I Kjøbenhavnsposten 20. november 1844 kunne Dr. Dampe kommentere en artikelserie som er bragt tidligere på denne blog:
"Oplysninger og Berigtigelser til Skilderiet af Dr. Dampes Fængsel".
Dr. Dampe, der, efterat have hensiddet over 20 Aar i strengt Statsfængsel, for nogle Aar siden blev benaadet med Forviisning til Øen Bornholm, har der iaar begyndt at udgive et Hesteskrift: "Til Danmarks Borgere", hvoraf to Nummere ere udkomne. Man skulde ikke troe, at det kunde mangle paa Interesse hos Publikum til at gjøre sig bekjendt med hvad denne haardt prøvede Mand har at fremføre, og vi maae derfor antage, at det kun er Mangel paa Kjendskab til dette Skrifts Udgivelse, der hidtil har foranlediget dets ringe Afsætning. Man vil i dets Indhold og Tendents - der fornemmelig gaaer ud paa at undersøge og belyse, hvilke statsretlige Grunde vor nuværende Forfatning kan siges at støtte sig paa, og ifølge hvilke Forfatteren i sin Tid blev dømt fra Livet - gjenfinde en endnu usvækket Aand, der stræber efter Lys i i og Sandhed med ligesaamegen Iver og Fasthed som i dens ukrænkede Ungdom, hvorvel det er en Selvfølge, at Forfatteren, hvem Censurens Baand endnu er paalagt, endskjøndt den Dom, hvorefter dette skeer, vel kunde synes at vare gaaet under i den ham senere tilkjendte Dødsdom - ikke med en Uforbeholdenhed kan udtale sig om disse Gjenstande, som han i sin fulde Frihed sikkert vilde.Idet vi paa det Varmeste anbefale Dr. Dampes Skrift til den Deel af Publikum, der har agtelse for en Ulykke, hvis rette Navn det vilde blive os formeent her at udtrykke, og som endnu holder i Hævd, hvad der vil bidrage til at føre Fædrelandet en høiere Statsudvikling imøde, ansee vi det for en Pligt af det sidste Nummer her at hidsætte Forfatterens Berigtigelser til en Række af Artikler i dette Blad, ham vedgaaende, som iøvrigt vare skrevne med det udtrykkelige Formaal at bidrage til at forjage de lave og uværdige Forestillinger om ham og hans Strafskyld, som desværre i lang Tid uimodsagt havde søgt at gjøre sig gjældende.
Disse Berigtigelser, der udgjøre endeel af en Artikel i Nr. 2 af bemeldte Hesteskrift, under ovenstaaende Overskrift lyde saaledes:
"I Kjøbenhavnsposten Nr. 255 1841 nævnes nogle Formildelser eller Lettelser i min Fængsels-Tilstand, som skal være blevne mig til Deel, hvilke dog ikke have fundet Sted, men ere blevne Forfatteren urigtigen berettede.
Han fortæller med Sandhed, at, da jeg første Gang var i Citadellet, blev jeg behandlet af dets Commandant, General Lorentz, med den yderste Strenghed, at jeg i de fem (ikke sex) Aar, da jeg sad der, uafladeligen sad indespærret inden fire Mure og aldrig nød frisk Luft og Bevægelse. Han siger om mig: hvor rædsomme disse Aar have været, kan man først rigtigt gjøre sig et Begreb om, naar man tillige erfarer, at det i denne lange Tid var ham aldeles negtet at bringe sine Tanker paa Papiret, alle Skrivematerialier vare ham berøvede. Dette er Sandhed. Ligeledes, at Ingen fik Tilladelse til at komme til mig, ikke engang mine Børn, Med mindre, som han siger, man kan regne det for noget, at de saae mig et Par Gange med bevæbnede Mænd ved Siden, som havde Befaling til, efter nogle faa Minutters Forløb, igjen at stille Faderen fra Børnene. Dette forholder sig rigtigt, saavelsom at, da jeg derfra var kommen til Christiansø, kom jeg til visse Tider i frisk Luft. Dette skete nemlig med en Soldat tre Skridt bagved mig med Bayonetten bestandig udtrukken af Skeden. Men derpaa melder Forfatteren aldeles urigtigen, at nu tilstededes mig Brugen af Skrivematerialier. Det er sandt, jeg fik Blæk og Pen; men, da Papir var mig aldeles negtet, saa kunde de to første ikke nytte mig. Naar jeg engang imellem vilde skrive et Brev, for at give min Familie Efterretning om min Sundhed saa maatte jeg andrage derom til Arrestforvareren, som igjen androg derom til Commandanten, der da gav sin Tilladelse til, at et Ark Papir blev kjøbt. Brevet blev gjennemseet af Commandanten, som undertiden, naar jeg havde skrevet noget Ord til eet af mine Børn, som han ikke syntes om, forbød mig det, og jeg maatte skrive Brevet om igjen. Ja! naar jeg paa Regninger skulde skrive det Ord: Modtaget, maatte Commandantens Tilladelse indhentes til at benytte Blæk og Pen til dette Ord, og Underofficieren kom til mig med de Ord: De har Commandantens Tilladelse til at paategne denne Regning. Saaledes var det altid i mit Fængsel. Jeg vil dog undtage nogen Tid i mit Fængsels første Aar (i Domhuset) da Papir blev leveret mig, hvorpaa jeg kunde skrive noget literairt Arbeide, saaledes at der blev holdt nøie Regnskab over hvert mig leveret Ark, og Alt, hvad jeg havde skrevet, blev gjennemseet. Dette Samme skete, paa en særdeles Anledning, i mit Fængsels syvende Aar, og ved en enkelt sjelden Leilighed. Men iøvrigt blev den Regel, som jeg nys har beskrevet, naar jeg blot vilde skrive et Brev eller skulde paategne en Regning, bestandig iagttaget lige til mit Fængsels sidste Dag. Derfor, naar Forfatteren siger, at man først kan gjøre sig et Begreb, hvor rædsomme de fem Aar i Citadellet have været mig, naar man erfarer, at i denne lange Tid Skrivematerialier vare mig berøvede, saa maa det rettes saaledes: nei, ikke blot i denne lange Tid, 5 Aar, men i den lange Tid, 20 ½ Aar.
Det, som Forfatteren beretter, at jeg fik Bøger paa Christiansø tilsendte fra Kjøbenhavn, er aldeles urigtigt. Det fik jeg aldrig.
Det er fremdeles urigtigt , naar Forfatteren beretter, at, da jeg anden Gang var i Citadellet, det var i mit Fængsels ellevte Aar, blev den Strenghed, hvorved Adgang til mig havde været formeent Enhver, endogsaa mine Børn, ophævet i Henseende til mine Børn. Han siger, at det negtedes mig da ikke at tale med mine Børn. Jo, det negtedes mig da, ligesom for. Vistnok talte jeg til den Tid adskillige Gange med mine Børn. Men det skete formedelst en Misforstaaelse eller Forseelse af Arrestforvareren. Da Commandanten erfarede det, fik Arrestforvareren en Irettesættelse. Eet af mine Børn, som strax