23 oktober 2016

Om en offentlig efterlysning fra Birkedommeren paa Frederiksborg Distrikt.

I Adresseavisen og Berlingske Tidende som udkom onsdag den 10. august, læstes første gang følgende bekendtgørelse:
Den 19. i forrige måned er i skoven kaldet "Hestehaven" i Frederiksborg Distrikt fundet en død mandsperson der var aldeles nøgen og som ved den foretagne synsforretning skønnedes at være i en alder af 16 til 20 år. Han var omtrent 61 tommer høj, havde lyseblå øjne samt lysebrunt og blødt hår. På hændernes overflade fandtes adskillige ar, hvorimod huden i den indvendige håndflade var meget blød og vidnede om at han ikke jævnligt havde forrettet svært arbejde.
Da ingen hidtil har kunnet genkende nævnte person, og hans klæder ikke, uagtet anstillet undersøgelse, har været til at finde i skoven,så anmodes enhver som måtte kunne ytre nogen oplysning om ham, behageligst desangående at meddele mig underretning.
Hillerød den 4. august 1836
von Hadeln.
Enhver der læser dette med opmærksomhed, kan ikke formode andet end at her er begået en forbrydelse og det af groveste slags. At det unge menneske skulle have aflivet sig eller være død af et apoplektisk tilfælde samt senere blevet afført sine klæder, er mindre tænkeligt. Man må antage at et mord på ham er forøvet og at gerningsmanden enten for at forøge sin brøde eller for at vanskeliggøre dens opdagelse, har tilegnet sig, eller skaffet den myrdedes klæder af vejen. Men - må man da med rette spørge, har politiet ikke også her gjort sit for at hindre at en i vores land gud være lovet - mindre hyppig udåd får sin fortjente straf? Når et lig under så meget mistænkelige omstændigheder findes i en skov den 19. juli og man ikke de første to dage kan få liget genkendt, eller på anden måde kan komme på noget spor, bør man da udsætte den offentlige efterlysning til den 4. august eller indtil 16 dage derefter, og så sent fremsende bekendtgørelsen at den først 6 dage efter læses i aviser som udkommer kun 4½ mil fra politimesterens bopæl? Herved er gerningsmanden jo åbenbart givet et forspring i tid af ikke mindre end tre uger. Og med indsendelsen af en annonce fra Frederiksborg til København er her hengået lige så megen tid som nu om stunder behøves for at skaffe den fra London til København. 

Vel ved indsenderen heraf at det hører til politiets politik at undgå så meget som mulig offentlig bekendtgørelse om forbrydelse fordi man antager at gerningsmanden derved anspores til at være mere varsom i sin adfærd og ikke så bringes i fælden. Men det være nu med det princip som det vil, så kan dog ikke nægtes at det i nærværende tilfælde er på uforsvarlig måde outreret, og at selv den klogeste politiøvrighed ville tage meget i betænkning at lade tre uger gå med at henlede den almene opmærksomhed og eftertanke på begivenheder der muligvis står i forbindelse med den sørgelige tildragelse og gøre den forklarlig. Efter 4 til 6 dages forløb kan hukommelsen om personer man har set eller samtaler der er faldet om ellers ligegyldige ting, danne kombinationer og skabe tråde for politiets virksomhed. Men efter tre ugers tid er alle disse fordele tabt og selv om den fundne person skulle savnes langt borte, så vil han næppe nu i forrådnet tilstand kunne genkendes. 

Indsenderen heraf tror at der er fuldkommen anledning til i et blad med nærværende titel og tendens at påtale den uforsvarlige sendrægtighed, ligesom han heller ikke tvivler om at den jo af højere vedkommende vil blive bemærket.

(Politivennen nr. 1077, Løverdagen, den 20de August 1836. Side 536-539)


Redacteurens Anmærkning

Mens Politivennen var tilbageholdende med detaljerede beskrivelser af mord, holdt Kjøbenhavnsposten sig til tider ikke tilbage, som fx den 28. december 1833 vedr. et mord i Gladsaxe:

Natten imellem den 21de og 22de dennes forøvedes paa Steengaarden i Gladsaxe Sogn et Mord af en særdeles Atrocitet. Et ungt Menneske, neppe 20 Aar, bondefødt og af et meget godmodigt udvortes, ved navn Hans Henriksen, havde i afvigte Sommer været Tjenestekarl paa bemeldte Gaard, men afskedigedes 1ste November, som han meente, ved Insinuationer af Gaardens Avlskarl Frederik Andersen Eilskov, Soldat af H. M. Kongens Regim. Efterat have formedelst Forfalskning af sit Skudsmaal, umiddelbart efterr Afskedigelsen fra sin Tjeneste, været hensat heri Byen paa Vand og Brød, løslodes han af Arresten om Aftenen d. 21de dennes og begav sig saa at sige øieblikkeligt derefter til Steengaarden, for at udføre sin Hævn paa sin nævnte Medtjener. Lidt over Kl. 10 den 21de dennes vandrede han saaledes ud af Nørreport, og, træt og mødig naaede han Steengaarden, hvor denne Vandring og den umiddelbare foregaaende Straf i 5 Dage paa Vand og Brød, nødte ham til at søge sine Kræfter styrkede ved at kaste sig i noget Høe over Hestestalden, i hvis Kammer hans Offer ene slumrede for lukte Døre. Denne hvile benyttede han ikke blot til at samle Kræfter, men tillige til at overveie, hvorledes han vilde lokke Frederik Andersen ud og dræbe ham. Efterat have taget Kniven af en Hakkelseskiste, han der fandt, stiger han endeligt ned i Stalden, slaaer en Hest løs og jager den ud forbi Staldkammervinduet, for derved at vække Avlskarlen. Denne iler rigtigt ud, og idet han triner ind i Stalden med Hesten bag sig, staaer Morderen i Krogen og bibringer ham med Bagen af Hakkelsekniven et Hug i Hovedet, saa at han segnede uden en Lyd. Derpaa knnuser han ved flere Stød hovedet og overkjærer Struben, hvorpaa han Graver Liget ned i Møddingen udenfor, og selv bemægtiger sig den Dødes Nøgler og med hans ubetydelige Klæder og Penge kaster sig paa den omtalte Hest og naaer saaledes tilbage til Kjøbenhavn. Man mistænkte ham imidlertidd strax som Gjerningsmanden, og paa Anmeldesen om det Passerede fik Stedets Politiemester ham strax udleveret af Kjøbenhavns polite. Allerede paa Udreisen til Steengaarden bekjendte han alt. Had og Hævnlyst synes at have været hans eneste Bevæggrunde til Mordgjerningen.