Højtideligheden på Vestre Kirkegård.
Chefen for hærens flyverkorps, oberst J. P. Koch havde frabedt sig militær honnør ved sin begravelse. Men et talrigt følge samledes til jordefærden, der foregik i dag Kl. 2:45 fra det store kapel på Vestre Kirkegård.
Foran kisten var henlagt store kranse fra hs. maj. kongen og fra hs. kgl. højhed kronprinsen.
Mellem blomsterdekorationerne var der mange signerede kranse, deriblandt fra Flyverkorpset, dels civile funktionærer og dels arbejdere. I følget, således som det var samlet ved halvtre-tiden, så man forsvarsminister Broman med sin adjudant, premierløjtnant Lange, den komm. general, generalløjtnant Nyholm, Københavns Kommandant, generalmajor Carstenskjold, generalmajor Birke, generaltøjmester Nørrese, viceadmiral Amdrup, direktør i Krigsministeriet, oberst Wilkenschildt, chefen for Hærens Flyverkorps, kaptajn H. O. Hansen, chefen for Hærens Flyveskole, kaptajn Førslev, premierløjtnanterne Anker Andersen, Tage Andersen og Ørum, løjtnanterne Bjarkow, Erlind, Foltmann, lterschend og Sætter-Lassen og alle de andre militærflyvere, chefen for Marinens Flyvevæsen, orlogskaptajn Grandjean, chefen for luftmarinestationen, kaptajn Sdieihel, dr. phil. Knud Rasmussen, oberst
Pastor Storms tale
Pastor Storm talte ved båren. Ethvert menneske sætter her i verden sine spor på godt eller ondt. Oberst Koch satte sig tydelige og kraftige spor i vort folk ved sin færd over indlandsisen. Sin dådskraft havde han indsuget fra havet om vore kyster. Han følte sig selv som en viking, og hans arktiske bedrift står mål med det største. I fortalen til sin bog "Gennem den hvide ørken" er det dog ligesom han værger sig imod, at man skal beundre bedriften for meget: Det gælder om at kunne slide i det - Og han tog altid den tungeste ende selv. Det er også betegnende for ham, når han fremhæver, at der under hele den arktiske vinter deroppe ikke var en sur eller tvær mine - de fire, som delte vinterlivet, havde fælles livssyn og godt kammeratskab.
I krigens år deltog Koch i det daglige trælse arbejde, som alle hærens befalingsmænd måtte udføre i hin strenge tid. Han var manden, der kunne sine ting. Generalstabsuniformen klædte ham, og han klædte den.
Efter krigen satte han sig dybe spor ved den ånd, han skabte i flyverkorpset; ikke hovedkulds at styrte sig ud i noget, men træffe alle forberedelser og så gå på uden frygt. Der var i dette korps et udmærket kammeratskab gennem alle grader, - og det skyldtes ikke mindst chefen. Arbejderne på flyverkorpsets værksteder satte ham højt, sendte blomster til ham og viste den største deltagelse under hans sygdom.
Oberst Koch havde et medfølende sind, og han var en beskeden mand, bange for at få sin egen person for stærkt frem. Han var trofast overfor sine venner, god og kærlig overfor hustru og børn ...
Når nu, slutter pastor Storm, foråret kommer, vil fugleflokken flyve over hans grav, igennem den linje, klare luft, over det blå hav, op til de nordlige egne, hvor han selv elskede at færdes. Dér øvede han sin store manddomsbedrift, som aldrig skal glemmes.
Følgende medlemmer af Danmarks-Ekspeditionen bar kisten ud af kapellet; Prof. Lindhard, orlogskaptajn Bistrup, malerne Aage Bertelsen og Achton Friis, de to brødre Thostrup. fabrikinspektør Hakon Jarner, cand. Lundager, direktør Manniche og maskinmester Koefoed.
Flyvere bar kisten videre til graven hvor den sænkedes af arbejdere fra flyverkorpsets værksteder.
(Nationaltidende, 20. januar 1928, 2. udgave).
Ingen kommentarer:
Send en kommentar