Af de første dunkle linjer i kaffeforsvaret må man formode at deri ligger en hentydning til en nyligt forefalden tildragelse, og til vor tids bagvendte adfærd overhovedet. Men da dette er indsenderen heraf uvedkommende, vil han helst gå lige til meningen, og drøfte hvad forsvareren med hensyn til den egentlige genstand har fremsat.
1) Taler kaffeforsvareren om forstanderen (?!) for Minnis kaffehus hvis forsikring man skal nøjes med at en lille kop kaffe koster han selv 8 skilling!! Men hvorledes kan han da for 4 år siden sælge den for 12 skilling? For da kaffebønner dengang kostede over dobbelt mod nu, måtte jo den tid en lille kop kaffe, efter den måletstok, kost ham selv omtrent 1 mark!! Ifølge en gammel dansk afhandling om kaffedrikkens skadelighed, giver 1 lod kaffebønner 2½ kop ludstærk kaffe, hvilket Minnis ikke engang er. Da nu et dansk pund har 32 lod, giver samme 80 kopper ludstærk kaffe. Dette bliver altså når 1 pund kaffe koster 2 mark 12 skilling for hver kop kun lidt over en halv rigsbankdaler. Læg nu dertil fløde 1 skilling, summa summarum 3½ skilling. Skulle nu ikke hr. Minni kunne anses fyldestgørende betalt når han fik 8 skilling hvilket allerede er over 100 procent? Og hvad skulle den have der lader sig så horribelt betale for en nødvendighedsartikel: en adfærd hvorved et helt publikum fornærmes.
2) Taler kaffeadvokaten om Minnis høje husleje, hurtige opvartning og det anstændige selskab der findes. Som bekendt er Minni selv ejer af det hus han bor i, og lader sig uden tvivl således betale af sine lejere, at han selv bor husfrit eller for en ubetydelig leje, hvilket jo næsten alle husværter med en slags føje, sørger for. Desuden kan som også Politivennens udgiver meget rigtigt har anmærket, høj husleje ikke tjene til forsvar for en konditor, lige så lidt som en skomager eller skrædder. Skal publikum bære en byrde, som nærige husejere pålægger, og som ubesindige lejere er så dårlige at påtage sig? Desuden lever konditorerne ikke af kaffesalg alene. For det er den mindste del af deres næringsvej. De sælger mangfoldige slags kager og slikkerier, og udskænker tillige chokolade, punch, rom, liker, biskop, limonade. De har større rettigheder end andre værtshusholdere, hvem skal da netop den nødvendigste artikel især bære udgifterne? - Videre: er ikke hurtig opvartning enhver værtshusholders pligt, hans lokale være nok så elegant? Eller skal han have ret til ublu betaling for at kunne holde "soldater og matroser" borte, når han derved tillige holder den dannede uformuende borte, som altså når han vil være ærlig betaler, nødes til at søge slettere selskab, hvorpå adskillige eksempler kunne anføres, og at overlade pladsen til enkelte formuende og til pralende, men dårlige betalere som tager på kredit og derfor ikke bekymrer sig om prisen? - Rudersdals m. fl. kroer har også værelser for galante folk. Men aldrig har man hørt at øvrigheden ved at sætte den månedlige takst tog hensyn til ovennævnte omstændighed: Folk af de lavere klasser kan man jo vise ud, hvilket Minni vel også ville gøre når et selskab lystige håndværkssvende af de lavere professioner eller nyligt hjemkomne matroser som ikke brød sig om penge, fik lyst til at drikke kaffe til 12 skilling koppen. Det samme ville ske i enhver honet billardstue og restauration når mennesket af de laveste stænder fik indfald at trænge sig derind.
Havde konditorforsvareren læst med opmærksomhed, da ville han have set at det indsendte stykke blot eller dog især gik ud på at foreslå en takst for sådanne kaffeskænkere, ligesom for andre værtshuholdere, teskænkere, kroholdere og gæstgivere. Men dette tager han ikke mindste hensyn til. Finder øvrigheden at udlændinge skulle have højere, ja dobbelt betaling mod indfødte (hvis lokale til dels såvel her i staden som i adskillige landevejskroerne er lige så godt som Minnis), da før man finde sig deri. Men indtil dette sker, tillader man sig at tro at den pengepose disse fremmede medtager, når de vender det velvillige Danmark ryggen, nok så meget kan fyldes ved at sælge nødvendige, æg og smør fordyrende, landet aldeles ingen nyttebringende fabrikanter uden just at berige sig ved nødvendighedsartikler. Slemt nok at man skal erindre disse udlændinge om noget som beskedenhed og erkendtlighed burde tilsige dem. Men endnu værre er det at der findes danske, som skingrende forsvarer sådan fremfærd og styrker dem deri. Hvad under om de hos sig selv gentager Spaziers udråb i Heibergs komedie Virtuosen: "Ha ha ha ha! die dummen Dänen!" og ubekymret fortsætte en fremgangsmåde som de skønt de føler dens urimelighed, tror at være god nok til dem der vil tåle den.
(Politivennen nr. 462. Løverdagen den 6te November 1824, s. 9253-9258)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar