Den andægtige sindsstemning hvormed det sædelige menneske træder ind i Guds hus for at deltage med sine medkristne i religionens opbyggelsesmidler, er det så vigtigt at vedligeholde. Og når den engang er forsvundet, er den så vanskelig at kalde tilbage at man med rette harmes over selv alt som i kirken forstyrrer den hos sig og andre. Dette er en af årsagerne til hvorfor jeg gennem Politivennen anmelder en uskik som jeg ikke ved hvor længe har fundet sted i Vor Frelsers Kirke på Christianshavn, men som jeg ikke har bemærket i nogen anden kirke. Midt i denne måske hovedstadens skønneste kirke i den brede korsgang er på gulvet fremsat en slags lænestol, vel forsynet med puder for at kunne give et ret sybaritisk sæde, men som ellers har megen lighed i formen med de velkendte såkaldte kommoditetsstole.
Da jeg for nogle uger siden overværede gudstjenesten, faldt mit øje på denne stol som noget usædvanligt og jeg troede i begyndelsen at der fandt en eller anden kirkehøjtidelighed sted den dag, og at stolen var fremsat for en særdeles vigtig mand som man derved ville vise en udmærket respekt. Men jeg kom snart ud af vildfarelsen. For midt under den højtidelige tavshed hvormed den meget opbyggelige prædiken blev modtaget af tilhørerne, trådte en forklædt person - man sagde at det var undergraveren - meget anstandsfuldt frem for lænestolen, og efter at han betænksomt og roligt havde løftet først det ene og så det andet kjoleskød op over hofterne, nedlod han sig langsomt i det magelige sæde. At den ideforbindelse som dette syn uvilkårligt opvakte, ikke var gunstig for andagten, behøver jeg vel ikke at bemærke. Tydeligt blev adspredelsen og misfornøjelsen var hos den del af menigheden som var scenen nærmest. Da undergraveren formodentlig har sin bestemte stol i kirken, såvel som de øvrige kirkebetjente, gjorde han efter mine tanker bedst i at betjene sig af denne og ikke føre sin huslige magelighed over i Guds hus. For formodentlig er lænestolen hans egen og ikke bekostet til ham af kirken. Man tør vel vente at de ansvarlige hvis pligt det er at våge over sømmelighed ved gudstjenesten, vil besørge denne dårligt placerede stol taget bort fra et sted hvor den næppe er fremsat med tilladelse.
(Politivennen nr. 780, Løverdagen den 11te December 1830, s. 799-801)
Da jeg for nogle uger siden overværede gudstjenesten, faldt mit øje på denne stol som noget usædvanligt og jeg troede i begyndelsen at der fandt en eller anden kirkehøjtidelighed sted den dag, og at stolen var fremsat for en særdeles vigtig mand som man derved ville vise en udmærket respekt. Men jeg kom snart ud af vildfarelsen. For midt under den højtidelige tavshed hvormed den meget opbyggelige prædiken blev modtaget af tilhørerne, trådte en forklædt person - man sagde at det var undergraveren - meget anstandsfuldt frem for lænestolen, og efter at han betænksomt og roligt havde løftet først det ene og så det andet kjoleskød op over hofterne, nedlod han sig langsomt i det magelige sæde. At den ideforbindelse som dette syn uvilkårligt opvakte, ikke var gunstig for andagten, behøver jeg vel ikke at bemærke. Tydeligt blev adspredelsen og misfornøjelsen var hos den del af menigheden som var scenen nærmest. Da undergraveren formodentlig har sin bestemte stol i kirken, såvel som de øvrige kirkebetjente, gjorde han efter mine tanker bedst i at betjene sig af denne og ikke føre sin huslige magelighed over i Guds hus. For formodentlig er lænestolen hans egen og ikke bekostet til ham af kirken. Man tør vel vente at de ansvarlige hvis pligt det er at våge over sømmelighed ved gudstjenesten, vil besørge denne dårligt placerede stol taget bort fra et sted hvor den næppe er fremsat med tilladelse.
(Politivennen nr. 780, Løverdagen den 11te December 1830, s. 799-801)
"Midt under den højtidelige tavshed hvormed den meget opbyggelige
prædiken blev modtaget af tilhørerne, trådte en forklædt person - man
sagde at det var undergraveren - meget gravitetisk frem for lænestolen,
og nedlod sig langsomt i det
magelige sæde." (Korsgangen, men om det var præcis her melder historien ikke noget om. Frelser Kirke, 2015. Eget foto.)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar