Man læser med skræk i disse velsignede sommermåneder listen over de døde i København. Sommeren der opliver hele naturen, varmen der fordeler og bortjager skadelige dunster, er for den stakkels københavner en farlig periode. Indretninger fulde af fejl, skadelige fordomme (før den 2. april ville man have sagt vores nationalligegyldighed) forpester hans dunstkreds, forgifter hans vand, hans øl, lader ham fødes med brød der næsten ikke burde tjene til menneskeføde. Hvad under at en hær af sygdomme forøger mortaliteten usædvanlig meget. De snævre gader ligger ofte fulde af skarnbunker og stinkende uhumskhed. Rendestensbundfald lægges lovmæssigt dertil eller dunster af sit første opholdssted beboerne i næsen (denne beskrivelse er taget fra Fiolstræde), og viser det andet end at det er en falsk indretning at kaste på gaden hvad man skulle efter skraldens lyd straks læsse på vognen.
Det er forbudt at holde svin. Men køer der medbringer næsten lige så megen stank, holdes i mængder. Peblingesøens vand ledes til byen i trærender, en skik der næsten overalt er afskaffet undtagen i København hvor den beholdes til nytte for tømmerhandelen, vandkikkere og brolæggere og fører et stinkende vand til indbyggerne. Det elendigste øl under et sælsomt monopol, et væmmeligt drikkevand uden humle, er de fattiges vederkvægelse, et elendigt brød i sammenligning med andre landes, hans daglige føde! Gid dog engang et medicinsk politi ville bemærke dette onde og en ivrig øvrighed opspore dets kilder og skadelige misbrug. Ja ikke engang den velhavende er i stand til at skaffe sig et velsmagende rigtigt behandlet brød. Jeg vil ikke tale om det uhyre snyderi hvorved man finder at det såkaldte franskbrød er udbagt til mod 30 rigsdaler for en tønde hvede, siden vores lyse hoveder med alvor påstår at sigtet såvel som hvedebrød er en luksusartikel. Dog når man ikke kan fordøje den klæge masse kaldet rugbrød, så må man jo ty til vores surbrød der for det meste er usmageligt, dejet og en død masse i maven, eller til hvedebrødet der altid er dårligt, ikke rasket, ikke udbagt.
Var det alene for at kildre ganen, så kunne københavneren ved sit elendige vand, øl og brød ligesom grønlænderen ved sælhunde og tran leve umisundt af alle der nyder og kender fordelen af bedre og fornuftigere indretninger. Men da disse af os så ligegyldige ting angår menneskeligheden, da deres dårlige beskaffenhed i en desuden ringe befolket stat angriber folkemasse, så er det en genstand der byder eftertanke og hastig hjælp.
(Politivennen. Hefte 14. Nr. 173, 15 August 1801, s. 2753-2756)
Det er forbudt at holde svin. Men køer der medbringer næsten lige så megen stank, holdes i mængder. Peblingesøens vand ledes til byen i trærender, en skik der næsten overalt er afskaffet undtagen i København hvor den beholdes til nytte for tømmerhandelen, vandkikkere og brolæggere og fører et stinkende vand til indbyggerne. Det elendigste øl under et sælsomt monopol, et væmmeligt drikkevand uden humle, er de fattiges vederkvægelse, et elendigt brød i sammenligning med andre landes, hans daglige føde! Gid dog engang et medicinsk politi ville bemærke dette onde og en ivrig øvrighed opspore dets kilder og skadelige misbrug. Ja ikke engang den velhavende er i stand til at skaffe sig et velsmagende rigtigt behandlet brød. Jeg vil ikke tale om det uhyre snyderi hvorved man finder at det såkaldte franskbrød er udbagt til mod 30 rigsdaler for en tønde hvede, siden vores lyse hoveder med alvor påstår at sigtet såvel som hvedebrød er en luksusartikel. Dog når man ikke kan fordøje den klæge masse kaldet rugbrød, så må man jo ty til vores surbrød der for det meste er usmageligt, dejet og en død masse i maven, eller til hvedebrødet der altid er dårligt, ikke rasket, ikke udbagt.
Var det alene for at kildre ganen, så kunne københavneren ved sit elendige vand, øl og brød ligesom grønlænderen ved sælhunde og tran leve umisundt af alle der nyder og kender fordelen af bedre og fornuftigere indretninger. Men da disse af os så ligegyldige ting angår menneskeligheden, da deres dårlige beskaffenhed i en desuden ringe befolket stat angriber folkemasse, så er det en genstand der byder eftertanke og hastig hjælp.
(Politivennen. Hefte 14. Nr. 173, 15 August 1801, s. 2753-2756)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar