Når man i Frue Kirke er så uheldig at gå ind ad den midterste kirkedør som er lige for prædikestolen, og kirken allerede er fuld af mennesker, kan man let blive indespærret. For kirkebetjentene tager sig af høflighed mod prædikanten den frihed under prædikenen at forvandle kirken til et fængsel. Den del af menigheden som er samlet inden for ovennævnte udgang bliver derved ofte slemt ulejliget.
Således hændte det sig julemorgen at en person for forgæves havde søgt at komme ud i det frie, blev nødt til at falde præsten i talen ved lydeligt og gentagne gange at kalde på Ulrik. Følgerne heraf måtte nu de omkringstående døje næsten en time da ingen jo kunne slippe ud, og således blev den gudstjeneste til en pine. Hvis derfor menigheden skal finde sig i at døren lukkes for at ingen skal komme ind, kan i det mindste med ret kræves at en af de talrige kirkebetjente hensættes for at lukke enhver ud der ikke kan blive, formedelst en naturlig eller unaturlig fornødenhed.
(Politivennen nr. 786, Løverdagen den 22de Januar 1831, s. 68-69)
"En
person for forgæves havde søgt at komme ud i det frie, blev nødt til at
falde præsten i talen ved lydeligt og gentagne gange at kalde på Ulrik." (Frue Kirke. Prædikestolen er udenfor billedet til venstre. Eget foto, 2016)
Således hændte det sig julemorgen at en person for forgæves havde søgt at komme ud i det frie, blev nødt til at falde præsten i talen ved lydeligt og gentagne gange at kalde på Ulrik. Følgerne heraf måtte nu de omkringstående døje næsten en time da ingen jo kunne slippe ud, og således blev den gudstjeneste til en pine. Hvis derfor menigheden skal finde sig i at døren lukkes for at ingen skal komme ind, kan i det mindste med ret kræves at en af de talrige kirkebetjente hensættes for at lukke enhver ud der ikke kan blive, formedelst en naturlig eller unaturlig fornødenhed.
(Politivennen nr. 786, Løverdagen den 22de Januar 1831, s. 68-69)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar