En Tildragelse fra den virkelige Verden

(Efter indsendt)

I anledning af en offentlig handling, hvor landsbymandskabet var samlet, skete for nyligt i en købstad følgende mærkværdige begivenhed. En magistatspersons gårdskarl mishandler i kådhed en ædruelig stakkels bondekarl således, at denne i nødværge rører gårdskarlens næse ganske hårdt. Gårdskarlen indklager straks næsefornærmeren for sin husbond, magistratspersonen.

Dette lem af magistraturen (som han selv kalder sig) var ikke sen til at hævne forbrydelsen. Glubsk farer han på bondekarlen, slæber ham grundigt omkring og får ham ved gårdskarlens og andres hjælp ind på rådhuset, hvor han efter mange verbale fornærmelser, støder og hugger den værgeløse karls hoved sådan mod en væg, at det arme menneske falder halvdød ned for hans fødder.

Dog blev hævnen ikke stillet med det. Han får en underofficer til at holde den halvdøde: Henter selv underofficerens stok, prygler i blinde på staklen. Og endelig lader han synderen slænge som et ådsel ind i tyvearresten på strå. Selv begiver han sig efter vel forrettet sag op i forsamlingen, hvor han intet havde at gøre.

Da karlen nogenlunde var kommet til sig selv, befaler magistratspersonen ham straks at gå hjem og ikke mere tale til ham om den sag. Sikkert vil karlen også tie. Og af den grund, som han siger, af frygt for at magistratspersonen, der gør mine af at have megen indflydelse, skal straffe ham i den røde kjole.

Dette magistraturlem var således den dag i en og samme person: Lovgiver, dommer og bøddel, og lige så despotisk i sin kreds som nogen [basse] i Tyrkiet. Men tier den forladte og fornærmede karl, så bør andre tilstedeværende tale. Enhver sædelig afskyr at være denunciant. Det stoler embedsmanden med den manglende opdragelsen på. Og den forladte almue lider under det, når denne trygt lader sine passioner få frit løb. Men det er til skade, megen skade, at ingen tør, eller af mangel på medfølelse ikke vil, tale de undertryktes sag. Hvor ofte bliver ikke de blide indtryk af en regerings bedste anstalter udslettet af sådanne embedsmænds adfærd over for almuens sjæle? Den hån sådanne personer viser både ligemænd og undermænd, understøttet ved deres kryben for overmænd, gør i alle provinser uoprettelig skade. At en embedsmand imod alle politilove og sikkerhedsanstalter ustraffet kan mishandle en landalmuemand, således som oven meldte handling viser, kan ikke andet end at kvæle al ædel følelse hos denne talrige agtværdige stand.

Og må denne stand ikke tro, at den er lige så ringeagtet i sin regerings øjne, som den er i denne dens betjents, når den gang på gang ser at han fræk og tryg tør træde den og mange andre brave under fødder? Den tid bør komme hvor humaniora bliver en nødvendig del af embedseksamen og intet af dygtighed bliver betroet den, der mangler den sjælepleje, om hvilken Ovid siger: Emollit mores, nec sinit esse feros.*)

*) Lærdom menneskeliggør karakteren og tillader den ikke at være vild (Red)

(Politivennen. Hefte 24, Nr. 311, 7. april 1804, s. 4941-4944)

Redacteurens Anmærkning

Denne artikel affødte ifølge Dagen den 22. september 1806 en retssag:

En mærkværdig litterær Proses er i denne Tid paadømt ved Nakskov Byting. I Politivennen No. 311 af 7 April 1804 stod nemlig indrykket et Stykke, som hedde: "Tildragelse i den virkelige Verden." Paa Opfordring opgav Udgiveren af Politivennen, at Stykket var sendt ham af Hr. Rektor Mag. Bøje i Nakskov. Denne vedkjendte sig i en affordret erklæring Stykket, og opgav hvem han dermed havde menet. Nu anlagde Raadmand og Amtsforvalter Dankel i Nakskov en Injuriproses mod Rektoren, der endelig først efter meget Vidneførelse for nogle faa Uger siden er endet. Sitanten er dømt i 100 Rd. Bøder. Man veed endnu ej om der appelleres videre.