Dette indslag er en del af en artikelserie om Olga Eggers som kan findes ved at følge dette tag.
Olga Eggers var redaktør på det racistiske og antijødiske blad "Kamptegnet", og opgav offentligt navne på personer der var "hel-, halv- eller kvartjøder". Bladets erklærede formål var bl.a. at skabe “et nyt og bedre racebevidst Danmark”. Kamptegnet hængte P. M. Daells jødiske sekretær Ella Wassermann ud som en der styrede Daells Varehus, og ført en kampagne imod hende. Bl.a. uddelte hun løbesedler. Herfor blev hun dømt for bagvaskelse, fik 1942 fjernet sin forfatterstøtte på finansloven og fjernet fra Kraks Blå Bog, dog nåede hun at komme med i 1942-udgaven.
Dommen ved Østre Landsret maj 1942 lød på 2 gange 60 dages hæfte og 2 gange 40 dages fængsel for bagvaskelse, og til en erstatning til grosserer Daell 4.000 kr. og frk. Wassermann 2.000, endelig 1.700 i sagsomkostninger. Efter straffelovens paragraffer 267 og 268:
Sagsanlæg i dag mod antijødisk blad.
Fru Olga Eggers, redaktør af "Kamptegnet", sagsøges af grosserer P. M. Daell og hans sekretær.
For LANDSRETTENS 4. afdeling indbringes i dag, efter hvad "Jyllandsposten" meddeler, en sag, der af grosserer P. M. Daell og sekretær i firmaet Daells Varehus frk. Ella Wassermann er anlagt imod den ansvarshavende redaktør af ugebladet "Kamptegnet" fru Olga von Eggers, som har bragt en artikel, der efter sagsøgernes mening er ærerørig. Der vil blive nedlagt påstand om dom for bagvaskelse, mortifikation af de fremsatte udtalelser samt idømmelse af en erstatning efter rettens skøn til hver af sagsøgerne.
Den pågældende artikel er optaget i bladet for den 15. januar under overskriften "Flere og flere går om ad Nørregade for at se jødelakajen P. M. Daell".
I artiklen rettes der angreb mod grossereren for hans stilling til Finlandshjælpen, og det antydes, at han har ændret opfattelse under indflydelse af sin privatsekretær, frk. Wassermann, der er jøde. Det hævdes, at hun skalter og valter med personalet, som hun lyster, og at der ikke er plads for andre meninger end dem, hun dikterer.
I dagene efter udsendelsen blev der foran Daells Varehus uddelt løbesedler med teksten: "Læs om jødinden Wassermann i "Kamptegnet", og der blev uddelt såvel blade som løbesedler til personalet i selve varehuset. Det blev grosserer P. M. Daell for meget, og han gik til højesteretssagfører Bondo Svane, som udtog stævning mod fru Eggers. Også frk. Wassermann følte sig brøstholden, og hun henvendte sig til højesteretssagfører Steglich Petersen, der ligeledes udtog stævning mod fruen.
I sagsfremstillingen hedder det, at grosserer Daell af hensyn til sin familie, sin forretning og for sit personale på ca. 700 fastansatte og hele sin offentlige position, mener, at artiklen ikke kan passere upåtalt. Angrebet betegnes som værende af særdeles grov karakter og fuldstændig grundløst.
I begge de udtagne stævninger nedlægges påstand om dom for bagvaskelse, og at straffen bliver sat til fængsel eller hæfte.
Med hensyn til grosserer Daells erstatningsspørgsmål gøres gældende, at det af artiklens indhold fremgår, at det bl. a. har været bladets hensigt at afholde læserne fra at handle i varehuset. Det tilføjes, at det er sagsøgerens agt at skænke det erstatningsbeløb, der vil blive ham tilkendt, til hjælpen for finske børn.
(Horsens Social-Demokrat, 19. februar 1942):
Formålet med omtalen af Daells Varehus var kun at angribe jøderne.
Sagen mod Olga Eggers og Aage H. Andersen for Landsretten i går.
Det er rigtigt at "Kamptegnet" skriver på en særlig måde, men i en politisk, ideologisk kamp er tonen friere end ellers.
Der var stor tilstrømning til landsretten da man i går i 4. afdeling påbegyndte behandlingen af sagen mod "Kamptegnet". Grosserer P. M. Daell var repræsenteret ved højesteretssagfører Bondo Svane, mens hans sekretær, jødinden Ellen Wassermann var repræsenteret ved højesteretssagfører Steglich-Petersen. For fru Olga Eggers mødte landsretssagfører W. Waltenburg og for Aage H. Andersen sekretær Reinholdt Jacobsen. Dommersædet beklædtes af retsformand Rosendahl samt landsdommerne Spang Hansen og Preisler Knudsen.
HRS Bondo Svane krævede de to sagsøgte dømt for bagvaskelse efter straffelovens paragraffer 267 og 268 samt til in solidum at udrede en erstatning efter rettens skøn, ikke over 10.000 kr. Sigtelserne kræves kendt ubeføjede og endelig forlanges det at de to tiltalte skal betale sagens omkostninger og offentliggørelse af dommen.
LRS Waltenburg nedlagde for fru Eggers påstand om lovens mildeste straf, og med hensyn til erstatning et mindre beløb eller frifindelse. Landsretssagføreren fremhævede, at han på sin klients vegne havde fremsat forligsforslag, der imidlertid var blevet afslået, fordi det var fremsat for sent.
Også for Aage H. Andersen blev der nedlagt påstand om frifindelse.
Proceduren.
HRS Bondo Svane indledte sin procedure med en præsentation af sagens parter, idet han bl.a. oplyste at fru Eggers nyder en forfatterunderstøttelse fra staten, og at hun var redaktør af "Kamptegnet" da sagen blev rejst. Om Aage H. Andersen oplyste højesteretssagføreren at han er leder af "Dansk Anti-jødisk Liga" og at han betegnes som "Jødernes Fjende nr. 1". Desuden fremhævedes det at grosserer Daell har gjort en meget stor indsats for det sønderjyske arbejde og hjælpen til Finland under den forrige krig. Han er en mand med et uplettet navn. Angrebene i "Kamptegnet" karakteriserede højesteretssagføreren som "et skoleeksempe på bagvaskelse". Hvis man nu kommer med en undskyldning, så siger vi afgjort Nej, udtalte han. Der er også det at hvis sagen blev afgjort med en undskyldning, så ville der uden tvivl opstå rygter om at der nok alligevel var noget om det. Dette v er grunden ti at man har afslået forligstilbuddene.
Højesteretssagføreren dokumenterede de påstande, der er fremkommet i "Kamptegnet", og han gjorde gældende, at begge de sagsøgte har ansvaret for sigtelsen for intimt forhold mellem sagsøgerne de sagsøgte har ansvaret for sigtel // være det mest graverende i angrebet.
Endvidere gjordes det gældende, at det værste for grosserer Daell havde været de værste beskyldninger, der var rettet imod ham i forbindelse med Finlandshjælpen. Hans kærlighed til Finland er uforandret, men forholdene er ændrede. I den første krig stod Finland alene - i den anden har Finland store stærke magter ved sin side.
Endelig mindede højesteretssagføreren om, at bladets løbesedler var blevet uddelt i Daells egen forretning. Kampagnen havde skadet firmaet økonomisk. Et katalog, der var sendt til Aarhus, kom tilbage med påskriften: "Iæs Kamptegnet".
Højesteretssagfører Steglich Petersen, der som nævnt mødte for jødinden Ellen Wassermann, henholdt sig i hovedsagen til sin kollegas procedure, men fremhævede det ærekrænkende i at blive kaldt "chefens private godte". Endvidere udtalte højesteretssagføreren, at der ikke var nogen undskyldning for sigtelser, der provokerer til gadeoptøjer.
Landsretssagfører Waltenburg meddelte, at fru Olga Eggers havde ønsket, at denne sag der ikke havde politisk grundlag, skulle behandles ganske sagligt af en uhildet sagfører, og han mente, at han opfyldte denne betingelse, da han aldrig havde tilhørt noget parti. Landsretssagføreren omtalte forligsforhandlingerne for at få sagen ud af verden på sædvanlig vis, men det blev afvist.
Landsretssagføreren gjorde gældende, at fru Eggers ikke kendte de pågældende artikler, før de var fremkommet i bladet. Bladets tendens var ikke at skrive ondsindet om den enkelte, men at angribe jøderne. Han erkendte, at udtrykkene havde været stærke, så han ville frafalde en principiel påstand om frifindelse Men af hensyn til fru Eggers vandel og alder indstillede han hende til mildeste straf. Hvis det blev en frihedsstraf, henstilledes det, at den blev gjort betinget.
Landsretssagføreren tilføjede med hensyn til løbesedlerne, at de ikke var udsendt af bladet, så dem havde fru Eggers ikke ansvaret for. Til erstatningen erklæredes, al der ikke forelå dokumentation for økonomisk tab og økonomisk boykot. Erstatningerne må komme ned på intet eller noget ganske ringe når man ønsker at benytte beløbet i velgørende øjemed, mener jeg ikke, der i dette tilfælde kan gives erstatning.
Redaktionssekretær Reinholdt Jacobsen udtalte på sin redaktørs vegne, at Aage Andersen ikke havde ansvar for artikler forud for den 26. februar, han havde ikke påtaget sig noget ansvar for, hvad der Iå forud for hans tiltræden.
Den nye presselov fastslår redaktørens ansvar. Der er et selvstændigt ansvar for hver af redaktørerne. "Kamptegnet" er nu engang et kampblad og kan ikke tage de hårfine hensyn, som andre steder kan være på sin plads.
Heinholdt Jacobsen kom nærmere ind på, at angrebet ikke var rettet mod grosserer Daell, men mod frk. Wassermann, fordi hun var jøde. Det var jøderne, man ville bekæmpe som en ulykke for vort samfund.
En Henvisning til Hitlers tale
Endvidere dokumenterede hr. Reinholdt Jacobsen en skrivelse af 26. april fra Aage H. Andersen til højesteretssagfører Bondo Svane, hvori der stod:
Med hensyn til at påberåbe Dem den mig tidligere overgåede dom angående Mosaisk Trossamfund, kan jeg selvfølgelig Ikke hindre Dem heri, hvis De absolut vil gøre Dem selv umulig i det fremtidige Europa. Jeg gør Dem imidlertid udtrykkelig opmærksom på, at jødedommen med dens synagoger og såkaldte trossamfund efter nyeuropæisk opfattelse kun er en international forbryderisk sammensværgelse mod den øvrige menneskehed.
Endelig henviste hr. Reinholdt Jacobsen til rigskansler Hitlers sidste tale og udtalte, at det var alle mænd i nøglestillinger, man skulle have opmærksomheden rettet imod. Man nærede ingen mistanke til Daells fædrelandskærlighed. Man fandt kun, at han havde svigtet i Finlandssagen. Der havde været rig anledning til at hjælpe gennem Frikorps Danmark og Waffen SS. Reinholdt Jacobsen hævdede, at Aage Andersen ikke havde gentaget den anden beskyldning mod Daell.
Det er rigtigt at "Kamptegnet" skrives på en særlig måde. Men "Kamptegnet"s tone skal ikke bedømmes af højesteretssagfører Bondo Svane, og den skal ikke stå til dom her for retten. Vi har skrevet lige ud om den jødiske smitte i Højesteret o. s v. I en Ideologisk politisk kamp er tonen friere end ellers.
Efter at have gennemgået de enkelte udtryk og ligesom Waltenburg hævdet, at der ikke var lidt noget tab, påstod han Aage Andersen frifundet.
Vidneafhøringer
Som vidne afhørtes bogtrykker Hammeken, der havde trykt løbesedlerne, og en dame, der havde været ansat i Daells Varehus. Hun erklærede, at hun havde hørt jødinden Ellen Wassermann kalde grossereren "Palle". Endelig afhørtes de to sagsøgere, der begge erklærede vidneudsagnet for opspind.
Efter duplik optoges sagen til doms.
(Fædrelandet, 29. april 1942).
Velfortjent afklapsning til fru Olga Eggers.
Hun blev idømt 120 dages fængsel, og den anden redaktør af "Kamptegnet" fik 80 dages hæfte.
København Fredag. (R. B)
I dag faldt der i Landsretten dom i den sag, grosserer P. M. Dael havde anlagt mod forfatterinden fru Olga von Eggers og redaktør Age Henning Andersen i anledning af de grove fornærmelser i bladet "Kamptegnet'.
Ved dommen blev de ærefornærmende sigtelser kendt ubeføjede. Fru Eggers dømtes 60 dages hæfte og red. Andersen 10 dages fængsel, De dømtes endvidere til in solidum at betale 4000 kr i erstatning. 300 kr. til bestridelse af omkostninger ved dommens offentliggørelse i dagspressen og 800 kr. i sagsomkostninger. Desuden bestemmer dommen, at dommens begrundelse skal optages i "Kamptegnet".
Under en lignende sag som frk. Ella Wassermann havde anlagt mod de samme for æresfornærmelse også i "Kamptegnet" blev fru Eggers idømt 60 dages hæfte og redaktør Andersen 40 dages fængsel. Desuden skal de i forening betale i erstatning 2000 kr, til bestridelse af omkostninger ved dommens offentliggørelse i dagspressen 300 kr samt i sagsomkostninger 800 kr
I Præmisserne siges blot, at de fremsatte sigtelser er ærekrænkende og efter det under sagen oplyste fuldstændig grundløse hvorfor de kendes ubeføjede.
Da de sagsøgte har savnet rimelig grund til at anse dem for sande, vil de begge være at anse efter straffelovens paragraffer 267 og 268.
De tilkendte erstatninger er for lidelse og tort og ulempe og forstyrrelse i forhold.
(Fyns Venstreblad, 16. maj 1942)
Bagvaskerne
Man kan sige, at fru Olga Eggers og Aage H. Andersen slap billigt, da de for deres beskyldninger i "Kamptegnet" fik henholdsvis 120 dages hæfte og 80 dages fængsel. På den anden side er vore dommere jo yderst utilbøjelige til at bringe bagvaskelsesparagraffen i anvendelse, i hvert fald ikke når den angrebne er en politiker. Man så det i sin tid, da hofjægermester Sehested havde slået sig på bagvaskelser. Han dømtes alligevel efter den mildere injurieparagraf. Men havde iøvrigt derefter det uheld, at offentligheden senere fik et i høj grad generende indblik i, hvilke personer han tog i sin tjeneste for derigennem at fremme de "ædle formål", han havde. Hr. Sehested opnåede altså kun en kortvarig succes, en succes han måtte betale med resterne af hans almindelige anseelse, hvis der da var rester tilbage og det var ikke urimeligt, thi det danske folk vil nemlig i almindelighed vende sig mod bagvaskelse anvendt som politisk kampmiddel, og derfor vil det også glæde sig over, at de to redaktører for "Kamptegnet" er blevet dømt.
Det var en anset mand, de var faldet over, som de overhovedet ikke kunne sige noget på, og for at gøre sagen rigtig beskidt, var også faldet over en lige så sagesløs kvinde. Under proceduren forsøgte de end ikke at føre skygge af sandhedsbevis for dens påstande. Som det står i sagens præmisser, kunne de ikke selv være uvidende om, at der var antydning af grundlag for deres beskyldninger, men naturligvis fandt de alligevel ikke på gøre afbigt. Tværtimod fortsatte "Kamptegnet" i længere tid en kampagne, og den eneste "undskyldning", som de anklagede havde, var at kvinden, de var faldet over, var jøde, hvoraf altså synes at fremgå, at de havde den opfattelse, at jøder i Danmark var retsløse, og at en hvilken som helst æreskænder kunne behandle dem, som vedkommende havde lyst. De er nu blevet belært om noget andet, og selv om de kun kommer i hæfte, henholdsvis fængsel, i 120 og 80 dage, og selv om de kun skal betale 8200 kr. i erstatning og omkostninger, så er det i hvert fald blevet fastslået, hvilke personer der er tale om, ligesom "Kamptegnet" har givet sig selv en betegnelse, det aldrig vil kunne vaske af sig.
Man har derfor grund til at være grosserer P. M. Daell taknemmelig, fordi han tog det ubehag der altid er forbundet med et sagsanlæg af den art, skriver "Demokraten". Forhåbentlig vil det betyde, at "Kamptegnet" i fremtiden bliver lidt mere forsigtig mht. sine overfald på navngivne personer.
(Langelands Social-Demokrat (Rudkøbing), 20. maj 1942)
Christmas Møller og Olga Eggers
"Berlingske Tidende" beskæftiger sig i sin ledende artikel i går med den forfattergage, fru Olga Eggers får på finansloven. Spørgsmålet er oprindelig rejst i den konservative landstingsmand H. Steins blad "Børsen", og de to blade er enige om, at fru Fggers efter den dom, der er overgået hende i sagen mod grosserer P. M. Daell og jødinden Wassermann, også skal rammes på pengepungen. Det er værd at notere, at de to blade gør en fin hentydning til, for navnene nævnes selvfølgelig ikke, at der som bekendt foreligger fortilfælde. Forfatterne, som "Berlingske Tidende" og "Børsen" ikke kan få sig selv til at nævne, er de kommunistiske skribenter Martin Andersen-Nexø, Hans Kirk og Soya. De er strøget på finansloven af den simple grund, at den danske statsmagt af anstændigheds hensyn ikke godt kan belønne forfatterne med en statsgave, fordi deres arbejde er i strid med landets love og med den politik, der skal føres. Noget sådant er imidlertid ikke tilfældet for Olga Eggers vedkommende. Hun er ved retten dømt for nogle skriverier i sit blad "Kamptegnet", og hun har yderligere i retten erkendt, at de oplysninger, hun skrev sine artikler på, var forkerte. Derimod har vi endnu ikke hørt, at Andersen-Nexø, Kirk eller Soya har erklæret, at det, de kæmpede for, var til skade for land og folk. Alligevel trækker "Berlingske Tidende" og "Børsen" parallelen. Og da det er undervisningsminister Jørgen Jørgensen som har det afgørende ord, mobilisere også han. Olga Eggers vil ikke alene dømmes af retten, men også af staten. Vi forstår bedre, hvorfor den enestående hetz mod national-socialisterne kan fortsætte på universitetet og rundt om i skolerne mod børnene af national-socialistiske forældre. Jørgen Jørgensen er skam optaget af ganske andre ting. Det er langt vigtigere for ham at overveje, om Olga Eggers fortsat skal have 700 kroner af staten om året, eller beløbet skal stryges, end det er at skride ind mod den politiske forfølgelse i skoler, læreanstalter og på Universitetet.
For "Berlingske Tidende"s og "Børsen"s vedkommende gælder det, at de med fru Eggers-sagen har fået noget andet at tale om. Fru Eggers er hovedpersonen i dagens Danmark. Hun kommenteres og diskuteres i systemets presse. Det var næsten en slags førelse fra højere magters side, at fru Eggers kom frem på arenaen samtidig med, at Christmas Møller flygtede til England. For så undgik de to højkonservative blade da helt at beskæftige sig med ham! Han er ganske vist konservatismens første mand i landet, men den grove forbrydelse, han har gjort sig skyldig i, kan slet ikke sammenstilles med fru Eggers, der, efter de to blades opfattelse, er endnu grovere. Ellers havde de såmænd nok haft en kommentar at gøre til Christmas Møllers flugt. De to blade opnår på denne måde at forfalske billedet, fremfor med ansvar overfor land og folk at give en nøgtern vurdering af den situation, Christmas Møller har bragt vort Land i. Forklaringen er vel til gengæld at den jødiske indflydelse er for stor for begge blades vedkommende.
Virtus
(Fædrelandet, 19. maj 1942).
Annonce i Fædrelandet, hvor Olga Eggers taler ved et møde i Dansk Antijødisk Liga. 18. juni 1942.
Højesteret forhøjede 29. marts 1943 straffetiden for begge til 2 gange 80 dages hhv hæfte og fængsel, samt 2.000 kr i sagsomkostninger. Werner Best var den øverste tysker i Danmark, og det passede ikke i hans ønske om en ændret politik. Han fjernede støtten og lukkede bladet i maj 1943. Det siger måske lidt om Eggers at hun ved Højesteret blev dømt for at gøre noget der egentlig var besættelsesmagtens officielle jødepolitik.
Eggers rejste til Tyskland som tolk. Formentlig "venligt" opfordret fra besættelsesmagten selv i Dagmarhus. Hun blev arresteret i 1945 i sit hjem i Holbergsgade 17 som en af de første og største nazister, og døde knap to uger efter i Vestre Fængsel af indtil i dag ukendte årsager.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar