Kjøbenhavnsposten var en af de få aviser som godt turde tage til genmæle mod hetzen mod alt der bare lugtede af tysk, også når tysk blev indbegrebet af "så er alt sagt". Nedenstående er et eksempel.
Skræddersønnen Andreas Gottlob Rudelbach (1792-1862) gik på Metropolitanskolen 1805-1810. 1825-1828 udgav han sammen med Grundtvig Theologisk Maanedsskrift. Da han ikke havde udsigt til at få arbejde, fungerede han 1828-1845 i Sachsen som hovedpræst i Glachau. Hjemvendt til København ragede han uklar med Grundtvig. Samt mødte uvilje mod hans omtaler af danske forhold i tyske præsteforsamlinger. På universitetet modsatte Clausen sig Christian 8.'s ønske om at han blev ansat ved det teologiske fakultet, og han blev i stedet præst ved Sankt Mikkels Kirke i Slagelse. Hans lærde skrifter skaffede ham i Tyskland et ry som en lærd dansk teolog. Men i Danmark er han senere nærmest glemt.
Artiklen skulle gerne illustrere stemningen blandt intellektuelle som fx Grundtvig, og hvordan den manifesterede, også på et konkret plan, overfor alt hvad der smagte af "tysk".
Hr. Redaktør !
Tilgiv at jeg ulejliger Dem med denne skrivelse. Sagen den omhandler er mig meget vigtig. Jeg bor på landet og kan altså ikke straks få at vide, hvad der passerer i hovedstaden. Nu får jeg for et par dage siden et blad. som hedder "Danskeren" og udgives af en mand, som kalder sig "den dansk-gale Vartovspræst", og deri ser jeg til min store forskrækkelse, at København ligger i Tyskland (pag. 125). For en dansk skræddersøn fra København, som har gåel i Frue Skole, hvilken i min tid lå ved Kannikestræde, og er dimitteret til Københavns Universitet, der har taget teologisk attestats og siden doktorgraden ved Københavns Universitet, hvilket jeg kan bevidne, da jeg selv var til stede ved disputatsen og ved, at kommunitetet gav den allerede lærde skræddersøn nogle skillinger til afhandlingens trykning, kaldes i det blad en tysk doktor iblandt os. Og da jeg ikke har læst noget om, at København er overgivet til tyskerne og heller ikke kan tro at udgiveren af dette blad er en landsforræder som vil give os tyskerne så hemmelig i vold, ikke heller kan tro at han er anderledes gal end danskg . ., så vil De vise en gammel academicus den tjeneste at oplyse ham om stadens egentlige stilling. For jeg har en del familie i København som jeg gerne ville have reddet fra tyskernes hænder.
Og da jeg nu dristigt skriver til Dem, så vil De ikke fortørnes om jeg endnu henvender nogle spørgsmål til Dem.
For nogen tid siden udgav dr. Rudelbach - for således hedder denne tyske doktor fra Københavns Universitet - en meget lærd bog om "Christendom og Nationalitet", på hvilken Grundtvig svarede og dette fremkaldte atter et svar fra Rudelbach, i hvilket denne ulykkelige mand havde den dristighed at sige at de danske havde lært deres teologi af tyskerne. Jeg kan se af Deres blad, at De ved hvordan en præst ved navn Boisen straks for op og som en brølende løve anfaldt Rudelbach ved at stille ham sammen med den nedrige forræder Olshausen og gerne ville af lutter kristen kærlighed have folk til at pibe ham ud af staden om ikke noget værre. Men De ved måske ikke at denne Boisen senere har gentaget sit anfald i "Kirtetidenden", da "Fædrelandet« dog skammede sig for et sådant trompetskralds gentagelse, og af hans såvel som af hans mesters "Danskerens" skriverier kan man se at vi ikke skylder Tyskland det mindste gode, ja endog at al vor fortræd er tysk.
Sig mig nu, kære hr redaktør! hvordan det står sig med den sag. For da jeg gik i skole i København, da lærte vi at bogtrykkerkunsten, med hvilken vi i vore dage udretter utrolige ting, var en tysk opfindelse, at skydegeværer, hvormed vi håber at jage preussere og tyskere, friskarer og forrædere ud af landet, er kommet fra Tyskland, ja jeg ved bestemt, at jeg både har læst og hørt at Ansgar som bragte kristendommen herind i Danmark, var en tysker, og Luther, efter hvem vi kaldes lutherske kristne, var født i Eisleben og prædikede i Wittenberg, hvilke begge steder efter Munthes geografi ligger i Tyskland. Skulle disse beretninger være "løgn" eller er det nu brug at anse pressen, geværer, kristendom og den lutherske kirke for at være "al vor fortræd". Jeg synes dog at disse har udrettet noget godt.
Men der er endnu noget, som De må besvare mig. For jeg er meget urolig derover. De som er inde i forholdene, må vide hvilke de nye krigsregler er. For da jeg læste at Grundtvig truede udgiverne af "Dansk Kirketidende", at dersom de fremdeles gjorde deres blad til "våbenplads for fjenden", så ville han straks bryde venskab med dem, så for der straks en forskrækkelse i mig for de gode og brave jyders skyld. For de har også måttet indrømme deres land til en våbenplads for fjenden, og det gør os alle ondt herude. Men dersom vort nye ministerium ville befale os at vi derfor skulle bryde al venskabelig forbindelse med disse kærnefolk, da må jeg og mange bønder med mig bede om, at vi må få vore gamle ministre igen; for dersom disse var noget sene af sig, så ville de nye være alt for hurtige til at bryde venstab, og kuren var da værre end sygdommen.
Jeg læste i bemeldte Boisens svar om at der gaves "en vammelfød kærlighed som gerne vil gøre næsten al den fortræd den kan". Aldrig i mine dage har jeg dog hørt at kærlighed ønsker at gøre fortræd. Undskyld, hr. redaktør at jeg, efter at have rådført mig med Dem angående historie, geografi, politik og krigsvidenskab, også beder om Deres ærede mening angående moralfilosofien. Hvem viser eller rettere har den "vammelfødte kærlighed", enten den "dansk-gal Vartovspræst" og hans trompeter i Skørpinge, der idelig koketterer med "deres Moder" eller den stille, alvorlige, lærde doktor, som blev student i København 1810, disputerede der d. 24. ap. 1822, siden har vundet et berømt navn i tyskland, Holland. England og Frankrig, rigtignok en skarp og noget stiv, men forresten vist en ærlig dansk mand Jeg forbliver i håb om Deres overbærenhed, hr. redaktør,
Den 13. maj 1848.
(styli novi) for russerne er vel endnu ikke kommet!
Deres ærbødigste
Academicus.
(Kjøbenhavnsposten 16. maj 1848)
Det synes næsten som om en vis klike har sat sig det hæderlige formål, ved ethvert middel gennem pressen at berøve dr. Rudelbach al agtelse i den danske nations øjne. Atter har et nyt fortvivlet forsøg i denne retning set dagens lys i "Flyvepostens" sidste to numre hvor en i Boisensk ånd og til hans apologi forfattet artikel på det heftigste fremhæver den gamle beskyldning om udanskhed. Kunne da disse fanatiske mennesker ikke engang stave sig så vidt frem, at de erkender videnskabens universalisme, dens forhold til rationaliteten og den grundige forskel mellem begge? De vil udelukke sig fra alt samkvem med Germanien, de fører krig mod videnskaben, idet de derved tror at de fører krig med Tyskland.
Som dansk teolog, opdraget ved et dansk universitet, indrømmer jeg erkendtlig, at vi i videnskabelig henseende skylder den tyske teologi overmåde meget. Det er et faktum, som ikke lader sig afdisputere, og som enhver upartisk dansk teolog vil erkende. Ja selv lande, som Frankrig og England, der i kvadratindhold og folkemængde langt overgår Danmarks, indrømmer villig, at Tyskland der i reformatorisk henseende gik i spidsen for Europa, også senere har udviklet det rigeste teologiske liv i videnskaben. Men det er en i højeste grad misforstået patriotisme, der har bevæget enkelte til at fremkomme med beskyldninger, som hvis nationen gjorde dem til sine, ikke blot ville berøve de danske en stor del af deres agtelse i andre nationers øjne, men som hvis dens endelige formål realiseredes, hvilket dog næppe behøver at frygtes, ville medføre et stort tab i videnskabelig henseende.
Man skulle fristes til at tro at disse mennesker, som nu i længere tid har fortsat deres uskånsomme angreb, har deltaget i hint berømte opløb i Landemærket, hvor den danske bager måtte undgælde, fordi han havde en tysk svend. Ja hvis nogle af dem tilfældigvis havde haft ham til bager, og nu først fik opdaget at han havde denne svend, var det aldeles analogt med deres tidligere opførsel, om de vægrede sig ved at spise brød som en tysker havde bagt! Det ville i fornuftige folks øjne anses for en dårskab; men den samme dårskab, ganske den samme dårskab har de begået ved deres angreb på dr. Rudelbach.
Disse par ord har jeg nedskrevet lige så meget til forsvar for videnskaben, som for dr. Rudelbach, der i sin iver for hin er blevet angrebet på en så fanatisk måde, at det for nationens æres skyld ikke bør tåles. En teolog.
(Kjøbenhavnsposten, 10. juni 1848)
Skræddersønnen Andreas Gottlob Rudelbach (1792-1862) gik på Metropolitanskolen 1805-1810. 1825-1828 udgav han sammen med Grundtvig Theologisk Maanedsskrift. Da han ikke havde udsigt til at få arbejde, fungerede han 1828-1845 i Sachsen som hovedpræst i Glachau. Hjemvendt til København ragede han uklar med Grundtvig. Samt mødte uvilje mod hans omtaler af danske forhold i tyske præsteforsamlinger. På universitetet modsatte Clausen sig Christian 8.'s ønske om at han blev ansat ved det teologiske fakultet, og han blev i stedet præst ved Sankt Mikkels Kirke i Slagelse. Hans lærde skrifter skaffede ham i Tyskland et ry som en lærd dansk teolog. Men i Danmark er han senere nærmest glemt.
Artiklen skulle gerne illustrere stemningen blandt intellektuelle som fx Grundtvig, og hvordan den manifesterede, også på et konkret plan, overfor alt hvad der smagte af "tysk".
Hr. Redaktør !
Tilgiv at jeg ulejliger Dem med denne skrivelse. Sagen den omhandler er mig meget vigtig. Jeg bor på landet og kan altså ikke straks få at vide, hvad der passerer i hovedstaden. Nu får jeg for et par dage siden et blad. som hedder "Danskeren" og udgives af en mand, som kalder sig "den dansk-gale Vartovspræst", og deri ser jeg til min store forskrækkelse, at København ligger i Tyskland (pag. 125). For en dansk skræddersøn fra København, som har gåel i Frue Skole, hvilken i min tid lå ved Kannikestræde, og er dimitteret til Københavns Universitet, der har taget teologisk attestats og siden doktorgraden ved Københavns Universitet, hvilket jeg kan bevidne, da jeg selv var til stede ved disputatsen og ved, at kommunitetet gav den allerede lærde skræddersøn nogle skillinger til afhandlingens trykning, kaldes i det blad en tysk doktor iblandt os. Og da jeg ikke har læst noget om, at København er overgivet til tyskerne og heller ikke kan tro at udgiveren af dette blad er en landsforræder som vil give os tyskerne så hemmelig i vold, ikke heller kan tro at han er anderledes gal end danskg . ., så vil De vise en gammel academicus den tjeneste at oplyse ham om stadens egentlige stilling. For jeg har en del familie i København som jeg gerne ville have reddet fra tyskernes hænder.
Og da jeg nu dristigt skriver til Dem, så vil De ikke fortørnes om jeg endnu henvender nogle spørgsmål til Dem.
For nogen tid siden udgav dr. Rudelbach - for således hedder denne tyske doktor fra Københavns Universitet - en meget lærd bog om "Christendom og Nationalitet", på hvilken Grundtvig svarede og dette fremkaldte atter et svar fra Rudelbach, i hvilket denne ulykkelige mand havde den dristighed at sige at de danske havde lært deres teologi af tyskerne. Jeg kan se af Deres blad, at De ved hvordan en præst ved navn Boisen straks for op og som en brølende løve anfaldt Rudelbach ved at stille ham sammen med den nedrige forræder Olshausen og gerne ville af lutter kristen kærlighed have folk til at pibe ham ud af staden om ikke noget værre. Men De ved måske ikke at denne Boisen senere har gentaget sit anfald i "Kirtetidenden", da "Fædrelandet« dog skammede sig for et sådant trompetskralds gentagelse, og af hans såvel som af hans mesters "Danskerens" skriverier kan man se at vi ikke skylder Tyskland det mindste gode, ja endog at al vor fortræd er tysk.
Sig mig nu, kære hr redaktør! hvordan det står sig med den sag. For da jeg gik i skole i København, da lærte vi at bogtrykkerkunsten, med hvilken vi i vore dage udretter utrolige ting, var en tysk opfindelse, at skydegeværer, hvormed vi håber at jage preussere og tyskere, friskarer og forrædere ud af landet, er kommet fra Tyskland, ja jeg ved bestemt, at jeg både har læst og hørt at Ansgar som bragte kristendommen herind i Danmark, var en tysker, og Luther, efter hvem vi kaldes lutherske kristne, var født i Eisleben og prædikede i Wittenberg, hvilke begge steder efter Munthes geografi ligger i Tyskland. Skulle disse beretninger være "løgn" eller er det nu brug at anse pressen, geværer, kristendom og den lutherske kirke for at være "al vor fortræd". Jeg synes dog at disse har udrettet noget godt.
Men der er endnu noget, som De må besvare mig. For jeg er meget urolig derover. De som er inde i forholdene, må vide hvilke de nye krigsregler er. For da jeg læste at Grundtvig truede udgiverne af "Dansk Kirketidende", at dersom de fremdeles gjorde deres blad til "våbenplads for fjenden", så ville han straks bryde venskab med dem, så for der straks en forskrækkelse i mig for de gode og brave jyders skyld. For de har også måttet indrømme deres land til en våbenplads for fjenden, og det gør os alle ondt herude. Men dersom vort nye ministerium ville befale os at vi derfor skulle bryde al venskabelig forbindelse med disse kærnefolk, da må jeg og mange bønder med mig bede om, at vi må få vore gamle ministre igen; for dersom disse var noget sene af sig, så ville de nye være alt for hurtige til at bryde venstab, og kuren var da værre end sygdommen.
Jeg læste i bemeldte Boisens svar om at der gaves "en vammelfød kærlighed som gerne vil gøre næsten al den fortræd den kan". Aldrig i mine dage har jeg dog hørt at kærlighed ønsker at gøre fortræd. Undskyld, hr. redaktør at jeg, efter at have rådført mig med Dem angående historie, geografi, politik og krigsvidenskab, også beder om Deres ærede mening angående moralfilosofien. Hvem viser eller rettere har den "vammelfødte kærlighed", enten den "dansk-gal Vartovspræst" og hans trompeter i Skørpinge, der idelig koketterer med "deres Moder" eller den stille, alvorlige, lærde doktor, som blev student i København 1810, disputerede der d. 24. ap. 1822, siden har vundet et berømt navn i tyskland, Holland. England og Frankrig, rigtignok en skarp og noget stiv, men forresten vist en ærlig dansk mand Jeg forbliver i håb om Deres overbærenhed, hr. redaktør,
Den 13. maj 1848.
(styli novi) for russerne er vel endnu ikke kommet!
Deres ærbødigste
Academicus.
(Kjøbenhavnsposten 16. maj 1848)
Det synes næsten som om en vis klike har sat sig det hæderlige formål, ved ethvert middel gennem pressen at berøve dr. Rudelbach al agtelse i den danske nations øjne. Atter har et nyt fortvivlet forsøg i denne retning set dagens lys i "Flyvepostens" sidste to numre hvor en i Boisensk ånd og til hans apologi forfattet artikel på det heftigste fremhæver den gamle beskyldning om udanskhed. Kunne da disse fanatiske mennesker ikke engang stave sig så vidt frem, at de erkender videnskabens universalisme, dens forhold til rationaliteten og den grundige forskel mellem begge? De vil udelukke sig fra alt samkvem med Germanien, de fører krig mod videnskaben, idet de derved tror at de fører krig med Tyskland.
Som dansk teolog, opdraget ved et dansk universitet, indrømmer jeg erkendtlig, at vi i videnskabelig henseende skylder den tyske teologi overmåde meget. Det er et faktum, som ikke lader sig afdisputere, og som enhver upartisk dansk teolog vil erkende. Ja selv lande, som Frankrig og England, der i kvadratindhold og folkemængde langt overgår Danmarks, indrømmer villig, at Tyskland der i reformatorisk henseende gik i spidsen for Europa, også senere har udviklet det rigeste teologiske liv i videnskaben. Men det er en i højeste grad misforstået patriotisme, der har bevæget enkelte til at fremkomme med beskyldninger, som hvis nationen gjorde dem til sine, ikke blot ville berøve de danske en stor del af deres agtelse i andre nationers øjne, men som hvis dens endelige formål realiseredes, hvilket dog næppe behøver at frygtes, ville medføre et stort tab i videnskabelig henseende.
Man skulle fristes til at tro at disse mennesker, som nu i længere tid har fortsat deres uskånsomme angreb, har deltaget i hint berømte opløb i Landemærket, hvor den danske bager måtte undgælde, fordi han havde en tysk svend. Ja hvis nogle af dem tilfældigvis havde haft ham til bager, og nu først fik opdaget at han havde denne svend, var det aldeles analogt med deres tidligere opførsel, om de vægrede sig ved at spise brød som en tysker havde bagt! Det ville i fornuftige folks øjne anses for en dårskab; men den samme dårskab, ganske den samme dårskab har de begået ved deres angreb på dr. Rudelbach.
Disse par ord har jeg nedskrevet lige så meget til forsvar for videnskaben, som for dr. Rudelbach, der i sin iver for hin er blevet angrebet på en så fanatisk måde, at det for nationens æres skyld ikke bør tåles. En teolog.
(Kjøbenhavnsposten, 10. juni 1848)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar