Den 14. marts 1920 var der afstemning i 2. zone. For Flensborgs vedkommende blev resultatet: 6751 tyske, 1421 danske, Flensborg by 27.050 tyske, 8.935 danske.
Sydslesvig forbliver tysk
Folkeafstemningen i Sydslesvig har stemt for at forblive tysk. I denne zone er den dansktalende befolkning i et decideret mindretal. Næsten fire gange så mange stemmer blev afgivet imod tilslutning til Danmark som for tilslutning. Sydslesvig er ligesom Holsten tysk i blod og kultur og er uvillig til at bryde sine bånd med de andre "Plattysk"-samfund ved kysterne af Nordsøen og Østersøen.
Dette resultat i anden zone indikerer at økonomiske interesser er mere eller mindre magtesløs til at overvinde følelser. Økonomisk ville folk i Flensborg distriktet have det bedre under dansk suverænitet. I Danmark er meget velstående. Tyskland er næsten bankerot, og hvis betingelserne i Versailles-traktaten håndhæves strengt, vil det i en generation i det mindste skulle underkastes høj beskatning. Den tyske mark er næsten værdiløs. Handel over den danske grænse kan kun ske med en enorm prisnedsættelse.
Alligevel er sprogets og race- og nationalfølelsens bånd stærke nok til at få det sydslesvigske folk til at glemme alle de materielle trængsler ved fortsat forening med Tyskland. Det er en manifestation af den vitalitet af racemæssige og nationalistiske instinkter, som støjende skoler af økonomer og internationalister så køligt ignorerer. Centraleuropa er fyldt med grupper, hvor disse instinkter er dominerende. Tyskland forsøgte at knuse dem i Polen, i Alsace-Lorraine og i Nordslesvig. Hendes lange undertrykkelseskampagne mislykkedes.
Men nu virker nationalitetsånden, som landet forsøgte at ødelægge, til egen fordel. Sydslesvig forbliver tysk, fordi hjertet er tysk, ikke dansk. Åndens krav gør en stærkere appel end dem om komfort og nem livsstil. Alle, der ikke har en død sjæl, vil føle en tilskyndelse til at hilse på de tyske slesvigere, der lever deres gens og holder fast ved det i dets modgang.
I øvrigt vil kendsgerningen og resultatet af folkeafstemningen gøre det vanskeligt, i hvert fald i nogle få dage, for kritikerne af Versailles-traktaten. De har sagt, at folkeafstemningerne selvfølgelig ville være farcer. Men det er umuligt at afskrække en salonradikal. Han vil snart tænke på noget nyt og straks udnytte det.
South Schleswig Stays German
The southern plebiscite section of Schleswig has voted to remain German. In this sectiow the Danish speaking population is in a decided minority. Nearly four times as many votes were polled against joinder to Denmark as for joinder. Southern Schleswig, like Holstein, is Germanic in blood and culturo and is unwilling to break its ties with the other "Plattdeutsch" communities on the coasts of the North Sea and the Baltic.
Thc result in the second zone in , dicates that economic interests are more or. less powerless to overcome sentiment. Economically thc people of the Flensburg district would be better off under Danish sovereignty. I Denmark is highly prospcrous. Germany is nearly bankrupt, and if tho terms of the Treaty of Versailles are strictly enforced will have to submit for a generation at least to heavy taxation. The German mark is nearly valueless. Trade across the Denmark border can be conducted only at an enormous discount.
Yet the bonds of language and of racial and national feeling are strong enowgh to make thc people of South Schleswig forget all the material hardshipg of continued union with Germany. It is a manifestation of that vitallty of racial and nationalistic instincts which noisy schools of economists and internationalists so coolly disregard. Central Europe is filled with groups in which these instincts are dominant. Germany tried to crush them in Poland, in Alsace-Lorraine and in North Schleswig. Her long campaign of repression failed.
But now the spirit of nationality j which she tried to destroy works in her favor. South Schleswig remains German because its heart is German, not Danish. The claims of the spirit make a stronger appeal than those of comfort and easy living. All not dead of soul will feel an impulse to salute the German Schleswigers who leve their gens and cleave to it in its days of adversity.
Incidentally, the fact and result of the plebiscite will make the going hard, at least for a few days, for the critics of tho Versailles treaty. They have said that the plebiscites would, of course, be farces. But it is impossible to discourage a parlor radical. He will soon think of something new and promptly exploit it.
(New-York tribune. [volume], March 16, 1920, )
Militarismen og Flensborg.
BEDRAGET blev med næsten Lammende Kraft afsløret ved Afstemningen i Flensborg og 2. Zone. Det staar nu alle tænkende Mennesker klart, at den danske Befolkning i halvandet Aar systematisk er bleven ført bag Lyset paa den skændigste Maade af de hjemlige Chauvinister med Bistand af den Kamarilla, der grupperer sig om "Flensborg Avis". De Folk, der maatte kende den sande Stilling, drev Dag for Dag det danske Folk frem til større og større Forventning om dansk Flertal i Flensborg, de prellede mægtige Summer ud af Folks Lommer, de arrangerede den ene Bluff-Forestilling større end den anden, og de forfulgte paa den lumpneste Maade de Mænd, der stillede sig tvivlende overfor de mere og mere larmende Skryderier. "Flensborggruppen" anmassede sig i det sønderjyske Tilsynsraad en Repræsentation, der var lige saa stor som den nordslesvigske Befolknings, og det skyldtes kun de sønderjyske Arbejderes forstandige Vurdering af Stillingen, naar det mislykkedes for Ernst Christiansen og hans Klike at kvæle H. P. Hanssens Indflydelse i Løgn og Bagvaskelse. Nu forstaar man, hvorfor Ernst Christiansen ikke ønskede Flensborggruppens Medlemmer talte ved Tilsynsraadsvalget.
Først efter Afstemningen er Muldvarpene kommet frem i Dagslyset med deres sande Planer: at tvinge Flensborg ind under Danmark, til Trods for at den nu har dokumenteret at være en tysk By. Chauvinisterne gaar saa vidt i deres Frækhed, at de nu vil udnytte den uhyre Skuffelse, som de selv har fremkaldt ved det storstilede Bedrag. Den skal nu bruges som Baggrund for Raabet: "Flensborg hjem trods alt!" Først bilder man den danske Befolkning ind, at Flensborg er en dansk By. Da det saa viser sig, at den er en tysk By, udnytter man de skuffede Forventninger til at kræve Byen annekteret. Og saa blindt, stoler man paa at være kommet den sidste Rest af sund Dømmekraft tillivs, at Bedragerne nu vælter sig over Regeringen og giver den Skylden for Afstemningens Udfald! Som om Regeringen kunde have gjort sort til hvidt og forvandlet Tyskerne til Danskere! Udfaldet blev, som det maatte blive, og som Bedragerne vidste, det vilde blive. Raabet om, at Flensborg skal hjem, har fra dansk Side ikke længere nogen Mening. Flensborg stemte tysk og blev altsaa hjemme.
Nordslesvig har med 75,000 St. mod 25,000 sagt, at det vil hjem til Danmark. Mellemslesvig har mod 48,000 St. mod 13,000 sagt, at det vil blive i Tyskland. Det er den ganske enkle Situation.
Hvad det vilde koste Danmark, i Strid med Fredstraktatens Aand og Ord, at gøre Vold paa denne Kendsgærning fremgaar med al ønskelig Tydelighed af Udtalelser, som den flensborgske Arbejderfører Haberlund fremsatte straks efter Afstemningen. Han erklærede: Flensborgs Befolkning vil i yderste Fald med Vaaben i Haand værge sin Ret til at være tysk.
Vold mod Flensborg betyder Spiren til den 3. slesvigske Krig og Nødvendigheden af en Militarisme i Danmark, som vi hidtil aldrig saa Magen til.
Men dette er netop, hvad vore Chauvinister ønsker. De frygter den fremtidige politiske Udvikling i Danmark. Fæstningen er faldet, og løses det nationale Spørgsmaal paa en saadan Maade, at Danmark kan leve i godt nabovenligt Forhold til Tyskland, da er ethvert Grundlag for nationalistisk Rummel forsvundet i Danmark. Da ligger den slagne Vej klar for Afrustning og social Udvikling. Da har Reaktionen mistet ethvert fast Holdepunkt i den fremtidige Kamp mod Socialdemokratiet.
Derfor ønsker man ved vor Sydgrænse at skabe en Tilstand, som kan give Anledning til evig Strid, evig Fare og idelig Forøgelse af dansk Militarisme.
Danmark er nylig bleven indmeldt i Folkenes Forbund, hvis Pagt udtrykkelig paabyder Rustningernes Indskrænkning, og hvis Paragraf 19 anviser Veje til Løsning af saadanne Forhold, som kan rumme Fare for Krig.
Nu lægger Chauvinisterne sig af al Magt i Selen for at skabe en Tilstand, hvorunder Militærudgifterne ikke skal formindskes hvert 10de Aar - i Overensstemmelse med Forbundspagten - men forøges hvert andet Aar for at opretholde en national Voldspolitik i aabenbar Strid med Fredstraktaten og Forbundspagten.
Derfor arrangeres nu en Række Møder til fortsatte Forsøg paa at paavirke den internationale Kommissions Afgørelse, og derfor vovede man Forsøget paa at inddrage Kongens Person i denne landsskadelige Færd.
Det konservative "Folkeparti" har "stillet sine Medlemmer frit" overfor denne Rummel og har vedtaget en Udtalelse om, at man med Glæde vil modtage af Kommissionens Haand alt, hvad den vil tildele Danmark af 2. Zone. Ved denne Holdning gør dette Parti sig medskyldig i de Ulykker, som maatte flyde af Chauvinisterne fortsatte Fremfærd og opgiver Danmarks Suverænitet.
Det er betegnende, at det samme Parti, der ved Indmeldelsen i Folkenes Forbund nærede Frygt for, at dette skulde betyde Tab af Selvstændighed for Danmark, nu vil fraskrive Danmark enhver Indflydelse paa sin egen fremtidige Grænse.
Om Danmark vedblivende skal være dansk eller delvis tysk er efter Højres Mening en Sag, hvorpaa den danske Befolkning ingen Indflydelse skal øve. Den har blot at kysse Haanden. Saadan taler et Parti, der kalder sig det nationale.
Mod dette Forræderi sætter vi det danske Folks Krav om Fredstraktatens Opfyldelse og Respekt for Folkenes - ogsaa det danske Folks - Selvbestemmelsesret.
(Social-Demokraten 18. marts 1920)
Det sønderjyske grænsespørgsmål var medvirkende til udløsningen af Påskekrisen mellem den socialdemokratisk støttede radikale regering på den ene side og den borgerlige opposition i Folketinget og kongen på den anden. Den borgerlige opposition og erhvervslivet var også utilfreds med regeringen på grund af dens fortsættelse af en reguleringsøkonomi fra krigens tid, og Venstre frygtede, at regeringens forslag til en ny valglov ville betyde færre Venstremandater. Den blev udløst da Christian 10. afskedigede ministeriet Zahle den 29. marts 1920. Fagbevægelsen og Københavns Borgerrepræsentation støttede den afsatte regering. Krisen blev afsluttet med et kompromis den 4. april.
17. juni 1920 marcherede de internationale styrker ud, og Flensborg var tysk igen.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar