 1. august 1844 stiftede han Foreningen til Søfartens Fremme, for hvilken han arbejdede med den største iver det år, han endnu levede, vakte en mængde menneskers interesse for foreningen, foranstaltede forelæsninger og undervisning i selskabets navn og fik udsat præmier for god navigation.

I marts måned fik han et anfald af apopleksi, og den 27. samme måned afgik han ved døden og bisattes på 44-årsdagen for Slaget på Reden i Holmens Kirkes kapel under tilstedeværelsen af et talrigt følge, sammensat af alle stænder, der i den afdøde hædrede den højagtede mand, orlogs- og koffardimarinens lærer og helten fra 2. april.

Fordringsløst, men rastløst kæmpede han for sine ideer gik admiral Bille gennem livet, ligefrem og venlig mod alle, og menneskekærlig, overbærende og human i sine domme var han i besiddelse af geniets sorgløshed og det ædle hjertes barnlighed; umistroisk og ukendt med forstillelse kom ofte begejstringens og medfølelsens tåre i hans øje.

- - -

En stedbroder til admiralen var kommandørkaptajn Søren Adolph Bille, der fødtes i Borre den 4. juni 1775. Han blev antaget som lærling til marinen i 1785, blev kadet året efter og var i 1793-94 med briggen "Lougen" i Vestindien, hvorunder han ligesom broderen på dennes første togt hurtigt lærte at døje sølivets strabadser, idet briggen bl. a. måtte ride en hård orkan af ved Christianssted med strøget rejsning og 3 sværankre og 2 varpankre ude. På dette togt udnævntes han til sekondløjtnant, blev 5 år senere premierløjtnant og var 1799-1800 atter i Vestindien, denne gang med fregatten "Thetis". Også han deltog i slaget på reden den 2. april 1801 som næstkommanderende på blokskibet "Cronborg" og blev såret, men ledede dog efter chefens død kampen fra sygelukafet og senere fik ham ligesom broderen erindringsmedaljen for deltagelse i slaget. I 1801-07 var han fungerende ekvipagemester på Holmen og førte den 31. august sidstnævnte år et kompagni af Holmens mandskab under udfaldet i Classens Have. Omkring midten af 1808 udnævntes han til kaptainløjtnant og beordredes til Norge, hvor han blev chef for østlige kanonbådsflotilles 1. division ved Hvaløerne og Frederiksværn og erobrede som sådan den 10. august 1809 udfor Frederiksværn med 6 kanon-shalupper og 2 kanonjoller orlogsbriggen "Alart" der var på 19 kanoner og 96 mands besætning, og som ved Københavns kapitulation i 1807 var taget af englænderne. I 1809 blev han hjemkaldt fra Norge for atter at være fungerende ekvipagemester på Holmen, og hans overordnede i Norge, admiral L. Fisker skriver om ham, at han har vist sig som en nidkær, virksom og ærekær officer, der er velegnet til chef, da han befordrer disciplin og velvilje, orden og militæriskhed. I begyndelsen af 1810 blev han ridder af dannebroge og kom atter til Norge som chef for flotillen ved Frederiksværn og udnævntes i begyndelsen af 1813 til kaptajn.

Den 22. marts 1814 overgik han til Norges marine og slettedes af listen over de danske søofficerer, da han havde aflagt ed til den norske regering uden at være løst fra sin ed til den danske konge, i hvilken anledning også en ansøgning fra ham om afsked i nåde ikke blev tilstået.

Den 25. maj 1815 blev han kommandørkaptajn, men døde 4 år senere under et besøg i København hvor han begravedes på Holmens Kirkegård.

INGVARD OLSEN.

(Sorø Amts Dagblad - Slagelse, 24. marts 1945).

Del I blev bragt i avisen dagen før. 

Kaptajn M. J. P. Bille (1769-1845) hjemførte den første afdeling danske matroser fra Frankrig som afmarcherede fra Antwerpen den 15. april. Han tog sin afsked fra dansk tjeneste 1815 som kommandørkaptajn, og blev senere kontreadmiral i Prøjsen. Caledonia blev sejlet fra London til København af daværende kommandørkaptajn Bille. Det var købt af auditør Bille i 1819 for at sejle mellem København og Kiel. Bille havde valgt at gå gennem Ejderkanalen, og dens første fart skete derfor fra Kiel til København.

HMS Nighthingale var 1805-1815 en brig-slup med 16 kanoner i den engelske flåde. Under Napoleonskrigene opererede det i fortrinsvis i Nordsøen hvor det kaprede en imponerende række fartøjer. Før Københavns Bombardement: Einigheid, Jonge Ebeling, Freundschaft, Morgenstern, det prøjsiske skip Frou Gesiner, Twee Gebroders, de prøjsiske Jonge Gerrite og De Drie Gebroeders. Skibet deltog i Københavns Bombardement 1807. 1809 kaprede Nightingale det danske skib Emanuel og Cutter No 16, tre danske fortøjer, Transport No 52, Helena Maria. I 1810 Martini Jacobi, C. Stysring, master (15 April), Godes Fisne, A. Brede, master, Amicitia, Paul Paulson, master, Magneten, H. Kilrub, master, and en slup, No. 60, name unknown. Samt deltog i andre skibes kaperfangster. 1811 kapredes Caroline and Berentine. 1812 Liebe, Maria Dorothea, Anna Serina og Bodel Maria, Palmtract. 1813 det amerikanske Calumet, Enigheiden. Herefter blev skibet solgt 1815 som handelsskib og forsvinder af arkiverne i 1829.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar