Krigen 1848-1851: 10de til 12te Maj 1848. (Efterskrift til Politivennen)

Politiplacat.

Da man fra flere sider har beklaget sig over at mange af byens indbyggere medtager deres hunde i marken, hvor disse ved at jage omkring på fremmede jorder forårsager at kreaturer og får river sig løse, så at der heller ikke på denne årstid hersker nogen markfred på byens jorder, så advares de pågældende om at afholde sig fra sådan uskik, da de ellers må vente efter nærmere påklage at blive ansete med passende mulkter.
Ribe byfogedkontor, den 9. maj 1848

Stricker.

(Ribe Stifts-Avis og Avertissements-Tidende, 10. maj 1848)

Til den såkaldte provisoriske regering for hertugdømmerne i Rendsborg. 

Da de fjendtlige friskarer begyndte at nærme sig Nordslesvigs fredelige egne i slutningen af marts og da rygter om plyndringer og vild adfærd nåede vore ører, da fandt enhver det nødvendigt at væbne sig for at værne om alter og arne, som det så smukt udtaltes i flere af de opfordringer, som bønderne udstedte til hverandre. For at sikre sig mod pludselig overfald besluttedes der af en forsamling fra forskellige egne i Nordslesvig, der afholdtes i Agerskov den 30. marts, hvor jeg også selv var til stede, at der skulde holdes ridende stafetter, der skulle bringe efterretning om friskarers anmarsch. Alle skulle møde for at forsvare hus og hjem og fædreland, når faren truede. Opfordring skulle udstedes til de sydlige nabosogne om at slutte sig til os og til vor og vort fædrelands sag.  

En senere forsamling i Agerskov af omtrent 4000 bevæbnede nordslesvigere. der afholdtes den 3. april, optog de samme og lignende beslutninger og bestemte navnlig, at stafetten skulle vedblive, da ængstelse og uro endnu var over egnen og man gerne ville have bestemte efterretninger. Til at lede stafetlinjen udvalgtes stænderdeputeret Krüger fra Bestoft. Jeg påtog mig efter Krügers opfordring at lede stafetterne, der gik længere sydpå og ved mellembud også nordpå til Jylland. Vores beretninger, der blev hjemsendt til den egn der havde udsendt os, blev afskrevet til de enkelte sogne. Disse var således offentlige, og mange ligge vist ednu til offentlig eftersyn. 

Se! dette er det hele, og dog er denne stafetindretning blevet behandlet som en forbrydelse. Vi har gjort hvad vor egn har forlangt af os og hjemsendt så pålidelige  beretninger som vi kunne, om hvad vi havde at håbe og at frygte. Ligesom der i Agerskov blev besIuttet at Nordslesvigerne ikke skulle angribe nogen slesvigsk egn, fordi den ikke delte vores anskuelser, således har vi også stadigt virket for, hvordan det så end skulle gå, at bevare fred og enighed mellem Slesvigs forskellig egne, for at ikke alt skulde ende med en slesvigsk borger- og bondekrig, der ville fortære landet. Derom skulle de folk være vidne, blandt hvilke vi har levet, derom skulle navnlig beboerne i Medelby være vidne. 

Hvad ondt har da vore stafetter giort, at folk fra vor egen egn ville overfalde os fjendtlig? Tirsdag morgen efter påske trængte nogle folk fra Leck ind hos kromand Baggesen i Medelby og arresterede to af nordslesvigernes stafetter, K. Lautrup fra Gestrup og Chr. Dahl og bortførte deres og mine Heste og vort tøj, ligesom der blev mig fortalt, at disse mennesker havde været et stykke på vej efter Flensborg til, for ogsaa at arrestere mig. Det var også at formode, at nordslesvigernes stafetter måtte blive frigivne med en undskyldning så snart de var kommet til Leck, men dette er ikke sket og det er mig ikke bekendt, at de er frigivne endnu. 

Hvad har da den provisoriske regering, der har indsat sig til regering for hertugdømmerne, i sinde? Ville de i den grad krænke de danske slesvigere, at de vil beholde deres stafetter i arrest; Stafetter der så længe de står i folkets tjeneste må betragtes som repræsentanter? Eller har man i sinde at arrestere alle danske slesvigere? I så fald vil man blive nødt til at arrestere hele befolkningen fra Flensborg af og indtil Kongeåen. Jeg har talt med såre mange folk, endogså der, hvor de har tyske præster og skolelærere, men alle uden undtagelse har sagt, at de helst ønskede at blive hvad de var, at der var ingen i hertugdømmet Slesvig, der ville indlemmes i det Tyske Forbund, uden nogle advokater, der derved håbede at bevare endnu deres umenneskelige rettigheder. Det er muligt, at man nu kan få Slesvigerne til at udtale en anden mening, nu da de er omgivet trindt omkring af preussese og andre tyske bajonetter, men enhver sådan nødtvungen mening erklærer vi nordslesvigere der ikke er i preussernes vold, for ugyldig og for at være aftvungen ved vold, og vi håber til Gud og den retfærdige sag at vi nok skulle blive de ubudne gæster kvit. 

Vi håber at den provisoriske regering i Rendsborg eksemplarisk vil afstraffe disse mennesker fra Leck der har begået en sådan svig og vold med de nordslesvigske stafetter, hvis de har mindste følelse for folkeret. Det var i nordslesvigernes magt inden slaget ved Slesvig at arrestere alle friskarernes stafetter; ja det var i vor magt at jævne Leck lige med jorden, så der ikke var blevet stent på sten; men ikke en nordslesviger tænkte på at bøje et hår på deres hoveder.

Middelfart, den 3. maj 1848.
H. C. Refslund,
Cand. Phil

(Kjøbenhavnsposten 10. maj 1848).

I Holbæk har den 1. d.s. fundet adskillige tumulter sted mellem de danske og tyske håndværkssvende. De første krævede at tyskerne (omtrent 50 i tallet) skal forlade byen da de godt kunne bestride det lidet arbejde som for tiden gives. Politimesteren, hr. justitsråd Petersen, satte sig stærkt imod dette andragende fra de danske svende, og søgte ved stokkeslag at adskille dem fra hinanden. Men ved gentagende anmodning senere på dagen og efter at nogle af politimesterens vinduer var slået ind, måtte politimesteren give efter, og gøre anstalt for at de tyske svende fik deres vandrebøger og måtte derpå forlade byen. (Fædrel.).

(Ribe Stifts-Avis og Avertissements-Tidende, 12. maj 1848)