Frederiksberg Sogn, med 1500 indbyggere af højst forskellig stand og vilkår, fra statens førstemænd og nedad i alle grader indtil armodens usleste søn, udgør en kommune som uden tvivl er den eneste af sin art i Danmark. Jordbrugere, håndværkere og embedsmænd bor her ved siden af hinanden, så sognet på visse måder ligner en købstad hvor de mest forskellige interesser findes samlet, og dog har den kommunalbestyrelse som et landsbysogn hvor interessen kun kan antages at være en.
En følge af denne sognets særeegne beskaffenhed og en bestyrelse der ikke er afpasset derefter, er at de offentligt byrder - med undtagelse af hvad der sorterer under amtsstuen - fordeles urettelig hvilket således fx er tilfældet med de meget besværlige pligtkørsler der aldrig bliver og ikke kan blive ligeligt fordelt så længe de skal præsteres in natura. Nu bruges den metode som ellers kun er brugelig i krigstid: man fordrer de fornødne arbejdsheste og vogne hvor de findes. Hvem der kender til forholdene, vil med indsenderen sikkert antage at sådanne misligheder næppe ville blive ophævet uden en forandret kommunebestyrelse. Indsenderen tænker sig nemlig intet mindre end en art byfoged eller sogneforstander på rette sted her. Måtte han vælges af sognets beboereved stemmeflertal, ville det sikkert ikke blive vanskeligt, dertil at finde en mand der ville vide såvidt som muligt er under de eksisterende lokale omstændigheder at forhindre at de mindre formuende lider et uforholdsmæssigt større tryk end deres mere heldige medbrødre. Og til at bevirke en sådan forandring, opfordres herved de mange formående mænd der har bopæl i sognet og retsindighed nok for ikke at ænse en tilkommende lille opofrelse som rimelighed kræver.
Nu til nogle bemærkninger ved sidste ildebrand i Frederiksberg By.
Assurancesummen for Reidels nylig afbrændte sted siger rygtet at være over 110.000 Rbd. Er det rygte sandt, har Reidel denne sum i behold, foruden grund og have, hvilket alt sammen nylig har kostet ham kun 2 til 3.000 Rbd. Kunne det da ikke være rimeligt om han lod sig formå til at tåle afdrag i assuranesummen af den nødvendige sum til bestridelse af den forestående reparation på byens sprøjte? Ellers skal denne udgift som sædvanligt fordeles på sognet. - Ligeledes kan man med rette spørge: bør ikke af den samme assurancesum afdrages noget til betaling af kørsler og håndlangerarbejder som blev rekvireret for at rydde grunden efter at faren var forbi? Lovgiveren har sikkert forudsat at en brandlidt som således skal nyde fri hovningshjælp af sine medbrødre, er en ikke alene for øjeblikket, men for længere tid, højst ulykkelig mand. Men dette kan Reidel efter hvad ovenfor er anført, ikke anses for at være. I øvrigt ved indsenderen det ikke om det er skrevet nogen steder at der til sådan rydning skal anvendes heste og vogne. Også kan den meget let udføres og bliver på adskillige steder udført, alene af arbejdere med brandhager, hakker, spader og skovle, hvormed de udtrækker og bortbringer de store slukkede brande, samt mursten, grus osv., hvilket alt sammen henlægges i små bunker tæt ved brandstedet. Kørslen synes altså her ufornøden. Men blev dog præsteret på den ovenfor anførte måde af de i almindelighed mindre formuende, der nødvendigvis må have arbejdsvogne til deres jordbrug.
Ved den ovenfor omtalte ildebrand fik ref. et nyt bevis for visse offentlige byrders ulige fordeling. Ved brandstedet fandtes nemlig en tilskuer som formodentlig havde hjemme i København. Af ham hørte indsenderen forskellig lidt meget fri snak. Blandt andet sagde han følgende. "Hvad angår de herude os! Skulle vi møde hver gang de kæltringer afsvider en af deres gamle, uforsvarligt højt assurerede kasser, så får vi herefter nok at bestille." Skønt ref. anså snakkeren for noget beruset, troede han dog i de de ord: "hvad angår de herud os", at finde den forudsætning hos manden, at Frederiksberg Bys beboere ingen hjælp havde at vente hos københavnerne i sådanne ulykkestilfælde, med mindrebarmhjertighed villeyde en sådan. Men ref. tør dristig påstå det modsatte, og atter må han her ytre, at sognets bedste ikke behørigt påagtes. Staden København har nemlig en betydelig stor fattigvæsens-indretning beliggende under Frederiksberg Sogn, den såkaldte Ladegårdsfabrik der vel som sagt for staden er en fattiganstalt, men for Frederiksberg er den derimod et etablissement beliggende i Frederiksberg Sogn, og derfor bør staden København uomtvistelig for sådan sin del i sognet, tage forholdsmæssig del i alle dets byrder, og navnlig lade give møde i ildsnød, ikke alene med mandskab og befalede brandredskaber, men vel endog med sprøjter, da staden ejer sådanne. Ved ilds voldsomme udbrud er ingen grænselinje trukket, men forpligtelse til al mulig hjælp. Her så meget mere som netop i oven nævnte fabrik omgås særdeles meget med ild og lys og let antændelige varer, så at en lille sprøjte placeret på fabrikken selv, var en temmelig fornøden foranstaltning. At dette etablissement som hører under staden København og ligger i Frederiksberg ikke bør undgå a tage del i i årlige brænderejser for skolen - hvilke rejser ligeledes, allerede omtalte, urettelig fordeles - i offentlig snekastning og flere byrder som mulig burde fordres af det, men sandsynligvis ikke fordres og at det burde yde bidrag til sognets fattigkasse, såvel af fabrik som af jordejendom, kan uden tvivl være underkastet.
(Politivennen nr. 1045, Løverdagen, den 9de Januar 1836. Side 17-22)
Artiklen blev genstand for kritik af sogneforstander Plockross, Frederiksberg. Se baggrundsartiklen om dette emne.
En følge af denne sognets særeegne beskaffenhed og en bestyrelse der ikke er afpasset derefter, er at de offentligt byrder - med undtagelse af hvad der sorterer under amtsstuen - fordeles urettelig hvilket således fx er tilfældet med de meget besværlige pligtkørsler der aldrig bliver og ikke kan blive ligeligt fordelt så længe de skal præsteres in natura. Nu bruges den metode som ellers kun er brugelig i krigstid: man fordrer de fornødne arbejdsheste og vogne hvor de findes. Hvem der kender til forholdene, vil med indsenderen sikkert antage at sådanne misligheder næppe ville blive ophævet uden en forandret kommunebestyrelse. Indsenderen tænker sig nemlig intet mindre end en art byfoged eller sogneforstander på rette sted her. Måtte han vælges af sognets beboereved stemmeflertal, ville det sikkert ikke blive vanskeligt, dertil at finde en mand der ville vide såvidt som muligt er under de eksisterende lokale omstændigheder at forhindre at de mindre formuende lider et uforholdsmæssigt større tryk end deres mere heldige medbrødre. Og til at bevirke en sådan forandring, opfordres herved de mange formående mænd der har bopæl i sognet og retsindighed nok for ikke at ænse en tilkommende lille opofrelse som rimelighed kræver.
Nu til nogle bemærkninger ved sidste ildebrand i Frederiksberg By.
Assurancesummen for Reidels nylig afbrændte sted siger rygtet at være over 110.000 Rbd. Er det rygte sandt, har Reidel denne sum i behold, foruden grund og have, hvilket alt sammen nylig har kostet ham kun 2 til 3.000 Rbd. Kunne det da ikke være rimeligt om han lod sig formå til at tåle afdrag i assuranesummen af den nødvendige sum til bestridelse af den forestående reparation på byens sprøjte? Ellers skal denne udgift som sædvanligt fordeles på sognet. - Ligeledes kan man med rette spørge: bør ikke af den samme assurancesum afdrages noget til betaling af kørsler og håndlangerarbejder som blev rekvireret for at rydde grunden efter at faren var forbi? Lovgiveren har sikkert forudsat at en brandlidt som således skal nyde fri hovningshjælp af sine medbrødre, er en ikke alene for øjeblikket, men for længere tid, højst ulykkelig mand. Men dette kan Reidel efter hvad ovenfor er anført, ikke anses for at være. I øvrigt ved indsenderen det ikke om det er skrevet nogen steder at der til sådan rydning skal anvendes heste og vogne. Også kan den meget let udføres og bliver på adskillige steder udført, alene af arbejdere med brandhager, hakker, spader og skovle, hvormed de udtrækker og bortbringer de store slukkede brande, samt mursten, grus osv., hvilket alt sammen henlægges i små bunker tæt ved brandstedet. Kørslen synes altså her ufornøden. Men blev dog præsteret på den ovenfor anførte måde af de i almindelighed mindre formuende, der nødvendigvis må have arbejdsvogne til deres jordbrug.
Ved den ovenfor omtalte ildebrand fik ref. et nyt bevis for visse offentlige byrders ulige fordeling. Ved brandstedet fandtes nemlig en tilskuer som formodentlig havde hjemme i København. Af ham hørte indsenderen forskellig lidt meget fri snak. Blandt andet sagde han følgende. "Hvad angår de herude os! Skulle vi møde hver gang de kæltringer afsvider en af deres gamle, uforsvarligt højt assurerede kasser, så får vi herefter nok at bestille." Skønt ref. anså snakkeren for noget beruset, troede han dog i de de ord: "hvad angår de herud os", at finde den forudsætning hos manden, at Frederiksberg Bys beboere ingen hjælp havde at vente hos københavnerne i sådanne ulykkestilfælde, med mindrebarmhjertighed villeyde en sådan. Men ref. tør dristig påstå det modsatte, og atter må han her ytre, at sognets bedste ikke behørigt påagtes. Staden København har nemlig en betydelig stor fattigvæsens-indretning beliggende under Frederiksberg Sogn, den såkaldte Ladegårdsfabrik der vel som sagt for staden er en fattiganstalt, men for Frederiksberg er den derimod et etablissement beliggende i Frederiksberg Sogn, og derfor bør staden København uomtvistelig for sådan sin del i sognet, tage forholdsmæssig del i alle dets byrder, og navnlig lade give møde i ildsnød, ikke alene med mandskab og befalede brandredskaber, men vel endog med sprøjter, da staden ejer sådanne. Ved ilds voldsomme udbrud er ingen grænselinje trukket, men forpligtelse til al mulig hjælp. Her så meget mere som netop i oven nævnte fabrik omgås særdeles meget med ild og lys og let antændelige varer, så at en lille sprøjte placeret på fabrikken selv, var en temmelig fornøden foranstaltning. At dette etablissement som hører under staden København og ligger i Frederiksberg ikke bør undgå a tage del i i årlige brænderejser for skolen - hvilke rejser ligeledes, allerede omtalte, urettelig fordeles - i offentlig snekastning og flere byrder som mulig burde fordres af det, men sandsynligvis ikke fordres og at det burde yde bidrag til sognets fattigkasse, såvel af fabrik som af jordejendom, kan uden tvivl være underkastet.
(Politivennen nr. 1045, Løverdagen, den 9de Januar 1836. Side 17-22)
Redacteurens Anmærkning
Artiklen blev genstand for kritik af sogneforstander Plockross, Frederiksberg. Se baggrundsartiklen om dette emne.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar