Madam Clausens Arving.
Fhv. Overbetjent i Sædelighedspolitiet, Meyer, kan prise sig fem en lykkelig Mand. Han har nylig faaet sin Afsked med Pension, og nu døer ovenikøbet hans gamle Veninde, Madam Clausen fra Farvergade, hvorved han faar udbetalt den Obligation, hun havde foræret ham i sin Ejendom, med 15.000 blanke Kroner.
Det kan man kalde Svineheld. Og Hr. Meyer maatte da være et Skarn, hvis han ikke følte sig taknemlig over de mange Velgærninger, der saaledes regner ned over ham. Forhaabenlig er han et religiøst Gemyt, der i Ydmyghed tager imod Naaden, og det vil blive et rørende Syn at se ham med sænket Hoved følge sin gamle Veninde, Mam. Clausen, til hendes sidste Hvilested. Hr. Meyer skal allerede have bestilt en pragtfuld Sølvkrans med Inskription: "Farvel, Du kære Gamle!"
I det Hele taget tør man forvente en storstilet Begravelse. Mdm. Clausen stod ganske vist indtil for faa Aar siden endnu kun i Skat til Københavns Kommune for 5-6000 Kroner (senere blev hun sat op til 15,000), men - som Dr. Ehlers nylig har oplyst i en Artikel om Prostitutionen i "Ugeskrift for Læger" - tjente hun aarlig 20-25,000 Kroner, foruden Renterne af sin mægtige Formue!
Foruden to Bordeller i Farvergade og et i Knabrostræde ejede hun nemlig et Hus med "privatboende Piger' i den gamle By. Heraf havde hun en aldeles glubende Lejeindtægt. Huset er paa Stue og tre Etager, og Lejlighederne, som kun bestaar af to Værelser, blev lejet ud i "møbleret" Tilstand (naturligvis var Møblementet gyseligt). Der betaltes følgende Pris i Leje for disse "møblerede" Lejligheder :
1 Beboerske Stuen 10 Kr. daglig.
2 do. 1. Sal 7 - -
2 do. 2. - 5 - -
1 do. 3. - 2 - -
I alt 1,116 Kr. maanedl.
Desuden boede der i Huset tre opvartende Koner, som betalte 24 Kr. om Maaneden. Det vil med andre Ord sige, at Madam Clausen havde en aarlig Lejesum af 13,680 Kr. alene af dette Sted!
Lejen havde endda været højere endnu, nemlig 11, 9 og 7 Kr. om Dagen, men da Katastrofen i Sædelighedspolitiet og den dermed følgende Undersøgelse kom, fandt Mdm. Clausen det raadeligst at sætte Priserne lidt ned; hun tjente, som man ser, rigeligt endda og kunde sagtens give 15,000 Kr. i Drikkepenge for en ydet "Tjeneste".
Madam Clausen var en Skibstømrers fraskilte Hustru; hun var født Hedvig Israel. Navnet fortjener at blive brændemærket, thi der har sikkert ikke eksisteret nogen modbydeligere Aagerkvinde end denne gamle Blodsugerske. Hun flaaede hjærteløst sine Logerende til Skindet. Betalte de ikke den daglige Leje, maatte de straks flytte. Og hun vidste, at de tidt maatte laane Penge for at kunne betale denne høje Leje; - hun vidste ogsaa, hvilke Betingelser de maatte gaa ind paa, naar de skulde laane Penge.
I "Værtinden"s Kølvand er der en hel Hær af Snyltedyr, som ubarmhjærtigt udbytter de Prostituerede. De mest frygtede og hadede er de Aagertællinger, som hjælper "Pigerne" med kontante Laan. De laaner dem f. Eks. 100 Kr. den ene Dag og indkræver allerede næste Dag det første Afdrag; Laanet betales tilbage med 123 Kr. i daglige Afdrag paa 2-5 Kr. - det vil sige det forrentet med trehundrede Procent pro anno. "Hvis Politiet er uvidende om denne Trafik" - skriver Dr Ehlers - "saa skal jeg præstere Beviserne og navne 3-4 Navne."
Det Meyer' ske Sædelighedspoliti har selvfølgelig ikke været uvidende om denne Trafik; det har ovenikøbet favoriseret den. Da Madam Clausen i sin Tid købte Bordellet i Knabrostræde, afsluttede hun den fordelagtige Forretning under Værgemaal af en Betjent i Sædelighedspolitiet. Dette Politis Funktionærer har jo i det Hele taget haft Adgang til nem og lønnende Bifortjeneste ved at administrere Bordelværtinders Pengeaffærer. Da den nævnte Betjent var død, overtoges hans delikate Forretninger af selve Overbetjenten (Meyer).
Et af de offenlige Huse i Vestervoldgade skal ligeledes i sin Tid være blevet købt af en af Sædelighedspolitiets Betjente og skal nu ejes af en intim Ven af den afskedigede "Smukke Petersen"!
Lad os endnu blot anføre nogle faa Træk af den modbydelige Trafik, som Aagerkællingerne benytter overfor de prostituerede Piger. Dr. Ehlers giver følgende Beskrivelse:
"Den laangivende "Veninde" har en Inkassatrice, der daglig møder op og afhenter de surt erhvervede Penge hos Debitricen. Faar Inkassatricen ingen Penge, saa kommer Madammen selv den næste Dag, og hendes Inkassationsmaade er der ingen, der kan modslaa.
Fordringerne inddrives efter en Fremgangsmaade, der er langt hurtigere end den, der er foreskreven ved Forordning af 25 Jan 1828. Betaler Skyldnerinden ikke, saa bliver hun simpelthen meldt for en eller anden Uorden, hun har gjort sig skyldig i. Takket være en slig "Veninde" blev Frederiksberg Kommune for nylig befriet for en kostbar Kasserer.
Den Dame, jeg sigter til, lever dog ikke udelukkende af Anger. Hun "monterer" tillige 3-4 Lejligheder med Møbler. Dette trænger til nærmere Forklaring.
De prostituerede maa kun bebo visse Huse; i disse Huse er det ikke - som i de tidligere omtalte - Ejerinden selv, der monterer, men en Lejerinde, der atter udlejer Værelserne til de prostituerede i Dagevis. En saadan Lejerinde, der disponerer over "gode Vinduer", som f. Eks. Vinduerne i Enden af den gamle Gothersgade, er naturligvis ikke saa dum at udleje Værelserne umøblerede; thi saa vilde hun jo ikke kunde forlange 5-12 Kr. pr. Værelse.
Det ses heraf, at det ikke er i Bordellerne alene, at de arme Stakler er Genstand for Udplyndring."
Og hele dette infame Uvæsen har vort Sædelighedspoliti avtoriseret, reglementeret og kontrolleret! Det har blomstret frodigt under Firmaet Madam Clausen & Meyer, hvis ene Parthaver nu er død, efterladende den anden 15,000 Kroner! I Sandhed, det er ikke mærkeligt, at som Dr. Ehlers skriver "et stort Antal Læger er blevne i højeste Grad skandaliserede og opskræmmede ved det Skud i Sædelighedspolitiets Kælder, der sendte Chefen over i en forhaabenlig bedre Verden uden Fattigdom og uden Prostitution, samtidig med at tvende Betjente blev arresterede og straffede, medens Souschefen slap med at trække sig tilbage fra sin Post ("die halbe Armee aus einmal ruiniert")".
Det er ikke blot Lægerne, der er blevet opskræmmede, det er hele den københavnske Befolkning, og den slaar sig ikke til Taals med, at to menige Betjente har faaet en Smule Straf, og at Overbetjent Meyer har faaet sin Afsked - med Pension! Den store Skandale er ikke glemt, fordi det er lykkedes Autoriteterne at gemme den hen. Valget den 21. Marts vil vise, at Københavns Borgere kræver en Oprensning i det raadne System, som repræsenteres af Madam Clausens Arving.
(Social-Demokraten 20. marts 1896).
Bordelværtindens begravelse.
Forleden døde bordelværtinde madam Clausen i Farvergade, bekendt fra de 15.000 kr hun havde skænket overbetjent Meyer i Sædelighedspolitiet.
Begravelsen foregik i mandags fra det mosaiske kapel på Vestre Kirkegård.
Et temmelig stort følge havde, ifølge bladet "København", givet møde - mest familie, men også en del nysgerrige. Adgang til kapellet tilstedtes kun mod forevisning af et kort.
Kapellet var pyntet med blomster og levende træer. På alteret var alle kandelabre tændt. - Den gule egetræskiste var helt skjult af palmedekorationer.
Efter afsyngelsen af en salme træder overrabiner Simonsen frem bag kisten og udtaler sig i følgende ord:
"Almægtige Gud! Når vi træder frem for dig på årets travleste og helligste dag (jødernes store bededag) og vi Israels tjenere og menighed, samles til bod og anger, så vil vi bede for denne kvinde, hvis liv var nedværdiget i stor synd.
Dette liv som her er afsluttet, var Israels samfund til nedværdigelse, og hun var ikke værdig til at bære det navn Du Herre har givet dit folk.
Vi dømmer ikke, vi beder for hinanden og med hverandre gennem anger, beder for dem som er blevet Dog uværdige. Du, Herre, ser hvilke fristelser der har bevirket det dybe fald, - Du skuer faldet! Og, som vor stamfader bad for Sodoma og Gomorra, beder vi for hende som kun fandt kærlighed i sin nærmeste kreds. Hendes time er nu kommet, da hun skal aflægge regnskab for sit store, syndefulde liv.
Og hvis nogen (overrabbineren hæver blikket stift op på de på balkonen forsamlede kvinder) her er til stede som lever eller har levet et liv i ukyskhed og synd, så tænk dig om, mens det er tid, og vend dig til ham som renser og lutrer vore sjæle. Vi kommer alle til at stå til regnskab, når vi drager herfra."
(Randers Dagblad og Folketidende, 27. marts 1896).
En overraskelse.
Det har i lange tider været en fastslået kendsgerning, at den berygtede bordelværtinde md. Clausen var noget i retning af en millionær.
Nu viser det sig, at de herrer, hvem boets opgørelse påhviler, får en ret pinlig, men ikke desto mindre aldeles pålidelig fornemmelse af, at det så ofte udskregne fruentimmer efterlader sig intet - eller i hvert fald så godt som intet.
For det første er ejendommen 13 i Dybensgade alt i levende live bortskænket til hendes søn. Ejendommen nr. 23 i Farvergade, som for resten i øjeblikket er lukket, samt ejendommene nr. 18 i samme gade og nr. 22 i Knabrostræde er ganske vist ikke absolut forærede bort, men på den anden side stikker der i dem bortgivne obligationer indtil en værdi af ca. 100.000 kr.
Indehaverne af disse obligationer er foruden den så ofte omtalte funktionær i Sædelighedspolitiet, overbetjent Meyer, tillige den agtede kvindes svigersøn, grosserer T. og hendes svigerdatter, der som bekendt, nu er gift med fabrikant. E.
Hvis indehaverne af disse obligationer, der rigtignok er transporterede i levende live til de pågældende ovenfor omtalte "kendte navne", ikke gennem de nævnte ejendomme kan få fuld dækning, da viser det sig, at md. Clausen ikke er så rig, som man antog.
Efter sagkyndiges vurdering er nemlig de pågældende ejendomme kun under de heldigste konjunkturer den ovenfor nævnte sum værd.
I hvert fald skal nu usædeligheden i vor by stige i en foruroligende grad.
Således står altså sagen.
Vi der kun har den behagelige opgave at se til, kan være ligeglade. Den eneste der ved den stedfundne opgørelse bliver højst uheldig stillet, er den sidst ommeldte og hidtil ukendte søn hr. Koefoed, som i levende live følte sig forpligtet til at vedkende sig sin moder. Han får nemlig rimeligvis ingenting, hvis da ikke de nævnte ejendomme tilfældigvis skulle stige umådelig i værdi.
Dette sidste ville i en vis grad blive tilfældet, hvis det kunne oplyses, at md. Clausens mand, tømrermester Clausen i Amerika skulle være afgået ved døden uden hverken i opstigende eller nedgående linje at efterlade sig arvinger. Tillige kunne noget sådant indtræffe, hvis de nævnte ejendomme ved køb eller ganske særlig administration kunne forøge de i øjeblikket lidet økonomiske chancer.
Med hensyn til resultatet, der som man kan tænke er ligeså vanskeligt at forudsige, som udbyttet er problematisk, skal vi altså lade begivenhederne gå deres stille gang, og holde vore læsere ajour med den nærmere udvikling.
En ting er en "saga blot", nemlig den berygtede værtinde og hendes rigdom, og det kunne måske være ganske sundt at få konstateret.
(København 18. april 1896).
Proclama
Madam Clausens forretning.
En skandale af rang.
Prostitutionens følger.
Som i går omtalt, karakteriseredes madam Clausen i sin ligprædiken som en skam og skændsel for Israels Hus.
Efter skriftens og moralens forskriften er dette vistnok korrekt. Efter den danske lovgivning og retspraksis derimod ganske uberettiget.
Madam Clausen var efter danske retsbegreber en lige så hæderlig næringsdrivende som enhver anden. Det fremhæves udtrykkelig i Skifterettens dødsannonce (proklama) over hende, at hun havde borgerskab som værtshusholder, næringsbevis som panlelånerske og derhos i 23 år med politiets, det vil sige de offentlige autoriteters, tilladelse havde drevet offentlig hus her i byen.
Skifterettens førnævnte annonce, der stod i "Berlingske Tidende" for forrige måned, er korrekt, men i mange henseender mærkelig.
Skifteretten sidestiller ganske rolig næringsvejene pantelåner, beværter og politibeskyttet indehaver af offentligt hus; havde madam Clausen haft grossererborgerskab, ville retten have nævnt dette med, som en med bordelvært ligestillet næring.
Forholdet er jo nemlig efter vor lovgivning, at utugts udøvelse som erhverv såvel som rufferi, kun er strafbart, når disse virksomheder drives uden politiets tilladelse.
Med politiets tilladelse er begge dele lovlig og retsbeskyttet næringsudøvelse.
Det er det, der er forholdet, og det er netop derfor heldigt, at Skifteretten i sin fremhævelse af afdøde madam Clausens offentlige stillinger udtrykkelig har skrevet: "Afdøde har med politiets (det offentliges) tilladelse i 23 år drevet offentligt hus her i staden."
Den gæstgiver eller hotelvært, der udlejer et par værelser til folk, der udgiver sig for ægtefolk, men som han har grund til at antage, ikke er det, kan herved pådrage sig vand og brødstraf eller forbedringshusarbejde.
Den mand eller kvinde, der har erhvervet politiets tilladelse til drift af offentligt hus, opfylder autoriteternes hensigt med den meddelte bevilling, ved dag og nat mod betaling at stille sine værelser til rådighed for utugts bedrivelse.
Den kvinde, der uden politiets tilladelse driver erhverv ved utugt, forfølges og straffes med vand og brød.
Den, der har tilladelsen, udøver i henhold til et af offentlige myndigheder udarbejdet og godkendt reglement sin lovlige næring. Man indser let det meningsløse og vanvittige heri. I det ene tilfælde, udøvelse uden tilladelse er en forbrydelse, der medfører grov straf og vanære. I det andet tilfælde, udøvelse med tilladelse, er det en fuldkommen lovlig og berettiget handling.
Manglen på konsekvens er selvindlysende.
Forvirring i almen opfattelsen og dens offentlige moral naturlig. Der burde, når det offentlige betragter utugt som erhverv og betalt hjælp her til, som noget til hvilket der kan gives næringsbevis, kun kunne være tale om at straffe dem, der driver erhvervet uden bevilling med boder, som for anden ulovlig næring.
De meningsløsheder og skandaler den lovordnede prostitution medfører, er imidlertid ikke udtømte hermed.
Den bestående lovgivning fører ligefrem til at offentlige autoriteter i visse tilfælde selv må optræde som bordelforvaltere og som administratorer af logerende fruentimmer og i sin egenskab af offentlig autoritet søge bordeltilladelse eller medvirke til sådan tilladelses forskaffelse.
Det er dette Skifteretten har måttet som bestyrer af madam Clausens efterladenskaber. Vi skal i næste artikel udvikle hvordan og hvorledes.


Ingen kommentarer:
Send en kommentar