Under Præstøe Amt er for kort Tid siden begaaet en skrækkelig Misgjerning. En Huusmand er bleven mydet af sin Stedsøn i Forening med dennes Farbroder, tilskyndet dertil at sin Moder, den Myrdedes Hustru, en Kone på 62 Aar. Grunden dertil skal have været, at hun, som tredie Gang var gift, var forbittret paa Manden, fordi han kort i Forveien var bleven udlagt som Fader til et ugift Fruentimmers Barn. Hun havde siden den Tid bestandig tilskyndet Sønnen til at dræbe Stedfaderen og lovet ham, at han skulde faae deres af ny opbygte Huus, naar han slog ham ihjel. Stedsønnen og dennes Farbroder passede da Manden op en Aften sildig, da han kom tilbage fra sit Ærinde i en Naboby, og sloge ham i ihjel med Knipler, som de til den Ende havde forsynet sig med. Han blev funden med 12 større og mindre Saar i Hovedet og Ansigtet. Som et Beviis paa den Overtro som har parret sig med denne Ugjernig, fortjener at mærkes, at da Stedsønnen havde givet den Myrdede det sidste Slag, og derpaa gik efter Farbroderen, som allerede havde forladt Drabsstedet, sagde han til denne, at nu var Faderen dd, men han havde, efter sin Moders Raad, lagt sin Haand paa hans Legeme i Fandens Navn, og nu kunde Ingen gjøre dem Noget.
(Kjøbenhavnsposten den 12. juli 1836)
Det drejede sig om mordet på husmand og væver Ole Nielsen (1793?-1836). De anklagede var hans kone, Barbara Hansdatter (1777-1850) som endte sit liv i tugthuset på Ovengaden oven Vandet 1840, og hans stedsøn, væversvend, tjenestekarl Jens Uldrichsen (1813-1837) som endte med at blive halshugget på retterpladsen ved Ugledige. Afgørende for mordet blev at Ole Nielsen i slutningen af 1835 blev dømt til at betale 10 Rd om året til barnet med Lisbeth Nielsdatter. I "Thisted Kongelig allernaadigst privilegerede Amtsavis og Avertissementstidende, eller Den nordcimbriske Tilskuer", 17 juni 1837 kom der mere fra processen:
Den 12te Juni skulde i Høiesteret foretages Justitssagen: Auditeur Liedenberg som befalet Actor contra Arrestanterne Jens Ulriksen og Lars Jensen Hammer, samt Arrestantinden Barbara Hansdatter. I denne Sag tiltalte Førstnævnte for begaaet Mord, Sidstnævnte for at havekjøbt og tilskyndet ham dertil, og Lars Jensen Hammer for at have medfulgt Jens Ulriksen i den Tanke, at være ham behjælpelig med at afprygle den Ombragte. Overretten har idømt Hammer 6 Aars Fæstningsarbeide, samt iøvrigt stadfæstet Vordingborg nordre Birkedistricts Extrarets Dom, der har tilfundet de 2 Andre at have deres Liv forbrudt, samt at lægges paa Steile og Hjul. Da Mordet er begaaet under særdeles aggraverende Omstændigheder og i de nærmeste Familieforhold, idet Jens Ulriksen er en Søn af Barbara Hansdatter, som var gift med den Myrdede, og altsaa dennes Stedsøn, saa ville Forbryderne neppe blive indstillede til Benaadning. (Kbhvsp.)
Samt en meget detaljeret gennemgang i to numre af Fyens Stifts Kongelig ene privilegerede Adresse- og politiske Avis samt Avertissementstidende, første del 18. august 1837:
Under de afholdte Forhører oplystes, at Jens Ulriksen paa Bededagen den 29 April f. A. havde, efter Anmodning af sin Moder og foregaaende Aftale med Farbroderen Lars Jensen Hammer, i Forening med denne slaaet Ole Nielsen ihjel. Sidste Gang, da Moderen bestemt udlod sig med, at hun vilde have Manden slaget ihjel, hun lovede Sønnen, at han, hvis han vilde paatage sig dette, skulde faae deres Huus, hvilket bevægede ham, hvis Tanke det forhen aldrig havde været at ville efterkomme Moderens Anmodning, til at give efter for denne. Han begav sig derefter til Hammers Bopæl og bad denne at følge med, for at passe hans Stedfader op og banke ham af, uden dog at underrette Hammer om, at den mellem Moderen og ham trufne Aftale gik ud paa, at Ole Nielsen skulde ihjelslaaes, og det blev da bestemt, at de samme Aften vilde give denne de tiltænkte Bank. Hammer raadede ham, naar Stedfaderen kom, at indlede en Samtale og bede denne om at beholde et Faar, der tilhørte ham, gaaende hos sig, samt kræve nogle Penge, han havde tilgode. Da Stedfaderen afslog hans Begjering og truede ham med sin Stok, gav Sønnen ham først et Slag i Baghovedet med en grøn Ellestok af en god Spadserestoks Længde og omtrent i Tommes Tykkelse, og derefter nok et Slag, saa at han faldt til Jorden. Nu kom Hammer, der havde i Haanden en almindelig Støttestok, der var temmelig sver, af Hessel eller Piil, til, og bibragte Ole Nielsen flere Slag saavel i Hovedet som paa Kroppen, hvor det kunde træffe; og har Jens Ulriksen flere Gange under Forhørerne gjentaget, at Hammer slog kraftige og stærke Slag, dog kunde han ikke sige hvormange. Medens Hammer saaledes slog paa Ole Nielsen, stod Ulriksen stille, fordi han, som det hedder, ikke vilde have Stedfaderen skulde have saa mange Slag paa eengang og Hammer slog saa haardt. Sidstnævnte gik derpaa bort, og gav Ulriksen derefter Stedfaderen endnu et Salg, hvorved et Stykke sprang af hans Stok. Stadfaderen bad ikke for sig under Slagene, men gav nogle høie eller stærke Skrig fra sig, og dreiede sig selv under Slagene om paa Maven med Ansigtet mod Jorden. Sønnen lagde nu efter Moderens Raad sin Haand i Fandenss Navn paa Ole Nielsens Ryg (saa kras en Overtroe skulde Man endnu i vore Dage ikke holde for mulig!), ved hvilken Leilighed han fornam, at der endnu var Liv i Stedfaderen, der sagte jamrede sig, men han antog dog, forindenhan forlod Gjerningsstedet, at Stedfaderen ei kunde leve. Ved at underrette Hammer om, at Stedfaderren vistnok ikke levede, svarede Hammer, at nu havde han Intet at frygte, thi nu havde han bekjendt; men bad hamderhos ikke at sige, at han, Hammer, havde været med, thi han havde saa mange smaae Børn. (fortsættes)
Og fortsat i "Fyens Stifts Kongelig ene privilegerede Adresse- og politiske Avis samt Avertissementstidende", 23. august 1837:
(Beretningen om Ole Nielsens Mord, S. 610, sluttet.) Videre har Jens Ulriksen udsagt, at han ikke havde isinde at ville slaae eller lægge Haand paa sin Stedfader, da han troede at Lars Jensen Hammer, efter sit Løfte til hans Moder, skulde gjøre dette, og at det virkeligen stred mod hans Følelse at lægge Haand paa ham, "der stedse havde viist sig kjærlig og god imod ham," og aldrig vilde han have været Vidne til eller Deeltager i de hans Fader tiltænkte Hug, naar ikke hans Moder dertil havde forført ham. Først da Stedfaderen havde hævet Kjeppen imod ham, blev han vred og gav ham de omforklarede to Slag. Senere har han tilføiet med et rørt Hjerte, at det Passerede, endog strax efter at han havde forladt Drabsstedet, gjorde ham inderligt ondt, og at det siden har smertet ham; dog kanhan ikke sige, at han har følt saa stort Samvittighedsnag over det begaaede Mord, efterdi han var lokket og forført dertil. Arrestantinden Barbara Hansdatter havde først nægtet enhver Deelagtighed eller Kundskab om Forbrydelsen, indtil hun, opfordret til, endnu ikke uskyldigen at paadrage Sønnen den Brøde, tillige at være Løgner, vedgik hans afgivne Forklaring, ligesom og, at hun, for at gjøre Sønnen troskyldig, sagde til ham, at, naar han i Fandens Navn lagde sin Haand paa den Dræbte, kunde Ingen gjøre dem Noget. Paa given Anledning bemærkede hun, at hun ikke selv troede dette, men hun sagde dette i sin Ufornuft, for at gjøre ham troskyldig. Hun har yderligere forklaret, at hun, der havde levet i god Forstaaelse med Ole Nielsen, indtil han ved Nytåaarstid f. Aar blev udlagt som Fader til et ugivt Fruentimmer Lisbeth Nielsdatters Barn, efter den Tid har været meget urolig i Sindet over dette hans Ægteskabsbrud, og skjøndt hun efter hanss Overtalelse tilgav ham Forseelsen, har hun dog ofte bebreidet ham samme. Kort efter at Sønnen, der var kommet tilbage, for at hente noget Tobak, havde for ladt hende, hørte hun nogle høie og stærke Skrig og antog, at hendes Søn og Hammer nu vare ifærd med det aftalte Overfald paa Manden, og, da hendes Pleiesøn, en Dreng paa 9 Aar, vaagnede ved Skrigene og spurgte, hvad det var, samt gav sig til at græde, søgte hun at berolige Barnet, som har afgivet en med denne Deel af Pleiemoderens Tilstaaelse stemmende Forklaring, ved at foregive, at det var Katten, der beed en Muus. Efterat hun havde bragt Barnet til Rolighed, stod hun op og saae ud af Vinduet, men da hun Intet kunde see, gik hun igjen tilsengs; men efterat hun havde ligget lidet, tudede Hunden stærkt udenfor Huset, hvorfor hun atter stod op, gik ud og saae hendes Mand ligge paa Marken i en kort Afstand fra Huset. Hun tog da med Hænderne om Liget ved Lænderne, for at ville fornemme, om han var levende eller død, men han var da virkelig steendød, og hun faldt ned paa sine Knæe ud over ham i besvimet Tilstand, thi hun blev særdeles angest og forskrækket. Som Motiv til, at hun forandrede sin første Beslutning om blot at ville have sin Mand afbanket til at see ham skilt ved Livet, har hun angivet, at den samme Grund, der bevægede hende til at ville have ham afpryglet, nemlig hans utilladelige Forbindelse med Lisbeth, ogsaa bevirkede hos hende den senere opstaaede Attraa efter at faae ham ryddet af Veien. Hun følte sig nemlig i høieste Grad krænket ved Ægteskabsbruddet og hans Udladelse til hende, naar hun foreholdt ham hans forhold i saa Henseende, om at han aldrig vilde eller kunde forlade Lisbeth, saa, at hendes Sind blev herover mere og mere opirret imod ham, og hun nærede denTro, at Forbindelsen med Lisbeth (der boede saaledes, at de fra deres Huus kunde see over til hende) først vilde kunne ophøre ved hans Død. Arrestanden Lars Jensen Hammer har vedholdende nægtet at have deeltaget saaledes i den omhandlede Forbrydelse, som Jens Ulriksen har paasagt ham, men forklaret, at han havde holdt sig skjult og, som det i Forhøret hedder, hørte, at det gik Dump i Dump af voldsomme Slag og at En faldt til Jorden og gav et høit Skrig, hvorpaa han ilede til, og da han saae Ole Nielsen ligge stille paa Ryggen med Hovedet paa det bløde Sted i Agerrenden, gav han ham to smaae Slag over Benene med sin Stok, som var af Piil og kun var en klein Støttestok, i det Tanke, at han skulde reise sig eller sætte sig op; men da han saae, at Ole Nielsen ikke kunde reise sig og kun røte det ene Been, blev han altereret og løb bort fra Stedet. Han har ikke heller vedgaaet, at Jens Ulriksen lovede ham Penge, naar han vilde følge med for at afprygle dennes Stedfader, eller at han raadede Ulriksen til at afskjære Ellestokken eller til at indlede Samtalen med Stedfaderen. Han har udsagt, at Barbara Hansdatter oftere havde anmodet ham om at passe hendes Mand op og banke ham af; dette har hun benægtet, men vedgaaet, at Hammer ikke har vidst hendes Aftale med Sønnen om at slaae hendes Mand ihjel. Det er af flere Personer under Sagen udsagt, at Ole Nielsen var en fredsommenlig og skikkelig samt eftergivende Mand. Arrestantinden selv har under det første Forhør i Sagen forklaret, at hendes Mand var fredsommelig og ædruelig; derimod har hun siden udsagt, at han var ond mod hende, siden han lagde sig efter Lisbeth Nielsdatter, efter hvilken Tid der havde været Skjenderie mellem dem og Tale om Skilsmisse, ja han havde endog slaaet hende, hvilket hun havde fortalt til Jens Ulriksen, men hvorved dog Ingen havde været nærværende. I den af Sognepræsten i Everdrup meddeelte Attest hedder det og, at Ole Nielsen var en meget vindskibelig og ædruelig Mand, viste sig meget redelig mod alle de Folk, som betroede ham Tøi til at bearbeide, hvorfor han og havde meget Arbeide og fandt sin gode Udkomme; derimod var han utro mod sin Hustrue og søgte undertiden utilbørlig Omgang med andre Fruentimmer, hvorfor hans Fortjenste ei ganske kom Familien tilgode. At Ole Nielsen skulde have staaet i utilladelig Forbindelse med andre Fruentimmer end Lisbeth Nielsdatter, giver iøvrigt ingen af de under Sagen afhørte Personer Forklaringer Anledning til at antage. Morderens Søster har udsagt, at hun sikkert troer, at hendes Broder, maa dertil være forført, hvilket hun grunder paa, at han er af et blødt Gemyt og har ellers et godt Hjerte, der, hedder det, var for godt til, at han af egen Drift kunde begaae end saadan Handling. Jens Ulriksen er 24 Aar gl. og konfirmeret i Aaret 1829 med Vidnesbyrd om temmelig god Religionskundskab og sædelig Opførsel, og Sognepræsten for Kongsted Sogn, Krarup, har attesteret, at tiltalte under sit Ophold der var anseet for et eenfoldigt, men derhos godmodigt og skikkeligt Menneske, samt at hans moralske Forhold sammesteds har været ulasteligt. Ligeledes have Flere under Sagen forklaret, at han var et godmodigt Menneske og havde et almindeligt godt Rygte; og har iblandt disse Gaardmand Jensen Nielsen Smed i Engelstrup udsagt, at han antager, at Arrestantinden, paa Grund af den Afdødes Forhold til Lisbeth Nielsdatter, har ophidset Jens Ulriksen mod Stedfaderen, thi ellers var Sønnen denne meget hengiven og stræbte for ham ved deres fælleds Arbeide som for sig selv. Barbara Hansdatter, der er 60 Aar gammel, har været 3 Gange givt og blev skilt fra sin første Mand paa Grund af hans Mistanke med Hensyn til hendes ægteskabelige Troskab. Pastor Krarup i Kongsted har attesteret, at der angaaende hendes moralske Forhold under hendes Ophold i Kongsted Sogn Intet er ham bekjendt, uden hendes uforlignelige Opførsel imod hendes samtlige Ægtefæller, men at hun iøvrigt synes at have været hverken yndet eller agtet sammesteds; og Sognepræsten i Everdrup har erklæret, at hun var bekjendt for at være en duelig Huusmoder, men at hun viist et heftigt, lidenskabeligt Gemyt, især mod Ole Nielsen, imod hvem hun tillod sig hyppig Skjænderie, især i de sidste Maaneder. Flere Vidner have og under Sagen forklaret, at hun ei har levet i god Forstaaelse med nogen af sine Ægtefæller, samt at hun har været ond, opfarende og hidsig mod Ole Nielsen siden hans Forbindelse med Lisbeth Nielsdatter. Den tredie Tiltalte, Lars Jensen Hammer, var ved de foregaaende Retters Domme, i Henhold til Forordningen af 4. October 1833 § 25, andet Membrum, fundet skyldig til 6 Aars Fæstningsarbeide; men ved Høiesterets Dom blev Straffetiden nedsat til 3 Aar.
I forbindelse med højesteretsdommen stod et kort resume i "Kongelig allernaadigst privilegerte Ribe Stifts Adresse-Avis", 18. august 1837:
Den sidste Collegialtidende indeholder Beretning om et Mord, der den 29de April d. A. er begaaet i Everdrup Sogn i Præstøe Amt af en stedsøn, Jens Ulrichsen, paa Stedfaderen, Ole Nielsen efter Tilskyldelse af Moderen, Barbara Hansdatter, som havde lovet Sønnen deres Huus, hvis han vilde skille hende af med Manden, med hvem hun ligesaa lidet som med hendes to foregaaende Ægtefæller levede i god Forstaaelse, og mod hvem hun viste sig ond, opfarende og hidsig, siden han blev udlagt som Barnefader til et ugift Fruentimmers Barn, der boede deri Nærheden, og som Ole Nielsen, der forøvrigt har gode Vidnesbyrd om sit Forhold og roses som føielig og eftergivende, havde erklæret, han aldrig vilde forlade Modet fuldførtes af Jens Ulrichsen med en tyk Stok, hvormed han bibragte Stedfaderen flere dødelige Slag i Hovedet. Baade Sønnen og Moderen bleve ved Høiesteretsdom af 14de Juni d. A. dømte til at halshugges og steiles, men for Moderens Vedkommende blev Dommen ved kgl. Resolution formildet til Kagstrygning og Tugthuusarbeide paa Livstid.
Lolland-Falsters Stifts-Tidende, 15. august 1837 kunne tilføje at Jens Ulriksens legeme efter 3 gange 24 timers forløb skulle nedtages af stejlen. Yderligere detaljer om forhørsprotokoller mm kan findes på denne hjemmeside.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar