03 januar 2016

Et Vink til Vandcommissionen.

Der gøres så meget for at forebygge ulykker for mennesket at man derfor ikke tror det upassende at henvende den høje vandkommissions opmærksomhed på tre meget farlige steder for det offentlige.

I Peblingesøen og Sortedamssøen er der tre kister hvori de render ligger som leder vandet her til staden. Foran disse er anbragt et pæleværk af omtrent, efter øjesyn, 9 til 12 meters længde som igen er forsynet med brædder der står under vandet, formodentlig for at hindre grøde og urenlighed fra søen at løbe til renderne. På dette pæleværk hvorpå der for oven er anbragt bjælker, ses som oftest i sommerens dage både voksne og børn at vove sig ud til den yderste ende for at fiske. Dette er yderst farligt så meget mere som bjælkerne for vandfalds skyd er afrundede, og når disse er fugtuge, meget glatte at gå på. Falder en voksen person eller et barn uden for og disse kan svømme, så er der al rimelighed for at de kan blive bjergede. Men falder de inden for i kassen, så er al redning umulig når ingen er til stede til hjælp, og om end hjælp var ved hånden, kan det endda se galt nok ud, eftersom ingen båd kan komme nogen til hjælp inde i kassen.

For nogen år siden fandt således en agtet medborger sin død der fordi han for at fiske havde vovet sig ud på en af disse bjælker hvor han nu fandtes død i kassen ved siden af sine fiskeredskaber. Dette kunne aldeles forebygges når disse kister blev forsynede med stakitværk på den ende som vender ud til Dosseringen, og denne bekostning ville dog være meget ubetydelig mod de mange velgørende følger samme ville medføre. Man kan vel indvende at ingen har der at bestille, allerhelst da Dosseringen for begge ender er forsynet med fornødent hegn. Men lægger man mærke til at Dosseringen er tilgængelig fra utallige steder hvor hegnet er anbragt, især da den vender ud til marken, så vil denne indvending let bortfalde. Overalt hvor daglige ulykker kan forebygges, bør en så ringe ting som nogle meter stakitværk NB af forsvarlig højde efter indsenderens formening ikke komme i betragtning. Indsenderen ved ikke om nogle af den høje vandkommissions bestyrere tillige er medlemmer af selskabet for druknedes redning. Hvis så er, kunne måske begge autoriteter forenes om denne ringe bekostning. Men selv hvis dette ikke var tilfældet, håber man dog at dette velmente vink vil tildrage sig vedkommendes opmærksomhed.

(Politivennen nr. 427. Løverdagen den 6te Marts 1824, s. 6906-6908)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar