Slaveliv i Vendsyssel
Et Besøg paa Børglum Kloster.
Urimelige Kontrakter - De polske Kvinder sulter - Forpagteren bruger Ridepisken - Bønderne harmes.
De fleste kender det historist ærværdige Børglum Kloster, hvor i den katolske Tid den Børglum Bisp havde sit Sæde og brugte sin Magt og Vælde baade paa det verdslige og religiøse Omraade. Endnu hører man Sagn fra den Tid, da de Børglum Munke gravede underjordiske Løngange helt ned til Vrejlev Kloster for uhindret at kunne besøge Nonnerne der.
Mangt og meget har forandret sig der til Lands siden hine Dage. Men de fleste gamle Munke- og Herresæder har kun i ringe Grad ladet sig paavirke af den nyere Tids Udvikling med Hensyn til Forholdet overfor deres undergivne. Før var det Bønderne, som tyranniseredes derfra, nu er det Husmandene og Arbejderne - det er hele Forstellen.
Til Trods for visse Personers Paastande om, at alle Landboere har fælles Interesser, fælles Opdragelse og fælles Udvikling, og at der paa Landet i Vendsyssel ikke findes Klasseforskel, men at alle har det godt, er der dog paa Børglum Kloster Mennesker, der sulter, Mennesker, der er indforskrevne fra det fjærne Polen hertil for at hindre Arbejdslønnens Stigning paa Herregaardene.
- Paa given Foranledning tog en af vore Medarbejdere forleden en Tur ud til Børglum Kloster for paa nært Hold at iagttage Arbejdsforholdene paa dette Herresæde.
Nogle Arbejdere, som han talte med, meddelte, at de for at faa Arbejde paa Gaarden maatte underskrive en ren Slavekontrakt, hvorved de paadrager sig en skønne Hoben Forpligtelser og samtidig fraskriver sig snart sagt næsten enhver Ret.
Disse Kontrakter gælder for 1 Aar med 3 Maaneders Opsigelse for begge Parter. Hvis der ingen Opsigelse finder Sted, fornyes Kontrakterne aldrig.
Arbejderne forpligter sig til at bo i Klosterets Huse for en aarlig Leje af 30 Kr. enten forud eller med ugentlige Afdrag af op til 2 Kr. De forpligter sig desuden til at arbejde paa Gaarden hver Dag, Søndag undtagen, 11 Timer daglig om Sommeren og 9 Timer om Vinteren for en Dagløn af 150 Øre de 6 Sommermaaneder og 100 Øre de 3 Vintermaaneder. Hvis de ønsker den meget tarvelige Kost, der serveres paa Gaarden, skal de erlægge 50 Øre daglig derfor. Kun i Sygdomstilfælde har de Lov til at udeblive fra Arbejdet.
Kvinderne forpligter sig til at malke for 60 Øre pr. Dag.
Hvis Arbejderne begaar et eller andet, som Forpagteren finder Anledning til at henregne til Forbrydelse mod ham selv eller de i hans Sted optrædende Arbejdsledere, kan de jages ud af Husene med 2 Ugers Barsel, - uden at erholde betalt Husleje godtgjort. Det samme er Tilfældet, hvis Arbejderne forlader Gaarden, inden Kontrakten er udløben. De skal aflevere Husene i samme Stand, hvori de har modtaget dem
Det er, som man ser, yderst haarde Vilkaar, disse Arbejdere lever under. Og Forpagterens og Forvalterens Optræden stal, efter hvad der forlyder, ikke være egnet til at forsone dem med disse Vilkaar.
- Ja, det er jo dumt af os at underskrive saadanne Kontrakter - bemærkede en af Husmændene som Svar paa et Spørgsmaal, vor Medarbejder stillede til ham - men hvad skal vi gøre ?
- I skal organisere Eder, svarede vor Medarbejder.
- Ja, sagde Husmanden, saadan gør man jo i Købstæderne; men saa bliver vi jo regnet for Socialister, og de taales ikke her!
- Efter en Tid lang at have talt med Husmanden, besøgte vor Medarbejder, ledsaget af en af Gaardens tidligere Arbejdere, en i Klosterets umiddelbare Nærhed liggende Kaserne, hvor der opholdt sig 8 polske Piger.
Kasernen opførtes i sin Tid af "Klostrets" Ejer, Hr. I. Rottbøll. Den skulde være Opholdssted for Polakker. Hr. Rottbøll indforskrev en Sommer for en Del Aar siden 50 polske Arbejdere, men da de ikke kunde udføre Arbejdet til hans Tilfredshed, beskæftigede han senere ingen Polakker.
Efter at den nuværende Forpagter, Hr. Ulrich, for nogle Aar siden kom til Gaarden, tog den pemanente Polakimport sin Begyndelse. I Begyndelsen antog Hr. Ulrich Mandfolk, men i Tidens Løb blev disse for fordringsfulde. Hr. Ulrich kunde ikke jage med dem efter eget Forgodtbefindende. Og da Kvinderne som Regel er mere føjelige, har han i de senere Aar lagt sig efter udelukkende at beskæftige polske Kvinder.
Ved vor Medarbejders Indtræden i Kasernen laa der 8 Kvinder i Aldre fra 20 til 40 Aar i noget, som man paa Børglum kloster kalder Senge, 2 Trækasser med Halmmadrasser og 2 Tæpper til hver Seng.
Det var Søndag, og Kvinderne, der er meget religiøse, laa og læste i deres Bønnebøger. Da de saa de to fremmede Mænd, fo'r de op og saa frem for sig med sky og forlegne Blikke. Deres Udseende vidnede om, at de hele deres Liv havde levet i Trældom, Nød og Underkuelse.
Vor Medarbejder tiltalte dem paa tysk, og først efter at de havde forvisset sig om, at han intet ondt vilde gøre dem, og at de med deres sparsomme Kendskab til det tyske Sprog kunde gøre sig forstaaelig for ham, blev de meddelsomme.
De fortalte, at de i dette Foraar var komne hertil i den Tro, at de ved at udføre almindeligt Karlearbejde kunde tjene mere her end hjemme i Polen. Men hidtil havde de kun mødt Skuffelser. De er fragtede hertil af "Foreningen for Tilvejebringelse af Arbejdskraft for Landbruget", Nordre Frihavnsvej 94, København Ø., og har maattet underskrive en paa polsk og tysk affattet Kontrakt, der forpligter dem til at være Forpagter Ulrick og dennes Forvalter underdanige og at udføre det Arbejde omhyggeligt, som disse finder Anledning til at paalægge dem, saavel pr. Dagløn som pr. Akkord.
Arbejdslønnen overstiger ikke 1 Kr. 28 Øre daglig. Arbejdstiden er fra 5 Morgen til 7 Aften med 2 Timers Spiseophold. De polske Kvinder skal have fri Rejse og Naturalier, saasom Brød, Fedt, Kød, Ærter, Ris, Kartofler og Mælk eller fri Kost. Men de faar kun Kartofler og Mælk udleveret. Hvis Folkene ikke efter Herskabets Mening er "genøttigt Leute", saa nytter det ikke at tale om fri Rejse. Iøvrigt skal de underkaste sig Tyendelovens Bestemmelser.
Disse stakkels forkuede Kvinder har i dette kolde Foraar med deres tynde Beklædning paa deres bare, af Kulde ophovnede Fødder maattet færdes i Mark og Gaard, dels paa Børglum Kloster og dels paa Hjortnæs, hvortil de for et Tidsrum var udlaant. Man har fodret dem med Kartofler og Mælk og fordret, at de skulde arbejde efter et saadant Traktement! Nogen videre Arbejdsløn har de vist ikke faaet udbetalt endnu; thi af Tøj havde de næsten intet, og udover 3 Rugbrød, som de havde købt for deres Spareskillinger, fandtes der ikke Fødemidler i Huset. Drevne af Hunger marscherede de alle for en Tid siden i sluttet Trop til Gaarden og bad om Brød eller Tilladelse til at rejse bort. Men Forpagteren jog dem ud af Gaarden med sin Ridepisk. Hvilken Skændsel for et saakaldt civiliseret og kristent Samfund!
Hr. Ulrick er da ogsaa langtfra steget i Anseelse hos Omegnens Befolkning i Anledning af den Behandling, hans polske Arbejdersker faar. Gaardmænd saavel som Husmænd og Arbejdere er grebne af den dybeste Medlidenhed med disse ulykkelige Kvinder. Der paastaas endog, at et Par Sogneraadsmedlemmer har henvendt sig direkte til Hr. Ulrick og anmodet denne om at skaffe Polakkerne Mad. Han gav dem da ogsaa Kød og Brød i nogenTid, men nu er det atter ophørt.
- - -
Agrarpressen klager over, at Arbejderne drager til Byerne og til Amerika. Men er det uden Grund, at Landarbejderne rejser? Er det ikke de patentpatrioliske Storagrarer og Jorddrotter selv, der fordriver den danske Landarbejder ved at byde ham faa elendige Vilkaar, at det er umuligt at leve derunder, og ved at benytte sig af udsultede polske Vandrearbejdere til at drive Arbejdsvilkaarene endnu lavere ned.
Overfor denne Storagrarernes hensynsløse Adfærd er der kun to Udveje for Landarbejderne. De maa enten opgive Ævret eller slutte sig til Socialdemokratiet, hvis Program anviser de bedste og sikreste Midlet til det hjærteløse hartkornsvældes Overvindelse. Naar vi faar alle Landarbejderne med i vore Rækker, er Befrielsen nær.
(Nordjyllands Arbejderblad 23. maj 1902)
Også danske piger blev forsøgt behandlet på denne måde. Den 24. juli 1903 havde 4 piger ladet sig fæste som roe- og høstpiger til 1 november for 70 kr., hhv 85 kr. De blev bortjaget af Ulrich og deres løn (ca. 500 kr.) tilbageholdt, efter at Ulrich havde behandlet dem brutalt, og de havde klaget over den ringe kost. Speyer havde jaget dem på marken uden morgenmad fordi de kom for sent. Da en af pigerne blev syg, blev det for meget for Ulrich som smed dem på porten. De klagede til herredsfogden, Vilhelm Flensborg, men han foretog sig trods løftet ikke noget. De blev i stedet henvist til fattiggården og da de nægtede at lade sig indskrive her, bortvist. De 4 piger fik dog i stedet arbejde på Høngård og Søndergård.
I 1903 slog Speyer den ene arm i stykker på gårdens forkarl da han havde optrådt i beruset tilstand. Om vinteren fik en 60-årig ugift arbejder smadret hørelsen på det ene øre pga. lussinger. En udebleven arbejder blev opsøgt af Speyer og gennempryglet foran kone og børn. Og disse historier er langt fra de eneste.
"Foreningen for Tilvejebringelse af Arbejdskraft for Landbruget" var stiftet 1901 af godsejere som ikke ville betale landarbejdere ordentlig løn, og i stedet skaffe udenlandsk - især polsk - arbejdskraft til Danmark. De skaffede også polske kvinder til andre herregårde, fx i 1903 Wilhelmsborg og Cederfeldt de Simonsens herresæde Søndergaarde pr. Erholm, hvor de også blev behandlet meget dårligt. I foreningen sad bl.a. E. Sehested, Franz Lange, stamhusbesidder Chr. Barner til Løwenborg (formand), G. L. Grandjean (Vennerslund), Grevenkop-Castenskjold til Hagestedgaard og godsejer Pontoppidan (Constantinsborg). Forretningsfører var Chr. Kongsted, som også optræder i nedenstående annonce:
Som modvægt begyndte enkeltpersoner at opsnappe polske kvinder på Hovedbanegården og skaffede dem mad, husly mm.
I august 1904 mishandlede forpagter Ulrich og forvalter Speyer to polakker der havde besøgt to danske håndværkere på klostret. De blev herefter gennempryglet, mistænkt for at hverve polske arbejdere, på trods af at de danske håndværkere forsøgte at gribe ind.
Raa Mishandling.
Forpagteren Ulrich paa Børglum Kloster og hans Forvalter prygler to Polakker. - De mishandlede mister Uhr og Penge. - Beboerne i Vraa klager til Politiet.
Paa Herregaarden Børglumkloster, en Miils Vej fra Vraa Station, er forleden Aften foregaaet en Scene, som i Retning af Raahed og Brutalitet vistnok er uden Sidestykke, og som sammen med de mangfoldige tidligere fremdragne Exempler afgiver et talende Vidnesbyrd om, hvilken oprørende og umenneskelig Behandling der ofte bliver de stakkels fattige og uvidende polske Arbejdere til Del omkring paa vore Herregaarde.
Forleden Aften ved 8-Tiden ankom til Børglumkloster to polske Arbejdere; den ene er fra Galizien og 21 Aar gl., den anden fra Vestprøjsen og 22 Aar gl. De har indtil for et Par Uger siden arbejdet paa Gaarden. I Mellemtiden havde han tilligemed sin Kammerat været i Sverig, hvor de under den herskende Landarbejderstrejke havde faaet Arbejde paa en større Gaard. Saa snart de blev bekendt med Forholdene, forlod de imidlertid strax deres Pladser og fik af de svenske Arbejdere
Rejsepenge til deres Hjemstavn.
Forinden Afrejsen her fra Landet vilde den paagældende Arbejder imidlertid afhente sine Papirer, som endnu henlaa paa Børglumkloster, og i dette Øjemed indfandt han sig da tilligemed sin Kammerat paa Gaarden, hvor de strax gik ind i den for Polakkerne reserverede Hytte.
Deres Ankomst var imidlertid aldrig saa snart observeret af Gaardens polske Slavevogter, før denne ilede op og gjorde Anmeldelse til Forpagteren, den fra tidligere Tyendeaffærer bekendte Hr. Ulrich. Sammen med Forvalteren, en Herre ved Navn Speier, og forsynede med tykke Egespir begav disse sig saa øjeblikkelig tillige med Aufseheren ned til den paagældende Hytte.
Udenfor stod Forpagter Ulrich med 12 Mand fra Gaarden, alle
bevæbnede med Stokke og Forke.
Da Forvalteren var kommen ind ad Døren, gik han uden at sige noget løs paa den Yngste og gav ham to Lussinger.
Polakken forlod da Stuen og løb ud, efterfulgt af Forvalteren, der uafladelig lod Stokkestag hagle ned overdelt Ulykkeliges Ryg.
Staklen faldt imidlertid til jorden, og hvor utroligt det end lyder, vedblev Forvalteren at prygle løs paa ham med mange Slag.
Forpagter Ulrich var nærværende og overværede dette Skuespil.
En Tømrer fra Gaarden, der ogsaa var nærværende, opfordrede Forpagteren til at lade Mishandlingen ophøre, men hertil svarede Ulrich, at Fyren havde godt af den Behandling. Forpagteren kunde jo risikere, at de kom for at forlede de øvrige Polakker til at forlade deres Plads.
Imidlertid tog Polakformanden Galizieren og førte ham op tit Gaarden. Samtidig tog Ulrich og Forvalter Speier fat i den mishandlede yngste Polak. der næppe kunde staa efter den frygtelige Medfart, og førte ogsaa ham op til Gaarden, hvor han tillige med den anden Kammerat blev smidt ind i et nærliggende Halvtagsstur. Her fik de saa atter en Omgang, blev bastet og bundet og sluttelig lukket inde i et Rum, som almindeligvis benyttes til Opholdssted for Gaardens syge Heste.
Imidlertid var der blevet spændt for en Vogn. Forvalteren, der er bomstærk, greb dem og smed dem som Slagtesvin bag op i Vognen, i hvis Bund de laa, indtil Befordringen naaede Vraa Station.
Den ældste af Polakkerne tog fat i Tømmen og spurgte, hvorfor de var blevne kørte hertil.
Som svar tilføjede Forvalteren ham med sin tykke Stok et Slag, der efterlod et stort Hul i Hovedet. Derefter fulgte endnu et Slag, saa at den ramte
styrtede ned mod Stenbroen.
Paa Stationen købte Hr. Ulrich to Billetter til Sindal, og det maa altsaa have været Meningen, at Staklerne skulde sendes dertil og paa den Maade skaffes af Vejen.
Denne Plan mislykkedes imidlertid, thi da Toget kom, nægtede Polakkerne at køre med, og endskønt de af Forvalteren ligefrem blev smidt paa Hovedet ind i Jærnbanevognen, saa kom de dog ved Togførerens ret bestemte og energiske Mellemkomst atter ud paa Perronen, og Toget kørte videre.
Der blev sendt Bud til Sognefogden i Børglum, men denne erklærede, at det var en kedelig Sag, som han ikke vilde blande sig i.
Karetmager Andersen, Vraa, der var kommet til Stede paa Banegaarden, tog dem med sig hjem og indrettede Natteleje til dem i sit Værksted.
Om Morgenen fik han dem hen paa Afholdshjemmet, hvor de blev plejede. Og samme Formiddag indsendte 7-8 Borgere fra Vraa følgende
Klage til Politikamret:
"Der opholder sig for Tiden to Polakker her i Vraa uden Penge, men med gennempryglede Legemer. De blev i Aftes ved 10-Tiden med Magt kørt fra Børglumkloster til Stationen, for herfra igen at blive sendt til Hjørring Politi.
Undertegnede anmoder herved den ærede Ovrighed om at tage sig af disse to stakkels Mennesker, som af en tilsyneladende følelsesløs Husbond tilligemed en bølleagtig Forvalter med Stød og Stokkeslag er blevne beherskede. Man taaler ikke her i Vraa at være Vidne til slig Mishandling, selv om Polakkerne paa en eller anden Maade har forset sig imod Loven".
- - -
De ilde mishandlede Mand ser naturligvis ret forknytte ud, men de synes ellers at være meget pæne Mennesker.
Den ældste har et stort gabende Saar i Hovedet, og den yngre klager over Smærter i Brystet og har paa Kroppen 6-7 Mærker af Slag.
Desuden har de efter deres opgivende mistet alt, hvad de havde paa sig; den ældste ca. 40 Kr. og et Uhr, den yngste 20 Kr.
Politiet vil uden Tvivl undersøge Sagen grundigt, saa at den eller de Skyldige uden Persons Anseelse kan blive alvorligt afklapsede.
Arbejderne paa Børglumkloster,
som havde været Øjevidner til Mishandlingerne, troede, da de saa, at Polakkerne blev kørt bort, at de skulde afleveres til Politiet, og for at de ikke, hvis saadant skete, skulde staa uden Forsvar, rejste Tømrer Nielsen resolut Dagen efter til Hjørring for at anmelde, hvad der var passeret. Hvor uendelig højt staar ikke denne Arbejder over Forpagteren og hans Forvalter, der raat mishandler et Par værgeløse Mennesker, og Sognefogderne, der nægter de Mishandlede deres Bistand.
Harmen over Uretten
og Medfølelsen med de to ham fuldstændig ubekendte Mennesker driver ham til at tale deres Sag, skønt han ved at ved, at han tiden Tvivl derved afskærer sig selv fra mere at faa Arbejde hos Forpagter Ulrich.
Forhaabentlig vil de to Voldsmand denne Gang ikke undgaa deres Straf, og hertil har Tømrer Nielsens resolute og korrekte Optræden bidraget ikke faa lidt.
Som Regel gaar den Slags Voldshandlinger jo upaatalte hen. To Mennesker gaar nok endnu omkring som Invalider, ude af Stand til at arbejde som Følge af Vold fra Forvalter Speiers Side for nogen Tid siden. Der vilde i det hele taget vare god Grund til al undersøge denne Herres tidligere Forhold, thi er der nogen, der fortjener at komme ind under Bølleloven, saa er det aabenbart ham.
(Social-Demokraten Esbjerg 31. august 1904.)
Rygtet om løjtnant Speyer var åbenbart vidt udbredt, for i september 1904 gik han løs på nogle fiskere fra Løkken som havde kaldt ham "Polakpineren" med en ridepisk. Han blev jaget på flugt med stenkast.
Voldsepisoderne fortsatte: I Social-Demokraten 28. september 1904, 2. udgave berettedes at forvalteren Speyer havde afstraffet 4 polske syge arbejdere for ikke at møde på arbejde. Den ene havde en dyb flænge i hånden, en anden stærkt forkølet, en tredje brystsyg og lægekrævende. Speyer uddelte herefter lussinger og gennempryglede den med en stok. Herefter blev de jaget på arbejde.
Sagen blev indbragt for retten hvor de to voldsmænd mod at betale 1.100 kr gik straffri - selv om bødestørrelsen dog må anses som betydelig. Sognefogden blev trods løfter fra herredsfogden ikke retsforfulgt. Straffen hjalp dog ikke: 1-2 år efter skiftede Speyer til Nordruplund hvor han fortsatte sine pryglerier af arbejdere. Her forlod efter sigende af samme grund 50-60 mennesker gården.
I august 1905 blev der på 2 polske kvinder på Sejlstrupgaard, ejet af godsejer Segelcke forøvet lignende overgreb.
I maj 1910 blev herregården af den daværende ejer, godsejer Jørgen Rottbøll, solgt til landstingsmand for Højre Christian Rottbøll (1854-1928), Christiansdal. I 1917 blev han ekskluderet og var derefter i valggruppe med Venstre. Samme år blev det afsløret at Rottbøll underhånden støttede det stærkt anti-tyske blad, Kolding Avis sammen med andre kendte Højremænd.
Se også indslaget om den polske landarbejder Marjowna her på bloggen.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar