Om de utilbørlige Tagtude.

De fleste husejere i København har indset det skadelige for bygning, kælderdør, vinduer og trapper, i at lade tagvandet falde ned dryppende fra her tagsten. Derfor ser man kun tagdryp for meget få huse, ligesom tagdryp ganske burde være forbudt for farlighedens skyld af istappernes nedfald. Der hersker virkelig mere omhu her for bygningernes bevarelse og udvendige pænhed end i nogen stor stad jeg kender. Men københavnerne besidder virkelig også en grund af velvilje. Derfor er man ikke blevet stående ved den blotte anskaffelse af tagdryp i form af en tagrende der lod det samlede vand ved en eller begge ender udvælde igennem en kort tagtud, hvorved de gående i stedet for et vedvarende dryp måtte gå i en afvekslende skyl. Man har i dets sted nedbøjet tagtuden og ved en langs ad muren nedgående blikpibe ladet vandet udlade nede ved husets fod. Denne skønne måde er brugelig ved alle nye huse, og de af de gamle der endnu kan have tude, er til ære for staden kun få i forhold. Imidlertid er disse desmere anstødelige. Selv på de store gader Købmagergade og Vimmelskaftet, på den uafbrændte side, forekommer disse levninger af uvilje. Da tagpiber kan haves for en meget ringe bekostning, må man virkelig undres over at formuende mænd uden barmhjertighed kan se medbrødre der iler hver til sit fra regnen, i et øjeblik at gennemblødes ved deres tagvand, mens de selv ikke kan skjule sig for sig at det er dem kært ubespølet at kunne gå forbi naboernes med piber forsynede huse. Politivennen vil ugentlig angive tudene indtil de enten ved ejernes borgerlige tænkemåde eller ved politiets medvirkning forsvinder.

(Politivennen. Hæfte 8, nr. 94, den 8 Februar 1800, s 1500-1501)