derefter kom til mig i det Haab, at kunne tale med mig, fandt ganske den gamle Foranstaltning, som Forfatteren fortæller, bevæbnede Mænd ved Siden, som havde Befaling til efter faa Minutter at stille os ad og forlod mig grædende. En Militair, som var tilstede ved en saadan Leilighed i General Lorentzes Tid, undskyldte, at han kun kunde tilstede mig faa faa Minutter til at see mine Børn, dermed, at, da jeg sidste Gang for en rum Tid siden havde seet dem, havde Lorentz, da han kom tilbage, bebreidende sagt til ham: De blev saa længe. Den Strenghed, at at Adgang til mig var formeent, vedblev i hele mit Fængsels Tid. Jeg kan undtage derfra, at, efterat det oftere var skeet, at Personer, som stede i Forbindelse med Fængselet, havde ønsket Underviisning af mig og havde bedet om Tilladelse til undertiden at gaae ind til mig en lille Tid i denne Hensigt, men dette var af Commandanterne stadigen afslaaet, saavel i Citadellet som paa Christiansø, bevægede dog nogle Fædre paa Christiansø Commandanten til at tillade, at jeg undertiden gav deres Børn nogle Underviisningstimer, hvilket fandt Sted i et vist Tidsrum og derefter ophørte. Iøvrigt var Adgangen til mig saaledes spærret, at, da jeg engang var syg paa Christiansø - Noget, der lykkeligviis meget sjeldent indtraf - jeg laae alene i mit skumle Fængsels Grav, Ingen kunde komme ind til mig, uden en raa og følesløs Fængsels-Opsynsmand, der blev utaalmodig , naar han skulde skjænke mig Hjelp i nogle Minutter, og jeg bad derfor indstændigen, at een eller anden Person, som jeg kunde ønske til at pleie mig, maatte faae Lov til at komme ind til mig, saalange jeg var syg, saa blev dette mig afslaaet.
En Lettelse blev mig vistnok til Deel i mit Fængsel, da det blev mig forkyndt, at jeg maatte have Lov til, i den Tid, da jeg kunde gaae omkring med en væbnet Soldat bagved mig, at tale med Een eller Anden, som jeg maaskee kunde træffe paa min Vei. I Anledning deraf blev det ogsaa bestemt, at Soldaten skulde gaae sex Skridt bagved mig i Stedet for tre. Men nogle Dage efter maa Commandanten have betænkt sig i det sidste Punkt. Thi allerede faa Dage efter bleve de ser Skridt igjen til de tre. Soldaten med den blottede Bayonet stod ved Siden under hver Samtale, og det kunde skee, at han blev befalet at rapportere, hvad der var sagt. Thi en Ordre kom efter nogen Tid, som lod saaledes: at han ikke maatte tillade, at Samtalen blev ført i noget andet Sprog, end det danske, for at han kunde rapportere, hvad der var sagt. Siden blev endnu den Ordre tilføiet, at jeg ikke maatte tale med Nogen i længere Tid, end i fem til ti Minutter. Da jeg engang ved en Lejlighed spurgte om Bevæggrunden til denne Ordre, svaredes der, at Bevæggrunden var, at den ledsagende Soldat ikke kunde taale at staae stille i længere Tid.
Der skete derefter den Forandring, at jeg gav slip paa at gaae i længere Strækning, i hvor vigtigt dette end var for min Legemsbevægeise, for at blive befriet fra den ledsagende Soldat, og lod mig nøie med en lille Strækning ligefor Vagten, hvor jeg uafladelig var under de Vagthavendes Øine, jeg kunde være der en temmelig Tid af Dagen. Jeg kunde tale med hvem jeg traf paa dette Sted, men, dersom Samtalen overskred fem til ti Minutter, blev strax en Soldat sendt fra Vagten og skille mig og den, jeg talte med, fra hinanden. Tilsidst, fordi en fra Vagten afsendt Soldat engang stille mig fra en Embedsmand, som jeg talte med, blev Ordren saaledes modificeret, at med en Embedsmand maatte jeg tale saalænge jeg vilde, derimod med Folk, som ikke vare af Embedsklassen, maatte jeg kun tale i fem til ti Minutter.
Den Tilladelse at tale med Nogen, naar jeg gik ud, var den eneste Formildelse i mine Fængsels-Lidelser, som nogensinde blev mig til Deel i hele mit Fængsels Tid. Men de Bestemmelser, som bleve føiede til denne Formildelse, gjorde den til Intet. Formildelsen var ikke kommen fra nogen Autoritet i Kjøbenhavn. Tvertimod paa en Forestilling fra Commandanten, om der ikke kunde indtræde nogen Formildelse i min tunge Tilstand, var Svaret Afslag med de Ord, at jeg skulde være under strengeste Bevogtning. Vilde Commandanten gjøre Noget, saa maatte han gjøre det paa sit eget Ansvar. Hos Autoriteterne over ham var ingen Tanke om nogensomhelst Formildelse for mig. Derfor blev Formildelsen til Intet. Thi Samtale given mig paa den Maade, at den blev tagen fra mig igjen, jeg vidste ikke, hvad Øieblik, det blev en Tantalus-Qval og ingen Lindring, og ethvert Menneske flyede det Tilfælde at blive dreven fra mig af en Soldat. Næsten alle de, jeg kunde træffe, vare Saadanne, som kunde frygte dette.
Den for Legemet uundværlige Bevægelse i frisk Luft til visse Tider tilstaaes selv dem, der holdes paa det strengeste. Lænker vare mig ogsaa budne, og jeg undgik dem kun ved at underkaste mig den Tilstand i fem Aar at være berøvet Bevægelse i frisk Luft, hvorved mit Legeme i høieste Grad truedes med Undergang.
Selv den, der holdes paa det strengeste, negtes ikke at Læsning, dog med Forbud imod, hvad han ikke maa læse. Naar Tilfældet var, at jeg kunde faae Lidt at læse, saa fattedes det ikke paa saadanne Forbud imod, hvad jeg ikke maatte læse. Det blev forbudt, at jeg maatte læse Spittlers Historie om Souverainitetens Indførelse i Danmark. I en Række af Aar var det mig aldeles forbudt at faae nogen Avis eller noget Blad at læse. Siden blev det mig tilladt at læse nogle, men dog kunde ikke det Mindste gives mig, uden at det først var indstillet til Commandantens Afgjørelse, om Læsningen deraf kunde være mig tilladt. Et Blad, som kort efter Frederik den Sjettes Død omtalte min lange Fængsling paa en deeltagende Maade, blev det mig forbudt at læse.
Altsaa den Skjæbne, som jeg paadrog mig ved den Overbeviisning, hvortil jeg ved Studering af min Videnskab, under redelig Granskning, var kommen, og som jeg vilde fremsætte for mine Medborgere og underkaste deres Bedømmelse, uden mindste Fordeel deraf for mig selv, denne Skjæbne fra det Øieblik, den omtalte Overbeviisning blev opdaget, og under hele mit Fængsel har ikke indeholdt andet, end uafladelig, vedvarende, til enhver Tid i den lange Aar-Række, Alt, hvad der var det haardeste og strengeste muligt. Først kom Dommen, som Dommerne hentede frem af Loven saa streng, som de kunde; derefter kom Forandringen af det, Dommen bestemte, til Fængsel, som maa danne en Undtagelse fra Strengheden, naar vor nulevende Konges Ord i det Reskript, der er nævnt, ikke tør modsiges, men i Henseende til hvilken jeg blot har bemærket det Factum, at alle de Meningsyttringer, der til nogen Tid ere fremkomne fra mig, have erklæret den for værre, end Dommen. Endelig, efterat alligevel Forandringen til Statsfængsel havde fundet Sted, efterat Fængsel var blevet min Lod, saa have dette Fængsels Vilkaar alle de 20 ½ Aar igjennem bestandig været de skarpeste, som deri ere mulige. De Lindringer, som deri kunne finde Sted, bestaae deri, at Udelukkelsen fra menneskelig Virksomhed og Berørelse med Medmennesker ikke er fuldkommen. Paa saadanne Lindringer gives jevnligen Exempler. Men denne Udelukkelse forblev for mig fuldkommen indtil det Sidste. Ingen Lindring eller Lettelse i mine Fængsels-Lidelser blev mig nogensinde til Deel."
(Kjøbenhavnsposten 20. november 1844)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar