En ulykkelig tildragelse på Falster

(Tilegnet Selskabet for Druknedes Redning)

Et par dage før sidste nytår så vi her på Falster et meget beklageligt eksempel på skadeligheden af det skønne gamle mærke, som endnu til spot for vedkommende ligger over vor bondestand, og som påstås så saliggørende for samme. En person til hest ville sætte over isen til Sjælland. En bonde, som i nogen afstand ligeledes går over, ser ham at synke og iler ham til hjælp. Men den ved hestens slag kvæstede is brister, og kun med det yderste anstrengelse lykkedes det ham at redde sig selv. 

Udmattelsen og frosten gjorde det imidlertid umuligt for ham, at komme langt fra vågen. Nogle mennesker, der fra landet havde set denne tildragelse, løber til og bærer den halvdøde til lands. Men forgæves søger de i den nærmeste by at få ham bragt i ly, for at anvende hjælpemidler. Dum overtro, måske frygt for gengangere, måske frygt for at begå formastelse, måske trevenhed for at pådrage sig den ulejlighed, som en inkvisition vel ville forårsage, hvis han døde o.a.m. lukkede alle døren for dem, og da det endelig lykkedes dem at komme i hus, var det ved opholdet gjort umuligt at redde den forfrosne. Dette menneske, som så villigt havde sat sit eget liv i spil, for at redde sit medmenneskes, som derved havde gjort sig værdig til agt og yndest af alle, måtte da dø en smertefuld død, fordi falstriner der i 900 år har haft skoler og kirker, ikke besidder den menneskelighed, som irokeseren eller grønlænderen, uden skoler og uden kirker, ufejlbarlig havde udvist.

Gid at vores præster ville, eller hvis de ikke ville, skulle prædike engang om året mod spøgelser og gengangere, engang imod trolddom, signen, målen og igennemvisen, og så videre mod alle almuens skadelige fordomme! Gid at vores bisper måtte tage kandidaternes ed, navnlig at udrydde disse. Jeg har hørt præster, der på bønders spørgsmål, om der vel var gengangere, med en mystisk mine svarede: Man kan ikke nægte muligheden deraf. Jeg har kendt præster, der selv skælvede for spøgelser, der tålte at man i deres egen stald støbte bly over elleskudte får! O Anholts Hr. Juels har endnu mange værdige brødre i ordet.

Gid at vore skolers besættelse var, og kunne være sådan, at en dum overtroisk præst ikke kunne skade den tidlige vakte menneskefornuft!

Gid at vores lovgivning ville tilkende enhver redder af et menneskes liv en udmærket hæder, eller skattefrihed, eller deslige. Gid den ville anordne at en sådan menneskeven, hvis han døde for sin død, skulle begraves hæderlig på en offentlig bekostning!

Et eksempel som det anførte kan måske afskrække fra mangen ædel handling. Og hvilket indtryk må ikke så mange stenhjertede husfædres skandåd have gjort på familiernes ungdom!

Det selskab som disse linjer er tilegnede, har det i sin magt, at nedrive en af disse dumme overtroer, den at det er formastelse at det er at gribe Gud ind i sine domme, hvis man søger at bringe en død til live.

Ved at uddele til alle sognefogeder, skoleholdere, bedre endnu til enhver husfar, en kort underretning, om hvad der ved dødes oplivelse er at gøre, ville selskabet bevirke at oplivelserne blev hyppigere, og altså tanken om formastelse af sig selv ophørte.

Ved denne lejlighed kan jeg ikke undlade at lægge to forslag frem for selskabets overvejelse, da de måske ikke, som dog var ønskeligt, ligger inden dets virkekreds. Det ene, at forsyne alle vores skibe, hvorfra så mangen for staten vigtig sømand dumper ud og drukner, ikke alene med en af de ovennævnte underretninger, men endog med en kasse med de instrumenter, der ved oplivelse kunne bruges. Det andet at anlægge svømmeskoler, som det sikreste middel til årlig at redde mange menneskers liv.

(Politivennen, hæfte 8, nr. 94, den 8. februar 1800, s. 1496-1500

Redacteurens Anmærkning

Artiklen besvares i Politivennen, Hæfte 8, nr. 103, den 12. april 1800, s. 1633-1640 og Politivennen, Hæfte 8, nr. 104, den 19. april 1800, s. 1649-1653.