Om sommeren holdes dog en slags hævd over ferskvandssøerne i nærheden af staden der er Københavns og forstædernes beboeres suppe- og drikkekar. Således tør ingen vande kreaturer, lade hunde svømme eller bade sig i nogen af disse søer, uden at han som ret er, må betale en mulkt. Men aldrig så snart lægger der sig om vinteren en tynd isskorpe på søerne, før man ser drenge i mængde ved at nedkaste sten forsøge om den kan bære. Er dette tilfældet, ser man snart en betydelig mængde skøjteløbere og andre dagdrivere indfinde sig på isen, sælgekoner etablerer der deres udsalg, ja er endog forsynede medkogeindretninger. Og man ser den mængde uhumskheder som herved samles og bliver liggende på isen, så skulle man tro at vedkommende stod i den opfattelse at snavs og urenligheder kun var skadelige for søerne om sommeren. For man kender intet forbud mod skøjteløben samme sted og heller ikke har man set at nogen der søger at forhindre samme. Enhver der ikke er passioneret for skøjteløben, er dog af den mening at skøjteløberne burde henvises til stadsgravene og kanalerne, og ikke tillades adgang til ferskvandssøerne. Ville derfor højere ansvarlige lade udgå et forbud mod skøjteløbere på disse søer, da blev derved manges ønske opfyldt. Et sådant bud ville så meget lettere nu overholdes, da der på broerne haves politi der kunne have den fornødne opsigt.
(Politivennen nr. 1099. Løverdagen, den 21de Januar 1837, s. 37-38)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar