Forslag til en hidtil savnet, dog nyttig Indretning.

På sine vandringer i hovedstaden - der dog just ikke er så meget hyppige - er det sket flere gange at anmelderen er stødt på børn i en alder hvor de ikke kan forklare sig tydeligt og som var kommet væk fra forældrene. Eller som han til ære for moderfølelsen snarere vil antage har unddraget sig faderens opmærksomhed. For anmelderen har ondt ved at forklare sig selv hvorledes det er muligt med alt hvad end kvindekønnets hadere kan fremføre til bevis for disses letsindighed, at en moder et øjeblik kan lade sit barn af hånd og tanke på en gade i hovedstaden. Det er sikkert at barnet desuagtet ikke sjældent kommer fra deres forældre, og vi har flere gange set Adresseavisen efterlyse sådanne. Døm ikke, hedder det, for at I ikke selv skal dømmes. Vi vil derfor antage at undskyldelige tilfælde som oftest giver anledning hertil. Den sjæleangst en moder i det mellemrum må lide indtil hun igen ser sit tabte barn med hele lemmer, vil vi derfor lade være straf nok for hende. Det arme barns gråd og smerte ved vi ingen oprejsning at give. Kun gensynet tørrer øjet og heler såret.

"Et lille pigebarn omtrent 3 år gammelt løb grædende frem og tilbage og råbte: Mor! Men menneskestimlen på Østergade, lod intet der duede noget her komme til udførelse. Og inden han så sig om, tog barnet efterfulgt af mange mennesker vejen ned ad Kristen Bernikows Gade." (Østergade set fra Kongens Nytorv omkring 1788. Kristen Bernikows Gade er 2. vej til højre efter svinget).

Lørdag aften den 20. maj kl. halvti så anmelderen et lille pigebarn omtrent 3 år gammelt i en grøn frakke med hat på hovedet og en sypose i hånden gå fra et fruentimmers hånd til det andet og med en påfaldende væverhed eller sjæleuro løbe frem og tilbage og grædende råbe: Mor! Her lod det altså til at det var kommet væk fra en skødesløs mor. Der stimlede hele tiden en del velklædte folk om det, og søgte at finde ud af hvor det hørte til. Men inden man så sig om var det smuttet bort og sås på den anden side af gaden. Anmelderen ønskede selv at bidrage til at føre det på rette vej, men den stimmel af mennesker som Østergade på den tid af aftenen altid fremviser, lod intet der duede noget her komme til udførelse. Og inden han så sig om, tog barnet vejen ned ad Kristen Bernikows Gade efterfulgt af mange mennesker. Han troede da der var nok til at tage sig af det og gik hjem. 

Undervejs faldt den ide ham ind at da han selv flere gange havde set sådanne tilfælde på offentlig gade og må formode disse langt oftere forekommer, troede han det gavnligt om et autoriseret sted midt i byen blev bestemt hos en honet og bekendt familie, der dertil fandtes villig som skulle modtage sådanne forvildede børn, og at denne indretning blev offentlig bekendtgjort, samt at en tavle fandtes på huset hvor de straks skulle bringes hen. Herhen kunne da forældrene ty og enten forvente straks at finde de der opbragte eller vente til de kom. Den som bragte barnet måtte blive til stede til forældrene havde indfundet sig og vedkendt sig barnet, samt erklære at intet af det tøj det have på var det berøvet. Forlangte opbringeren en dusør burde denne tilstås i forhold til barnets forældres stand. Dog aldrig over 1 rigsbankdaler seddel. Desuden måtte de folk som påtog sig en sådan ulejlighed, hver gang få 3 rigsbank sedler, og hvis forældrene dertil var uformuende, måtte dette på anden måde erstattes når den i distriktet boende politiassistent hver gang underrettedes om at et sådant barn var opbragt, og selv eller ved en betjent erkyndigede sig om forældrenes navn. 

Det er troligt at såvel mødre der har følt den marter ved uforsigtighed et øjeblik at miste sit barn, som andre gode mødre ville bidrage årligt lidt til en sådan indretnings istandbringelse. Anmelderen mindes at have set samme bortkommen af børn være sket I Frederiksberg Have, i Dyrehaven og flere steder. Også de på disse steder bør bortkomne børn skulle bringes til og søges på det omtalte sted i København.

(Politivennen nr. 233. Løverdagen den 17de Juni 1820, s. 3767-3771)