Forsigtigheds-Anstalt ved Ladegaardsaaen, samt gjentagen Bøn om en Gangsti ved Veien.

Af og til sker det at der findes en druknet i Ladegårdsåen. Og man antager da i almindelig at en sådan er selvmorder. Dette kan vel også undertiden være tilfældet, men oftest er det ulykkestilfælde som hidrører fra at der slet ikke er sat gærde eller hegn ved åbredden. Vel findes der en række træer, som blev plantet efter at en karet for en del år siden med hele sin besætning var kørt ud i åen. Men disse værner dog kun mod et sådant tilfælde. Ikke for den gående der på denne vej det meste tid af året har meget at kæmpe mod. Vejen er i søleføre slibrig på grund af sin lerede substans. Glider man i regnvejr ud med en fod eller går med udspændt paraply og vinden kaster denne, da har man det våde leje ved siden af sig. Og kan man selv med stor forsigtighed undgå dette om dagen, hvorledes da i de mørke aftener eller i stormvejr, især når åkanten som det efter denne vinter er tilfældet, er skredet ud så at på flere steder kanten mangler helt. Eller som for øjeblikket at udløbsrender er gravet for at aflede vandet fra de store huller i kørevejen. Passerer nogen vejen som den er nu, for første gang og i mørke, da er hans liv virkelig i fare. Det var derfor ønskeligt at det offentlige ville gøre noget til sikkerhed mod sådan fare. Og i det øjemed tillader indsenderen sig at foreslå et kun lidt bekosteligt middel, nemlig at lade stikke tykke pilekæppe krydsvis fra træ til træ lige i åkanten. Disse ville da rodfæste sig i dette forår og snart afgive et dygtigt naturligt gærde der ikke vil være udsat for den ødelæggelse som et kunstigt.

Lige så ønskeligt ville det også være om det alt så ofte ytrede ønske om en gangsti ved siden af vejen, tillige måtte blive taget i betragtning. Vel har Ladegården for sit vedkommende anlagt en fodsti mellem den og søen og derved foregået det offentlige med et godt eksempel, men det er kun et lille stykke, og Ladegården har naturligvis ingen interesse haft af at udstrække stien i modsat retning. Den er meget simpel og smal. Men en sådan sti er dog bedre end ingen. Og taget på samme måde ville en fortsættelse af den vel ikke være meget bekostelig. Da vejen er meget smal, er det dog nødvendigt at grøften bliver kastet til lige fra Store til Lille Svanemosegård som i sin tid på Gammel Kongevej. De tilgrænsende jorder ville intet lide ved det da de der ligger meget dybere end grøften, ingen nytte har af den. Og desuden har de vandløb til renden der går midt gennem dem. Det er en selvfølge at fodstien måtte holdes vedlige. For ellers er den ikke til synderlig nytte. Hvorpå gangstierne på Gammel kongevej og på Nørrebro langs med Assistenskirkegårdsmuren i vinter har afgivet gode beviser. På gangstien i Falkoner Alle som for nogle år siden blev anlagt med vist ikke lille bekostning, vel efter indsenderens forslag, men ikke på den af ham angivne måde, er derimod ikke det ringeste spor tilbage af forbedringen.

At Ladegårdsvejen ikke anses for en spadserevej, har vel egentlig mest været årsag til at den er så forsømt (for det lersand man årligt fylder på den uden at den har noget stenlag i bunden, kan nok næppe regnes til nogen forbedring). Og at man er holdt op med makadamiseringen hvor den mest gøres nødig. Men i god tilstand og med en fodsti ville vejen vist blive næsten lige så besøgt som de andre, og folk ville da ikke som nu ofte nødes til at vende om fordi den er ufremkommelig.

(Politivennen nr. 1166, Løverdagen, den 5te Mai 1838. Side 286-288)

"Vel findes der en række træer, som blev plantet efter at en karet for en del år siden med hele sin besætning var kørt ud i åen." (Åboulevarden er anlagt ovenpå Ladegårdsåen, og vandstandsmåleren med en senere indskrift om ulykken i 1812 er et af de få minder. Ladegården lå over for på modsat side, til venstre udenfor billedet. Eget foto, 2013)

Redacteurens Anmærkning

Den omtalte karet kan være den som natten til den 27. november 1812 kørte i åen med seks personer fra et bryllup. Fire af dem druknede. Tragedien er mindet på en spids sten, som står ud for Åboulevarden nr. 16. Det er en gammel vandstandsmåler fik en indskrift, opsat til minde om ulykken og står der endnu.

Det eneste der er tilbage af åen er nogle enkelte grøfter som kunne være en hvilken som helst grøft. (I forbindelse med et nu skrinlagt projekt om at fritlægge åen, er der skrevet en del om åen. Jeg var den 23. november 2013 på jagt efter de synlige rester af den.

Påtalerne hjalp tilsyneladende ikke. Se Kjøbenhavnsposten 25. oktober 1841.