Færdslen mellem Frederiksborg og København er så stor, og dagvognen så meget benyttet af publikum at man med rimelighed kunne ønske at denne befordring måtte indrettes således at den svarede til sin hensigt. For således som den ny er opfyldes denne langt fra ikke, hvorom man ved en eneste rejse kan overbevise sig. Prisen er højere pr. mil end nogen anden dagvogn her i landet uden at man indser grunden til dette pålæg, og for denne dyrere betaling, har man alt dårligt.
Man tiltræder rejsen her i København i gæstgivergården "De Tre Kroner" hvor passagererne samles i en skiden gård eller på gaden der ofte begge er opfyldt med vogne og heste. Her sker oppakningen som er en sand tålmodighedsøvelse for dem der kommer først, mens gadens beboere beskuer de stakkels rejsende der vandrer om i regn og søle. Værtens velvillige og vakre forhold erkender enhver af de rejsende, men dette er kun en ringe trøst når lokalet er aldeles uskikket til aftrædelsessted, som det her er tilfældet.
Vognene er så snævre at man måtte ønske man kunne skrue sine ben af og sende dem med en anden lejlighed. For det foranværende sæde gnaver bestandigt på knæene. Det bagerste sæde støder så voldsomt at man uafladeligt har hjertet i halsen, og de mange beslag og hjælpebeslag ødelægger passagerernes bagage og rejsetøj på det ubarmhjertigste. Bivognene er undertiden bender- eller fragtvogne hvor man for den samme urimelige priser på usle træsæder bliver om muligt endnu værre medtaget end på dagvognen selv.
Kuskene kører uden orden, undertiden om kap, hvilket i det mindste en gang har bragt passagerne til at ligge under vognen som vendte alle fire hjul i vejret. Man hviler to gange undervejs, og begge gange er opholdet så langt at indsenderen på denne korte rejse har tilbragt over 3 kvarter i kroerne, og det uden ophold fra passagerernes side. Det var ønskeligt at publikum som betaler og altså har fordringer at gøre for sine penge, blev underrettet om hvilke regler entreprenøren for denne befordringsindretning er forpligtet til at følge med hensyn til de passagerer som melder sig til rette tid. Den rejsende der indtræffer flere mil borte fra for at blive befordret videre med dagvognen, er ingenlunde tjent med at have gjort sin rejse forgæves, og han kan da næppe være tilfreds med at læse et af en fragtkusk udstedt manifest hvoraf han ser at dennes pligter er aldeles ubestemte, så lidt som han er i stand til at indhente nogen oplysning af den bondekone der i sin mands fravær forestår det i den yderste udkant af Frederiksborg beliggende bureau for rejsende.
Postbefordringen er overalt uforholdsmæssig dyr, og det er enhver anden end en laugsberettiget forbudt at gøre rejser. Det er derfor at ønske at vedkommende som så meget indskrænker befordringsmidlerne, ville overveje hvorledes disse kunne lempes efter publikums tarv, og skaffe dette den sikkerhed det er berettiget til at vente.
Angående afgangstiden, da var det for forretningsmanden at ønske at dagvognen kunne afgå tidligere fra Frederiksborg, kl. 8-9 i stedet for kl. 10 så at passagererne kunne være i København mellem kl. 12 og 1. Men at den derimod måtte afgå senere fra København, fx. kl. 4 i stedet for kl. 2, for at afgangstiden ikke netop skulle falde lige i børstiden og i pluralitetens spisetid. Da man antager at dagvognen afgår til publikums bekvemmelighed, fremsættes dette ønske fordi kusken efter forlydende har betænkt at forandre afgangstiden og køre endnu tidligere fra København "for at kunne komme hjem ved dagsens lys." En lygte under stangen, således som almindeligt bruges i Holsten, kan i mørke aftener og om vinteren hjælpe diligencen frem, i mangel af solskin, og man formoder at denne udgift kunne bestrides af den høje betaling.
Dersom en ordentlig protokol er ført over befordringen frem og tilbage, vil man let kunne se, hvorvidt en sådan entreprise betaler sig. Det er imidlertid ikke rimeligt at dette ikke skulle være tilfældet, da indsenderen har set indtil 7 vogne en suite som alle var besat med dagvognens passagerer, En autoriseret og kontrolleret protokol hvori de rejsende kunne indføre deres bemærkninger til ros eller dadel, har på andre steder haft god virkning. Det er indsenderens håb at denne gavnlige indretning må komme under den behørige kontrol og opsigt, og forbedret veblive til publikums benyttelse.
(Politivennen nr. 873, lørdag den 22de september 1832, s. 617-621)
Redacteurens Anmærkning.
Gæstgivergården De Tre Kroner lå i Tornebuskegade 4. Huset er nedrevet.
I en artikel i Politivennen nr. 875, 6. oktober 1832, s. 652-659 tilbageviser en anden passager der ofte benyttede ruten, samtlige anker i ovenstående indlæg som åbenbare usandheder: Pris, beskrivelse af gæstgivergården, pladsmangel i vognene, og han påpeger at det er en dagvogn, ikke en natvogn. I Politivennen nr. 880, 10. december 1832, s. 744-75 roses derimod artiklen, og udtrykker ønske om at få en befordring til Kalundborg. Disse artikler er ikke medtaget på denne blog.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar