Denne mordsag er som Kjøbenhavnsposten selv skriver, unik. Politivennen var ikke meget for at fortælle om mord, derfor er der til artiklerne i Redacteurens Anmærkninger angivet en del artikler fra andre aviser. Og desuden har jeg i en baggrundsartikel udgivet et omfattende materiale om Worms opsigtsvækkende mord på Tønder. Den nedenstående mordsag fortæller den noget om djævletro og retsvæsnets behandling af folk der troede på ham.
Efterfølgende i psykologisk henseende mærkelige justitssag fortjener, som det forekommer os, læsernes opmærksomhed. Den 25. novbr. forrige år om eftermiddagen kl. 5 forlod ugift fruentimmer Dorthe Marie Mikkelsdatter sin bolig i Ebdrup i Jylland for at besøge sine forældre og overlod sit 4 uger gamle drengebarn, der lå i sengen, til den under sagen tiltalte Rasmus Sørensen eller Laursens varetægt.
Ved sin tilbagekomst efter omtrent 2 timers forløb traf hun denne, der angiveligt var fader til barnet, udenfor huset og spurgte ham, hvorledes barnet befandt sig, hvortil han svarede, at det sov trygt og godt. Men da hun, efter at have tændt lys så til barnet, fandt hun at dette var dødt.
Ved det under sagen den 26. novbr. afholdte syn fandt distriktslægen vel efter stillingen af barnets hoved, at der var grund til mistanke om udvortes vold, men vished om sådan vold opnåedes hverken ved bemeldte forretning eller ved den under 2. decbr. næstefter foretagne obduktion af liget, og tiltalte havde indtil da benægtet at han i moderens fravær havde rørt ved barnet på anden måde, end at han engang mens han sad i stuen, nemlig fra kl. 5 til 6½, strøg ned af barnet, som til den tid kun en gang havde givet lyd fra sig.
Senere tilstod tiltalte imidlertid, at han efter en hos ham pludseligt opstået beslutning, har grebet med hånden om barnets hals, hvoraf det straks døde, efter at have givet et lille kvæk, og at han derefter har tændt lys for at forvisse sig om, at barnet var død. Bevæggrunden til gerningen har tiltalte en tid lang ikke været at formå til at angive, og han har stadigt nægtet at have haft til hensigt at befri sig fra de byrder, som barnets opfødelse ville føre med sig. Endeligt har han forklaret bevæggrunden at have været frygt for, at det skulle gå barnet som det var gået ham selv, at nemlig Fanden skulle få magt over det.
Denne Fandens magt over ham har tiltalte forklaret således. Da han var en Dreng på 8-9 år, opholdt der sig i Rødager By en skomager, kalder Christen, hvis nærværende opholdssted eller om han endnu er i live ikke vides, med hvem tiltalte ofte talte og som ville forære tiltalte forskellige ting, som denne dog ikke modtog, fordi hans moder ikke tillod det. Skomageren sagde til tiltalte at han vel ikke vidste med hvem han talte, og på tiltaltes benægtende svar, angav han sig at være Djævelen, tilføjende, at han skulle have en, hvortil tiltalte svarede, at når han skulle have en, så kunne tiltalte lige så godt være denne som en anden, hvorpå de gav hinanden hånden.
Nogen tid efter, omtrent i tiltaltes 10. år, da han vogtede køer i skoven, faldt der en fireskilling ned fra luften i hans hånd, og idet han betragtede skillingen og ytrede høit, at den kunne han bruge til hjælp til et par nye træsko, lød der en røst fra oven som sagde: "ja det kan du da", hvilken røst dog ikke var skomagerens. Efter den tid, navnlig mens tiltalte tjente i Kolind, indtil han var 21 år, for så længe skulle hans pagt med Djævelen vare, havde denne magt over ham med at føre ham igennem luften, igennem taget, nøgen ud af sengen, til marken, ind i kirken, hvor han vil have set Djævelen i præstens skikkelse og ornat ved alteret.
Siden sit 21. år har tiltalte, som nu er omtrent 30 år gammel, forklaret også at have været Djævelens anfægtelser underkastet; kun sjældnere har han af og til tænkt derpå. De mænd, hos hvem tiltalte har tjent, og som har givet ham gode skudsmål, har afgivet forklaringer over ytringer af ham, der i det væsentlige stemmer overens med hans udsagn under forhørene, og hvoraf resultatet er at tiltalte til enkelte tider, endog i det sidste år, har haft en fiks ide om at være underkastet Djævelens magt, og der er ingen formodning om, at han der i øvrigt er meget enfoldig, under forhørene har afgivet sin forklaring om samkvem med Djævelen, for om muligt at undgå lovens straf.
I den af Sundhedskollegiet under sagen afgivne betænkning har 2 af Kollegiets medlemmer fundet det utvivlsomt, at tiltalte i mange år har lidt af sindsforvirring og endnu lider deraf, om end måske i ringere grad end tidligere, og at den ham imputerede handling så meget mindre kan tilregnes ham, som samme, efter hvad tiltalte om sin bevægsårsag dertil har forklaret, just ligger i retningen af den fikse forestilling, hvoraf han har været betaget. Pluraliteten af Kollegiets medlemmer har derimod ment, at dette sidste ikke bestemt kan siges, da tiltalte muligt kan have opgivet en urigtig bevæggrund til handlingen, men den erkender i øvrigt at de overtroiske forestillinger, som tiltalte har haft, kunne hos et så enfoldigt menneske lede til udøvelsen af den forbrydelse, hvorfor han er sigtet.
Da underdommeren ikke antog, at en sådan forvirring i en enkelt retning, eller fiks ide kan udelukke tilregnelighed af en forbrydelse, hvis storhed hos enhver for hvem det partielle vanvid ikke netop går ud på at være berettiget til at berøve sine medmennesker livet, må være iøjnefaldende, så anså han tiltalte efter lovens 6-6-1 og frdn. 4. oktbr. 1833 § 11 med at bøde liv for liv.
Da sagen dernæst blev bragt ind for Viborg Landsoverret, antog denne Domstol - efter hvad der af Sundhedskollegiet er ytret om tiltaltes mentale tilstand, og når henses til at det motiv, tiltalte har opgivet, stemmer med hvad der er oplyst om hans fikse ideer, uden at der i sagen er anledning til at antage at han skulle have noget andet motiv - at tiltalte for hans forhold med at have dræbt barnet, eller forsåvidt det efter obduktionsforretningerne og lægernes erklæringer må anses uvist, hvorvidt barnets død er en følge af hans handling, i alt fald for at have attenteret at dræbe det, ikke kan pålægges nogen straf, men at han ifølge lovens 1-19-17, må blive at tage under forvaring af øvrigheden.
Sagen blev dernæst indanket for Højesteret, hvilken domstol kom til det resultat, at tiltalte måtte være at frifinde for aktors tiltale og aktionens omkostninger at pålægge det offentlige.
(Kjøbenhavnsposten 9. december 1844).
Der er tilsyneladende ikke kalkmalerier i Ebdrup Kirke. Disse er fra Mariæ Kirke i Helsingør, og lignende findes mange steder i Danmark. Her trives bibelske figurer side om side med folketroen, overtroen, eller hvad man nu foretrækker at kalde det. I en billedfattig tid, uden tv og ret mange illustrerede bøger er virkningen af sådanne malerier anerkendt som meget stor. Men selv uden dem trivedes fortællingerne. Foto Erik Nicolaisen Høy, 2019.
Efterfølgende i psykologisk henseende mærkelige justitssag fortjener, som det forekommer os, læsernes opmærksomhed. Den 25. novbr. forrige år om eftermiddagen kl. 5 forlod ugift fruentimmer Dorthe Marie Mikkelsdatter sin bolig i Ebdrup i Jylland for at besøge sine forældre og overlod sit 4 uger gamle drengebarn, der lå i sengen, til den under sagen tiltalte Rasmus Sørensen eller Laursens varetægt.
Ved sin tilbagekomst efter omtrent 2 timers forløb traf hun denne, der angiveligt var fader til barnet, udenfor huset og spurgte ham, hvorledes barnet befandt sig, hvortil han svarede, at det sov trygt og godt. Men da hun, efter at have tændt lys så til barnet, fandt hun at dette var dødt.
Ved det under sagen den 26. novbr. afholdte syn fandt distriktslægen vel efter stillingen af barnets hoved, at der var grund til mistanke om udvortes vold, men vished om sådan vold opnåedes hverken ved bemeldte forretning eller ved den under 2. decbr. næstefter foretagne obduktion af liget, og tiltalte havde indtil da benægtet at han i moderens fravær havde rørt ved barnet på anden måde, end at han engang mens han sad i stuen, nemlig fra kl. 5 til 6½, strøg ned af barnet, som til den tid kun en gang havde givet lyd fra sig.
Senere tilstod tiltalte imidlertid, at han efter en hos ham pludseligt opstået beslutning, har grebet med hånden om barnets hals, hvoraf det straks døde, efter at have givet et lille kvæk, og at han derefter har tændt lys for at forvisse sig om, at barnet var død. Bevæggrunden til gerningen har tiltalte en tid lang ikke været at formå til at angive, og han har stadigt nægtet at have haft til hensigt at befri sig fra de byrder, som barnets opfødelse ville føre med sig. Endeligt har han forklaret bevæggrunden at have været frygt for, at det skulle gå barnet som det var gået ham selv, at nemlig Fanden skulle få magt over det.
Denne Fandens magt over ham har tiltalte forklaret således. Da han var en Dreng på 8-9 år, opholdt der sig i Rødager By en skomager, kalder Christen, hvis nærværende opholdssted eller om han endnu er i live ikke vides, med hvem tiltalte ofte talte og som ville forære tiltalte forskellige ting, som denne dog ikke modtog, fordi hans moder ikke tillod det. Skomageren sagde til tiltalte at han vel ikke vidste med hvem han talte, og på tiltaltes benægtende svar, angav han sig at være Djævelen, tilføjende, at han skulle have en, hvortil tiltalte svarede, at når han skulle have en, så kunne tiltalte lige så godt være denne som en anden, hvorpå de gav hinanden hånden.
Nogen tid efter, omtrent i tiltaltes 10. år, da han vogtede køer i skoven, faldt der en fireskilling ned fra luften i hans hånd, og idet han betragtede skillingen og ytrede høit, at den kunne han bruge til hjælp til et par nye træsko, lød der en røst fra oven som sagde: "ja det kan du da", hvilken røst dog ikke var skomagerens. Efter den tid, navnlig mens tiltalte tjente i Kolind, indtil han var 21 år, for så længe skulle hans pagt med Djævelen vare, havde denne magt over ham med at føre ham igennem luften, igennem taget, nøgen ud af sengen, til marken, ind i kirken, hvor han vil have set Djævelen i præstens skikkelse og ornat ved alteret.
Siden sit 21. år har tiltalte, som nu er omtrent 30 år gammel, forklaret også at have været Djævelens anfægtelser underkastet; kun sjældnere har han af og til tænkt derpå. De mænd, hos hvem tiltalte har tjent, og som har givet ham gode skudsmål, har afgivet forklaringer over ytringer af ham, der i det væsentlige stemmer overens med hans udsagn under forhørene, og hvoraf resultatet er at tiltalte til enkelte tider, endog i det sidste år, har haft en fiks ide om at være underkastet Djævelens magt, og der er ingen formodning om, at han der i øvrigt er meget enfoldig, under forhørene har afgivet sin forklaring om samkvem med Djævelen, for om muligt at undgå lovens straf.
I den af Sundhedskollegiet under sagen afgivne betænkning har 2 af Kollegiets medlemmer fundet det utvivlsomt, at tiltalte i mange år har lidt af sindsforvirring og endnu lider deraf, om end måske i ringere grad end tidligere, og at den ham imputerede handling så meget mindre kan tilregnes ham, som samme, efter hvad tiltalte om sin bevægsårsag dertil har forklaret, just ligger i retningen af den fikse forestilling, hvoraf han har været betaget. Pluraliteten af Kollegiets medlemmer har derimod ment, at dette sidste ikke bestemt kan siges, da tiltalte muligt kan have opgivet en urigtig bevæggrund til handlingen, men den erkender i øvrigt at de overtroiske forestillinger, som tiltalte har haft, kunne hos et så enfoldigt menneske lede til udøvelsen af den forbrydelse, hvorfor han er sigtet.
Da underdommeren ikke antog, at en sådan forvirring i en enkelt retning, eller fiks ide kan udelukke tilregnelighed af en forbrydelse, hvis storhed hos enhver for hvem det partielle vanvid ikke netop går ud på at være berettiget til at berøve sine medmennesker livet, må være iøjnefaldende, så anså han tiltalte efter lovens 6-6-1 og frdn. 4. oktbr. 1833 § 11 med at bøde liv for liv.
Da sagen dernæst blev bragt ind for Viborg Landsoverret, antog denne Domstol - efter hvad der af Sundhedskollegiet er ytret om tiltaltes mentale tilstand, og når henses til at det motiv, tiltalte har opgivet, stemmer med hvad der er oplyst om hans fikse ideer, uden at der i sagen er anledning til at antage at han skulle have noget andet motiv - at tiltalte for hans forhold med at have dræbt barnet, eller forsåvidt det efter obduktionsforretningerne og lægernes erklæringer må anses uvist, hvorvidt barnets død er en følge af hans handling, i alt fald for at have attenteret at dræbe det, ikke kan pålægges nogen straf, men at han ifølge lovens 1-19-17, må blive at tage under forvaring af øvrigheden.
Sagen blev dernæst indanket for Højesteret, hvilken domstol kom til det resultat, at tiltalte måtte være at frifinde for aktors tiltale og aktionens omkostninger at pålægge det offentlige.
(Kjøbenhavnsposten 9. december 1844).
Ingen kommentarer:
Send en kommentar