Københavns Hundekirkegaard. (Efterskrift til Politivennen)

 På hundekirkegården.

Mellem Garnisons Kirkegård og Østerbros Alle strækker sig en lang strimmel jord, som ejes af en gammel gartner. Størstedelen af dette areal er udstykket i små pyntelige kolonihaver; en mindre del er optaget af væksthuse, og mellem disse og haverne ligger Københavns hundekirkegård.

Række ved række ligger alle de små, velholdte grave, nogle omgivet af en lav buksbomhæk, andre indhegnede af et fletværk, dannet af smidige kviste, og atter andre dækkede af en oval stenramme, inden for hvilken der er plantet lave blomsterbuske, røde og hvide bellis, stedmoderblomster osv. På de fleste af disse grave er stadig henlagt friske blomster der i forening med inskriptionerne på de små hvide marmortavler vidner om at de firbenede venner, som her har fundet deres sidste hvilested, ikke er glemt

Overalt ser man hundens hovedegenskab fremhævet: dens trofasthed. På en enkelt sten står kun: "En trofast hund" ; ellers angives stedse dyrets navn: "Tak for din trofasthed, lille Bob", "Farvel, trofaste lille "Hille!" osv. Enkelte steder ser man længere inskriptioner som fx: "Den første til at byde velkommen" eller "A. V. Petersens eneste ven Trofast, der sørgede sig ihjel under sin herres sygdom." 

Medens vi vandrer rundt blandt disse grave, der vidner om så megen rørende kærlighed og dyrevenlighed, støder vi på en midaldrende mand der er i færd med at strø hvide blomster ud over en efeupyntet grav.

"De synes vist det er underligt vi gør så megen stads af vore døde hunde", siger han smilende og ser op.

"Åh nej, hvor det?"

"Jo, der er mange mennesker, der ikke forstår det. Men De har måske selv haft hund en gang?"

"Ja"

"Ja, så ved De nok at det er de bedste væsener, Vorherre har skabt. Som nu min lille hund, der ligger her. I mange år har den været min bedste og mest hengivne Ven, altid lige god og trofast og kærlig. Aldrig ved jeg at den nogensinde har gjort noget ondt, men ved utallige lejligheder har den vist, at den holdt af mig og var taknemlig for hver lille velgerning. Tror De noget menneske kunne være således?"

"Åh nej, måske ikke."

"De kender vist den gamle historie om en hund, som lagde sig på sin herres grav og nægtede at tage føde til sig og døde af sult ?"

"Ja, naturligvis".

"Men De tror vist ikke rigtig på den?"

"Åh jo, hvorfor ikke?"

"Jo, for jeg kan fortælle Dem. at noget lignende for ganske kort tid siden er passeret i Stockholm. Det var en gammel dame, der var død. Hunden veg ikke fra den døde, og da hun blev lagt i kisten, holdt den trofast vagt ved den indtil begravelsesdagen. Så fulgte den med til kirkegården, og siden veg den ikke fra graven. Nogle medlidende mennesker bragte mad ud til den, og når sulten nagede den stærkt, spiste den. Men en dag fandt man den alligevel død af sult. Og det blev senere oplyst, at nogle vagabonder i flere dage havde stjålet maden. Og den historie er sand, for jeg har den fra en familie derovre".

Han stirrede et øjeblik tavs på den hvide marmorplade, på hvilken kælenavnet "Lillemi" læstes i gylden skrift. Så fortsatte han:

"Så hengiven kunne dog intet menneske være. Man skulle næsten tro at sådan en lille hund havde en instinktmæssig forudfølelse af at den engang skulle gense den døde, - i en verden, hvor der bliver set mere på de indre egenskaber end på de ydre. Og hvorfor skulle det ikke også være tilfældet? Står der ikke skrevet at der falder ikke en spurv til jorden uden at det er Guds vilje? Må man da ikke tro at han har samme omsorg for alle sine skabninger, og ville det ikke være uforenelig med vore begreber om den evige retfærdighed, om menneskets bedste venner, der kan tænke og føle, glæde sig og lide ganske som vi andre, og som tilmed er bedre end de fleste af os, om de skulle være udelukkede fra den bedre verden, hvori vi alle engang håber at havne? Jeg vil i alt fald aldrig opgive håbet om at gense den kære skabning, der nu sover sin sidste søvn dernede!"

Vi passiarede endnu en stund om det samme emne. Den varmhjertede dyreven havde mange træffende eksempler at fremdrage om hundens klogskab, trofasthed, vagtsomhed, sporsans, hengivenhed osv. Og alt som han talte, kom herrer og damer, voksne og børn og puslede om de pyntelige hundegrave, vandede og plantede og bragte små duftende buketter. Der er vel nok dem som kunne trække på smilebåndet ad denne omhu for dyrenes sidste hvilested, måske endog tage forargelse deraf, - os forekom det som et smukt vidnesbyrd om, at der dog også findes mennesker som er trofaste i mindet. 

Ami.

(Vejle Amts Folkeblad, 31. juli 1902)

Musikdirektør Joachim Andersens hund er død og blevet begravet på hundekirkegården.

Der eksisterer nemlig her i byen en hundekirkegård. Det er et stykke af gartnerhaven der støder op til Garnisons Kirkegård, og som dens entreprenante ejer har indrettet til en begravelsesplads hvor folk kan løbe gravsted til "Delle".

Hvis man går derind, vil man se små marmortavler på hvilke den døde hunds navn står med smukke guldbogstaver. Der er ikke noget at sige dertil. Man kan godt uden at være hysterisk have sin firbenede ven så kær at det føles som en trøst i sorgen over at miste den at begrave den pænt og sætte et par mindeord på dens grav.

Den fortjener det stundom bedre end mangen samfundsstøttte på hvis grav en prægtig marmorsøjle knejser.

Nuvel! Hr. og fru Joachim Andersen der ingen børn har, holdt selvfølgelig meget af deres lille hund som man hver dag om sommeren kunne se følge sin herre gennem Tivoli til koncertsalen. Det er derfor rimeligt at de lader den begrave pænt. I hvert fald bliver det deres egen sag.

Men det forekommer mig at det grænser op til det latterlige og urimelige når man læser i en avis at Koncertsalens musikere sender en palmedekoration til hundens kiste.

En palmedekoration!

Det er ikke ethvert menneske som får palmer på sin kiste når han er død. Jeg har set kister blive sænket i jorden uden en eneste blomst på . Det har ganske vist været fattigvæsenskister, men også et fattiglem er jo, som bekendt et menneske.

Men til en hund sender d'herrer musici en palmedekoration.

Nu ja! Enhver har jo lov til at bruge sine penge til hvad han vil, og palmedekorationer skal være Pitz - således hed hunden - velundt.

Men det kan ikke ved en sådan lejlighed undgå at falde en i øjnene at det er en mærkelig verden hvor man lægger palmedekorationer på en hunds grav og putter mennesker ned uden at ofre så meget som en fattig levkøj eller asters på deres kiste.

Khan.

(Folkets Avis - København, 1. februar 1904).