Marjownas sørgelige Historie i Danmark. - Danske Forpagtere og Proprietærer og polske Trælle. - En Skæbne, der ogsaa rammer mange danske, fattige Piger.
Straks, da Bulotti og hans Bande forøvede deres grufulde Udaad i Nordsjælland, begyndte vore Modstanderes Blade, baade af Højre og Venstre, at raabe op mod Socialismen og Socialdemokratiet. Man var ikke langt fra at skylde os for at være Ugerningens Ophavsmænd, og der taltes mange og haarde Ord om "Socialismens Dragesæd" osv.
Vi søgte at slaa koldt Vand i Blodet paa vore hidsige Modstandere og lagde i Stedet en Part af Ansvaret paa de daarlige Arbejdsgivere indenfor Landbruget. Paa de Knaldproprietærer, Godsejere og Forpagtere, der behandler deres Folk paa en Maade, saa danske Arbejdere skyr dem og de nødsages til at importere udenlandsk Arbejdskraft, som de behandler usselt og i mange Tilfælde snyder for Lønnen. Derfra, paaviste vi, udsaaedes Dragesæden, og der burde Ansvaret for Bulottis Ugerning til dels lægges.
Men Ord og Fornuftgrunde var spildte. Af den blodige Ugerning søgte vore Modstandere at drage Spor, som satte Had mod Socialdemokratiet. Og det er ikke bare de sjællandske Proprietærer, der driver de fattige Polakker faa langt, at det kan blive til Forbrydelse. Vi skal i Dag fortælle
Marjownas Historie! Danmark.
Den er fra Vendsyssel, og den er autentisk.
Ude paa Herregaardens vidtstrakte Roemark, under den bagende Sol, paa en ophedet Jord, gik det sædvanlige Korps af polske Piger, hagende og lugende mellem Herremandens Roer. De var alle af den sædvanlige Type - uformelige af Legeme, ombyldtede som tilfældigt med de første de bedste Klædningsstykker, grove i de hærjede Ansigter, barkede i de slidte Næver, tunge og - prægede af Trældom.
Alle - -?
Nej! Der var en, som stak besynderligt af mod de andre. Hun var vel nok den yngste af dem alle. Hendes Legeme var en Ungpiges, velformet og ikke ombyttet med Klædningsstykker som de andres, men paaklædt naturligt og enkelt. Ansigtets Lød var næsten brun. Haaret tungt, tæt og sort, og under en højhvælvet Pande og skarpskaarne stærke Bryn sad et Par Øjne af det sorteste Kul i det hvideste hvide. Oftest var Laagene med deres lange Vipper sænket over disse Øjne, men løftedes de, aabenbarede de en Ild fra et indre, som syntes hvert Øjeblik at kunne komme til Udbrud.
Marjowna hed hun, Marjowna Wassik, og hun var smuk, helt afstikkende mod den sædvanlige Polaktype.
Aufsheren havde allerede flere Gange hvisket hende i Øret, at hvis hun blot sluttede sig lidt til ham, skulde han nok sørge for, at hun blev skaanet - hendes fine Legeme var jo slet ikke til det strænge Arbejde i Roemarken.
Hun havde tilbagevist ethvert Tilbud i den Retning - havde oven i Købet en Dag givet ham et Haandslag i Ansigtet.
Da var Aufsheren kommen i Tanke om, at hun med sin Ungdom netop egnede sig til det strenge Arbejde, og derfor syntes han, at det var hans naturlige Pligt at lade hende arbejde næsten dobbelt med de andre. Og Marjowna adlød - uden Ord.
Denne Dag, hvor Varmen var laa stærk, var det ved at blive hende for strængt. En Gang imellem stjal hun sig til at knuge Hænderne ind mod det gispende Bryst. Hendes Øjenlaage løftede sig da, og for en Stund afspejlede de de sorte Pupillers Trods, der luede som tændt af en hellig Ild.
Marjowna bed Læberne til Blods, for at de skulde tie, og hun arbejdede Videre.
Forpagteren af Godset havde allerede i nogen Tid mere end sædvanlig inspiceret Arbejdet i Roemarken. Ogsaa denne Dag kom han for at se, hvorledes Arbejdet gik frem. Særlig syntes han at følge Arbejdet fra den Side, hvor Marjowna var, og han fik pludselig en Gang, han mærkede, hun stønnede under Anstrengelsen og Heden, Tanker om, at det Arbejde var for strængt for den unge Pige, og der kom en Medlidenhedsfølelse over ham.
Han gik hjem fra Marken uden at sige noget, men han tænkte Dagen over paa en Udvej til at mildne Kaarene for Marjowna Wassik.
Om Aftenen lod han hende kalde ind til sig, spurgte, om hun var stærk nok til Markarbejdet, om hun ikke hellere vilde være i Køkkenet, han manglede netop en Pige der.
Marjowna vidste knap, hvad hun skulde svare - tav nølende.
"Du faar saa den samme Løn og den samme Kost som de andre Piger. Og du skal faa dit eget Værelse. Du vil maaske ikke synes om at bo sammen med de andre Piger ?"
Marjowna tav endnu - dette kom saa uventet, hun kæmpede med sig selv - dette var vist at forlade Kammeraterne - men bedre Kost og - navnlig - eget Værelse. Hvor havde hun ikke tit ønsket sig bort fra Fælleslivet der nede paa Kasernen, ikke saaledes, at hun havde noget mod Kammeraterne - de var jo hendes Landssøstre, men de sagde undertiden Ting der lød stygt i Hendes Øren, og i deres Maade at være paa var der tit noget, der fik hende til saa inderligt at Ønske, at hun kunde løbe derfra.
Hun faa op. - Ilden i de sorte Øjne var som helt slukt.
"Ja ... . jeg tror, jeg gerne vil det".
"Vel, lille Marjowna! Saa møder du her oppe i Køkkenet i Morgen, naar de andre gaar i Roemarken. Jeg skal give Aufsheren Besked.
Helt glad gik Marjowna ned til Kolonien - nu skulde hun kun sove der denne ene Nat til - og hun gik med Tanken om rigtig at være venlig mod Kammeraterne denne Aften, og om rigtigt tit at besøge dem senere hen - nu fik hun det jo saa langt bedre end de.
- - -
En Dag hen paa Efteraaret - en Lørdag Eftermiddag, ved den Tid, Køkkenpigerne paa Herregaarden havde lidt Hviletid, kom Marjowna Wassik styrtende ud fru sit Værelse. Hendes Haar var halvt opløst, nogle Knapper i Kjolelivet oprevet, Hendes Kinder blussede, og Øjnene brændte vildt. Ned ad Trapper og gennem Gange løb hun og over Gaardspladsen og over Marken hen til Huset, hvor Kammeraterne boede.
Kommen ind der, efter at have revet Døren op, lød der hende en undertrykt Fnisen i Møde - den blev snart til Latter - hævnende Latter, og den nærmeste grinede hurtigt, ringeagtende frem - med en klukkende arrig Lyd:
"Forpagterens Pige!"
Marjowna stod stivnet. Stirrede fast mod den, der havde sagt det - gik i to-tre Skridt tæt mod hende:
"Hvad var det, du sagde?"
"Hvor kommer ellers det Haar fra og Livet opknappet?"
Marjowna var hende nu saa nær, at hendes Aande brændte mod Hendes Ansigt.
"Marjowna Wassik har aldrig været nogen til Villie - heller aldrig nogen til Haan!"
Den, der havde talt til Marjowna, tumlede bagover - hendes kinder blussede efter Slaget af Marjownas Haand, og hun knugede og knugede mod Kinden for at dulme Svien. Marjowna havde slaaet haardt - slaaet af hele sit saarede Sind.
Der blev Røre mod hende - som til et fælles Overfald - Misundelsen, Kammeraterne havde næret mod hende, Iyste af deres Øjne og Miner. Marjowna saa fast paa dem - en efteren - hele hendes Legeme sitrede; men hun tav, og ingen af dem syntes at turde vove sig nærmere til hende. Saa vendte Marjowna sig mod Døren og gik, uden at nogen rørte hende.
Marjowna kom ikke i Køkkenet senere den Dag, og ingen saa hende.
- - -
Næste Morgen, da Aufseheren kom ned til Kolonien for at kalde til Arbejde, sad Marjowna paa en Bænk der uden for.
Aufsheren gik hen til hende.
"Du skal med i Markarbejdet i Dag."
"Jeg er fritaget for Markarbejde."
"Fra i Dag skal du igen i Arbejde i Marken sammen med de andre."
"Det er Søndag i Dag - er det Fridag."
"Det var Fridag i Gaar i Stedet for i Dag - I skal allesammen i Marken."
"Jeg har ingen Fridag haft i Gaar. Jeg gaar i Kirken."
"Jeg har bestemt Besked paa, at du skal med i Marken."
Marjowna lo.
"Ha!"
Hendes Øjne lyste af Harme.
"Fordi jeg ikke vilde være ham til Villie !"
Hun spændte hele sit Legeme, knugede Hænderne :
"Gaa I i Marken. Jeg gaar i Kirken."
Saa gik hun bort over Pladsen, ud ad Vejen ad Byen til.
Dagen efter fik Majowna Wassik sin Afsked.
Hun hørte paa det hele maaløs - det forstod hun ikke. Først plaget af Aufsheren - jaget til stærkere og stærkere Arbejde - kun for ikke at ville høre paa krænkende Tilbud, saa saaret, voldelig saaret af Forpagteren, og flygtet fra ham - haanet, grint ud af Kammeraterne, og nu - nu afskediget. Nej, Marjowna forstod ikke, det kunde være rigtigt.
Hun tænkte hver Dag efter, fra den Dag, han kom, og til nu - - nej, der var ikke en Dag imellem, undtagen hun havde gjort sin Pligt. Bebrejdelser for sit Arbejde havde hun jo da heller aldrig faaet. Og nu afskediget - uden at hun maatte faa den Løn, hun havde til gode, endnu mindre den Løn, hun skulde have for de 2-3 Uger, der var tilbage af Tjenestetiden, og uden at maatte faa de Penge, der af den Løn, hun allerede havde modtaget, var bleven holdt tilbage til Bestridelse af Udgiften til Hendes Hjemrejse.
Marjowna tænkte og tænkte - nej, hun begreb det ikke. Det var ikke langt fra, at Taarerne var ved at trænge sig ud over Øjenvipperne.
Saa bed Marjowna pludselig Læberne sammen. Nej, hun vilde ikke gruble mere over det - hun maatte have Ret. Det kunde ikke være saaledes, at hun efter den Tid, der var gaaet, skulde gaa tomhændet bort.
Og Marjowna gik til Retskontoret.
- - -
Der blev udtaget en Klage mod Forpagteren, hvori Marjowna forlangte ham dømt til at betale hende, hvad hun mente, hun maatte tilkomme. Det var Løn for en Uge, som var fortjent, og Løn for 3 Uger, som endnu var tilbage of Tjenestetiden - hun maatte jo anse sig afskediget uden Grund - og det var yderligere 27 Kr., der med 1 Kr. for hver Uge var holdt tilbage af Lønnen til Omkostninger ved Hendes Hjemrejse.
Saa blev der Rettergang, og der blev ført Vidner. Hvad der kunde bevises var, at Marjowna Wassik uden Tilladelse havde forladt Gaarden Søndag Eftermiddag, at hun havde slaaet en af de andre polske Piger i Ansigtet, og at hun havde nægtet at gaa med til Markarbejdet om Søndagen og i Stedet for var gaaet i Kirke.
Alle disse Ting var hver for sig gyldige Afskedigelsesgrunde efter Kontrakten, og Forpagteren blev frifundet for Marjownas Tiltale - ikke en Gang de 27 Kr., der var holdt tilbage af Hendes alt fortjente og ellers oppebaarne Løn kunde hun faa - de var fortabte i et Tilfælde som dette -saaledes var Kontraktens Ord.
Hvad der ikke kunde bevises var, at Ausseheren først havde krænket hende ved Tilnærmelser, derefter paalagt hende Arbejde - mere end hun næsten havde Kræfter til at kunne udrette, ja, mere end hun skulde udrette. Og hvad der ikke kunde bevises, var, at Forpagteren af Medlidenhedsfølelse med hende helt havde fritaget hende for Markarbejde og i Stedet antaget hende som Køkkenpige, og at han havde benyttet sig af hendes Ophold paa det Eneværelse, han havde givet hende, til - endda voldelige - Tilnærmelser overfor hende. Og hvad der videre ikke kunde bevises var, at det slag, hun havde givet en af Kammeraterne, var foranlediget ved dennes saarende Ord om hende.
Forpagteren blev frifunden.
- - -
Marjowna stod i et fremmed Land uden Tilholdssted, uden Penge til Ophold, uden Penge til at rejse tilbage til sit Hjemland for.
Saa meldte Marjowna sig ti! Politiet og bad om at blive sendt hjem. Om Eftermiddagen gik hun til Godset for at hente sine sparsomme Ejendele. Hun indrettede det saa, at hun kom der paa en Tid, hvor hun vidste, Kammrraterne var i Marken alle sammen. Hun vilde ikke se dem. De var jo nok, som der kom lidt af Graad i Halsen ved Tanken om, at hun skulde tage fra dem uden at hiIse paa dem - uden et Afskedsord med paa Vejen fra nogen af dem. Men - - nej, de havde ikke været rigtige imod hende - de vidste godt, hun havde ingen Skyld i alt dette.
- - -
Hun havde faaet sine Ting pakket sammen og skulde just forlade Gaarden. Da stod Forpagteren foran hende. Marjowna vilde vige udenom. Han stillede sig i Vejen. - Det kunde du have undgaaet, Matjevna. Det er din egen Skyld.
Marjowna saa op. Hendes stolte Trods var der igen.
- Det er jer Skyld, som har Magten til at handle, som I vil.
"Det kan forandres endnu, Marjowna. Du kan vedblive at være i Køkkenet, og Afskedigelsen og Sagen slaaer vi en Streg over."
"Jeg kunde blive endnu . . . ?"
Forpagteren tog let paa hendes Skulder - hans Ansigt var tæt ved hendes:
"Paa en Betingelse . .."
Marjowna rev sig et Skridt fra ham. Hendes stemme dirrede :
"Paa . . .?"
.... en Betingelse" gentog han.
Da var Marjowna igen ved at slaa, men hun betvang sig - nøjedes med at skære Neglene ind i Haandfladerne, til Blodet kom.
Holdende alle Kræfter, der vilde hævne tilbage, kom det frem, skærende mellem tænderne - det var ikke fri for at Forpagteren bleg af Angst ved tilbage:
"Nej!"
- - -
Dagen efter rejste Marjowna Wassik til Grænsen af sit Hjemland - paa offenlig Bekostning.
Og det skete i Vendsyssel i Danmark i Efteraaret 1908.
(Horsens Social-Demokrat 8. februar 1909.)
Se også indslaget om polske landarbejdere på Børglum Kloster her på bloggen.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar