Hr. Madsen har indgivet sin Demission.
Krigsminister Madsen har endelig bøjet sig for den offenlige Menings Tryk og har indgivet sin Afskedsbegæring.
Den er dog endnu ikke officielt modtaget. I det Ministerraad hvor Afskedsbegæringen drøftedes, fremkaldte nemlig Hr. Madsens Demission en almindelig Ministerkrise, der først vil finde sin Afgørelse i et Statsraad en af de første Dage i det ny Aar.
Vi har i vor Gaarsartikel udførlig paavist hele Hr. Madsens uholdbare Stilling. Kassemataffæren, Træfældningerne, Saltholmsskanserne, en hel Række af Overgreb og selvraadige Foranstaltninger i ærkemilitærisk Aand havde efterhaanden undergravet hans Stilling. I Sommer meddelte saa "Dannebrog" officielt, at Hr. Madsen var Tilhænger af Københavns Befæstning og var traadt ind i Ministeriet som saadan! Dermed haabede Hr. Alberti aabenbart at fremkalde en politisk Afgørelse, en Sprængning af Venstre i Fæstningsvenner og Fæstningsfjender, og Dannelsen af et nyt moderat konservativt Regeringsparti - med ham selv Alberti, til Chef.
Hr. Deuntzer søgte endnu en Gang at "holde det gaaende". Paa Venstres Partimøde i Efteraaret kom det til et Kompromis: Rebellerne blev ikke som Alberti, Enevold Sørensen og
Ole Hansen havde forlangt, smidt ud af Partiet. Disciplinen blev skærpet, men samtidig blev det ogsaa betydet Hr. Madsen, at han maatte holde sig i Skindet og fremtidig i højere Grad end hidtil bøje sig for Partiets Vilje og navnlig huske, at hele Fæstningsspørgsmaalet endnu var uafgjort.
Saa kom den af os i Gaar omtalte Affære med Usserød Klædefabarik, hvor Hr. Madsen paa ny blev greben i Forsøg paa at skaffe sig Midler til sine militaristiske Formaal bag Folkethingets og Finansudvalgets Ryg. Og samtidigt viste Rekylriffel- Affæren, med hvilken utrolig Letsindighed Hr. Madsen opfattede Landets Neutralitets-Forpligtelser. Hans Væv af modsigende Erklæringer gjorde ham simpelt hen umulig som offenlig Personlighed.
Man skulde imidlertid kende Hr. Madsen daarligt for at tro, at han ganske jævnt og ligefremt vilde erkende sin Stillings Uholdbarhed og i Overensstemmelse med de parlamentariske Regler begrunde sin Afskedsbegæring med den Konflikt, der dels var opstaaet, dels truede med at opstaa mellem ham og Finansudvalget. Nej, Hr. Madsen har med den Blanding af Fanatisme og Udspekulerethed, der kendetegner hans hele Færd, gjort sin Afskedsbegæring til en Sprængmine for hele Ministeriet og for hele Venstre. Han haaber endnu, at han og Alberti kan realisere deres Plan fra i Sommer, sprænge Venstre og stille sig i Spidsen for et nyt Regeringsflertal, hvori ikke blot de Moderate og de Frikonservative, men store Dele af det gamle Højre gaar op, og hvis fornemste Program bliver Fuldførelsen af Bahnsons Værk.
Hr. Madsen har nemlig motiveret sin Afskedsbegæring med den Uoverensstemmelse i Militærspørgsmaalet, der efterhaanden var opstaaet mellem ham og Marineminister Jøhnke!
Hr. Madsen giver med andre Ord Ministeriet Valget mellem ham selv og Jøhnke, og det vil atter sige: mellem Københavns Befæstning og Venstres Program.
Den lange ulmende Strid i Ministeriet - som i Venstre - mellem en moderat og en mere radikal Retning er dermed brudt ud i lys Lue. Der maa nu ske en Afgørelse. Alle Forsøg paa at overplastre Modsætningerne er haabløse. Enten maa Jøhnke gaa eller Madsen. Men driver Hr. Madsen sin maritime Kollega ud af Ministeriet, da gaar sikkert samtidigt Hage og Deuntzer, og Venstre sprænges. Maa derimod Madsen vige Valpladsen, synes hvert Fald ogsaa Albertis Stilling uholdbar.
Vi staar altsaa midt i en almindelig Ministerkrise.
Den Forfalskning af "Systemskiftet", der skete den 23. Juli 1901 mod Folkets Vidende og Vilje - ved Optagelse af Fæstningsvennen Madsen bærer nu sin Frugt. Det er, takket være særlig Socialdemokratiets Virksomhed, ikke lykkedes at dysse Befolkningen i Søvn. Det er ikke, som Meningen var, lykkedes i al Stilhed at vende et Flertal af Befolkningen vort fra Demokratiets gamle Militærprogram. Socialdemokratiets Fremgang ved sidste Folkethingsvalg og den derpaa følgende stadig voksende "Uro" i selve Venstre har medført, at Arbejdet i Forsvarskommissionen er gaaet helt i Staa. Der findes et radikalt Mindretal, som kræver Fæstningen nedlagt i Overensstemmelse med Venstres gamle Standpunkt, og der findes et Flertal, som ikke tør tage Parti! I det forløbne Aar har Kommissionen, efter hvad vi erfarer, kun været samlet nogle ganske faa Dage. Den er i Virkeligheden ikke naaet et Skridt videre, end den var ved Nedsættelsen for tre Aar siden.
Selv "de Sagkyndige" i Kommissionen staar raadløse og indbyrdes uenige. Det er gennem en nylig stedfunden Polemik i "Berlingske Tidende" mellem en Søofficer og forskellige Landmilitære bleven klart, at man i Flaaden ser med stadig voksende Uvilje paa Hr. Madsens fæstningsvenlige Virksomhed. Marinen har aldrig været Tilhænger af Bahnsons Værk. Man kan af Fejden i "Berl. Tid." danne sig et sikkert ganske korrekt Billede af "de Sagkyndige"s Diskussion i Kommissionen. Hr. Jøhnkes Sagkyndige paaviser, hvor umulig Bahnsons Fæstning er, og Hr. Madsens Sagkyndige svarer med at trævle den saakaldte "maritime Forsvarsplan" op. Socialdemokratiet og de Radikale lader de to Parter gensidigt fortære hinanden og peger paa Demokratiets gamle Standpunkt som det eneste mulige, det hvorpaa Hr. Christensen-Stadil som Venstres Ordfører stod endnu i 1899: Vi kan ikke forsvare vor Nevtralitet, lad os da nøjes med at konstatere den, hvortil der kun behøves et Minimum af Militærapparat.
Nu maa Ministeriet træffe en Afgørelse. Luskeriet fra "Systemstiftets" første Aar gaar ikke længere.
Hr. Alberti var i Torsdags til et Møde i Ringsted med Tillidsmænd i Bondestandens Sparekasse. Han klagede her over Venstres Uenighed og udtalte: "Venstre var nu saa svagt, som det ikke havde været i lang Tid".
Naturligvis, thi det Hus, som er splidagtigt med sig selv, maa falde. Det er det saakaldte "Systemskifte"s indre Løgn - Optagelsen af en Fæstningsven i det Ministerium, der i Følge Folkets Vilje skulde betyde Venstres Sejr over Fæstningen - som nu faar Ministeriet til at ramle sammen.
(Social-Demokraten 1. januar 1905)
Lars Peter Elfeldt: K. M. Klausen. Det Kongelige Bibliotek, fri af ophavsret.
Nye Afsløringer af Hr. Madsen
RekylriflerneProvisoriske FæstningsarbejderKasematter paa Saltholm
[Første del af artiklen er i alt væsentlig en gentagelse af artiklen fra 1. januar, og er derfor ikke medtaget her.]
Vi skal imidlertid bidrage vort til, at Befolkningen faar sandheden at vide.
Den forestaaende 2den Behandling af Finansloven vilde, hvis Madsen naaede at give Møde som Krigsminister for at staa Folkethinget til Regnskab, komme til at dreje sig om følgende Punkter :
Rekylriflerne. Den 13. December affordrede K. M. Klausen i Finansudvalget Krigsminister Madsen en Forklaring om Geværfabrikens Tilvirkning af Rekylrifler under Forhold, der kunde vække Mistanke om Nevtralitetskrænkelse. Hr. Madsen søgte først at nægte sig fra hele Sagen, men maatte efter et Krydsforhør love at foretage en Undersøgelse. Torsdagen den 15de December omtalte Finansudvalget Rekylriffelaffæren overfor Konsejlspræsident, Udenrigsminister Deuntzer, og det viste sig da, at Hr. Madsen ikke har meddelt denne noget som helst om Finansudvalgets Forespørgsel. Hr. Deuntzer blev meget pinlig berørt ved at erfare denne Fortielse saavel som hele Affæren, da det kunde krydse hans Bestræbelser for at skaffe Danmarks Nevtralitet almindelig anerkendt. Han lovede nu selv at foretage en Undersøgelse og har senere meddelt et bekendt medlem af Finansudvalget, at den, der maatte have Ansvaret, "ikke skulde dø i Synden". I Stedet for, at Udenrigsministeren burde have haft meddelelse om Sagen, søgte man at udviske Sporene! Der er saaledes paa Geværfabriken givet Ordre til omhyggeligt at fjærne de brugte Prøvepatroner (med de russiske Bogstaver).
Om alt dette forestod der en højst sensationel Debat ved Finanslovsdebatten.
[Resten af artiklen beskæftiger sig med andre emner end rekylgeværsagen]
(Social-Demokraten 3. januar 1905)
Krisen
4 Ministre følger Hr. Madsen, Alberti, Ole Hansen, Christensen Stadil og Enevold Sørensen har indgivet deres Demission.
I Gaar Eftermiddags Kl. 4,25 udsendte Ritzaus Bureau følgende Meddelelse:
Efter at Krigsministeren ved Skrivelse af 24. f. M. havde meddelt Konseilspræsidenten sit Ønske om at fratræde, har nu Torsdag den 5. tillige Kultusministeren, Landbrugsministeren, Indenrigsministeren og Justitsministeren indgivet deres Ansøgninger om Afsked.
DHrr. Alberti, Ole Hansen, Christensen - Stadil og Enevold Sørensen træder altsaa ud sammen med Krigsminister Madsen, og Ministeriet bestaar for Øjeblikket kun af Konseilspræsident og Udenrigsminister Deuntzer, Finans- og Trafikminister Hage samt Marineminister Jøhnke.
Den hermed fuldbyrdede Deling mellem de 5, som gaar, og de 3, som bliver, viste sig allerede i Fjor Foraar under Pryglelovskrisen: Alberti, Ole Hansen, Christensen-Stadil, Enevold Sørensen og Madsen var baade sagligt Tilhængere af Pryglestraffen og støttede den Sammensmæltningspolitik, som Prygleloven bar i sit Skød. Bag Prygleloven stod, som vi den Gang skrev, Fæstningen. Det gjaldt for Alberti og Madsen om i Tide at tilvejebringe det Flertal, der skulde trække Fæstningen i Land.
I Sommer forlangte de pryglevenlige Ministre, at de saakaldte "Rebeller", d. v. s. de Venstremænd, der fastholdt Venstres gamle Standpunkt til Prygl, Fæstning og anden Højrepolitik, skulde smides ud af Venstre, og antydede, at Ministeriet ellers maatte tage sin Afgang under Overvejelse. Deuntzer erklærede derimod, at han ikke ønskede nogen Udsmidning.
Da Rigsdagen samledes i Efteraaret, sejrede Deuntzer, for saa vidt som der ikke lykkedes Alberti og hans Venner at faa de Radikale sat ud. Ja, det indskærpedes endogsaa Krigsminister Madsen, at han i højere Grad end hidtil maatte holde sig indenfor en loyal Administrations Rammer.
Men Hr. Madsen var en altfor fanatisk Fæstningsven og tillige saa forunderlig smaatskaaren selvraadig, at han snart kom i ny Konflikt med Venstres demokratiske Elementer. Han havde paa Opfordring leveret Finansudvalget en Liste over de Arbejder, hvortil han vilde bruge de i Foraaret efterbevilgede ekstraordinære Midler. Paa denne Liste fandtes ingen Magasin- og Soldaterrum paa Saltholm, - alligevel indrettede han egenraadigt saadanne! Hr. Madsen anlagde, uden Bevilling eller Bemyndigelse, elektriske Anlæg i Bagsværd- og Charlottenlundforterne. Han skaffede sig ad en fedtet Omvej de 50,000 Kr. til Raadighed fra Usserød militære Klædefabrik, som Folkethinget én Gang havde nægtet ham.
Der findes i den allerede færdigtrykte Finanslovbetænkning - hvis Offenliggørelse, som i Gaar meddelt, er udsat - Skrivelser, som maatte fremkalde en Diskussion, der med Nødvendighed maatte udvikle sig til et Generalopgør, og Finansudvalgets militære Ordfører, Hr. Zahle, havde sin Partibestyrelses Samtykke til ikke at forsvare Krigsministeren.
Samtidigt med, at denne Konflikt forberedtes i Finansudvalget, trængte striden mellem Land- og Søofficerer i Forsvarskommissionen ud til Offenligheden gennem en Fejde i "Berlingske Tidende". For hver Dag, der gik, blev det nødvendigere for venstre og for Ministeriet at tage
Stilling for eller imod Fæstningen.
Som Draaben, der bragte Bægeret til at flyde over, kom "Social-Demokraten"s Artikler om Rekylriflerne. Hr. Deuntzer havde udtrykkelig forbudt danske Forretningsmænd at sende en saa forholdsvis uskyldig Vare som islandske Nattrøjer til Rusland. Nu viste det sig at Hr. Madsen lod Statens Geværfabrik tilvirke Krigsmateriel til Udlandet - af hans egen Opfindelse! - uden at han havde skaffet sig paalidelig Underretning om, hvor det skulde hen. Hr. Madsens modsigende Udflugter gjorde hurtigt hans Stilling ganske uholdbar, og Forholdet mellem ham og Deuntzer blev yderst spændt.
Den 24de December. Juleaftensdag, bøjede Hr. Madsen sig endelig for det uundgaaelige og indgav sin Demission.
Den blev imidlertid foreløbig hemmeligholdt, og der gjordes store Anstrængelser for at løse den indtraadte Ministerkrise i Stilhed, inden Rigsdagen paa ny traadte sammen, og løse den saaledes, at den afgørende Tagen Stilling til Fæstningen blev udskudt. Den bergianske Presse har meddelt, at man arbejdede paa en Rekonstruktion af Ministeriet, hvorved Marineminister Jøhnke skulde træde af sammen med Madsen og deres Efterfølger blive en fælles civil Forsvarsminister, der kunde "tilvejebringe den fornødne Enhed i Ledelsen af Hær og Flaade" - og føre Militærkommissionens Arbejde til et Resultat.
Hr. Jøhnke viste imidlertid ikke Spor af Lyst til at lade sig ofre, fordi Madsen havde lavet "Dumheder". Noget urimeligere og uretfærdigere Forlangende kunde da heller ikke tænkes. Hr. Jøhnke har altid administreret loyalt i Overensstemmelse med Folkethingets Vilje, han staar som den gamle Venstremand, han er, paa Venstres gamle Standpunkt i Fæstningssagen. Hvorfor skulde han da gaa?
Med Jøhnkes Vægring ved at være den uskyldige Bager, der skulde henrettes, om just ikke i den skyldige Smeds Sted, saa dog sammen med denne, blev Situationen yderst tilspidset.
Vi skrev i Søndags:
"Der maa nu ske en Afgørelse. Alle Forsøg paa at overplastre Modsætningerne er bleven haabløse. Enten maa Jøhnke gaa eller Madsen. Men driver Hr. Madsen sin maritime Kollega ud af Ministeriet, da gaar sikkert samtidigt Hage og Deuntzer, og Venstre sprænges. Maa derimod Madsen vige Valpladsen, synes i hvert Fald ogsaa Albertis Stilling uholdbar."
Det slog til. Hr. Alberti har nu indgivet sin Demission. Og sammen med ham gaar ikke blot hans tro Vaabendrager Ole Hansen, men ogsaa Ministeriets bergianske Medlemmer, Christensen Stadil og Enevold Sørensen, hvis Plan om en Overplastring af Modsætningerne og en ny Udsættelse af Fæstningsspørgsmaalets Løsning var strandet.
Den Deling i Ministeriet, der viste sig under Foraarets Pryglelovs-Situation, er bleven til en Sprængning. Fra Pryglene, der laa mere paa Overfladen i dansk Politik, har Konflikten nu koncentreret sig om et af dens dybeste Centralpunkter: Militærvæsenet.
[Her stopper denne blogs uddrag af artiklen som fortsætter]
(Social-Demokraten 7. januar 1905. 2. udgave)
Ministerkrisen.
Provinspressen.
"Randers Venstreblad" (Anders Nielsen. Formanden for Reformpartiet) skriver: "Finansudvalget har modtaget Oplysninger, der gør, at Venstres Medlemmer har taget Afstand fra Krigsministerens Handlemaade i Henseende til Anvendelse af det Beløb, der bevilgedes i Foraaret i Anledning af den østasiatiske Krig. Vi skal i Dag blot bemærke, at Venstres Medlemmer staar sluttet og enige i Opfattelsen af Forholdene og selv har iagttaget, hvad de skyldte at iagttage overfor Ministeriet. Der er noget, der gør en Rekonstruktion ønskelig. Der har imidlertid ikke fra Partiets Side været stillet Krav i saa Henseende. Initiativet til det Nytaarsdag bragte Budskab skyldes Ministeriet selv, og ingen anede den Gang, at der vilde blive Tale om nogen egentlig Krise som denne, at de 4 af de 5, der i snævrere Forstand er udgaaet af Partiet, har indgivet Afstedsbegæring. Dette Budskab virkede nedslaaende i samme Grad, som Ministeriets Udnævnelse for 3½ Aar siden virkede opløftende og befriende. Man aner, at Grunden er et Brud i Ministeriet, lykkeligvis ikke et Brud mellem Partiet og de i Ministeriet, som virkelig har følt at være Kød og Blod af Folkets eget Kød og Blod. Det er med oprigtig Sorg, at vi ser paa den Kendsgerning, at Ministeriet er sprængt, men har det ikke kunnet være anderledes, saa nytter det ikke at fortabe sig i sørgmodige Betragtninger. Der er kun en forstandig Mulighed for et Enderesultat af Krisen, nemlig, at der kommer et nyt Venstreministerium. I. C. Christensen maa tage Færten. Venstre har ikke kæmpet sin 30-aarige Kamp og vundet Sejr, for at alt skal forspildes ved - ja vi ved ikke hvad der er passeret i den røde Bygning i Ugen som gik".
(Sorø Amts-Tidende eller Slagelse Avis 8. januar 1905)
Hr. Madsens Fald.
"Dementiernes Minister".En Venstre-Folkethingsmand komplimenterer "Social-Demokraten"
Krigsminister Madsen er færdig, uigenkaldelig færdig. Dette er hele Pressens enstemmige Mening. Hvorledes end Ministerkrisen forløber, hvordan det nye Ministerium end kommer til at se ud - Hr. Madsen bliver ikke mere Minister.
Og lige saa let turde det være at tilvejebringe Enstemmighed i den væsenlige Mening om, at det er Socialdemokratiet, særlig vort Partis Finanslovsordfører K. M. Klausen, som har fældet ham.
Skønt Ministeriet i tre Aar hemmeligholdt, at Hr. Madsen var Tilhænger af Fæstningen - nemlig lige fra den 23. Juli 1901 til den 30. Juni 1904, da "Dannebrog" maatte tilstaa Sandheden - , blev Klausens Mistanke hurtig vakt og udviklede sig snart til Vished. Han angreb Feltskytsbevillingen paa de 5 Millioner Kr. ikke alene for de mange spildte Penges Skyld, men ogsaa fordi Meningen aabenbart var at foregribe Militærkommissionens Arbejde og paa Forhaand fastslaa Rammen for Feltartilleriet. Klausen paastod, at de gamle Kanoner ingenlunde var ubrugelige, - det er senere stadfæstet af en Autoritet som Oberst N. P. Jensen. Klausen mistænkte Krigsministeren for at ville bruge de gamle Kanoner til Bestykning af Fæstningen og greb ham senere i Forsøg derpaa. Nu ser enhver, hvor uforsvarligt og hvor uparlamentarisk det var, at Venstre lod denne uhyre Bevilling gaa gennem Folkethinget uden Udvalg, uden nogen som helst Undersøgelse, - endda 400,000 Kr. højere end Højres Krav Aaret i Forvejen og med kortere Anskaffelsesfrist.
Da Hr. Madsen saa gennem "Ministerialtidende" udsendte sin Forordning om "Krigsbestyrelsen"s Afskaffelse og Venstrepressen naivt eller hyklerisk jublede over, at denne Institution fra Provisoriets Tid var ophævet, læste Klausen Forordningen omhyggeligt igennem og opdagede, at Hr. Madsen netop organiserede "Fæstningen København". Paa Grundlovsdagen i Fjor forkyndte selve Hr. Madsen paa Frederiksberg Eksercerplads, at han ansaa Fæstningen for "et lovligt Led i vort Forsvar!" Ved de sidste Aars Manøvrer har Bahnsons ulovlige og landsfarlige Værk da ogsaa spillet en Rolle som aldrig tidligere.
Det er overflødigt i Dag at omtale Kasematterne i Vestfronten, Træfældningerne i Dyrehaven og de ekstraordinære Militærforanstaltninger Fjor Foraar. Alt, hvad "Social-Demokraten" og vore Partifæller Rigsdagen sagde herom, er efterhaanden Punkt for Punkt bleven stadfæstet. Vi skal derimod minde om, at den Saltholms-Kaserne, som nu sidst rejste Konflikten mellem Hr. Madsen og Finansudvalgets Flertal og saaledes gav Anledning til Ministerkrisen, blev omtalt i "Social-Demokraten" allerede i Sommer, i vort Numer for 26. juni 1904. Vi skildrede hvorledes Hr. Madsen havde et helt Korps af Murere og Arbejdsmænd ovre paa den lille Ø, lod støbe Cementfundamenter og foretage en Række permanente Arbejder. Nu foreligger det altsammen stadfæstet i en Skrivelse, der er Hr. Madsen affordret af Finansudvalget.
Hver Gang "Social Demokraten" eller Klausen i Rigsdagen fremsatte en Afsløring af Krigsministerens fæstningsvenlige og ulovlige Virksomhed, blev det regelmæssigt dementeret i den ministerielle Presse. Klausen kunde næppe lukke sin Mund op og spørge: "Er det sandt . ." før en eller anden Regeringskøter bjæffede: "Det er Løgn!" Faa Dage efter forelaa "Dementiet" dementeret af Kendsgerningerne.
Det er morsomt at se, hvorledes Hr. Madsens specielle Organ "København" endnu i Gaar søger at værne hans Minde ved en Række Dementier Det har spurgt Lars Dinesen (!) om, hvorvidt vore Oplysninger angaaende Saltholms-Kasernen og Venstre-Finansudvalgsmedlemmernes Stilling dertil var korrekt. Paa selve Spørgsmaalet om Saltholms-Kasernen vilde Hr. Dinesen ikke svare, - hvad der jo ogsaa var et Svar, og "København" maa indrømme, at paa dette Punkt har vi haft Ret. Men da Bladet spørger Dinesen, om det forholder sig rigtigt med "vor Fortælling: at Zahle i Finansudvalget har erklæret, at han ikke mere vilde være Ordfører for de militære Budgetter, fordi han ikke kunde forsvare Krigsministerens Handlinger", - svarer Dinesen, at "en saadan Udtalelse ikke er faldet i Finansudvalget".
"København" fremhæver Ordene "ikke er faldet". Men det var Ordene "i Finansudvalget", der burde være fremhævet. Vi har nemlig ikke skrevet, at Hr. Zahles Ord faldt saaledes i Finansudvalget, men i et Møde af Venstres Finansudvalgsmedleminer.
Dette sidste "Dementi" er typisk. Det er Jesuitismen i Renkultur. Og af samme Art har den snart endeløse Række af "Dementier" været, der stadig fulgte i Hælene paa vore Afsløringer, blot for at skabe et Øjebliks Forvirring og faa tankeløse Læsere til at dæmpe deres Indignation. De Madsen'ske "Dementier" i "København" - som Ministeren betegnende nok aldrig selv ved Navns Underskrift paatog sig det direkte Ansvar for - blev regelmæssigt sendt ud til Højres og Venstres Provinspresse, der udkommer om Eftermiddagen, for at Publikum straks kunde blive tvivlende overfor "Social-Demokraten"s Meddelelser om Morgenen, der indtraf omtrent samtidigt med Provinsbladenes Udkomst.
En saa infam Leg med Sandheden er der drevet halvfjerde Aar igennem, indtil Krigsministeren endelig blev saa indfiltret i dette Løgne væv af "Dementier", at han kvaltes i det.
Men vi siger nu til det Publikum, der maaske et Øjeblik troede de Madsen'ske "Dementier", vi siger til Venstremændene, der er Læsere af Hr. Sigurd Bergs Blad i Nordsjælland, af Hr. Lassens i Nordjylland, af Anders Nielsens "Randers Venstreblad" og af de andre Regeringsorganer: Ser I nu, hvem der havde Ret! Lad det, der er sket de sidste halvfjerde Aar, indgyde eder en maaske bitter, men sund Mistænksomhed overfor den officielle Presse Dementier og Bortforklaringssnak.
En ganske pudsig Episode ved et Møde i Odsherred forleden viser hvorledes Venstremænd, naar de er ærlige, meget godt anerkender vor Presses Velunderrettethed og Paalidelighed. Den stedlige Folketingsmand P. Madsen, Eskildstrup, skulde forsvare sin Stilling til Indkaldelserne og sagde da i Følge "Holbækposten" Referat :
"At Indkaldelserne ikke blev forelagt i Partiet, er ikke Ministeriets Skyld, thi Ministeriet ønskede netop Sagen frem der. Det var Partiets Bestyrelse, der ikke turde lægge Sagen
frem for Partiet, fordi man har Erfaring for, at selv de størst Partihemmeligheder indenfor Venstre øjeblikkelig offenliggøres i "Social-Demokraten". Hvem der er Bladets Meddeler, ved man ikke, men saaledes er det, det ved vi alle. I denne Forbindelse maa det forøvrigt nævnes, at naar der ikke længer er den bedste Fortrolighed mellem Ministeriet og Venstrereformpartiet, ligger Skylden herfor væsenlig deri, at man ikke længer kan tale i Fortrolighed ved vore Partisammenkomster, thi vi ved alle, Ministre saavel som Rigsdagsmænd. at selv om der paalægges os alle absolut Tavshedspligt, saa kan vi næste Morgen læse alle Hemmelighederne paa Tryk i "Soc. - Dem." Dette maa selvfølgelig i høj Grad præge Forholdet mellem Ministeriet og det samlede Parti."
Vi skal ikke opholde os ved denne ejendommelige Undskyldning for, at Forholdet mellem Venstre og Regeringen "ikke længere" er det bedste (en nok saa nærliggende Grund er
vel den, at Regeringen har svigtet Venstres Principer), men kun fastslaa, at et Medlem af Folketingets Venstre her anerkender vor Betydning som hurtigt og absolut velunderrettet politisk Organ.
Hr. Madsens Fald under de nuværende Forhold fastslaar uigendriveligt for det hele Land, hvor korrekte og berettigede vore Angreb paa denne Minister har været.
Store dele af Venstres Vælgere ud over hele Landet vil nu forstaa dette. De vil herefterdags søge gennem den socialdemokratiske Presse at skaffe sig sandere Underretning om dansk Politik end den, de har fået gennem Regeringspressen. Og der vil i vide Kredse af Befolkningen blive endnu bedre Jordbund end hidtil for socialdemokratisk Agitation.
(Social-Demokraten 8. januar 1905. 2. udgave)
Johan Henrik Deuntzer (1845-1918) var statsminister 24. juli 1901 til 14. januar 1905 i den første regering efter systemskiftet. Han betegnes som en højreorienteret Venstremand, medstifter af ØK. Og som sådan acceptabel for en den enevældigt indstillede Christian 9. P. A. Alberti blev justitsminister. Han trådte tilbage efter at han nedlagde veto mod Albertis retsreform som betød skrappere straffe. Han udtrådte af folketinget i 1913 og fortsatte som kongevalgt medlem af Landstinget. Foto Mary Dorothea Frederikke Steen (1856-1939). Det Kongelige Bibliotek, fri af ophavsret.
Den nye statsminister, I. C. Christensen nedlagde forbud mod udførsel af rekylgeværer så længe krigen stod på. Efter afslutningen af krigen ophævedes våbenstandsningen. Geværfabrikken på Amager kunne herefter igen levere til Syndikatet som så videresendte dem uden at nogen anede hvem der havde bestilt dem.
I slutningen af november 1905 beslaglagde Københavns politi dampskibet "Arcturus" last af ammunition. Det var grosserer i cykler og isenkram Chr. Achen, Stormgade nr. 12 som havde afsendt adskillige ladninger. Denne last var af Bowling-revolvere. Lasten var bestemt for Finland som havde bestilt mellem 10.000 og 12.000 af revolverne. Den blev konfiskeret i Frihavnen og angiveligt skete konfiskering efter ordre fra politidirektøren der igen havde instrukser fra justitsministeriet. Der igen havde fået velsignelse af udenrigsministeriet. Al ammunitionen blev beslaglagt. Finland havde brug for våben mod Rusland, og udenrigsministeriet var på daværende tidspunkt sympatisk indstillet overfor Rusland. Om konfiskeringen foregik efter lovens bogstav, kan diskuteres.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar