Svar til Caffemanden.

I vort kunstdommer-old hvis mange åndrige trompeterer ofte først viser deres tilværelse ved det nej de med vigtig mine udtaler, hvor alle fornuftige ville sige ja, kan det ikke forundre at også Minnis kaffe vejes på tidens kritiske vægtskål. Vel er dennes vejen, vragen og målen allerede i så dårligt rygte at foragtende tavshed som oftest er det rigtigste svar. men da mange, skønt urigtigt tror at den som tier har uret, så meddeles herved følgende svar til kaffemanden i nr. 460 af Politivennen, fra en mand som i adskillige år dagligt har drukket sin kaffe hos Minni, og med fornøjelse betalt for samme bestemte pris.

Så vist det er at man i de almindelige, simple kaffehuse i kældre og kipper kan få en kop kaffe for måske 6 skilling, så vist er det også at nævnte kaffe med tilbehør, huslejlighed og selskab er derefter. At derimod Minnis kaffe med tilbehør koster ham selv 8 skilling, vll kunne erfares af enhver som det måtte behage at henvende sig til hans kaffehus' forstander, og at han med hensyn til hurtig opvartning, smuk huslejlighed og det selskab der findes i hans kaffehus, ikke kan have mindre end 4 skilling i fordel, det vil nok selv den urimeligste indrømme. Kaffens bedre køb nu end for nogle år siden beviser blot at Minni den gang endnu havde mindre fordel.

til slut giver man sig den frihed at anbefale den sparsommelige kaffemand de steder som besøges af den simplere klasse, i hvis selskab han vist vil finde både mad og drikke langt bedre køb end hos fx Parau og Minni der endog ifølge borgerbrev ikke må beværte uden personer af de dannede stænder. Ved de laveste priser ville de udsætte sig og deres gæster for søgning og selskab af soldater og matroser.

* * *

Uagtet udgiveren ikke af nogen af de stridende parter er anmodet om at give sin stemme i denne sag, kan han dog ikke undlade her at sige sin mening, og den er da at han finder den nævnte kaffepris for høj, med mindre hr. Minni derved havde til hensigt at holde sådanne personer borte fra sin restauration som han ikke kunne være bekendt at beværte i selskab med dannede besøgere. Men da den nævnte betaling må betales af enhver, og da dannede just ikke altid er rige eller formuende, så at de kan tåle en sådan udgift et par gange dagligt, var det vel muligt derved kunne bevirkes, at disse enten måtte nægte sig en nydelse hvori de fandt behag, eller søge at tilfredsstille den på simplere steder og i mindre behageligt selskab. Mindre, men hyppigere fordel er desuden at foretrække en større som falder sjældent. Også menes der at dyr huslejlighed ikke kan berettige til overdreven betaling, for ellers kunne jo fx en skomager der giver 800 rigsbankdaler i leje af en butik på Østergade, forlange 4 gange så meget for et par sko som den der bebor en lejlighed til 200 rigsbankdaler i en anden gade.

(Politivennen nr. 461. Løverdagen den 30de October 1824, s. 9246-9249)

Artikelserie: nr. 460 s. 9231-9232, nr. 461 s. 9246-9249 og nr. 462, s. 9262-9263