Mord. (Efterskrift til Politivennen)

Ved Højesteretsdom, afsagt den 29de November f. A., hvorved den foregaaende Landsoverrets samt Hof- og Stadsrets Dom, af 21de August f. A., og Underretsdommen af 1ste Juli f. A., ere bekræftede, ere Forbrydere Niels Rasmussen og Niels Willumsen tilfundne at have forgjort deres Halse og at brændes, m.v., samt Forbryderne Willum Jørgensen og Hustru Ellen Pedersdatter at hensættes til Arbejde, den første i Kbhavns Fæstning og den sidste Sammes Tugthus, for Livstid m.v. Af den fra Højesterets Sekretariat til Kanselliet indkomne Beretning om denne Sag, erfares de med den forbundne Omstændigheder at have været følgende. - Arrestanterne Niels Rasmussen og Niels Willumsen have erholdt Underretning om, at Husmand Jens Christensen skulde være i Besiddelse af en Summe Penge, som de besluttede at berøve ham, og, for at forhindre Opdagelsen af denne Forbrydelse, bleve de, efter foregaaende Overlæg, enige om, at myrde ham og hans Hustru, og derefter sætte Ild paa Vaaningshuset. De forsynede sig til denne Hensigt med dræbende Instrumenter, nemlig en Jernhammer og en Kniv, og toge brændt Trødske med sig, for dermed at anlægge Ild. Saaledes bevæbnede begave de sig sildigt om Aftenen den 5te Marts f. A. til det afsides liggende Skovhus, hvor Jens Christensen boede, og begjærede, at han, som havde lagt sig til Sengs, skulde staae op for at vise dem Vej, under Foregivende, at de vare Reisende, som vare ubekjendte med Egnens Beliggenhed. Da han efter deres begjæring havde ledsaget dem et Stykke paa Vejen, gav Niels Rasmussen ham et Slag med Jernhammeren i Baghovedet, hvorved han segnede til Jorden. I samme Øjeblik kastede Niels Willumsen sig over ham, og gav ham, uagtet han bad for sit Liv, et Snit i Struben. Det samme gjorde Niels Rasmussen, for at aflive ham aldeles. Da de saaledes havde myrdet Manden, vendte de tilbage til Huset, for ligeledes at myrde Konen. Niels Willumsen kastede hende til Gulvet ved et Slag i Tindingen, derefter kvalte han hende med sine Hænder, mens Niels Rasmussen holdt hendes Fødder. Da disse Misgjerninger vare udøvede, gjennemsøgte de Husets Gjemmer og borttoge 50 Rd. 2 Mrk. i Penge, nogle Klædningsstykker og andre Koster. Derefter toge de en Tørveglød af Kakkelovnen, svøbte Halm og Blaar omkring den, og lagde den ved Foderet, for at antænde Huset, som afbrændte samme Nat. Men denne sidste Forbrydelse, som de begik med Hensigt at skjule de Foregaaende, tjente til at opdage dem. En Forbirejsende, som ved Skinnet af Luerne bleve ledet til Huset, saae igjennem Vinduet den myrdede Kone svømmende i sit Blod, og gjorde strax derom Anmærkelse. Mistanken faldt strax paa Arrestanten Niels Willumsen og hans Forældre Willum Jørgensen og Hustru Ellen Pedersdatter. Den afholdte Obduxions-Forretning og de øvrige under Sagen frembragte Bevisligheder, samt de Paagældendes egen Tilstaaelse, have gjort dem tilstrækkeligen overbeviste om disse Forbrydelser. - Arrestanten Willum Jørgensen, Niels Willumsens Fader, var tiltalt for med Raad og Tilskyndelser at have bevæget sin Søn og Niels Rasmussen til de af dem begaaede Misgjerninger; men, da han ikke er juridisk overvist derom, endskjønt alle Sagens Data og begge Mordernes Forklaringer vidne mod ham, kunde han ikke dømmes for denne Forbrydelse, derimod er saavel han som Hustru, Ellen Pedersdatter, overbeviste om ex post [Foro?] at have været vidende om og at have lagt Dølgsmaal paa Gjerningen og de røvede Koster. - Efter at denne Sag med alle dens Omstændigheder fra Kanselliet har været Hs. Majestæt allerunderdanigst foredraget, har det behaget Allerhøjstsamme allernaadigst at beslutte, at den over Delinkventerne N. Rasmussen  og N. Willumsen afsagte Dødsdom uden Forandring skal fuldbyrdes, og at det iøvrigt skal have sit Forblivende ved forbemældte Højesteretsdom, samt at, naar Arrestanterne W. Jørgensen og Ellen Pedersdatter efter dennes medfør afleveres til Fæstnings- og Tugthusarbejd paa Livstid, bør Vedkommende derhos gjøres opmærksomme paa, at disse Forbrydere, som farlige for den offentlige Sikkerhed, maae tages under nøje Bevogtning.

( Dagen den 16. januar 1810)