Kuglesprøjterne og Fredssagen.
Ved vore Artikler og den almindelige Drøftelse i Pressen er der fastslaaet følgende :
1. Den kgl. danske Geværfabrik har i de sidste Maaneder tilvirket Rekylrifler (Kuglespøjter) af Krigsminister Madsens Model under stærkt forceret Virksomhed.
2. Af disse Vaaben skulde de 100 afsendes i December, de 100 i Januar, Resten være færdige til Marts. En ikke ringe Mængde Tilbehør er allerede afgaaet fra Frihavnen med Skibe til Hamborg.
3. Geværfabrikens Leder, Rustmester Bjarnov, har i sit Interview til "Vort Land" tilstaaet, at Rekylriflerne laves med et Kaliber af 7,6 Millimeter, og Krigsminister Madsen har indrømmet, at dette Kaliber var Ruslands, men tillige ogsaa nogle sydamerikanske Staters.
4. Geværfabriken prøver de bestilte Rekylrifler med en Patron, der er mærket med tre russiske Bogstaver. Alle Forsøg paa at forvandle det ene af disse Mærker, det russiske Bogstav P til et romersk 2-Tal eller det andet, det russiske Bogstav E. til et engelsk Mærke (en Cirkel med Pil igennem) er faldet haabløst til Jorden. Krigsminister Madsen har indrømmet, at Patronen knnde være russisk, - men ogsaa bulgarsk!
5. Efter Hr. Madsens egne Indrømmelser maatte Kaliberet altsaa henlede hans Mistanke enten paa Rusland eller paa "nogle sydamerikanske Stater"; Prøvepatronen maatte rette hans Opmærksomhed enten mod Rusland eller mod Bulgarien. Herefter kunde en Matematiker som Hr. Madsen, naar han overhovedet vilde bruge sin Tænkeævne, ikke være i Tvivl om, at Vaabnene var bestemt til Rusland!
6. De 200 Rekylrifler, der tilvirkes til Levering i December og Januar, er en Førstebestilling, en
Prøveordre, hvorefter skulde følge et betydeligt større Antal. Geværfabriken har ikke blot givet en Fabrik paa Godthaabsvejen Bestilling paa 6 forskellige Dele til 43,000 Magasiner, men ogsaa stillet en to Gange saa stor Bestilling i Udsigt, hvis den første Levering blev tilfredsstillende.
7) Hr. Madsens første Paastand (at Portugal var Bestemmelsesstedel) er fuldstændig opgivet, efter at baade Rekylriffelsyndikatets Formand Grosserer S. Jensen og dets tekniske Leder Løjtn. Schouboe har erklæret, at de ikke ved, hvem der skal have Vaabnene.
8) Hr. Madsen har nu givet Ordre til den Undersøgelse, der burde have fundet Sted, inden Geværfabriken fik Tilladelse til at lave disse Vaaben, og han har erklæret, at intet vil blive udført, forinden der er skaffet fuld Garanti for, at de ikke skal til Rusland. Ikke desmindre er allerede en Mængde Tilbehør afsendt.
Medens hele Pressen forlanger en Redegørelse af Regeringen, finder Højrepressen det i og for sig ganske naturligt, at Danmark ikke tager sine Nevtralitet-forpligtelser altfor alvorligt.
Bahnson har saaledes udtalt til "Vort Land":
"Spørg i Amerika om, hvad man derovre mener om Udførsel af Vaaben og andet Materiel, spørg Englænderne, hvad de mener om Leverance af Kul.
Hvor skulde vi ende, om vi skulde paase, hvad private Fabriker herhjemme leverer f. Eks. til Tyskland.
Hvis den danske Stats Geværfabrik leverede Riflerne direkte, saa var det en Overtrædelse af Nevtralitet-reglerne, men ikke paa nogen Maade før."
Dette er Højres almindelige Opfattelse. Herregud, ræsonnerer dette Parti, naar der kan tjenes Penge paa igen, hvorfor skulde man saa ikke gøre det! Militarisme og Kapitalisme er uløseligt vævet familien i dette Partis Forestillingskreds.
Men nu regeres jo Danmark af Venstre, af Mænd, fer tidligere svor til Fredssag og Antimilitarisme. Deres hele Politik kredser stadig om Ordet "Nevtralitet". - skulde de da ikke indse Sagens Alvor?
Bjørnson har i disse Juledage skrevet en Artikel i en Række Verdensblade, hvori han optager den franske Socialdemokrat Jean Jaurés Fredsappel og bl.a. skriver:
"Nationalforsamlingerne har et Middel til at standse Krigen, enten de Krigsførende vil høre eller ej. Det er at forlange at den Nevtralitet, der nu skændig og hyklerisk nrydes af de store Folk som af de smaa, skal være effektiv, stræng. Faar de Krigsførende ikke laane Penge, faar de ikke Kul, faar de ikke Fødevarer, ikke Skibe, med andre Ord: faar Krigen ikke Næring ude fra, saa dør den."
Her er vi netop ved Sagens Kærne. Nevtraliteten brydes overalt skændigt og hyklerisk, af store og af smaa Stater, og derved næres Krigen. Den engelske Presse fortæller i disse Dage, at en tysk Forretningsmand, der repræsenterer et stort Konsortium, har udrustet en Karavane paa 3100 Kameler, Mulæsler og Heste med en samlet Betjening af 1000 Mand til at føre 3000 Baller Krigsmateriel gennem Sibirien og Mongoliet til Kina, hvorfra det skulde sendes med Djunker til Port Arthur. Man angav, at Ballerne indeholdt Uld og Vat og var bestemt til Markedet i Tientsin. Helsigvis opdagede Toldvæsenet i den kinesiske By Kalgau Ballernes virkelige Indhold, og Karavanen blev standset. Men naar saadanne Forsøg kan gøres og en saadan Risiko løbes, viser det, hvad der tjenes ved Nevtralitetsbrud!
*
Det er trist, at ikke alle Venstreblade indser Betydningen af vort Arbejde for Neutralitetens strænge Overholdelse, men halser i med "Dannebrog" om "landefjendsk Agitation" osv. Vor Agitation er antimilitaristisk, antikapitalistisk og fredsvenlig. Kun de, der forveksler Fædrelandskærlighed med Profitteringer og Kanongalskab, kan kalde en saadan Agitation for "landefjendsk". Danmark er netop baade indadtil og udadtil tjent med at have en fri og kritisk Presse, der paataler alle Misgreb og henleder Myndighedernes Opmærksomhed paa farlige Foretagender. Det er Rekylriffelsyndikatet og Geværfabrikledernes Letsindighed, der kan være farlig for Landet. Den bliver det dog først, hvis Regeringen ikke skrider ind. Landet slaar med god Samvittighed, naar blot de, der maatte være ansvarlige, drages til Ansvar.
Det er den socialdemokratiske Presses Ære i alle Lande, at den gaar i Spidsen for at kræve Neutraliteten strængt gennemført og dermed - som Bjørnson siger - Krigen standset af
Mangel paa Næring.
Vort tyske Broderorgan "Vortwärts" skriver, at naar Rusland endnu ikke har maattet standse Krigen og indføre en fri Forfatning, saa skyldes det den evropæiske Reaktion, som i alle Lande forsøger at splitte den offenlige Mening. Zaren er alle Monarkiers Zar! Europa og dets Pengemænd maa garanteres mod en voldsom Katastrofe i Rusland, derfor gøres der visse liberale Indrønimelser. Men stod der en offenlig europæisk Mening enstemmigt mod Rusland, saaledes at Neutraliteten virkelig overholdtes og saaledes at baade Bourgeoisiets store Kapitaler og Middelstandens smaa Spareskillinger nægtedes til Krigslaan, da var Krigen snart endt og det russiske Folk frit.
Alle virkelige Frihedsmænd og alvorlige Fredsvenner vil forstaa, at Socialdemokratiets internationale Arbejde for Neutraliteten fortjener deres Respekt og Støtte. De vil vende sig forarget fra den Venstrepresse, der ligesom Bahnson trækker paa Skulderen og siger: Nevtralitet? Et kønt Ord, men hvem gør Alvor deraf! De vil vende sig til det socialdemokratiske Parti og forstaa, at her er den eneste faste Grundvold, hvorpaa Haabet om Verdensfreden og Folkenes Frihed kan bygges.
(Social-Demokraten 29. december 1904).
Tegning fra Blæksprutten 1904 af Venstre-regeringen Deuntzer. I midten, siddende ses kirke- og undervisningsminister J. C. Christensen. Den store mand til venstre er justitsminister P. A. Alberti. Bag ham ses krigsminister V. H. O. Madsen (1844-1917). Til højre ses konseilspræsident og udenrigsminister Johan Henrik Deuntzer (1845-1918) der holder sine arme beskyttende omkring bl.a. marineminister F. H. Jøhnke (1837-1908). Det Kongelige Bibliotek, fri af ophavsret.
Hr. Madsen vakler.
Selv Guldbrandsen svigter.
Det ser ikke godt ud for den danske Mars, Hr. Madsen. Forleden kunde "Politiken" med nogen Føje raillere over, at Albertis "Dannebrog" spillede Rane Kammersvends Rolle overfor Krigsministeren. Og selve Ministeriets svorneste Lakaj, Statstidende Redaktør Guldbrandsen,
bryder nu Staven over Hr. Madsen.
Han erkendte forleden paa et Møde i Faxe det uheldige i, at Krigsministeren var Tilhænger af Københavns Befæstning, og at Krigsministerens Virksomhed som Taler maaske ikke havde været heldig. Ja, han lod forstaa, at han baade af saglige og politiske Grunde var en Modstander af Fæstningen, og at han ogsaa ønskede Militærudgifterne nedsatte med Millioner, ligesom han haabede at Slengerik og Fogtmann vilde fremskaffe det bedst mulige Bevismateriale mod Fæstningen.
I en Replik udtalte Hr. Guldbrandsen, der tidligere har villet have Rebellerne smidt ud, "at han iøvrigt ønskede Kursen bestandig længere til venstre".
Guldbrandsens ny Standpunkt tyder afgjort paa, at Krigsministerens Vogn er ved at hælde.
*
Som man ved, fik "Statstidende" ved Oprettelsen udtrykkeligt den Opgave foruden officielle Kundgørelser ogsaa at bringe Udtalelser fra Regeringen, naar denne maatte have noget al meddele det hele Land officielt.
Endnu har "Statstidende" ikke indeholdt et Ord om Hr. Madsens Kuglesprøjter, trods den indtrængende Opfordring, som snart hele Pressen har rettet til Ministeriet om at fremkomme med en klar Redegørelse.
(Social-Demokraten 29. december 1904).
Kugle-Sprøjterne.
150 Kasser Tilbehør afsendt.Geværfabriken fortsætter.Den vaklende Madsen.
Vi meddelte i Søndags, at der de tre foregaaende Uger var afsendt betydelige Partier af Tilbehør til Rekylriflerne. Vi opgave Afsenderens Adresse ("Dansk Rekylriffelsyndikat"), Bestemmelsesstedet (Hamborg), Skibene ("Maja" og "Viking") og Navnet paa det Firma, hvis Vogne besørgede transporten til Skibene (H. C. Jensen & Søn, Saxogade).
Den ministerielle Presse har ikke har et Ord at sige til disse Meddelelser. "Dannebrog", der til en Begyndelse gik saa stærkt i Ilden for Krigsministeren, er tavs.
Vi kan i Dag meddele, at der ogsaa sidste Lørdag er afsendt et Parti Rekylriffeltilbehør - nemlig 45 Kasser - Fra Frihavnen til Hamborg. Ialt er der nu afskibet ikke mindre end 150 store Kasser.
Det er her Justitsminister Alberti, som har det nærmeste Ansvar. Han, der var saa yderst paapasselig i Sommer, for at ikke Rusland skulde faa mindste Anledning til at mistænke os for Japanervenlighed, finder sig ganske roligt i, at et Selskab, som tilvirker Krigsmateriel og dertil bruger Statens Geværfabrik, afsender Vaabentilbehør til Udlandet, - skønt Krigsministeren har lovet at der ikke skal gaa en eneste Rekylriffel ud af Landet, før der er skaffet fuld garanti for, at den ikke kommer en krigsførende Magt i Hænde.
Hvorfor har Syndikatet saa travlt med at afsende Tilbehøret, naar det endnu er tvivlsomt, om det faar Lov til at afsende selve Vaabnene? Og hvor kan Justitsministeren, hvis Pligt det er at vaage over Landets Nevtralitet, tilllade en saaden Udskibning?
Det tyske Socialdemokratis Hovedorgan "Vorwärts" beskæftiger sig vedblivende ivrigt med Affæren og spotter over den ejendommelige Opfattelse af en nevtral Stats Pligter, der synes at være de raadende i danske Regeringskredse.
"Som man ser, bringes man herved ogsaa i Tyskland i den Fristelse at tage Del i Vaabenleverance til Rusland. Det bliver da de tyske Myndigheders Sag at forhindre en saadan Krænkelse af Neutraliteten og ikke lade sig friste af Danmarks slette Eksempel. Man vil jo i Hamborg let kunne faststaa, til hvem de med de nævnte Dampere indtrufne Varer er udleveret, og - hvis det maaske skulde være forsømt ved de første Sendinger - i det mindste fremtidig mærke sig Modtagerne."
*
Medens det var Hr. Albertis Pligt at forhindre Udskibning af Varer, der kan mistænkes for at være Krigskontrebande, indtil Undersøgelsen er endt, maatte man vente, at Krigsministeren foreløbig standsede Geværfabrikens Tilvirkning af Vaaben til Rekylriffelsyndikatet. Men vi erfarer, at saavel Syndikatets lille Fabrik i Frihavnen som Statens Geværfabrik paa Amager stadig fortsætter Tilvirkningen og gør det med størst mulig Ilfærdighed. Ogsaa i denne Uge har Arbejderne paa Geværfabriken haft Overarbejde hver Dag!
Herregud - hvis der kun skal laves 200 Rekylrifler, hvortil da denne Hast? Vilde det dog ikke være mere anstændigt, at Statens Fabrik standsede Tilvirkningen medens Ministeren undersøger, om den overhovedet er tilladelig?
Det er forøvrigt morsomt at se, hvilke Kuldbøtter den ministerielle Presse staar i sit Forsvar for Hr. Madsen. Medens "Dannebrog" først hæftede sig ved "de stakkels 200 Geværer" og fandt det ganske latterligt at en Stormagt kunde have Brug for en saadan Klat (Bladet benægter jo, at de 200 blot er en Førstelevering), saa fik Piben en helt anden Lyd, da vi oplyste, at der samtidigt lavedes 43,000 Magasiner og var truffet Forberedelser til yderligere at lave to Gange saa mange. "Dannebrog" paastaar nu, at der til hver af "de stakkels 200 Geværer" kræves 208 Magasiner. "En Eskadron" - skriver Bladet - "er forsynet med 3 Rekylgeværer. Hvert Vaaben følges i første Linje af en Ammunitionshest, som bærer 96 Magasiner, anden Linje af en Ammunitionshest med et lignende Antal Magasiner, og selve Rytteren, som har Vaabnet paa venstre Side af Sadlen, har selv foran paa Sadlen 10 Magasiner".
Se her bliver det stakkels "Gevær" pludselig til en frygtelig Rytterkanon med to særlige Ammunitionsheste til Eskorte. Alene de 200 Rekylrifler vil forslaa til 66 Eskadroner!
Men hvad bliver der saa af "Dannebrog"s tidligere Vaas om, at en saadan Levering ingen Rolle vilde spille for Rusland? Selvfølgelig vilde det spille en Rolle at saa denne Levering hurtigst muligt - derfor skulde den finde Sted i December og Januar - , for at det ny Mordvaaben kunde indøves og store Dele af det russiske Rytteri derpaa forsynes dermed til Foraaret, naar det manschuriske Felttog for Alvor genoptages.
Et Rytteri, udrustet med det Madsen'ske Mordvaaben - der skyder indtil 600 Skud i Minuttet - vilde være en farlig Modstander over for den japanske Hær, der har et godt Infanteri, men Mangel paa Rytteri
*
Medens den moderate Presse som "Lolland Falsters Folketidende" - er bekymret ved Rygterne om Hr. Madsens nærforestaaende Fald, drøfter en Del af Venstrepressen med Sindsro denne Eventualitet. "Østsjællands Folkeblad" skriver: "Krigsministerens Stilling var ikke stærk i Forvejen, og under disse Forhold har denne Affære (Rekylriflerne) selvfølgelig ikke kunnet styrke den." Bladet erklærer, at Hr. Madsen, der jo er "Militarist om en Hals", staar "i afgjort Modsætningsforhold til det store Flertal i Venstre". "Man har ophørt at knytte Forhaabninger til ham i Retning af en endelig Ordning af Forsvaret. Dette maa med Nødvendighed gøre hans Stilling som Minister svag og usikker."
Hans Fald eller Forbliven vil da i Følge "Østsjællands Folkeblad" bero paa, om hele Ministeriet holder paa ham, paa Trods af "hele eller dog Størstedelen af Partiet".
(Social-Demokraten 30. december 1904).
Goos og Nellemann misbilliger Albertis Censur
Som vi forleden meddelte, har Justitsminister Albertis Teater-Censor. Overretssagfører Levin benyttet sin Myndighed paa en højst mærkelig Maade overfor Th. Staunings Skuespil, der 2. Juledag opførtes første Gang paa Arbejdernes Teater.
Et Sted i Stykket, hvor der tales om Fabriklove og Arbejderbeskyttelse, lød en Læges Replik saaledes:
"Men der er Mangler nok endda, hvad der ikke er saa underligt, naar man erindrer, hvad det var for Folk, der var toneangivende blandt Lovgiverne paa det Omraade."
Den fremhævede Del er forbudt.
Et andet Sted har Censor strøget noget af en Samtale mellem en udelukket Arbejder og en Journalist. Den sidste siger om en svensk Arbejder ved Navn Lindstrøm, at dersom denne havde taget Fabrikanten i Armen og rusket ham, saa havde han
"faaet Vand og Brød og var rimeligvis blevet udvist af Riget."
Denne uskyldige Bemærkning er strøget, skønt den har solid Rod i Virkeligheden, støttet paa adskillige haarde Domme over Arbejderne.
Den Albertisk-Levinske Censur har herved antaget Former, der bringer den bort fra selv det beskedneste Begreb om Frisind. Fra at være en Forholdsregel mod, at der paa Scenen tales og handles lovstridigt, er den blevet en fuldstændig russisk Indskrænkning af Ytringsfriheden. Nogle kendte Mænds Udtalelser om denne skærpede Censur vil da sikkert interessere.
Vi har henvendt os til Professor Georg Brandes, Professor Dr. jur. Munch Petersen og de fhv.
Justitsministre Goos og Nellemann. Udtalelserne fra de Sidstnævnte, der er Højres gamle Justitsministre, navnlig Hr. Nellemann der er selve Skaberen af Censuren saadan som den indførtes paa Estrups Tid, stiller Sagen i det grelleste Lys. Vi gengiver derfor først, hvad disse to Herrer har haft at sige.
Da vi viste Excellencen
Nellemann
"Social-Demokratens"s Artikel af 20. ds. om Censor Levins Indgreb i Staunings Stykke og særlig paapegde de strøgne Steder, rystede han misbillegende paa Hovedet og udbrød:
"Ja, dette er unægtelig at gaa noget vidt. Jeg blandede mig i min Tid saa vidt muligt aldrig i den Slags Ting, men overlod det til Censor, afdøde Professor Møller at handle efter Konduite; han var kun et Par Gange hos mig for at raadspørge mig, og jeg sagde da til ham, at han trygt kunde handle, som hans Indsigt tilsagde ham det.
Hvad mener De om Udnævnelsen af en Jurist til Censorembedet?
Hr. Nellemann: Det finder jeg mærkeligt! Naar jeg i sin Tid ansatte en særlig Censor for alle Teatrene, skete det kun, fordi Ordningen, man i Forvejen havde, var meget utilfredsstillende. Hvert Teater havde sin egen Censor; men denne var næsten altid tillige Teatrets juridiske Konsulent og altid en Sagfører, der direkte lønnedes af Teatret. Det var forresten nærmest paa Tilskyndelse af det kgl. Teaters daværende Direktør. Kammerherre Fallesen, jeg gik til at udnævne en fælles Censor for alle Teatrene, saa hele Censuren kunde samles paa én Haand, og efter hans Anbefaling udnævnte jeg netop Møler, fordi denne mentes at sidde inde med særlige Kvalifikationer og navnig havde stor literær Indigt.
Vi spurgte nu Ekseellencen, om han nogensinde havde tænkt sig Cenuren anvendt saaledes, som det nu sker, og henviste bl. a. til det Albertiske Forbud imod, at Ministre og politikere nævnes i Revyer osv.
Hr. Nellemann svarede: Jeg maa sige, at jeg nærmest kun har betragtet det som Censurens Formaal at forebygge Krænkelser af moralsk eller religiøs Art. Før offenlige Personer var det vel almindelig antaget, at de maatte finde sig i at blive omtalt. Hændte det i min Tid, at der blev strøget Navne, saa var det sikkert alene Hensynet til Privatlivets Fred, der gjorde sig gældende. Jeg mindes et enkelt Tilfælde; man havde tænkt sig at omtale Firmaet Wessel & Vett i en Revy eller lignende, men Firmaet nedlagde bestemt Protest derimod, og saa blev det forbudt. Her var det Privatlivets Fred. det gjaldt. Anderledes med Personer i offenlige Stillinger. Ingen af Højres offenlige Personer har krævet Censur til Beskyttelse af dem selv.
*
Geheimeetatsraad
Goos
erklærede kort og godt:
Den tidligere Censor, Professor Møller, har en eneste Gang, mens jeg var Justitsminister, spurgt mig, hvad han havde at gøre, og jeg svarede: Hold Dem ganske rolig til Deres én Gang antagne Principer. Iøvrigt mindes jeg ikke fra min Tid som Justitsminister nogetsomhelst Tilfælde, hvor detgjordes nødvendigt at gribe ind. Jeg har saaledes aldrig taget Anledning til at beskæftige mig nærmere med hele Censurspørgsmaalet.
*
Venstres Justitsminister, Hr. Alberti, og hans nye Censor, Overretssagfører og Cirkusadministrator Levin, staar hermed i en bengalsk Belysning, der er intet mindre end kompromitterende for deres Virksomhed. Deres Maade at øve Censur paa er saadan, at den kritiseres og kaldes for vidtgaaende af den Mand, der var Justitsminister i det gamle, reaktionære Højres Glansperiode, i selve den Estrupske Provisorietid, da Venstre kæmpede sammen med Socialdemokratiet for større Frihed! Og den anden Højre-Justitsminister fra samme Periode kan erklære, at han aldrig har fundet Anledning til at udøve Censur, medens Venstres Alberti nedlægger Forbud paa Forbud af stadig skarpere Indhold og beskærer Tanker og Ideer hos frisindede Forfattere!
Hr. Albertis Parti skaanede vitterligt nok ikke Højres Justitsministre, og Revyerne i disses Tid sprudlede af radikal Overgivenhed paa Bekostning af de samme Ministre, men de greb ikke ind! Hr. Alberti derimod taaler ikke, at Venstres Ministre nævnes i Revyerne eller at der paa Scenen blot antydes en Kritik af gammel Reaktion, som holdes i Ære af Venstre!
Mon noget Menneske nogensinde havde tænkt sig Muligheden af sligt efter Venstres 30 - aarige Kamp for Frisindet?
I hvert Fald har ikke én af de mange Tusind Socialdemokrater, der i hine 30 drøje Aar kæmpede Side om Side med Venstre og bar Venstres Mænd frem til Magten, drømt om, at de efter 3 Aars Venstreregering skulde fristes til at sige: Giv os Nellemann og Goos tilbage!
For kun 3 Somre siden jublede det københavnske Frisind i Kongens Have, fordi Nellemann og Goos var væk - og nu vægrer man sig snart ikke ved under sine Fremtidsanelser at forestille sig en ny Jubelfest i Kongens Have med Nellemanns Billede i Transparent over den Port, hvor saadanne Friheds-Karikaturer som Alberti, Ole Hansen, Sørensen og Madsen i sin Tid tronede.
(Social-Demokraten 30. december 1904).
Hr. Madsen bør gaa!
Folkets Nytaarsønske.
Endelig kom der i Gaar et Dementi i Rekylriffelaffæren. "Dannebrog" bringer det paa fremtrædende Plads i Bladet, og det lyder som følger:
Erklæring.
I Anledning af en Artikel i Bladet "Klokken 12" af i Dag, hvori fremsættes den Paastand, at Syndikatet skal have modtaget et russisk Prøvegevær, skal vi herved erklære, at denne Paastand er ren og skær Usandhed saavel som Artiklens øvrige Indhold.
Den 29 December.
Dansk Rekylriffel-syndikat.
Se saa hurtigt og kraftigt dementeres der - og med Navns Underskrift - , saa snart der kan dementeres. Man forstaar, at Riffelsyndikatet og Geværfabriken, Krigs- og Justitsministeren ligefrem har ligget paa Lur efter at dementere. De har gennemstuderet hver Linje i "Social-Demokraten" de sidste 14 Dage, men har hovedrystende og mismodige lagt Bladet fra sig: Der var intet, som kunde dementeres. Saa fandt man en lille, ligegyldig Notits i et Eftermiddagsblad og - dementerede med vild Begejstring, straks samme Dag, i den aller solideste Form og under fuldt Ansvar.
Hvilken indirekte Bekræftelse paa Korrektheden af vore Afsløringer!
Højrepressen har hver Dag raabt efter Sagsanlæg mod vort Blad. Men der er intet saadant kommet. Vi kan i Dag - og vi vil heller ikke paa dette Punkt blive dementeret - meddele, at en offenlig Anklage mod "Social- Demokraten" virkelig har været under Overvejelse i Justitsministeriet. Men det blev opgivet, man frygtede vort Bevismateriale.
Det er Krigsministeren, som sidder paa den offenlige Menings Anklagebænk. Hvad han har præsteret i denne Affære, burde være nok til at gøre ham umulig som offenlig Personlighed. Først erklærede han, at en Del af Rekylriflerne skulde lit Portugal. Saa rettede han det dertil, at "han nok troede", de skulde til Portugal. Endelig paaberaabte han sig en Erklæring fra Riffelsyndilatet om. at de ikke var bestemt til nogen krigsførende Magt, - men samme Dag udtalte baade Syndikatets Formand og Direktør, at de ikke vidste, hvor Vaabnene skulde hen.
Efter vor Artikel om Kaliberets Størrelse og Prøvepatronens Udseende maatte Hr. Madsen indrømme, at Kaliberet var det russiske, men det kunde ogsaa være sydamerikansk, og at Prøvepatronen var russisk, men ogsaa kunde være bulgarsk! Man forstod herefter, at han var nødt til at afgive Løfte om, at intet Vaaben skulde blive udført, forinden der vor skaffet fuld Garanti for, at det ikke vilde komme nogen krigsførende Magt i Hænde. Hermed tilstod han. hvor uhyre letsindigt han har handlet ved at give Geværfabriken Tilladelse til Fabrikationen, forinden der var stoffet en saadan Garanti.
Men trods Hr. Madsens Løfte er der de sidste Uger, saaledes endnu i Lørdags, udskibet Rekylriffeltilbehør. Syndikatet, der straks faldt over "Klokken 12"s ligegyldige Notits, har ikke vovet at fremsætte mindste Dementi af disse vore Meddelelser. "Dannebrog" er i Gaar vedblivende ganske stum desangaaende.
*
Der er en lille Episode fra de sidste Ugers krigsministerielle Erklæringer og Interviews, som kaster et yderst betegnende Lys over Hr. Madsens hele Tankegang og Fremgangsmaade. Provinsvenstrebladenes Fælleskorrepondent opsøgte, efter at have læst vor første Artikel. Ministeren og bad ham udtale sig. "Jeg har først, sagde Hr. Madsen, for et Øjeblik siden læst Artiklen; jeg har straks givet Ordre til en Undersøgelse, og der vil fremkomme et Dementi".
Undersøgelsen havde altsaa kun varet et Øjeblik, alligevel var Madsen paa det rene med, at der skulde dementeres. Det erindrer os om en fransk Novelle, hvor Elskerinden, saasnart hendes Tilbeder kommer ind ad Døren og siger, at en Ven har gjort ham en alvorlig Meddelelse, nervøst udbryder: "Det er Løgn! Det er Løgn, hvert evige Ord!"
Med en lignende ond Samvittighed gaar Hr. Madsen altid omkring.
Den Portugal-Historie, som fulgte efter det ovennævnte Interview, har en lang Række Forgængere.
Man erindrer vore Meddelelser om Kasematanlægget i Vestfronten. De blev straks - "dementerede". Det hele drejede sig, saaledes lød "Dementiet", om at fjærne en truende Krudtbeholdning fra Københavns Nærhed. Men da Finansudvalget omsider kom ud og saa, hvad der var lavet, var ingen længere i Tvivl om, at Madsen havde benyttet Lejligheden til at anlægge ordinære Fæstningskasematter med skudsikre RUm for Soldaterne, altså havde udviklet Fæstningen, medens Kommissionen sad og overvejede, om den ikke hellere burde nedlægges. Da undslap der Jens Busk det klassiske: "Vi er snydt og narret!".
Og Træfældningerne i Dyrehaven. Samme Eftermiddag, vi havde bragt Meddelelsen om Morgenen, telegraferede Ritzaus Bureau et krigsministerielt "Dementi" ud over Landet. Men faa Dage efter indrømmede Hr. Madsen, at der "naturligvis" maatte tages fortifikatoriske Hensyn ved Skovningen i Dyrehaven, thi denne var Fæstningsterræn "lige til Mølleaaen" Da det opdagedes, at Fældningerne fandt Sted i Henhold til en ministeriel Resolution fra Højres sidste Regeringstid, og da Socialdemokraterne paa Rigsdagen forlangte denne Resolution ophævet, mødte det bestemt Modstand fra Ministerens Side.
Eller husk de ekstraordinære Militærforanstaltninger i Foraaret og den Syndflod af "Dementier", de fremkaldte, - indtil en Dag et Højreblad meddelte, at Hr. Madsen opkastede Skanser paa Saltholm. Og det blev ikke dementeret. "Snydt og narret" - sagde Jens Busk. "Snydt og narret!" lyder det efterhaanden ud over Landet, stærkere og stærkere, mere og mere forbitret. Ingen tror længere denne denne Krigsminister. Alt hvad han foretager sig, er et Væv af Udflugter og ond Samvittighed. Og saaledes maa det være, the hele hans Stilling er en stor Usandhed. Skønt erklæret Tilhænger af Københavns Befæstning har han ladet sig optage i et Ministerium, hvis Partiprogram var Kamp mod denne Fæstning.
*
I Rigsdagskredse taler man i denne Tid om en Bedrift af Hr. Madsen, der har faaet næsten alle Venstres Bestyrelsesmedlemmer til at gentage Jens Busk's Ord.
For et Par Aar siden søgte Hr. Madsen at tilfedte sig nogle Penge til Brug for det almindelige Militærbudget ved at foreslaa Overskudet af Usserød Klædefabrik - der udgør over 100,000 Kr. - en Gang for alle fikseret til 50,000 Kr. Derved vilde Ministeren faa Raadighed over mindst 50,000 Kr., hvad der jo vilde bidrage til at forhøje den berømte status quo. Men Klausen rejste bestemt Modstand mod denne Transaktion, og Finansudvalget sluttede sig hertil. Krigsministeren var saaledes foreløbig bræmset.
Men det gaar Hr. Madsen som den lille Hund i Fortællingen "Det grønne Kammer". Smidt ud af Døren kom den stadig tilbage gennem et Hul i Væggen. Hr. Madsen har det sidste Aar ganske simpelt nedsat Priserne paa det Klæde, som Fabriken leverer til Hæren, derimod ikke til de civile Etater, og saaledes tjener han indirekte det halvthundrede Tusinde Kroner, som han blev stoppet i at tjene direkte!
Man forstaar, at Stemningen var vel beredt ogsaa i Rigsdagens Venstrekredse, da Rekylriffelaffæren kom til. De er Tegn paa, at det bliver Draaben som faar Bægeret til at flyde over. Om intet Nytaarsønske samler Befolkningen sig mere varmt og enstemmigt end om dette: Hr Madsen bør gaa! Han bør gaa, this hans Forbliven er i lige Grad til Skade for Demokratiets Interesser, den politiske Moral og Landets internationale Sikkerhed.
(Social-Demokraten 31. december 1904).
Bladet indeholder endvidere Georg Brandes' og Munch Petersens bemærkninger til at Alberti havde lagt centur over Thorvald Staunings arbejderskuespil "Livets løgne".
Som et kuriosum var der i nytåret 1904/1905 en storm som oversvømmede store dele af Kalveboderne. Her gik det ud over et hus som krigsminister Madsen havde opført der:
Da vi i Gaar Eftermiddags ved Kl. 3 var derude, var Vandet faldet ca. 2 Fod, og dog gik Bølgerne hen over Skurenes Tage. Et helt lille Hus drev om paa Vandet og var allerede dreven flere Hundrede Alen bort af Stormen. Ovre under Dæmningerne havde Krigsminister Madsen bygget sig en Skydebane, hvor Rekylgeværerne blev indskudte. Der var opført et lille fint Hus med Kakkelovn osv. Dette Hus og alle Hr. Madsens Apparater er fuldstændig forsvunden. I Gaar Formiddags gik det pludselig til Havs, og siden har man ikke set mere til det. Ovre under “Karens Minde" driver en Masse Planker, Brædder og Tønder i Land. Vi antager, at mellem alt dette Skrammel skjuler sig Stumperne af det Madsenske Hus, som et retfærdigt Forsyn har slaaet med Ødelæggelse, i samme Øjeblik som dets Mester selv staar for Fald.
(Social-Demokraten 1. januar 1905. Uddrag)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar