Ola Berggreen. (Efterskrift til Politivennen)

 Domme.

afsagte i den kgl. Landsoverret i Viborg Mandagen den 1ste Novbr. 1858.

Nr. 343. Ldsovrprøvepct. Smith som Actor, contra: Ldsovrpct. Morville som Defensor for Arrestanten Ola Berggreen, svensk af Fødsel, der tiltales for Mord i Forening med Røveri eller Udplyndring af den myrdede svenske Pige Karna Boosdatter, som tilligemed Arrestanten tjente paa Hovedgaarden Holbekgaard, og ved Rougsøe m. fl. Herreders Extraretsdom af 6te Septbr. 1858 dømt at miste sin Hals og hans Hoved at sættes paa en Stage. De nærmere Omstændigheder i denne Sag ere følgende: Arrestanten, der i Novbr. 1857 kom i Tjeneste paa Holbekgaard og der traf Karna Boosdatter, hvem han godt kjendte fra Sverrig, da de vare fra samme Egn, blev strax Kjæreste med Karna, dog ikke i den Forstand, at de havde levet hinanden Ægteskab, hvilket han end ikke nogensinde havde anmodet hende om at love ham, men iøvrigt spøgte og talte de meget med hinanden og stode i et meget venskabeligt Forhold. Heri foregik der imidlertid nogen Forandring, efterat Karna havde faaet Brev fra en tidligere Kjæreste i Sverrig, med hvem hun havde været uenig, men som nu fornyede Forbindelsen med hende, idet hun nemlig da yttrede til Arrestanten at hun nu vilde have sin gamle Kjæreste igien og vilde tilbage til Sverrig til November, og skiønt hun vedblev at være venlig mod Arrestanten og fjasede og talte meget med ham, var han dog meget fortrydelig i sit Sind over, at hun ikke længere vilde have ham til Kjæreste. 

- Anden Pintsedag den 24te Ma om Aftenen KI. 9 gik Arrestanten og Karna tilligemed stokkepigen og en Tømmerdreng først ud at spadsere i en nær ved Gaarden liggende Skov og derfra gik de efter Karnas Forslag til den c. 1/4 Miil fra Holbekgaard liggende Landsby Udby, hvor Karna havde et Ærinde: ankommen hertil bleve de enige om, at Karna skulde gaae alene derind, medens de andre tre skulde vente udenfor Byen; der var vel først Tale om at Kokkepigen skulde følge med Karna, men da Arrestanten yttrede, at det vilde være et Savn for dem ogsaa at miste hende og Karna derfor Meente, at det ogsaa var bedst, at Kokkepigen blev tilbage for at de ikke skulde gaae fra hende, gik Karna alene ind i Byen. Arrestanten kom da til at tænke paa, at naar de ikke ventede paa Karna, kunde han gaae tilbage og møde hende og derved faae Leilighed til at hævne sig paa hende hvorved han imidlertid kun i Almindelighed tænkte paa at hævne sig lidt, men ikke nærmere paa, hvorledes det skulde udføres, dog var det nærmest hans Hensigt at at give hende et Par Ørefigen; idet han derefter besluttede at see at faae de andre hiem til Holbekgaard uden at oppebie Karna foregav han for dem, at Karna skulde til et Geburtstagsgilde i Udby og derfor neppe kom saa snart, og fik derved de to andre til at begive sig hjem tilligemed ham, hvorhen han paa Hjemveien, idet de alle tre gik Arm i Arm, gik rask til for at kunne komme tilbage. Ankommen paa Gaarden Kl. c. 10 gik han ind i sit Kammer for at see, om en anden Karl, der havde fælleds Sovekammer med ham, var derinde og sov eller ikke, hvilket han gjorde for at erfare, hvorvidt denne Karl bemærkede at han var borte, idet han dog har udsagt, at han i hvert Fald vilde være vendt tilbage; og efterat den havde seet, at Karlen ikke var paa Kammeret, gik Arrestanten der paa Kokkepigens Spørgsmaal derom havde negtet, at han vilde gaae tilbage og møde Karna tilbage ad Udby til og traf ogsaa Karna paa en Sti i Nærheden af et nedrevet Huus, hvorefter de deels stode noget og talte sammen, deels fulgtes et lille Stykke henad Veien: men da nu Karna drillede ham med en Pige, som hun havde truffet i Udby og som formeentlig gierne vilde være Kiæreste med arrestanten og hun navnlig spurgte ham, om han ikke vilde gaae til Udby til det Sted, hvor hun var, samt da han dertil svarede nei, med Tilføiende, at hun ikke behøvede at drille ham med denne Pige, vedblev dermed og yttrede, at naar han fik den nævnte pige fik han en rigtig Rassetaske, blev han over dette Drilleri endnu mere fortrydelig paa Karna, der vel ogsaa tidligere enkelte Gange havde drillet ham med den ommeldte Pige, men kun ubetydeligt og uden at han havde lagt sig det paa Sinde, og han fattede nu med eet, uden tidligere at have tænkt i mindste Maade derpaa den Beslutning at aflive Karna, idet han tillige strax udkastede Planen til Beslutningens Udførelse, nemlig at qvæle hende og derpaa kaste hende i Fjorden. I denne Hensigt og for at faae hende nærmere ned mod Fjorden formaaede han hende til, istedetfor at vedblive at følge Stien og gaae igjennem Skoven at gaae nedenom denne og udenom et Stykke Raps, idet han navnlig som Grund dertil anførte, at der i Skoven var noget Morads; uden Indvending fulgte hun da med ham ned mod Fjorden først over en Mark og derpaa langs en Skjelgrøft mellem Udbyes og Holbekgaards Enge, idet de gik med Hinanden i Haanden og talte om ligegyldige Ting, uden at Karna længere drillede ham og uden at der var nogen Ordstrid eller Uenighed imellem dem; da de imidlertid saaledes vare naaede et Stykke langs Grøften og vare komne nær ved Fjorden, c. 250 Skridt fra Fjordbredden, vilde Karna ikke gaae længere ned, men vilde over Grøften ind paa Holbekgaards Side og derpaa hjemad, og Arrestanten bestemte sig da hurtigt til her at udføre sin Beslutning. Til dette Øiemed og for at kunne komme til at gvæle Karna, der var af en stærk Legemsbygning, gav han hende først med knyttet Næve saastærkt han kunde, et Slag i den høire Tinding, hvortil hun yttrede, "Du skal vel ikke slaae mig" og derefter et lignende stærkt Slag omtrent paa samme Sted i hovedet, hvorved hun signede baglænds til Jorden og syntes at være besvimet samt laae ganske stille uden at skrige eller sige noget; hurtigt tog han nu sit ene Strømpebaand af, og liggende paa Knæ bøiet over Karna, der laae paa Ryggen, kastede han Baandet om hendes Hals, slyngede det i en enkelt Knude foran og trak saa stærkt som han kunde til i begge Baandets Ender; da han havde trukket noget, kom Karna til sig selv og yttrede, "Du skal vel ei gjøre det af med mig" eller "qvæle mig", men uden at svare noget dertil, vedblev Arrestanten at trække, indtil Karna, efterat have sprællet nogle Gange med Arme og Been, efter nogen Tids Forløb blev ganske rolig, og da han nu kunde mærke at hun var død, slap han Baandets Ender. Efter hans Formening hengik der c. Time fra det første Slag indtil rette Øieblik. Efterat Karna saaledes var dræbt, kom Arrestanten i Tanke om at eftersee, om hun ikke havde Penge hos sig; hun havde vel om Eftermiddagen viist ham sin Portemonaie hvori han saae at der var Sølvpenge og svenske Sedler, og derpaa puttet den i Lommen, men da han besluttede at aflive Karna, vidste eller tænkte han dog slet ikke paa, om hun havde Penge hos sig. Hvorimod det først efter Drabet faldt ham ind at see efter, og da han nu i hendes Lomme fandt en Portemonaie og syntes, at det ei var værdt at de deri værende Penge, som han dog ei da eftersaae, til ingen Nytte blive kastede i Fjorden, samt desuden tænkte, at Pengene jo altid kunde bruges, tog han Portemonaien til sig i den Hensigt at beholde dens Indhold, hvorefter han deels slæbte deels bar Liget ned til Fjordbredden og derfra, efterat have taget sine Strømper og Trætøfler af og opsmøget sine Buxer, ud i Fjorden, hvor han lagde Liget paa et Sted, hvor Vandet gik ham op til Knæet. Derpaa gik han tilbage til Gjerningsstedet, hvor Karnas Skoe og en lille Pakke Uldtøi var bleven liggende, tog disse Gjenstande til sig uden strax at tænke over, hvad han ville giøre med dem, og begav sig tvers over Engene ad Holbekgaard til, men da han underveis kom til at tænke paa, at det ikke gik an at tage disse Sager hiem med sig, skiulte han dem ved en Grøftekant under nogle Græstørv, Skoene paa eet Sted og den lille Pakke lidt derfra, idet han havde isinde senere at tage dem der eg kaste dem bort. Dom: Underretsdommen bør ved Magt at stande."

(Viborg Stiftstidende og Adresse-Avis1. december 1858)

Tirsdag den 18. januar 1859 stadfæstede Højesteret landsrettens dom. Se hele teksten i Højesteretstidende. Også kongen stadfæstede dommen, men hovedet skulle dog ikke sættes på en stage. 

Holbæksgaard nordøst for Randers er en herregård hvis historie går tilbage til 1200-tallet. I hele 1800-tallet havde Holbækgaard kun tre ejere.

Den Ola Berggreen idømt Dødsstraf for at have myrdede Pigen Karna Boosdatter paa Holbekgaard blev, efter Rand. Av., igaar Morges Kl. 8 fuldbyrdet 1 1/4 Miil fra Byen. Morderen havde for længere Tid siden tilbagekaldt sin Tilstaaelse af Misgjerningen og vedblev denne Paastand om at være uskyldig indtil han ankom paa Retterstedet. For Herredsfogden og Pastor Langballe, som med utrættelig Nidkjærhed har været hans Sjælesørger, erkjendte han da her atter sin Brøde og røbede megen Anger. Henrettelsen overværedes af en stor Menneskemængde. (Eft. Rand. Av.)

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 9. marts 1859).

Ola Berggreen er en af de 10 sidste som blev henrettet. I perioden 1859-1882 blev følgende henrettet: 3 i 1859: Lars Jønsson for rovmord, Morten Sørensen for Rovmord og Ola Berggreen for Rovmord; 1 i 1860: Lars Nielsen for at have skudt en kone efter anmodning og for betaling, "smældet hende af for 110 Rdl." I 1861: Lars Gabrielsen for at have myrdet en sovende mand for 100 Rdl. I 1862 Anna Andersdatter for barnemord; I 1863 smed Morten Elman skulde have været henrettet for at have ombragt sin hustru ved Gift. Efter dødsdommens forkyndelse syntes han imidlertid afsindig, stilledes i lang Tid til observation og benådedes året efter, da der var hengået så lang Tid efter Mordet. I 1865 Lars Tofte for at have forsøgt at myrde lægen i straffeanstalten på Christianshavn samt en opsynsmand i Horsens Straffeanstalt og endelig for brandstiftelsen i Studiestræde, der kostede 5 mennesker livet. I 1869 Hans Hansen for at have skudt sin mor, "da han kedede sig hjemme." I 1880 Rasmus Pedersen Mørke for et rovmord på to sovende mænd. I 1882 Anders Nielsen Sjællænder.