200-årsdagen for svenskernes storm på København i 1659 blev bl.a. fejret i København, Fredericia og Rødding. I København satte skandinavismen sit præg: "Arvefjenden" - svenskerne - blev især efter 1845 anset som et skandinavisk broderfolk. Prominente nationalliberale og guldalderens førte sig frem: H.C. Andersen, B.S. Ingemann og Christian Richardt, Orla Lehmann og Carl Ploug, Lumbye og Bournonville. Samt de kongelige, om end tronfølgeren (den senere Christian IX af Glücksborg) noget tøvende idet han var konservativ helstatsmand, og absolut ikke tilhænger af den skandinavistiske, nationalliberale Ejder-politik.
Se fx nedenstående artikel i Fædrelandet:
- At et Folk holder sine historiske Minder i Ære, er smukt og gavnligt, og Kjøbenhavns Befolkning ærer et saadant, idet den festligholder Tohundredeaarsdagen eller Stormen paa Kjøbenhavn Natten mellem 10de og 11teFebruar 1659; thi, skjønt denne Begivenhed i og for sig ikke var saa mærkelig, da Udfaldet af den, saa at sige, var givet forud derved, at Byens vaabenføre og væbnede Befolkning var stærkere end hele den beleirende Hær, slaaer den dog som Glandspunktet i dm lange Belejring, hvis Følger saavel for Danmarks indre borgerlige Udvikling som for dets ydre Selvstændighed vare afgjørende. At altsaa hin Begivenhed mindes ved Festligheder, finde vi ganske i sin Orden og fra alle Sider betragtet bifaldsværdigt. Men man skulde antage, at da der nu er bragt ikke mindre end tre særskilte Fester i Forslag, nemlig en almindelig Borgerfest om Aftenen den 10de i Casino, et Optog samt en Banquet i Ridehuset om Formiddagen den 11te, egenlig bestemt for Borgervæbningen, men nu tilgængelig for Alle, og endelig et Bal i Casino samme Dags Aften, ligeledes tilgængeligt for Alle, saa maatte de, der ønske at feire hin Erindring, kunne finde tilstrækkelig Ledighed dertil, og at hvad der foreslaaes mere let kunde blive formeget af det Gode. Vilde dette nu gjælde, ifald der fremkom Indbydelser til flere lignende Fester, saa gjælder del dog fornemmelig om det Forslag, der vel ikke vises at være gjort af nogen bestemt Person, men som fremsmugles gjennem Bekjendtgjørelser i Adresseavisen af deri interesserede Næringsdrivende, nemlig Forslaget om en almindelig Illumination. At en saadan meget passende kan bruges, hvor en stor, overvældende Glæde pludselig griber alle Gemytter, negte vi ikke; men Glæden over hint tohundredaarige Minde kan dog for det Første ikke være pludselig, og for det Andet heller ikke saa aldeles ublandet, da den indre Orden, der udgik fra 1659, langtfra opfyldte folkets Ønsker og Ret, og den ydre Selvstændighed, der da hævdedes, netop i den nyeste Tid fra anden Kant er stærkt anfægtet, og endelig tør man desværre sikkert forudsætte, at Historiens Minder langt fra omfattes af Alle med lige Kjærlighed og Ærefrygt. Hertil kommer nu, at en almindelig Illumination medfører den Mislighed, at den paalægger en stor Tvang, idet Mange dels af Frygt for Molest, dels af en vis Forfængelighed nøies til at være med, uagtet de hverken have Lyst eller Raad dertil; og endelig vilde den, foranstaltet paa samme Tid, da en stor Del Familier vare borte fra deres Hjem for at deltage i de andre Fester, med øre megen lldsfare og let tillige Gadeoptøier, og maatte paa begge Maader gribe forstyrrende ind i disse. Dette Forslag, der, som sagt, ikke er fremsat bestemt af Nogen, men øiensynlig drives frem af egennyttige Speculationer, der ikke have noget Krav paa at begunstiges, finde vi altsaa forkasteligt, og vi anmode vore ærede Colleger, uden Hensyn til andre Meningsforskjelligheder, om at understøtte os i at bekæmpe det. Hvis Nogen, som ikke kan være med ved Festerne, eller som har Lyst til at udgive Mere, end disse koste, vil foretage noget Yderligere i taknemmelig Erindring om Forfædrenes Trofasthed og Tapperhed og om de Lidelser og Farer, denne By tidligere har udstaaet, da er der af en høiagtet Medborger for os fremsat et langt smukkere og hensigtsmæssigere Forslag, nemlig at de 3 Festcomiteer forene sig om at modtage milde Gaver til Byens Huusarme, der ikke høre under Fattigvæsenet, og med Bistand af Geistligheden besørge disse uddelte.
(Fædrelandet 4. februar 1859).
Både det stockholmske "Aftonblad" og "Göteborger Handelszeitung" synes at være utilfredse med denne fejring, som dog ikke passer godt til de tidligere skandinaviske festivaler, der er holdt siden 1845.
Sowohl das Stockholmer "Aftonblad" als die "Gothenburger Handelszeitung" scheinen mit dieser Feier unzufrieden zu sein, die allerdings zu den früheren, seit 1845 abgehaltenen Skandinavischen Festen nicht gut passt.
(Magdeburgische Zeitung : Anhalter Anzeiger. 5. februar 1859. Uddrag)
Fejringen i København var udpræget nationalliberalt: fortidens heltebedrifter skulle danne forbillede for det danske heltemods sejr i en eventuel kommende krig med tyskerne om hertugdømmet Slesvigs tilknytning til kongeriget Danmark. Det blev der ikke lagt skjul på i nedenstående artikel fra Fædelandet:
- Kjøbenhavns Borgere feire i morgen og overmorgen paa mange Maader Tohundredaarsdagen efter CarI Gustavs mislykkede Storm paa Byen, og saavist som vel just er saadanne Festers Betydning og Hensigt, ved Mindet om Forfædrenes Heltegjerninger at vække den under Hverdagslivets travle Syssel lidt halvt slumrende Fædrelandskjærlighed til nyt Liv, og styrke Sindet til at bære de Ofre, som Staten i Farens Stund maa kræve at sine Borgere, saavist er det netop for Øieblikket al Anledning til at feire denne Mindefest; thi true end ikke fjendlige krigshære Land og By, saa er dog Faren saa nær for Haanden, at, hvis Tydsklands Overgreb ikke iTide kraftig vises tilbage, vil Danmark og Danskheden inden rum Tid være truet med Undergang maaskee endog i høiere Grad end for to hundrede Aar siden. Saameget er jo nemlig klart, at det ikke er Holsten, ikke Slesvig alene, at Tydsklands Hu staaer til, nei, det er ofte og tydelig nok udtalt, at det ophøiede Maal, som tydskerne i denne Henseende har sat sig, er Intet mindre, end at lyksaliggjøre hele Danmark, ved at indlemme det i det store tydske Fædreland. Og lad det end være afgjort, at, hvis Stormen paa Kjøbenhavn ikke var bleven afslaaet, vilde Danmark have ophørt at existere som selvstændig Stat, og det danske Sprog og den danske Nationalitet være gaaet op i det fælles Nordiske, saa er det dog altid et Spørgsmaal, om Danmark med sin kraftige borgerstand og sin fordelagtige Beliggenhed, skjønt undertvunget, ikke inden kort Tids Forløb vilde have tilvendt sig Hegemoniet i den skandinaviske Stat, og om det, som Følge af det høiere Culturtrin, hvorpaa det unegtelig dengang stod, ikke vilde have faaet en saa overveiende indflydelse paa Nordens fremtidige Udvikling, at del danske Sprog og den danske Nationalitet kun uegentlig kunde siges at være gaaet til Grunde, i Danmarks nuværede Kamp med Tydskland gjælder det derimod i en ganske anden Grad, at, hvis Danmark taber, er vort Fædreland for evig udslettet af Staternes Række, og vort Sprog og vor Nationalitet viet til Undergang og Død. Thi Fjenden er nu ikke en Stat af omtrent samme Størrelse og styrke som Danmark; det, er et Land, mange Gange større end vort, i hvis Raad vort lille Fædrelands Stemme vil være aldeles uden Vægt. Det er ikke et Folk med en kun ufuldkommen udviklet Nationalitet af samme nordiske Stamme, som vor; det er et Folk paa et høit Culturtrin, i hvis fremtidige Udvikling Danskheden ikke vil blive et integrerende Led, men kun finde sin Grav. Det er endelig en Fjende, der angriber os med et Vaaben, som Dansken altid har havt ondt ved at svinge, - Diplomatiets Rænker og List.
Saa lad os da feire denne Mindefest, men lad det midt under Glæden staae klart og levende lor vor Sjæl, at ogsaa vi have en Storm at afslaae, en Storm, der er farligere og frygteligere end den, over hvis Rædsler Natten mellem den 10de og 11te Februar 1659 bredte sit Slør!
-I.
(Fædrelandet 9. februar 1859).
Iøjnefaldende var fraværet af at nævne at udfaldet af Københavns belejring for en stor dels vedkommende skyldtes at datidens store sømagt, Holland havde sendt en ganske betydelig styrke med forsyninger til hjælp for københavnerne. Det forhindrede en svensk succes. Den første undsætningsflåde bestod af 35 krigsskibe med 1.284 kanoner, foruden en proviantflåde, samt 2.200 hjælpetropper. Den 29. oktober 1658 gennemførte den et dristigt og vellykket angreb på den overmægtige svenske flåde på 45 skibe med 1.838 kanoner støttet af de faste batterier ved Kronborg og Helsingborg som spærrede Øresund. Hollænderne mistede 1 skib, men erobrede 3 svenske, samt uskadeliggjorde endnu flere. Det var altså toptrænede styrker der kom københavnerne til hjælp. Under stormen spillede hollænderne en central rolle i at nedkæmpe det forvildede afledningsangreb ved Østerport (Rosenborg), og måske endnu vigtigere: hollænderne forsvarede sammen med Sjællandske Regiment Københavns Akilleshæl: "den halve bolværk ved Kastellet" (Stormgade). I juni 1659 mens belejringen fortsat stod på, ankom en ny hollandsk flåde på 40 orlogsskibe, 1743 kanoner og 7.700 mand.
Ikke overalt i Danmark delte man de københavnske skandinavisters synspunkter:
... At det altid beredvillige Krigspartie hos os vilde forsøge Festen udbyttet paa sin Viis: saae man ogsaa allerede af Eiderscandinavernes Forsøg paa, i en halvkomisk Modstrid til Festens Oprindelse, at trække Sverrig, ved Mindet om Befrielsen fra at trækkes op i det, med et Tableau af Lundske Studenter ind i Festen. Det vilde ogsaa have været en Deelagtighed næsten i dobbelt Forstand svarende til de gamle Latineres ironiske Fortolkning af, at lucus (en Lund) kommer af non lucendo (at der ikke er lyst). Havde de sidste Aars politiske Tendentser, navnlig fra Universitetssiden, været anderledes, d. v. s. til Bevaring af er selvstændigt udeelt dansk Monarchie, saa havde der i hint Sindbillede endda kunnet ligge en smuk Forsoningstanke ovenpaa den ældre Tvist med Naboriget. Men selve dette Forsoningsudtryk behøvedes ikke engang, thi Tvisten er forældet, og ingen Dansk kan nuomstunder tænke paa andet end for bestandige Tider at bevare et brodervenligt Sind til sin østlige og nordlige Nabo, naar denne forhaabentlig ogsaa selv vil undlade Alt, hvad der kan indvirke forstyrrende paa det danske Monarchies udeelte Bevaring, dels Ro og Selvstændighed. Hint Forsøg med at bestille Studenterne fra Lund strandede da ogsaa paa de danske Studenters egen gode Smag, om endog lidt Confusion, og det skader ialtfald ikke ved Forsøg med en allerede confus Idee, har assisteret" herved. Den spredede Scandinavisthær samlede sig imidlertid i lidt broget Snit under sin journalistiske Fører og har faaet et Par militaire Generaler med til at feire en Casinofest, der idetmindste ved Anføreren ikke har kunnet frigjøre sig for en Tendents, som ligger udenfor den, Monarchiet ene tjenlige, bestemte Fredspolitik. En Indbydelse til Hs. Maj. Kongen, om at deeltage med heri, er heller ikke bleven modtagen, af samme anførte Grund, som ovenfor er nævnt.
(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 10. februar 1859. Uddrag)
I Fredericia blev hollænderne heller ikke nævnt:
Fredericia, den 12te Februar. (Fred. Av.) Festen i Anledning af Tohundredaarsjubilæet for Stormen paa Kjøbenhavn indskrænkede sig her til et i Frederiksforeningens store Sal arrangeret Festmaaltid, ved hvilket c. 100 Deeltagere af alle Stænder vare tilstede. Den forventede Parade af Fæstningens Garnison cg Borgervæbning og det paatænkte Optog af Laugene fandt ikke Sted, da Krigsministeriet, som der siges, efter Generalcommandoens Indstilling, havde fundet, at der ikke var nogen Anledning for Garnisonen som saadan til at deeltage i Festen, og dette bestemte da Komiteen til ogsaa at lade Paraden af Borgervæbningen og Optoget af Laugene bortfalde, hvor, til der forøvrigt ikke km skimtes nogen Grund, hvis der ellers havde været nogen Sympathi for Festen mellem Borgerne. - Kl. 1 samledes man i Festlocalet, ved Siden af hvillet var opstillet et Musikkorps, der under hele Festmaallidet udførte fædrelandske Melodier. - Amtmand Lehmann, hvem Festcomiteen havde overdraget Præsidiet ved Bordet, gav først Ordet til General Ræder, der udbragte Skaalen for Kong Frederik den Syvende. Derpaa udbragte Provst Boisen Mindets Skaal. Kapt. Falkenberg foreslog en Skaal for "Danmarks Borgere og Landmænd", hvorefter fulgte en Skaal for "Kjøbenhavn", forestaaet af Amtmand Lehmann, efterat Justitsraad Mourier i smukke Ord havde udbragt en Skaal for "Armeen", talte Amtmand Lehmann atter for det nordiske Fostbroderlag, endnu udbragtes nogle Skaaler: for Amtmand Lehmann af Skolelærer Frank, for General Ræder af Lehmann, for Fredericia Borgerskab og Borgermester, Justitsr. Mourier, af General Ræder. Skaalen for Qvinden fremsagde i en versificeret Tale af Lieutn. Hoskjær og til Slutningen udbragtes Festcomiteens Skaal af Capt. Lundbye.
(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 14. februar 1859).
Koblingen til Slesvig fremgår af nedenstående artikel:
En Skrivelse fra Slesvig. Hr. Redacteur! Over hele Landet har Enhver i disse Dage længtes efter Aviserne, for at see Beretninger fra Hovedstaden om den storartede Fest, hvis Mage ikke har været siden de mindeværdige Septemberdage. Kjøbenhavn er i Kongeriget Hjertet; derfra gaaer Strømningerne til de yderste Hjørner; men fadedes er det ikke i Slesvig. Der ere Mange, der ikke dele Hovedstadens Begeistring, der Intet have af det Fædrelandssind, der sammenføier de andre standsdele; ikke det samme Sprog, ikke de samme Interesser. Men Enhver veed, det er langtfra Alle, der fadedes ere revne bort fra Moderlandet. Slesvig eier ogsaa Blinder om opoffrende Troskab og Fædrelandssind, rige og uegennyttige; thi det var intet Haab om en fri Forfatning, ingen personlige Interesser, der vare knyttede dertil; det var kun Pligtens Stemme de fulgte; med stiv og Blod vare de Konge og Moderlandet hengivne, som de igjen vilde være det, hvis Kampen atter kalder dem. Her ere Mange, der endnu bære følelige Minder om hine Dages Opoffrelse. Det er deres Sag, som vi, nogle dansk slesvigske Medborgere, ønske at være Talsmand for. Med Forundring have vi i Bladenes Referater for Festen ikke med et eneste Ord seet Invaliderne fra sidste Krig omtalte. Det synes os en ringe Taknemmelighed mod endeel Medborgere, hvoraf Mange endnu hver Dag lide Smerter for deres Trostab; Vidnerne om Fædrelandskjærlighed i det høieste Maal; Hæderen for et heltemodigt Folk og en tapper Armee, der hædrer sig selv ved at hædre sine Invalider.
At en Forglemmelse er skeet, maa Enhver vist indrømme, men i Kongeriget lægges der vel ikke saa megen Vægt derpaa, da man der veed, at det i Virkeligheden kun er en Forglemmelse, og at Invaliden endnu, som vi haabe, i Folkets Hjerter finder den Deeltagelse, han med Rette kan fordre. Men her i Slesvig er det under enhver Omstændighed anderledes. Han møder sjeldent Opmuntring i sine Lidelser; oftere endog modtages han af Spot og Haan, naar han beklager sig, og stadigt svarer man ham: "Hvad vilde Du med for: har Du faaet nogen Tak for din Opoffrelse; ikke engang en Erkjendelse af, at Kongen paaskjønner, at Du kæmpede for ham og ikke imod ham."
I disse Ord, jevnligt udtalte af oprørske Undersaatter. ligger en alvorlig Paamindelse til Regjeringen om at gjøre et Skridt, som idetmindste viser, at den anerkjender Troskaben, og hvis, som Gud forbyde, atter Krigen skulde udbryde, at da et Ydre Tegn tilkjendegiver, at Invalidens sjon ikke er Svagelighed, Forglemmelse og Utaknemmelighed, der vistnok er en Skjæbne, som Enhver maa være bange for, og som altsaa vil have en Demoralisation tilfølge, der umuligt kan andet end virke stadeligt paa Armeen og sløve den enkelte Mands Mod.
Deres ærede Blad har tidligere omtalt, at der findes Medailler, som i Krigen bleve slagne til Uddeling blandt Soldaterne. Vilde det blive for vanskeligt at uddele til Alle, gid Regjeringen da vilde gjøre det til Invaliderne. Enhver af dem kunde sikkert trænge til denne Opmuntring, og navnlig Slesvigerne, der i dette Paaskjønnelsesbeviis vilde finde en Glæde i at have udøvet ! deres Pligt: en Stolthed i deres Konges Erkjendelse og en Anviisning for de Vankelmodige, hvilken Vei de skulle gaae, naar Kongen atter kalder dem.
Ærbødigst
Nogle Slesvigere.
(Flyveposten 17. februar 1859).
Artiklen nævner ikke at begivenheden stort set ikke blev markeret udenfor København og Fredericia, hvilket dog ikke gav anledning til at stemple disse egne som fædrelandsfjendtlige.
Den 11. Februar blev der igjen i Aar holdt offentlige Foredrag paa Rødding Høiskole for saa stor en Tilhørerkreds, som den største Skolestue kunde rumme. De fik en særlig Betydning ved Dagens historiske Minder, og vi skulle derfor tillade os at fremhæve Forstander Høegsbros Skildring af Carl Gustavs Planer mod Danmark, og hvorledes de lidt efter lidt mislykkedes, indtil den Uheldige Storm endelig i den Henseende blev afgjørende. Han gjorde tillige opmærksom paa, at Grunden ril, al denne Dag nu blev festligholdt, medens man i forrige Aarhundreder af Forsonlighed mod Sverrig havde hørt op dermed, ikke var at søge i et storre Fjendskab, men i den gjensidige Erkjendelse af, ar det ene Lands Undertrykkelse al der andet aldrig kunde føre til en sand og varig Forening, og at man derfor, naar man ønskede en saadan, netop maatte være glade, baade ved, at Sverrig havde revet sig løs fra Danmark 1523, og at dette havde tilintetgjort Carl Gustavs Erobringsplaner; thi kun derved kunde der banes Vei for en Forening, hvori de tre nordiske Folk, som selvstendige og ligeberettigede, af fri Villie sluttede sig sammen til fælles Udvikling og Forsvar, og meget vidnede om, at en saadan Tid nu nærmede sig. Til Slutning fremhævede han den Lighed, der i flere Henseender var mellem Begivenhederne Ira 1658 til 60 og dem fra 1848 til 50. Som Adelsvældet dengang havde maattet ty til Borgerstanden i Kjøbenhavn for at frelse Landet fra den Fare, der havde paaført det, saaledes havde Enevældet i 1848 maattet paakalde det hele Folk mod den ved dets Brede endnu mere truende Fare. Baade Adelsvældet og Enevældet vare med der samme gaaede tiI Grunde; men, som meget af hvad der var vundet 1659 og 60, igjen gik tabt ved altfor god Tro til de Styrende, saaledes var det ogsaa gaaet med meget af hvad der var vundet i 1849 og 50. Begge Gange havde det dog vist sig, at naar Faren var størst, var Hjælpen nærmest, og dette maatte give Fortrøstning til Fremtiden. Ved Bordet udbragtes Skaaler for Kjøbenhavn, det nordiske Folkelivs Udvikling, de to nordiske Konger, Hans Nansens og Jakob Dannefers Minde, det gamle Danmarks Rige, den danske Bondestand osv., og saavel i Tale som Sang yttrede sig en livlig og fædrelandsk Stemning. (Vstsl. Tid.)
(Ribe Stifts-Tidende 22. februar 1859).
Jacob Nielsen Danefer (1630-1676) var formentlig ansat ved færgevæsenet mellem Møn og Falster. Han blev senere rytter under navnet Jacob Nielsen Damefehr (Dammefærge), senere forandret til Danefehr. Han deltog i slutningen af 1655 med i kampene i Polen som korporal og kvartermester i den polske konges livregiment. I foråret 1657 blev han enspænder (menig rytter) i Ditlev Ahlefeldts regiment under Josias Breide Rantzau. Ved Roskildefreden 1858 blev hans afdeling opløst og indlemmet i et svensk korps på 2000 ryttere. Han var derefter livknægt hos den svenske hærs næstkommanderende, rigsadmiral K. G. Wrangel. Han var ombord på en svensk skib med 120 danske krigsfanger, gods og bytte mm. til sin gemalinde og husstand. Skibet konvojeres gennem Sundet af en svensk orlogsgaliot. Dammefehr erobrede sammen med ti fanger fra svenskerne, og tvang skipperen og rorgængeren til at styre mod København. Da han kom til København, kunne han endvidere fortælle om den hollandske hjælpeflådes nærforestående ankomst. Han blev udnævnt til ritmester og fik en del spredt bøndergods på Møn. Han kom i strid med oberstløjtnant G. Rauch og dømtes for "insubordination" til at miste sit kompagni. Frederik III lod ham dog igen januar 1661 antage som ritmester med 400 rdl. ventepenge. Han blev herefter tolder i Stege. Senere deltog han i forskellige felttog. Han døde formentlig i Wismar. Boet efter ham viste ingen velstand.
- - - Det er betegnende at denne hændelse nu er bragt ud af sin ufortjente glemsel for at fremsætte en åbenlys erklæring for verdens øjne, at det danske folk i sit store flertal, foruden glædeligt anerkender det broderlige og venlige naboskab forhold til svenskerne, men stærkt misbilliger ethvert forsøg på at forene de tre nordiske riger på bekostning af Danmarks politiske og dynastiske selvstændighed. Den enighed hvormed hele Københavns befolkning, med undtagelse af ganske få, sluttede sig til denne idé som tydeligvis lå til grund for festen, er et smukt vidnesbyrd om den patriotisme de stadig har fundet på trods af det mangfoldige arbejde med den, og den takt hvormed man denne gang undgår ethvert upassende sideblik på de tyske medundersåtter af staten, endsige anerkendte dem, afgav et bevis på at synet på situationens virkelighed er blevet væsentligt afklaret og tiden for fredelig aftale med vore sydlige brødre nærmer sig.
- - - Es ist bezeichnend, dass man diese Begebenheit im gegenwärtigen Zeitpunkt wieder aus ihrer unverdienten Vergessenheit hervorzog, um eine eclatante Erklärung vor der Welt Augen abzulegen, dass das dänische Volk in seiner grossen Mehrheit neben freudiger Anerkennung des brüderlichen und freundnachbarlichen Verhältnisses mit den Schweden, doch jedes bestreben, die drei nordischen Reiche, auf Kosten der politischen und dynastischen selbstständighkeit Dänemarks zu vereinigen, entschieden missbillige. Die Einmüthigkeit, womit sich, mit Ausnahme ganz Weniger, die ganze Bevölkerung Kopenhagens diesem dem Feste klar zum Grunde liegenden Gedanken anschloss, legt ein schönes Zeugniss ihres trots vielfältiger Bearbeitung noch gefunden Patriotismus ab, und der Takt, womit man diesmal jeden unpassenden Seitenblick auf die deutschen Mitunterthanen des Staats vermied, ja ihnen sogar Anerkennung zu Theil werden liess, dürfte ebenfalls einen Beweis abgeben, dass die Ansichten über die Wirklichkeit der Verhältnisse sich bedeutend abgeklärt haben und die Zeit friedlichen Einvernehmens mit unsern südlichen Brüdern sich nähert.
(Artiklen gennemgår herefter stormen, og modsat de danske aviser nævnes også hollændernes andel i sejren over svenskerne, samt tilføjede at Holland også modsatte sig at Danmark overtog Helsingborg. Borgervæbningens parade og festen i Ridehuset beskrives. Den slutter med at ønske at den næste fest skulle handle om forsoningen med holstenerne, ligesom det nu var sket med svenskerne)
Kjøbenhavn den 3. Marts 1859.
"Fædrelandet" af 1ste Marts har gjengivet nogle almindelige Betragtninger, som "Aftonbladet" har knyttet til sin Beretning om de her i Staden afholdte Fester den 10de og 11te Frbr. Qvintessentsen i disse Betragtninger er, at Skandinavismen har spillet en Hovedrolle ved disse Fester, samt at, naar man vil tillægge dem noget politisk Physiognomi, saa maa dette blive afgjort skandinavisk. At et fremmed Blad, hvis Taktik og Politik det er at øse sine Beretninger af eensidige Partiorganer, kan udtale en saadan Anskuelse, er vel ikke saameget til at undres over, men at et kjøbenhavnsk Blad, hvis Redacteur har havt saa god Leilighed til at erfare den virkelige skal falde paa at gjentage dem triumpherende, vilde være ubegribeligt, naar man ikke af Erfaring vidste, hvilket Spil der drives med Kjendsgjerninger, hvorledes man snart exploiterer dem, naar Øiebliktet er til at bruge dem i et vist Formaal, og snart aldeles raisonnerer dem bort eller staser dem ihjel i samme Formaals Tjeneste. Skal Skandinavismen tages i den Forstand, som baade "Aftonbladet" og dets Aandsfrænde Hr. Ploug bestandig have opfattet den, men som stærkt afviger fra den almindelige Opsætningsmaade hos det store Fleertal i Danmark som i Sverrig, saa veed Hr. Ploug sikkert meget godt fra hans Nærværelse ved Banketten i Ridehuset den 11te, at Stemningen aldeles ikke var skandinavisk; den var dansk, specifik dansk, medens derhos fremgik Bestræbelsen efter at vise Forskjellen mellem Fortid og Nutid, mellem 1659, da Dansk stod mod Svensk, og 1859, da et smukt Venskabsbaand knytter Nationerne sammen. Det var ogsaa denne Tanke, der udtrykte sig i de fire poetiske Linier, som havde faaet deres Plads i det saakaldte Fredens Tempel, og som man, med Villie aldeles seende bort fra Anledningen og fra det virkelige Indhold, har taget til Indtægt med en saa overordentlig Gridskhed. Men Hr. Ploug har jo selv havt Følelsen af denne Stemning Tryk, thi naar det ikke var Tilfældet, saa havde han neppe i de tvende Artikler i "Fædrelandet" gjort et mærkeligt Tilbagetog i sine skandinaviske Fordringer, naturligviis med Forbehold af de fromme Ønsker, han knytter til en fjern Fremtid.
Til Slutning en lille personlig Bemærkning. "Aftonbladet" bemærker, at vi "for tilfället" have anslaaet en ret skandinavisk Tone, og anfører dette som et Beviis for Stemningen, da vi skulle være meget bange for at gaae mod Strømmen. "Fædrelandet" maa naturligviis vide, at det Ene er ligesaa usandt som det Andet, men deraf lader det sig aldeles ikke genere ved at gjengive disse Beskyldninger. Det veed nemlig meget godt, at der aldrig fra vor Side hverken ved dette eller noget andet "tilfälle" er fremkommet Noget, der kunde betragtes som Forsvar for den politiske Skandinavisme, ligesom det, naar det blot vilde være ærligt, maatte indrømme, at vi aldeles ikke have nogen Frygt for at gaae imod Strømmen. Vor Holdning i 1853 og 54, da vi, saagodtsom staaende ene i den kjøbenhavnske Presse, havde at kæmpe imod en misbrugt og forført Folkestemning, er i saa Henseende vort bedste Forsvar.
(Flyveposten 3. marts 1859)
De svenske aviser refererede uden kommentarer festlighederne. Dog diskuteredes ganske kort om der burde være svenske repræsentanter til stede ved lejligheden. Desuden nævnte flere at der ikke i Sverige - trods ganske mange lejligheder - var tradition for at fejre ærerige sejre.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar